Ankestyrelsens principafgørelse O-90-86 om barn med allergi - hjælpemiddel - støvsuger - merudgifter ved forsørgelsen
Statutory Text (3 Articles)
Ankestyrelsens principafgørelse O-90-86 om barn med allergi - hjælpemiddel - støvsuger - merudgifter ved forsørgelsen
Resume
Hjælp til anskaffelse af støvsuger i forbindelse med et barns svære astmaeksem kunne ikke ydes efter bistandslovens § 58.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at en støvsuger i det foreliggende tilfælde ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel i bistandslovens forstand.
Hjælp kunne heller ikke ydes efter § 48, da der ikke var tale om en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af barnet.
Kassation
Der er kommet nye regler på området
Love
Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 48 og § 58
Sagsfremstilling
Et ægtepar, der havde et barn, som led af svær astmaeksem, søgte det sociale udvalg om hjælp til anskaffelse af en støvsuger med kraftig sugeevne til rengøring af hjemmet for husstøvmide.
Det sociale udvalg, der havde bevilget hjælp i henhold til bistandsloven til bl.a. udskiftning af gulvtæppe, gardiner og sengetøj, afslog at yde hjælp til anskaffelse af støvsugeren med henvisning til, at en sådan ifølge bistandslovens § 58 alene kan ydes til personer, som er bevægelseshæmmede.
Ankenævnet, der henviste til, at en støvsuger er et teknisk hjælpemiddel, begrundede sin afgørelse med, at støvsugeren i det foreliggende tilfælde ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel i bistandslovens forstand.
Sagen blev anket af ansøgeren, der anførte, at huset skal gøres mere end normalt rent.
Bytteprisen til en støvsuger med kraftigere sugeevne ville blive fra 1.200 - 1.500 kr.
Lovgrundlag: Bistandslovens § 48 og § 58.
Afgørelse
Ankestyrelsen tiltræder ankenævnets afgørelse, hvorefter en støvsuger i det foreliggende tilfælde ikke kan betragtes som et hjælpemiddel i bistandslovens forstand.
Efter de foreliggende oplysninger finder Ankestyrelsen endvidere ikke, at udgiften til køb af en støvsuger kan betragtes som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen, hvortil der kan ydes hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1.
Ankestyrelsen stadfæster således ankenævnets afgørelse.