Uddannelseshjælp - oplysningspligt - tilbagebetaling (* 2) (* 4)
Statutory Text (3 Articles)
Uddannelseshjælp - oplysningspligt - tilbagebetaling (* 2) (* 4)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En ansøger modtog i perioden 1. februar 1980 - 30 juli 1983 hjælp i henhold til bistandslovens § 42 til gennemgørelse af en teknisk uddannelse. I slutningen af maj 1983 modtog socialforvaltningen meddelelse fra Statens Uddannelsesstøtte om, at ansøgeren i studieårene 1981/82 og 1982/83 havde modtaget såvel stipendier som lån. Socialforvaltningen havde i ovennævnte periode modregnet ansøgerens stipendier i den udmålte hjælp efter bistandslovens § 42, men var ikke vidende om, at ansøgeren i de nævnte studieår havde fået bevilget 32.410 kr. i studielån. Den omstændighed, at ansøgeren havde fået bevilget studielån sideløbende med hjælp efter bistandslovens § 42, skyldtes bl.a. en fejl i socialforvaltningen, idet forvaltningen ikke korrekt havde indberettet til Statens Uddannelsesstøtte, at ansøgeren modtog hjælp efter bistandslovens § 42. Endvidere havde ansøgeren ved udfyldelsen af ansøgningen til Statens Uddannelsesstøtte undladt af oplyse, at han modtog anden offentlig støtte.
I december 1983 besluttede socialforvaltningen at kræve beløbet på 32.410 kr. tilbagebetalt, jfr. bistandslovens § 25, ud fra den betragtning, at studielånene skulle have været modregnet i uddannelseshjælpen.
Socialforvaltningen fastholdt tilbagebetalingskravet, efter at ansøgeren i januar 1984 havde meddelt forvaltningen, at han havde optaget banklån og tilbagebetalt studielånene.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet ophævede socialforvaltningens krav om tilbagebetaling efter bistandslovens § 25. Nævnet bemærkede, at ansøgeren havde undladt at underrette socialforvaltningen om, at han sideløbende med hjælp i henhold til bistandslovens § 42, foruden stipendier havde oppebåret studielån, som han havde modtaget ved at give urigtige oplysninger til Statens Uddannelsesstøtte, om at han ikke modtog anden offentlig støtte. Imidlertid fandt nævnet ikke, at han herved uberettiget havde modtaget ydelser efter bistandsloven, som kunne kræves tilbagebetalt i henhold til lovens § 25, stk. 1 nr. 1. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren som modtager af hjælp efter bistandslovens § 42 ikke kunne henvises til at optage studielån.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Socialforvaltningen anførte bl.a., at det måtte være forholdene på udbetalingstidspunktet, der var afgørende for, om betingelserne i bistandslovens § 25 var opfyldt.
LOVGRUNDLAG
Bistandsloven, §§ 18, 25 og 42.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen finder, at socialforvaltningen i december 1983 med rette rejste krav om tilbagebetaling af den udbetalte kontanthjælp, jfr. bistandslovens § 25.
Da ansøgeren imidlertid i januar 1984 har meddelt forvaltningen, at han havde optaget banklån og tilbagebetalt studielånene, og under hensyn til at forvaltningen ikke korrekt indberettede til Statens Uddannelsesstøtte, at pågældende modtog kontanthjælp, finder ankestyrelsen ikke, at der har været grundlag for at opretholde tilbagebetalingskravet. Ankestyrelsen tiltræder således amtsankenævnets afgørelse.
(* 1) Se endvidere SM O-092-85.
Et krav om tilbagebetaling af uddannelseshjælp, der var rejst i anledning af, at ansøgeren samtidig med modtagelsen af uddannelseshjælp fejlagtigt havde fået bevilget studielån fra Statens Uddannelsesstøtte, fandtes med rette fremsat af socialforvaltningen i december 1983. Efter at ansøgeren i januar 1984 havde meddelt socialforvaltningen, at han havde optaget banklån og tilbagebetalt studielånene, og under hensyn til at forvaltningen ikke korrekt havde indberettet til Statens Uddannelsesstøtte, at pågældende modtog uddannelseshjælp, fandtes der ikke at være grundlag for at opretholde tilbagebetalingskravet. (* 1).