Merudgifter - handicappet barn - beløbsgrænse - uden midler (* 1) (* 2)

Merudgifter - handicappet barn - beløbsgrænse - uden midler (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En enlig forsørger havde to mindreårige børn, hvoraf den ældste var vådligger.

Ansøgeren havde i en længere periode modtaget arbejdsløshedsdagpenge, der i juni 1984 udgjorde 4.725 kr. netto pr. måned. Ansøgerens faste udgifter var 2.496 kr. månedlig.

Ansøgeren modtog indtil udgangen af marts 1984 et beløb på 125 kr. månedlig til dækning af merudgifter som følge af det ældste barns lidelse. Det sociale udvalg havde begrundet standsningen af hjælpen til merudgifter med, at bistandslovens § 48, stk. 1, var ændret med virkning fra 1. januar 1984, hvor der i bestemmelsen var indført en »bagatelgrænse« på 2.400 kr. årlig.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet pålagde socialudvalget fortsat at yde hjælp til ansøgerens merudgifter i forbindelse med barnets lidelse. Nævnet henviste til, at ansøgerens indtægter var lavere end bruttodagpengebeløbet. Ansøgeren ansås derfor ikke for selv at have midler til at afholde udgiften.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af det sociale udvalg.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 48, stk. 1, og stk. 2, nr. 3.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ud fra en vurdering af ansøgerens indtægter, der stort set svarede til den hjælp, som hun ville kunne få udmålt efter bistandslovens § 43, samt størrelsen af ansøgerens faste udgifter, tiltræder ankestyrelsen amtsankenævnets afgørelse.

En enlig forsørger, der havde to mindreårige børn, fandtes fortsat berettiget til hjælp til merudgifter i forbindelse med det ældste barns lidelse (vådligger), da hun ikke selv havde midler til at afholde udgiften.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgerens arbejdsløshedsdagpenge var af ca. samme størrelse som den hjælp, hun ville kunne få udmålt efter bistandslovens § 43, sammenholdt med størrelsen af hendes faste udgifter.