Fagforeninger, lønoplysninger, videregivelse, arbejdsgiverforeninger
Statutory Text (3 Articles)
Fagforeninger, lønoplysninger, videregivelse, arbejdsgiverforeninger
En arbejdsgiverforening anmodede Registertilsynet om at undersøge, hvorvidt et fagforforbunds anvendelse og videregivelse af lønstatistikker i forskellige former for »Hitlister« er i overensstemmelse med lov om private registre m.v.
En afdeling under fagforbundet udarbejder og videregiver en liste indeholdende lønoplysninger vedrørende samtlige virksomheder under afdelingens område, der beskæftiger medlemmer af forbundet. Listen er opbygget således, at den virksomhed, der betaler mest i løn, står som nr. 1, den virksomhed, der betaler næstmest, står som nr. 2, etc. En anden afdeling under fagforbundet udarbejder og videregiver en liste, der indeholder lønoplysninger m.v. samt virksomhedsnavn på de 13 virksomheder i området, der er mest attraktive for forbundets medlemmer.
Registertilsynet noterede sig, at overenskomsten på området indeholder en bestemmelse, hvorefter lønnen for den enkelte arbejder i hvert tilfælde aftales mellem arbejdsgiveren eller dennes repræsentant og arbejderen uden indblanding fra organisationernes eller deres medlemmers side.
Registertilsynet udtalte herefter, at listerne findes at være udarbejdet og videregivet med henblik på at informere medlemmerne om andre virksomheders lønforhold. Registertilsynet fandt ikke holdepunkter for at antage, at listerne er udarbejdet med henblik på at advare andre mod forretningsforbindelse med eller ansættelsesforhold til en registreret. Registertilsynet fandt på baggrund heraf, at listerne ikke kan betegnes som advarselsregistre.
Registertilsynet udtalte endvidere, at det ikke kan antages at stride mod bestemmelsen i lovens § 4, stk. 2, at videregive de omhandlede lister under forudsætning af, at en sådan videregivelse er lovlig i henhold til overenskomstens bestemmelser. Registertilsynet fandt i forbindelse hermed, at den konkrete vurdering af dette spørgsmål beror på en fortolkning af disse bestemmelser, og at fortolkningstvivl om indholdet heraf alene kan afklares via de arbejdsretlige regler.
Registertilsynets udtalelse er således udtryk for det synspunkt, at spørgsmålet om lovligheden af den omhandlede videregivelse må bero på en fortolkning af overenskomstens bestemmelser om f.eks. individuelle lønforhandlinger. Registertilsynet fandt sig ikke beføjet til at udtale sig om dette spørgsmål, idet afgørelsen heraf henhører under de fagretslige instanser.
Registertilsynets årsberetning 1986.
Fundet, at et fagforbund lovligt kunne videregive lønstatistikker vedrørende virksomheder, der beskæftigede medlemmer af forbundet under forudsætning af, at videregivelsen var lovlig i henhold til overenskomstens bestemmelser, hvilket spørgsmål fandtes at henhøre under de fagretslige instanser.