Offentliggørelse af undersøgelser - fortrolige oplysninger (* 1)

Offentliggørelse af undersøgelser - fortrolige oplysninger (* 1)

År 1985, den 20. december, blev i sagen j.nr. 37/85, A/S Haustrups Fabrikker ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 30. juli 1985 har højesteretssagfører Carl Tjur som advokat for A/S Haustrups Fabrikker klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 1. juli 1985 truffet afgørelse, hvorved det meddeles, at tilsynet har til hensigt at offentliggøre en af monopoltilsynet udarbejdet redegørelse for struktur- og markedsforholdene i konservesdåseindustrien.

Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynet tilpligtes at rette hovedtallene i en tabel for Haustrups årsregnskaber for årene 1981, 1982 og 1983, (tabel 5.1 side 93 i redegørelsen), principalt i overensstemmelse med et fremlagt bilag A 4, navnlig således at posten »afskrivninger« for hvert af de 3 år sammensættes af de skattemæssige afskrivninger og henlæggelser til investeringsfonds, subsidiært i overensstemmelse med et fremlagt bilag A, der var indeholdt i Haustrups skrivelse af 14. maj 1985 til monopoltilsynet, navnlig således, at posten »afskrivninger« for hvert af de 3 år forøges med 9 mio. kr. Klagernes påstand omfatter tillige, at tabellen i begge ovennævnte tilfælde ændres således, at egenkapital vedrørende året 1983 reguleres op med et i dette år udbetalt ekstraordinært udbytte på 75 mio. kr., samt at kommentar og konklusion i redegørelsen korrigeres overensstemmende med de nævnte ændringer.

Endvidere påstås side 66 i redegørelsen fra linie 1: »Selskabet ...« til og med »nr. 3« ændret til

»Selskabet har i den pågældende periode indgået aftaler med større og mindre kunder vedrørende dåser til fetaost indeholdende bestemmelser om fastlåsning af priserne i et vist tidsrum, en bonusydelse af betydelig størrelse og i et enkelt tilfælde en begrænsning i den pågældende kundes indkøb fra konkurrerende dåseproducenter.

For dåser til kødkonserves foreligger der en aftale med ....... indeholdende bestemmelse om en relativt høj bonus«.

Ligeledes side 66, næstsidste afsnit, udgår linjerne 4 og 5.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 30. juli, 4. september, 22. oktober og 2. december 1985 fra klagerne og i indlæg af 1. og 5. august samt 17. september og 25. oktober 1985 fra monopoltilsynet. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 5. og 17. december 1985. På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 1. juli 1985 fra monopoltilsynet til A/S Haustrups Fabrikker

»Med henvisning til monopollovens § 19, stk. 2, har tilsynet ved skrivelse af 27. marts 1985 fremsendt et udkast til redegørelse for struktur- og konkurrenceforholdene inden for konservesdåseindustrien med henblik på at give virksomheden lejlighed til at udtale sig herom forinden redegørelsens offentliggørelse. Virksomheden har ved skrivelse af 14. maj 1985 fremsendt en række bemærkninger samt en række rettelser og kommentarer til redegørelsen, og under møde i tilsynet den 30. maj 1985 samt ved skrivelser af 31. maj 1985, 3. juni 1985 og 13. juni 1985 har tilsynet fået en yderligere uddybning af virksomhedens synspunkter.

Spørgsmålet om offentliggørelse af redegørelsen har herefter været forelagt for monopolrådet i mødet den 19. juni 1985, idet de berørte virksomheders udtalelser samtidig var fremlagt for rådet. Under henvisning til monopollovens § 17 skal man herved meddele, at rådet har truffet beslutning om offentliggørelse af redegørelsen med en række ændringer og tilføjelser i forhold til det til virksomheden fremsendte udkast til redegørelse.

Med hensyn til de besluttede ændringer og tilføjelser, og med hensyn til tilsynets stilling til de af virksomheden fremsatte udtalelser skal man henvise til det til denne skrivelse vedlagte bilag. I gennemgangen af virksomhedens synspunkter i dette bilag refereres til punkterne i virksomhedens skrivelse af 27. marts 1985 opdelt på hovedskrivelsen og bilaget, og for hvert enkelt punkt er - hvor tilsynet har fundet anledning dertil - anført den nye tekst i redegørelsen. Til slut i bilaget er nævnt nogle øvrige ændringer.

