Ankestyrelsens principafgørelse O-89-85 om opholdskommunerefusion - hjælpeforanstaltninger

Ankestyrelsens principafgørelse O-89-85 om opholdskommunerefusion - hjælpeforanstaltninger

Resume

A kommune, der havde iværksat hjælpeforanstaltninger overfor en 16 årig pige, fandtes fortsat at være betalingskommune, efter at hun den 14. maj 1979 på eget initiativ havde taget ophold i B kommune.

B kommune havde iværksat hjælpeforanstaltninger.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune burde have fortsat de iværksatte hjælpeforanstaltninger overfor pigen indtil hendes 18. år.

A kommunes betalingsforpligtelse bestod derfor indtil dette tidspunkt.

Kassation

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Love

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 10 og § 11, nr. 1

Sagsfremstilling

Det sociale udvalg i A kommune havde i 1974 iværksat hjælpeforanstaltninger over for barnet P med ophold i familiepleje.

Fra marts 1979 fik P plads som husassistent, dog således at hun fortsat havde ophold i familiepleje i weekends og ferier.

Den 14. maj 1979 forlod P sin huslige plads og tog ophold hos en ven i B kommune.

Hendes far, som var indehaver af forældremyndigheden, havde boet i B kommune siden 1976.

Den 29. maj 1979 iværksatte socialforvaltningen i B kommune hjælpeforanstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 1, for P med ophold på døgninstitution.

Den 31. maj 1979 gav socialforvaltningen i A kommune refusionstilsagn over for B kommune.

B kommune havde krævet refusion af udgifter til bistand til P afholdt i 1979, 1980 og 1981.

Socialforvaltningen i A kommune havde over for ankenævnet anført, at P den 12. juli 1980 var fyldt 18 år og dermed udgået af de i henholdtil bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 1, iværksatte hjælpefor anstaltninger.

Forvaltningen fandt endvidere, at betalingsforpligtelsen efter bistandslovens § 11, stk. 1, var ophørt samtidig med, at P uden medvirken fra familieplejen eller socialforvaltningen i A kommune tog ophold hos sin ven i B kommune, som samtidig var forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.

Socialforvaltningen i B kommune havde anført, at A kommune måtte være bundet af refusionstilsagnet af 31. maj 1979.

Den omstændighed, at P havde forladt familieplejen og var flyttet til B kommune i en situation, hvor der var behov for ophold uden for hjemmet, kunne ikke medføre, at betalingsforpligtelsen ophørte, når socialforvaltningen i A kommune havde bedt socialforvaltningen i B kommune om at videreføre hjælpeforanstaltningerne og samtidig støttet en beslutning om at placere P på døgninstitution.

Socialforvaltningen iB kommune fandt heller ikke, at den omstændighed, at forældremyndig hedsindehaveren havde fået ophold i B kommune, bragte en betalingsforpligtelse til ophør.

Forvaltningen henviste herved til SM O-56-77.

Ankenævnet fandt, at P måtte anses for at have erhvervet opholdskommune i B kommune fra den 14. maj 1979.

Da hjælpeforanstaltninger for pågældende efter dette tidspunkt var besluttet og iværksat af socialforvaltningen i B kommune, kunne krav om refusion af udgifter herved ikke med hjemmel i bistandslovens § 11, nr. 1, gøres gældende over for A kommune.

Nævnet bemærkede endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt B kommune kunne støtte ret på et af A kommune den 31. maj 1979 afgivet betalingstilsagn, henhørte under domstolene.

Socialforvaltningen i B kommune anførte, at det var principielt vigtigt at få fastslået, om personer, der var placeret i familiepleje/støttefamilie efter bistandslovens bestemmelser, kunne opnå selvstændig opholdskommune i den kommune, hvor de var placeret.

Socialforvaltningen i B kommune fandt ikke, at den foreliggende sag kunne sammenlignes med den afgørelse, der var gengivet i SM O-1-78.

Socialforvaltningen fandt heller ikke, at den omstændighed, at forældremyndighedsindehaveren havde taget ophold i B kommune, kunne medføre, at betalingsforpligtelsen påhvilede B kommune.

Forvaltningen henviste herved til SM O-56-77.

Socialforvaltningen i A kommune anførte bl.a., at spørgsmålet om selvstændig opholdskommune i relation til bistandslovens § 10, stk. 3, sidste punktum, ikke var et spørgsmål om, hvorvidt der var tale om privat formidlet plejeanbringelse (bistandslovens § 65) eller offentligt formidlet anbringelse (bistandslovens § 66).

Spørgsmålet om, hvornår et barn opnår selvstændig opholdskommune i relation til bistandslovens § 10, stk. 3, beror udelukkende på spørgsmålet om graden af kontakt mellem barnet og forældrene.

Ifølge journaloplysninger fra socialforvaltningen i B kommune havde der ikke været nogen egentlig kontakt mellem de biologiske forældre og P, hvilket klart indicerede selvstændig opholdskommune, jf. bistandslovens § 10, stk. 3.

Lovgrundlaget er bistandslovens §§ 10 og 11, nr. 1.

Afgørelse

Efter oplysningerne om P's forhold på det tidspunkt, hvor hun på eget initiativ tog ophold i B kommune (den 14. maj 1979), finder Ankestyrelsen, at det sociale udvalg i A kommune burde have fortsat de iværksatte hjælpeforanstaltninger for hende indtil hendes 18. år.

A kommunes betalingsforpligtelse for P vedvarer derfor indtil dette tidspunkt.

Ankestyrelsen ændrer således ankenævnets afgørelse.