Kontanthjælp - tildeling - kunstmalere (* 1) (* 3)
Statutory Text (2 Articles)
Kontanthjælp - tildeling - kunstmalere (* 1) (* 3)
REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER
1.
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En ansøger, der var uddannet som kunstmaler fra Kunstakademiet i 1977, havde indtil juli 1982 klaret sig økonomisk ved salg af billeder, undervisningsarbejde og arbejde på en restaurant. Ansøgeren havde ikke mulighed for at blive optaget i en arbejdsløshedskasse, da en sådan ikke findes inden for det billedkunstneriske område. Ansøgeren var tilmeldt arbejdsformidlingen, men havde ikke fået anvist arbejde.
I juli 1982 søgte ansøgeren social- og sundhedsforvaltningen om økonomisk hjælp i henhold til bistandslovens § 37, da han var helt uden økonomiske midler.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Social- og sundhedsforvaltningen bevilgede hjælp efter bistandslovens § 37 fra september 1982. Ydelsen af hjælp blev gjort betinget af, at ansøgeren underskrev en erklæring om, at han ikke ville male med henblik på udstilling.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sagen blev anket af ansøgerens fagforening.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Social- og sundhedsforvaltningen oplyste over for ankestyrelsen, at den stillede betingelse fandtes at være et helt rimeligt administrativt krav at opstille under henvisning til ordlyden i bistandslovens § 38. Forvaltningen henviste til, at der i andre tilfælde, hvor der ydes hjælp til selvstændige, stilles krav om, at disse framelder sig momsregistret.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen finder, at der ikke er hjemmel i bistandsloven til at stille krav om en skriftlig erklæring fra ansøgeren om, at han afholder sig fra at male billeder.
Ansøgeren har fået tildelt kontanthjælp på grund af svigtende arbejdsmuligheder, jfr. bistandslovens § 37, stk. 1.
Ansøgeren skal derfor stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen, jfr. § 38, om at være villig til at påtage sig anvist arbejde. Når denne betingelse er opfyldt, kan der ikke stilles krav om, at ansøgeren afholder sig fra enhver aktivitet, der har forbindelse med hans hverv som kunstmaler.
Ved genoptagelse af hvervet som kunstmaler kan betingelsen for tildeling af hjælp imidlertid ikke længere anses for opfyldt, og retten til forbigående hjælp bortfalder.
Ankestyrelsen finder, at der vil være tale om genoptagelse af hvervet ved udførelse af arbejder med henblik på salg.
Social- og sundhedsforvaltningen vil eventuelt kunne kræve en erklæring fra ansøgeren om, at han er bekendt hermed.
2.
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En ansøger søgte den 13. august 1982 om økonomisk hjælp, idet han ikke havde haft indtægter som kunstmaler siden maj 1982, hvor han havde tjent 10.000 kr. Ansøgeren havde tilmeldt sig arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.
Ansøgerens ægtefælle modtog arbejdsløshedsdagpenge med 4.300 kr. månedlig.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Social- og sundhedsforvaltningen bevilgede ansøgeren supplerende hjælp efter bistandslovens § 37 på betingelse af, at han underskrev en erklæring om, at han ikke ville udstille, så længe han modtog kontanthjælp, og at han ville orientere bistandskontoret, så snart han genoptog sit erhverv som kunstmaler.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sagen blev anket af ansøgeren.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
social- og sundhedsforvaltningen anførte over for ankestyrelsen, at det skønnedes både rimeligt og nødvendigt at understrege over for ansøgeren, at bevillingen efter bistandslovens § 37 forudsatte, at ansøgeren ikke genoptog sin virksomhed som kunstmaler.
I den konkrete sag havde social- og sundhedsforvaltningen vurderet det som formålstjenligt, at ansøgeren underskrev en erklæring herom, og forvaltningen var fortsat af den opfattelse, at det i den aktuelle situation var en rimelig administrativ fremgangsmåde.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen finder, at der ikke er hjemmel i bistandsloven til at stille krav om en skriftlig erklæring fra ansøgeren om, at han afholder sig fra at male billeder.
Ansøgeren har fået tildelt kontanthjælp på grund af svigtende arbejdsmuligheder, jfr. bistandslovens § 37, stk. 1.
Ansøgeren skal derfor stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen, jfr. § 38, om at være villig til at påtage sig anvist arbejde. Når denne betingelse er opfyldt, kan der ikke stilles krav om, at ansøgeren afholder sig fra enhver aktivitet, der har forbindelse med hans hverv som kunstmaler.
Ved genoptagelse af hvervet som kunstmaler kan betingelsen for tildeling af hjælp imidlertid ikke længere anses for opfyldt, og retten til forbigående hjælp bortfalder.
Ankestyrelsen finder, at der vil være tale om genoptagelse af hvervet ved udførelse af arbejder med henblik på salg.
Social- og sundhedsforvaltningen vil eventuelt kunne kræve en erklæring fra ansøgeren om, at han er bekendt hermed.
Ankestyrelsen har behandlet to sager vedrørende tildeling af kontanthjælp til kunstmalere. Bistandsloven fandtes ikke at indeholde hjemmel til at stille krav om skriftlig erklæring fra ansøgere om, at de afholdt sig fra enhver aktivitet, der havde forbindelse med deres hverv som kunstmalere.