Det kan oplyses, at tilsynet har til hensigt at offentliggøre redegørelsen den 20. august 1985, og eventuelle udtalelser fra virksomheden, som ønskes offentliggjort sammen med redegørelsen, må være tilsynet i hænde senest den 1. august 1985.

Tilsynets beslutning om offentliggørelse af redegørelsen i den foreliggende form kan i henhold til monopollovens § 18, stk. 1, indbringes for monopol-ankenævnet, og en sådan anke vil have opsættende virkning,, jfr. monopollovens § 18, stk. 7.«

Det er om sagens baggrund oplyst, at monopoltilsynet til monopolrådets møde den 20. marts 1985 fremlagde et udkast til redegørelse for markedsstruktur og konkurrenceforhold i konservesdåseindustrien i den form, hvori redegørelsen agtedes udsendt til høring hos de berørte virksomheder. Foruden mindre redaktionelle ændringer vedtog rådet, at redegørelsen skulle ændres, således at alle vurderende afsnit i redegørelsen udgik, idet det samtidig skulle anføres i forordet, at redegørelsen først og fremmest sigtede på at give en beskrivelse af branchen, og at rådets vurdering af forholdene i relation til bestemmelserne i monopolloven ville kunne ske på et senere tidspunkt.

Redegørelsen blev herefter udsendt til høring hos de 4 berørte danske dåseproducenter, A/S Haustrup Fabrikker, Glud og Marstrand A/S, Nordisk Aluminium og Nordisk Blikemballage. Desuden blev enkelte dele af redegørelsen sendt til høring hos de aftagere af konservesdåser, som indgår i tilsynets undersøgelse (i alt 45 virksomheder).

Høringen medførte, at tilsynet foretog en række ændringer og tilføjelser til redegørelsen, hvorefter sagen igen blev forelagt monopolrådet i dettes møde den 19. juni 1985. Her besluttede rådet, at redegørelsen skulle offentliggøres i den ændrede form.

I redegørelsen indgår der et kapitel om omkostnings-, indtjenings- og kapitalforholdene i branchen. Kapitlet indeholder en tabel (5.1) med hovedtal fra de 3 største dåseproducenters årsregnskaber 1981-1983. Over for denne tabel har klagerne rejst to væsentlige indvendiger, som ikke blev imødekommet af tilsynet og rådet ved den endelige udformning af redegørelsen.

For det første har klagerne ikke kunnet tiltræde, at tilsynet ved behandlingen af klagernes officielle regnskaber har korrigeret de opførte tal for afskrivninger på anlægskapitalen ved at nedsætte dem med ca. 9 mio. kr. hvert år.

Baggrunden for uenigheden om dette punkt i tilsynets redegørelse er, at klagerne indtil 1981 i deres officielle regnskaber anvendte de skattemæssigt tilladte afskrivninger ved den endelige opgørelse af driftsresultatet.

Fra 1981 gik klagerne - i overensstemmelse med reglerne i den nye årsregnskabslov - over til at anvende driftsøkonomiske afskrivninger (levetidsafskrivninger) som grundlag for opgørelse af driftsresultatet.

Overgangen fra det ene princip til det andet havde den regnskabsmæssige konsekvens, at anlægsaktiverne måtte opskrives med forskellen mellem de tidligere - større - skattemæssigt tilladte afskrivninger og de - mindre - driftsøkonomiske afskrivninger.

Klagerne har i deres officielle regnskaber for 1981-1983 beregnet afskrivningerne på basis af de nye større værdier af anlægsaktiverne. Tilsynet har henvist til, at denne beregning ville vise for høje afskrivninger og for lav indtjening sammenlignet med tilsynets tidligere vurderinger, hvor man i overensstemmelse med tilsynets daværende regnskabspraksis havde lagt de skattemæssige afskrivninger til grund. Klagerne har på deres side henvist til, at man i relation til pris- og avancelovgivningen endog kunne have benyttet de højere skattemæssige afskrivninger ved bedømmelsen af klagerens indtjening i årene 1981-1983 (klagernes principale påstand om afskrivningerne), og at det i hvert fald var urimeligt, at tilsynet reducerede afskrivningerne i disse år i forhold til de benyttede driftsøkonomiske afskrivninger, da det også i årene før 1981 var de driftsøkonomiske afskrivninger, der var benyttet ved klagernes kalkulationer (klagernes subsidiære påstand om afskrivningerne). Uenigheden om behandlingen af afskrivningerne har medført, at tilsynet og klagerne er kommet til forskellige tal for kapitaludbytte, nettofortjeneste og forrentning af egenkapitalen og den rentekrævende kapital.

