Opholdskommune - institutionsophold - visitation - person med vidtgående psykisk handicap (* 1) (* 4)

Opholdskommune - institutionsophold - visitation - person med vidtgående psykisk handicap (* 1) (* 4)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En person P med vidtgående psykisk handicap, der var hjemmehørende i A amtskommune, havde fra 1944 haft ophold på en særforsorgsinstitution I beliggende i B amtskommune. Efter særforsorgens udlægning fik P i overensstemmelse med aftale mellem A og B amtskommune i marts 1981 ophold på en institution i A amtskommune. Da P havde store vanskeligheder under opholdet, flyttede hun til en anden institution i A amtskommune, hvor hun også udviste svære adfærdsproblemer. På denne baggrund anmodede A amtskommune i april 1982 B amtskommune om igen at modtage P på institutionen I, hvilket B amtskommune accepterede.

I februar 1983 anmodede P om at komme til en institution beliggende i A amtskommune. Forud herfor havde P haft flere indlæggelser på lukket afdeling.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Social- og sundhedsudvalget i A amtskommune udtalte, at A amtskommune ikke havde en egnet placeringsmulighed til P inden for sit visitationsområde, hvorfor pågældende burde forblive på den institution, som gennem en menneskealder havde haft tilknytning til. Social- og sundhedsudvalget henviste endvidere til, at det var intentionen bag udlægningsloven, jfr. lov nr. 257 af 8. juni 1978, at en person, der som P før 1. januar 1980 havde boet på institutionen i 36 år, også efter denne dato kunne blive boende på institutionen. Heri lå en forpligtelse for B amtskommune, uanset at P ikke var interesseret i fortsat ophold. Social- og sundhedsudvalget i A amtskommune anførte endvidere, at P's kortvarige ophold på institutioner i A amtskommune måtte betragtes som forsøgsmæssige placeringer. Udvalget henviste endvidere til, at P's situation ikke skønnedes at have ændret sig væsentligt siden tilbageflytningen til I i maj 1982, hvorfor det således ikke var af behandligsmæssige årsager, at P ønskedes flyttet.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af social- og sundhedsudvalget i B amtskommune.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Socialstyrelsen udtalte vejledende, at A amtskommune i et tilfælde som det foreliggende, hvor klienten havde så store vanskeligheder, at ingen af amtskommunerne havde en institution, der kunne tilgodese hendes behov uden at etablere særlige foranstaltninger, ikke kunne nægte at opfylde denne forpligtelse efter bistandslovens §§ 112, stk. 1, under henvisning til udlægningslovens § 5. Det måtte være den oprindelige opholdskommune, som var nærmest til at opfylde denne forpligtelse, jfr. bistandslovens § 10, stk. 1. Efter henvendelse fra social- og sundhedsudvalget i A amtskommune har socialstyrelsen tilføjet, at en klient eller den, der varetager dennes interesser, altid kan forlange anbringelsen taget op af visitationsmyndighederne til fornyet afgørelse, jfr. pkt. 59 i socialministeriets cirkulære af 29. juni 1979 om institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Klienten havde i denne sag ønsket at blive visiteret til en institution i A amtskommune, hvor hendes far boede, og social- og sundhedsudvalget i B amtskommune havde truffet en beslutning i overensstemmelse hermed. Klienten havde krav på at få en afgørelse, og socialstyrelsen fandt ikke, at en afgørelse, som eventuelt ville gå A amtskommune imod, ville kunne få uoverskuelige konsekvenser på området iøvrigt.

Social- og sundhedsudvalget i A amtskommune bemærkede til socialstyrelsens udtalelser, at behovet for at etablere særlige foranstaltninger for en klient ikke kunne anvendes som kriterium for anmodning om revisitering af pågældende klient til betalingsamtskommunen. En sådan fortolkning ville på landsplan kunne medføre krav om omfattende revisiteringer af »fremmede« klienter på egne institutioner, som forudsatte særlige foranstaltninger.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens §§ 10, stk. 1 og 112, stk. 1.

Lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v., § 5.

Socialministeriets cirkulære af 29. juni 1979 om institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, pkt. 59.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen finder, at P's handicap er af en sådan art, at det ikke er muligt at pege på en bestemt institution, hvor hun vil kunne betegnes som velanbragt.

Det er herefter ankestyrelsens opfattelse, at A amtskommune, hvor P er hjemmehørende, har pligten til at sørge for en institutionsplads til P. Ankestyrelsen har således tilsluttet sig den opfattelse, som fremgår af socialstyrelsens vejledende udtalelse.

Ankestyrelsen ændrer derfor den afgørelse, der er truffet af social- og sundhedsudvalget i A amtskommune og pålægger udvalget at finde en institutionsplads til P inden for amtskommunens visitationsområde.

En person med vidtgående psykisk handicap P, der var hjemmehørende i A amtskommune, havde før særforsorgens udlægning ophold på en institution I i B amtskommune. I marts 1981 fik P i overensstemmelse med aftale mellem A og B amtskommune ophold på en institution i A amtskommune. P havde imidlertid svære problemer også efter flytning til en anden institution i A amtskommune. På denne baggrund anmodede A amtskommune i april 1982 B amtskommune om at modtage P på institutionen I, hvilket B amtskommune accepterede. I februar 1983 anmodede P om at komme til en institution i A amtskommune. Der var uenighed mellem A og B amtskommune om, hvilken af amtskommunerne, der havde pligt til at sørge for en institutionsplads til P.

Ankestyrelsen fandt, at P's handicap var af en sådan art, at det ikke var muligt at pege på en bestemt institution, hvor hun ville kunne betegnes som velanbragt. Da P var hjemmehørende i A amtskommune, fandt ankestyrelsen, at A amtskommune havde pligt til at sørge for en institutionsplads til hende, og ankestyrelsen pålagde amtskommunens social-og sundhedsudvalg at finde en institutionsplads til P inden for A's visitationsområde.