For det andet har klagerne ikke kunnet tiltræde, at tilsynet har betragtet en ekstraordinær udbyttebetaling i 1983 som fremmedkapital (gæld til aktionærerne) i stedet for som en del af egenkapitalen. Også uenigheden på dette punkt har ført til, at tilsynet og klagerne er kommet til forskellige tal for forrentningen af egenkapitalen og den rentebærende kapital.

Klagerne har til støtte for deres påstand bl.a. anført følgende

Den principale påstand baseres på et spørgsmål til industriministeren fra Folketingets Erhvervsudvalg om, hvorvidt budgetterede forlods afskrivninger på investeringsfonds indgår i de afskrivninger, som berettiger til pris- og avanceforhøjerlser, og hvortil ministeren svarede, at forlods henlæggelser til investeringsfonds i overensstemmelse med tilsynets hidtidige praksis kan indregnes i priserne.

Den dagældende lovgivning - før årsregnskabsloven - tillod virksomheden valget mellem at beregne prisstigninger efter skattemæssige eller driftsøkonomiske afskrivninger.

Ministerudtalelsen betyder, at også efter årsregnskabsloven med dens forskrifter om driftsøkonomiske afskrivninger har virksomheden valget mellem disse og skattemæssige afskrivninger incl. henlæggelse til investeringsfonds.

Efterser man på denne baggrund monopoltilsynets regnskabsskemaer for årene 1977-1980, viser disse, at rubrikkerne »ordinære afskrivninger«, »forskudsafskrivninger« og »henlæggelse til investeringsfond« er behørigt udfyldt, og alle de skattemæssige afskrivninger altså er medtaget som udgift. I modsætning hertil viser skemaerne for 1981-1983, der indgår i redegørelsen, at man kun udfylder rubrikken »afskrivninger på anlægsaktiver« men intet skriver i rubrikken »henlæggelse til investeringsfond« og rubrikken »forskudsafskrivninger«.

De tal, der er anført i rubrikken »afskrivninger på anlægsaktiver« er de driftsøkonomiske afskrivninger, taget fra koncernregnskabet, og dette lave beløb har monopoltilsynet korrigeret med 8.996.000 kr., fordi anlægsværdierne er tilbageført til de tidligere - lavere - værdier i det officielle regnskab for 1980.

Dette betyder, at

1981 1982 1983 skattemæssige afskr. 29.932 38.215 36.528 udskiftes med reducerede driftsøko. afskrivninger 11.513 14.805 16.897

alt i 1.000 kr.

Påvirkningen af forrentningsprocenten beregnet af egenkapitalen, baseret på skattemæssige afskrivninger og egenkapital opgjort incl. opskrivningsfond, viser, jfr. det fremlagte bilag A 4

1981 1982 1983 16,7 pct. 17,7 pct. 22,6 pct. overfor Monopoltilsynets tal 31 pct. 32 pct. 38 pct.

Klagerne gør gældende, at dette er en så væsentlig fejl i redegørelsens faktum, at den bør rettes inden offentliggørelsen.

Det forhold, at årsregnskabsloven medfører, at de skattemæssige afskrivninger, der overstiger de driftsøkonomiske, nu flyttes over i selvangivelsen, berettiger ikke monopoltilsynet til at udelade disse skattemæssige afskrivninger, som der netop også er afsat plads til i tilsynets regnskabsskemaer.

Vedrørende den subsidiære påstand anfører klagerne, at monopoltilsynet ikke bestrider, at klagerne som attesteret af deres statsautoriserede revisor til stadighed har brugt de driftsøkonomiske afskrivninger i priskalkulationer. Dette var lovligt, og det er meddelt på monopoltilsynets forespørgsel i forbindelse med indsendelse af de ønskede årsregnskaber med supplerende regnskabsoplysninger.

På denne baggrund kan det ikke være rimeligt, at monopoltilsynet vil behandle prisstigningsdokumentation for sig og vurdering af virksomhedens indtjening som en særskilt opgave, hvor man på grundlag af årsregnskaberne kan bortse fra oplysninger om afskrivningernes beskaffenhed, som henhørende under prisstigningskontrollen.

Når monopoltilsynet under skriftvekslingen anfører, at klagerne »nærmest parentetisk bemærker, at selskabet »desuden« praktiserer driftsøkonomiske afskrivninger', må klagerne modsige denne opfattelse. Klagerne er blevet spurgt og har svaret med angivelse af de afvigende procentsatser for de driftsøkonomiske afskrivninger. Det er et fuldgyldigt svar, der må indgå i monopoltilsynets bedømmelsesgrundlag. Når monopoltilsynet mener, at klagerne kunne have gjort gældende, at man fandt det mere rigtigt at indregne disse afskrivninger i resultatopgørelsen, bemærkes det hertil, at skattepraksis på daværende tidspunkt var, at de maksimale skattemæssige afskrivninger skulle stå i regnskabet, når virksomheden benyttede dem i skatteregnskabet, og det væsentlige må være, at klagerne har oplyst monopoltilsynet om de afvigende driftsøkonomiske afskrivninger.

Monopoltilsynet går ind for, at der skal sikres kontinuitet i beregningerne, og det nævnes, at tilsynet før 1981 har accepteret en relativ hurtig afskrivningstakt, altså accepteret, at indtjeningen var rimelig, når de større afskrivninger toges i betragtning. Hertil bemærker klagerne, at en virksomhed må gå ud fra, at monopoltilsynets bedømmelse af indtjeningen på basis af regnskaberne er sket på grundlag af samtlige foreliggende oplysninger, herunder altså oplysninger om de driftsøkonomiske afskrivninger, og der kan lige så fuldt sikres kontinuitet i beregningerne, hvis man hele vejen igennem regner med driftsøkonomiske afskrivninger, hvad klagerne altså har gjort. Samtidig har den sidste fremgangsmåde den fordel, at så får man også en rimelig sammenlignelighed mellem indtjeningen i de forskellige regnskabsår, og også på denne måde undgår man dobbeltanvendelse af afskrivningsudgiften. Det er efter klagernes opfattelse alt for firkantet, når det anføres, at tilsynet har »accepteret« indtjeningen, som den fremgår af givne regnskaber. I virkeligheden er der kun tale om, at tilsynet på et givet tidspunkt finder det rigtigt at rekvirere et antal årsregnskaber, og de har så ikke givet anledning til kritik eller indgreb. En smidigere samlet vurdering af en virksomheds priser og indtjening indebærer, at man foruden kontinuitet og sammenlignelighed som netop anført også får en koordination mellem årsregnskabsmaterialet og priskalkulationerne/prisstigningsdokumentationerne.

Den omhandlede virksomhed har sit særpræg, idet der antagelig ikke er andre danske virksomheder, der så længe før årsregnskabsloven har arbejdet med driftsøkonomiske afskrivninger. Det vil være urimeligt, hvis man ved indtjeningsanalysen for årene 1981, 1982 og 1983 reducerer den korrekt opførte driftsøkonomiske afskrivningspost med et 9 mio. kr.-fradrag, som udspringer af, at en minuspost på aktivsiden flyttes over på passivsiden.

Hvad specielt angår investeringsfondshenlæggelserne bestrides det, at monopoltilsynet har accepteret indregningen af klagernes investeringsfondshenlæggelser som udgiftsposter. Det bør efter klagernes opfattelse lægges til grund, at monopoltilsynet har vurderet indtjeningen i årene 1977-1980 på basis af de oplysninger, man har bedt om og fået, nemlig årsregnskaberne med de nødvendige oplysninger.

Undlader man fradraget af 3 gange 9 mio. kr., idet man accepterer opskrivningsposten i regnskabet for 1981, fremkommer den indtjening, der er nævnt i bilag A (20,7 pct., 23,1 pct. og 27,6 pct. for hvert af de tre år).

Vedrørende beregningen af egenkapitalen i 1983-regnskabet gør klagerne gældende, at der er sket en helt ekstraordinær udlodning til moderselskabet A/S Haustrup Holding på 75 mio. kr. udover det ordinære udbytte på 26 mio. kr. Tilsynet har i sin praksis i atypiske tilfælde beregnet egenkapitalen på anden måde end som egenkapitalen ved årets udgang med fradrag af det foreslåede udbytte. Det er derfor inkonsekvent og urimeligt, at tilsynet ikke har villet medregne de 75 mio. kr. til egenkapitalen i 1983.

Dobbelt urimeligt er det at bruge denne summariske opgørelsesmetode for egenkapitalen, når der som her er tale om en lovlig omplacering af kapital inden for en koncern, når det klart er angivet i årsregnskabet, at der er et ordinært udbytte og en udlodning, benævnt »ekstraordinært udbytte«, og når det drejer sig om et så væsentligt beløb.

Korrigeres der for det fratrukne ekstraordinære udbytte ændres forrentningsprocenten for 1983 til henholdsvis 17,0 pct. (den principale påstand) og 20,7 pct (den subsidiære påstand), jfr. bilag A 4 og A.

Hvad angår påstanden om omformulering af de afsnit i redegørelsen, der vedrører klagernes prisaftaler med enkelte benævnte kunder, anføres det af monopoltilsynet, at prisaftalerne karakteriserer konkurrenceforholdene på markedet og derfor bør nævnes i redegørelsen. Dette er klagerne enige i, og påstanden er formuleret i overensstemmelse hermed, idet klagerne alene ønsker at undgå, at en enkelt kunde nævnes ved navn, og at man undlader omtalen af enkeltstående bonusordninger. Mere væsentligt er det efter klagernes opfattelse i den sammenhæng, at der her er tale om en køber med en stærk markedsposition.

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at de af klagerne fremførte indvendinger først og fremmest retter sig mod redegørelsens indhold og udformning. Dette skal sammenholdes med de bestemmelser om offentliggørelse af monopoltilsynets undersøgelser, der findes i monopollovens § 19, stk. 2, som dels pålægger tilsynet visse bestemte begrænsninger med hensyn til, hvilke oplysninger der må offentliggøres, dels pålægger tilsynet en høringspligt i forhold til de berørte organisationer og enkeltvirksomheder. Med hensyn til, hvilke oplysninger der kan offentliggøres, fastsætter loven, at fortrolige eller hemmelige oplysninger ikke må offentliggøres.

Derimod pålægger loven ikke tilsynet begrænsninger med hensyn til, hvilke emner der tages op, hvilke afgrænsninger der foretages ved den enkelte undersøgelse, hvilke undersøgelses- og analysemetoder tilsynet anvender, og tilsynet vil også være frit stillet med hensyn til, hvorledes man ønsker at præsentere de fremkomne resultater, og med hensyn til, hvilke konklusioner tilsynet mener at kunne drage af undersøgelsens resultater, når bortses fra de udtrykkeligt angivne begrænsninger, der anføres i lovteksten, og som i den henseende må anses for udtømmende.

Som det fremgår af klagernes indlæg, gøres det ikke gældende, at de omtalte regnskabsoplysninger er fortrolige eller hemmelige, eller at en offentliggørelse af disse oplysninger i øvrigt vil være i strid med de bestemmelser, der er fastsat herom i monopollovens § 19, stk. 2, men anken går alene på, at man fra klagernes side er utilfreds med de opgørelsesmåder, tilsynet har anvendt, og de formuleringer og fortolkninger, der findes i redegørelsen.

Da klagernes anke på dette punkt således er begrundet med henvisning til forhold, der ikke ses omfattet af hjemmelen i monopollovens § 19, stk. 2, finder tilsynet allerede af denne grund, at klagernes påstand 1 må afvises.

Uanset dette principielle hovedsynspunkt har monopoltilsynet imidlertid kommenteret de rejste indvendinger nærmere.

Tilsynets administration af monopollovens bestemmelser over for dominerende enkeltvirksomheder, der er anmeldt i henhold til lovens § 6, stk. 2, vil ikke automatisk have til følge, at regnskabsopgørelsen for disse selskaber vil blive ændret som følge af, at der opstilles særlige regler for virksomhedernes prisfastsættelse under de forskellige, midlertidige love om prisstop og avancebegrænsning. Tilsynets regnskabspraksis over for de af monopolloven omfattede virksomheder blev ændret i forbindelse med indførelsen af den nye regnskabslov, idet tilsynet nu ved regnskabsopgørelserne tager udgangspunkt i de poster, der fremgår af de officielle regnskaber og således ser bort fra poster, som udelukkende vedrører virksomhedernes skatteregnskaber. Som følge heraf finder tilsynet, at klagernes principale påstand må afvises.

Tilsynets korrektion af selskabets afskrivninger hidrører fra en opskrivning i regnskabet for 1981 på 63,2 mio. kr., hvoraf de 45,5 mio. kr. henføres til anvendte investeringsfondsmidler, medens de resterende 17,8 mio. kr. består af egentlige skattemæssige afskrivninger ud over de driftsmæssige. Opskrivningen repræsenterer ikke en sådan værdiændring, som omhandles af § 30 i årsregnskabsloven, men skyldes en regnskabsmæssig overflytning af den akkumulerede forskel mellem de foretagne skattemæssige afskrivninger (inklusive henlæggelser til investeringsfond) og de driftsmæssige afskrivninger, idet denne forskel er ført fra en post under aktiverne til en passivpost med betegnelsen »opskrivningsfond«, således som klagerne har redegjort herfor.

Denne regnskabsmæssige ompostering er imidlertid ikke relevant for tilsynet, idet man ved vurderingen af selskabets indtjening i årene forud for 1981 har indregnet de fulde skattemæssige afskrivninger (inklusive henlæggelser til investeringsfond) som en udgiftspost. Tilsynets korrektion for den af selskabet foretagne afskrivning på det opskrevne beløb er derfor nødvendig, da selskabet ellers to gange ville opnå afskrivning for den samme anlægsinvestering, hvilket er stridende mod det kostprisprincip som monopolloven bygger på.

Vedrørende problemet om dobbeltafskrivning anfører klagerne, at det ville have været berettiget, at tilsynet bortså fra denne post, såfremt der på tilsvarende måde var sket en ændring med hensyn til de afskrivninger, der indgår i priskalkulationerne. Klagernes begrundelse for, at tilsynet ikke skal korrigere for afskrivningen på den foretagne opskrivning i regnskabsopgørelserne for de tre år, er således, at priskalkulationerne i hele perioden kun har været belastet med driftsmæssige afskrivninger.

Imidlertid gælder det om klagernes argumenter omkring dette punkt, at de er baseret på den fejlagtige opfattelse, at tilsynets kontrol med indtjening og prisfastsættelse hos den omhandlede virksomhed er gennemført på basis af et kalkulationsmateriale, der vedrører tre af de typer konservesdåser, virksomheden fremstiller.

Dette er ikke tilfældet, idet det pågældende kalkulationsmateriale - der kun dækker en mindre del af klagernes produktion af konservesdåser på ingen måde vil kunne anvendes til en vurdering af, hvorvidt klagernes indtjening og prisfastsættelse er rimelig set i relation til monopollovens bestemmelser i § 12, stk. 4. En sådan vurdering har i det foreliggende tilfælde kun kunnet ske på grundlag af en analyse af selskabets regnskaber.

Derimod har det pågældende kalkulationsmateriale været egnet til at give tilsynet et grundlag for løbende at konstatere, om de af klagerne gennemførte prisændringer har været rimelige vurderet ud fra den stedfundne pris- og omkostningsudvikling eller - i de perioder, hvor der har været indført en midlertidig pris- eller avancelovgivning - om prisændringerne har ligget indenfor, hvad de indregningsberettigede omkostningsstigninger kunne begrunde.

At det nævnte kalkulationsmateriale ikke kan danne grundlag for en vurdering af, om klagernes priser og indtjening er rimelig i monopollovens forstand, beror bl.a. på, at der ikke foreligger oplysninger om, hvilke kriterier eller fordelingsnøgler der ligger til grund for fordelingen af de faste omkostninger og den investerede kapital, eller om, hvor stor nettoindtjeningen er på den enkelte dåse. Hertil kommer, at de tre nævnte dåser som omtalt kun udgør et lille udsnit af selskabets dåsesortiment.

Tilsynet har i stedet for at vurdere priserne på enkelte dåser løbende foretaget en undersøgelse af klagernes samlede indtjening med udgangspunkt i det regnskabsmateriale, der er stillet til rådighed. Dette har først og fremmest bestået af de såkaldte registerregnskaber suppleret med oplysninger, som tilsynet har anmodet om. De afskrivninger, der indregnes som udgiftspost i disse regnskaber, er de skattemæssige afskrivninger, og tilsynet har i overensstemmelse med dagældende praksis accepteret disse afskrivninger, som netop dannede overgrænsen for, hvad en virksomhed kunne indregne.

Med hensyn til investeringsfondshenlæggelserne skal tilsynet bemærke, at det før indførelsen af den nye årsregnskabslov var tilsynets regnskabspraksis at udgiftsføre investeringsfondshenlæggelser de enkelte år samtidig med, at beløbet blev fratrukket i kapitalgrundlaget. Dette svarer til, at tilsynet straks foretager den forlodsafskrivning, som virksomheden alligevel senere må foretage ved frigivelsen af investeringsfondsmidlerne. Som følge af, at tilsynet i årene fra 1977 til og med 1980 således uomtvisteligt har accepteret indregningen af klagernes investeringsfondshenlæggelser som udgiftsposter, ville en accept af opskrivningen også for så vidt angår den del af beløbet føre til en dobbelt udgiftsføring af det samme beløb.

Klagerne anfører endvidere, at det må være monopoltilsynets sag at spørge, hvis man ikke har tilstrækkeligt overblik med hensyn til afskrivningernes nærmere beskaffenhed. Tilsynet bemærker hertil, at det modtagne regnskabsmateriale ikke har givet tilsynet anledning til tvivl med hensyn til, hvorledes de anførte afskrivningsposter skulle behandles. Klagerne har i regnskaberne og i de supplerende regnskabsoplysninger udgiftsført de skattemæssige afskrivninger og har i skrivelsen af 27. februar 1981 nærmest parentetisk bemærket, at klagerne desuden praktiserer driftsøkonomiske afskrivninger. Klagerne har ikke gjort gældende, at man fandt det mere rigtigt at indregne disse afskrivninger i resultatopgørelsen, og tilsynet har i overensstemmelse med dagældende regnskabspraksis accepteret de skattemæssige afskrivninger.

Endelig gør klagerne i relation til spørgsmålet om afskrivninger gældende, at klagerne ikke på forhånd kan vide, at tilsynet har særlige synspunkter på afskrivningsposterne i resultatopgørelse og status.

Tilsynet henviser i den forbindelse til, at man bl.a. gennem »Monopoltilsynets Meddelelser« og gennem »Monopoltilsynets Årsberetning« løbende har informeret offentligheden om tilsynets regnskabspraksis.

Med hensyn til den del af klagernes påstand, som vedrører afskrivninger m.v., anfører tilsynet sammenfattende, at man finder det rigtigst, at regnskabsopgørelsen for årene 1981-83 sker i forlængelse af tilsynets regnskabsbehandling fra 1977, således at der sikres kontinuitet i beregningerne. Det forhold, at tilsynet har accepteret en relativ hurtig afskrivningstakt, er kommet klagerne til gode i de første år, hvor de beregnede forrentningstal var lavere, end de ellers ville have været, men indebærer samtidig, at forrentningstallene for årene 1981-1983 bliver tilsvarende højere.

Med hensyn til spørgsmålet om behandlingen af det for 1983 afsatte beløb til ekstraordinært udbytte gør klagerne gældende, at det er urimeligt at beregne forrentningsprocenten af den til rådighed stående kapital uden at tage hensyn til det ekstraordinære udbyttebeløb, som også har været til rådighed i 1983 og har sparet renter til fremmedfinansiering.

Tilsynet henholder sig i dette spørgsmål til tilsynets almindelige regnskabspraksis, hvorefter beløb, der afsættes til aktieudbytte, henregnes til rentefri gæld, der ikke indgår i kapitalgrundlaget. Placeringen af hensat udbytte som rentefri gæld foretages, uanset om der er tale om, at udbyttet benævnes »ordinært« eller »ekstraordinært«, og placeringen svarer til de forskrifter, årsregnskabsloven indeholder.

Foruden ovenstående argumenter finder tilsynet, at det ved vurderingen af den nedlagte påstand må tages i betragtning, at sagen ikke drejer sig om indgreb efter monopollovens bestemmelser, men om en redegørelse for en branche. Regnskabsbehandlingen er foretaget i overensstemmelse med de principper, tilsynet almindeligvis anvender, og der er redegjort for de væsentligste hovedpunkter heri. Endelig skal det anføres, at redegørelsen indeholder et afsnit om, at klagerne er uenige i regnskabsbehandlingen, og klagernes beregninger omtales umiddelbart efter tilsynets.

I spørgsmålet om redegørelsens omtale af selskabets prisaftaler nævner monopoltilsynet indledningsvis, at klagerne ikke bestrider rigtigheden af de omtalte forhold, og anken vedrører derfor spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende oplysninger kan anses for hemmelige eller fortrolige i monopollovens forstand.

Tilsynet finder, at prisaftalerne er med til at karakterisere konkurrenceforholdene på markedet, og at aftalerne derfor bør nævnes i redegørelsen. Det anføres herudover, at klagerne er registreret som en dominerende enkeltvirksomhed i henhold til monopollovens § 6, stk. 2, og at der derfor bør være en væsentlig grad af offentlighed omkring klagernes salgsbetingelser og rabat~ og bonusydelser. Det må endvidere tages i betragtning, at den ene af aftaleparterne ligeledes er registreret efter bestemmelserne i § 6, stk. 2, og at aftalen med denne virksomhed antageligt burde have været anmeldt til tilsynets register i henhold til lovens § 6, stk. 1. Aftalens væsentlige indflydelse på konkurrenceforholdene kan således begrundes med, at den vedrører to dominerende enkeltvirksomheder, og at den desuden indeholder en eksklusivbestemmelse, der berører en anden af branchens udbydere af konservesdåser.

Tilsynet finder endvidere, at aftaleparternes navne samt de omtalte .......... årsbonusbeløb bør omtales, idet den af klagerne påberåbte skade, dette ville forårsage, må vurderes at blive opvejet af den forøgelse af den aktive konkurrence, som større åbenhed om prisdannelsen i branchen vil indebære. Tilsynet vil på denne baggrund og med henvisning til monopollovens offentlighedsprincip fastholde den pågældende formulering i redegørelsen.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Undersøgelser efter monopollovens § 19, stk. 2, har som formål at oplyse om forholdene i vedkommende branche, og regnskabsmateriale, der indgår som led i sådanne undersøgelser, må tilrettelægges og opstilles med det formål for øje at give den bedst mulige information. Regnskabsopstillingerne kan umiddelbart hverken anvendes som grundlag for at fastslå, om der i monopolloven er hjemmel for indgreb over for virksomheden, eller om denne har overholdt bestemmelserne i gældende pris- og avancelove.

Tilsynets beregninger i redegørelsens kap. 5 af virksomhedens forrentning af egenkapitalen og den rentekrævende kapital er foretaget efter samme principper for de enkelte år, og disse principper, som tilsynet begrunder nærmere i redegørelsen, kan ikke betegnes om urigtige eller vildledende.

Rentabilitet kan imidlertid opgøres ud fra forskellige forudsætninger, og monopoltilsynet har i et bilag til afgørelsen af 1. juli 1985 tilbudt klagerne i redegørelsen at optage en beregning af forrentningen ud fra de forudsætninger, som klagerne selv finder giver det mest illustrative resultat. Dette tilbud står stadig ved magt.

Monopol-ankenævnet finder herefter ikke at kunne tage klagernes påstand vedrørende dette spørgsmål til følge.

Hvad angår spørgsmålet om redegørelsens omtale af pris- og bonusaftalerne med enkelte navngivne kunder finder ankenævnet, at der bør udvises tilbageholdenhed med omtale af konkrete kunderelationer, hvorfor påstanden om disse oplysningers udeladelse tages til følge. Det bemærkes herved, at aftaler med meget stor kunder efter omstændighederne vil kunne kræves registreret efter monopollovens § 6.

Herefter bestemmes

Monopoltilsynets afgørelse om offentliggørelse af den omhandlede redegørelse stadfæstes, dog således, at der i redegørelsen side 66 foretages de af klagerne ønskede ændringer.

I forbindelse med en undersøgelse af struktur- og markedsforholdene i konservesdåseindustrien, som Monopoltilsynet ville offentliggøre, klagede Haustrups Fabrikker dels over tilsynets regnskabsopstillinger, som hævdedes at være fejlagtige, dels over en omtale af navngivne kunders pris- og bonusaftaler.

Monopol-ankenævnet gav tilsynet medhold i det første punkt, men fandt, at påstanden om udeladelse af navneoplysninger skulle tages til følge.