Legislator Case Law & Legislation
W19846035225 DK

Kontanthjælp - tilbagebetalt aconto-varmebidrag - indtægt eller formue (* 1) (* 3)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1984 60352 Historic

Kontanthjælp - tilbagebetalt aconto-varmebidrag - indtægt eller formue (* 1) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En 28-årig ugift samboende kvinde med 1 barn på 10 år havde fået hjælp efter bistandslovens § 37 siden januar 1982 og var pr. 1. april 1983 overgået til hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 4, jfr. § 43, stk. 1.

I november 1983 fik ansøgeren tilbagebetalt 455 kr. af tidligere indbetalt aconto-varmebidrag. Beløbet vedrørte alene varmeforbruget for juni 1983, idet ansøgeren var flyttet ind i boligen pr. 1. juni 1983.

Beløbet blev af socialforvaltningen fradraget i hjælpen for december 1983.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet ændrede det sociale udvalgs afgørelse således at det tilbagebetalte varmebidrag ikke skulle fradrages i hjælpen, idet ansøgeren i den periode, det for meget indbetalte varmebidrag hidrørte fra, havde modtaget en uspecificeret kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 4, jfr. § 43, stk. 1, og der således ikke da var ydet en særskilt hjælp til betaling af varme.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af det sociale udvalg, der bl.a. anførte, at tilbagebetalt varmebidrag må være at betragte som en indtægt, der ligesom fx overskydende skat skal fradrages i den udmålte kontanthjælp, jfr. kontanthjælpscirkulærets pkt. 15. Udvalget anførte videre, at det måtte være uden betydning, om det tilbagebetalte beløb hidrører fra en periode, hvor der var udbetalt uspecificeret kontanthjælp.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER KLAGEN

Socialforvaltningen oplyste efterfølgende, at ansøgeren i juni 1983 havde betalt 550 kr. som aconto varmebidrag, og at forvaltningen udover det takstmæssige beløb efter § 37, stk. 4, jfr. § 43, havde ydet et boligtillæg på 41 kr. i denne måned.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens §§ 37, stk. 4, 43, stk. 1, 39 og 45.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Efter ankestyrelsens opfattelse kan beløb, der er tilbagebetalt som for meget tidligere betalt varmebidrag, betragtes som en opsparing, som den pågældende selv har kunnet tilrettelægge gennem sit forbrug af varme. Da kontanthjælpen er ydet med et beløb, der ikke er specifeceret på samme måde som hjælpen efter § 37, stk. 2, kan der ikke siges at være ydet hjælp specielt til varmeudgiften, bortset fra det særlige boligtillæg, som i juni 1983 udgjorde 41 kr.

Ankestyrelsen finder på denne baggrund, at tilbagebetalt varmebidrag kan betragtes som formue og ikke som indtægt i relation til den kontanthjælp, ansøgeren har modtaget på tidspunktet for tilbagebetalingen af en del af varmebidraget. Ankestyrelsen lægger herunder vægt på, at ansøgeren må kunne tilrettelægge sin økonomi således, at der bliver mulighed for at foretage en opsparing af en mindre formue til bestemt angivne formål. Det forudsættes, at ansøgeren herved ikke bringer sig i en situation, der medfører behov for yderligere kontanthjælp.

Ankestyrelsen finder, ligesom amtsankenævent, at det tilbagebetalte varmebidrag ikke kan betragtes som indtægt, der skal fragå i den udbetalte kontanthjælp, dog bortset fra den del af det tilbagebetalte varmebidrag, der svarer til de tidligere ydede særlige boligtillæg. Med denne ændring tiltræder ankestyrelsen amtsankenævnets afgørelse.

2.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En 45-årig mand havde modtaget hjælp i henhold til bistandslovens § 43, siden 1980. Ansøgeren var samboende og samleveren var i arbejde som syerske.

I september 1982 fik parret tilbagebetalt 4.257 kr. af deres indbetalte varmebidrag.

Det sociale udvalg foretog fradrag i ansøgerens hjælp med et beløb på 1.419 kr. svarende til 1/3 af beløbet på 4.257 kr. Udvalget skønnede det rimeligt at fordele det udbetalte beløb i forholdet 1 - 2, hvilket nogenlunde svarer til forholdet mellem ansøgerens hjælp i henhold til bistandslovens § 43, og samleverens indtægt.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet tiltrådte udvalgets afgørelse, hvorefter 1.419 kr. af det tilbagebetalte aconto varmebidrag skulle fradrages i den bevilgede hjælp i henhold til bistandslovens § 43. Nævnet henviste til, at enhver indtægt, som hjælpsmodtageren får rådighed over, skal fradrages i det beløb, pågældende får udbetalt i henhold til bistandslovens § 43.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af ansøgeren, der bl.a. anførte, at det beløb, der tilbagebetales af varmebidraget, må kunne sidestilles med en opsparing, og at det ikke kan være rigtigt, at alt, hvad der opspares på en bankkonto eller hvad der spares i lys og varme, modregnes i hjælpen.

LOVGRUNDLAG

Bistandslovens § 43, stk. 1 og § 45.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Efter ankestyrelsens opfattelse kan beløb, der er tilbagebetalt som for meget tidligere betalt varmebidrag, betragtes som en opsparing, som ansøgeren selv har kunnet tilrettelægge gennem sit forbrug af varme. Da kontanthjælpen til ansøgeren er ydet med et beløb, der ikke er specificeret på samme måde som hjælpen efter § 37, stk. 2, kan der ikke siges at være ydet hjælp specielt til varmeudgiften.

Ankestyrelsen finder på denne baggrund, at tilbagebetalt varmebidrag kan betragtes som formue og ikke som indtægt i relation til den kontanthjælp, ansøgeren har modtaget på tidspunktet for tilbagebetalingen af en del af varmebidraget. Ankestyrelsen lægger herunder vægt på, at ansøgeren må kunne tilrettelægge sin økonomi således, at der bliver mulighed for at foretage en opsparing af en mindre formue til bestemt angivne formål. Det forudsættes, at ansøgeren ikke herved bringer sig i en situation, der medfører et behov for yderligere kontanthjælp.

Ankestyrelsen finder således, at det tilbagebetalte varmebidrag ikke kan betragtes som indtægt, der skal fragå i den udbetalte kontanthjælp.

Ankestyrelsen ændrer således amtsankenævnets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1984 60352 Historic

For to modtagere af kontanthjælp, henholdsvis hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 4, og § 43, fandtes tilbagebetalt aconto varmebidrag at kunne betragtes som en opsparing, som ansøgeren selv havde kunnet tilrettelægge gennem et forbrug af varme. Beløbet betragtedes som formue og ikke som indtægt, der skulle fradrages i kontanthjælpen. Ydet særligt boligtillæg for samme periode kunne modregnes.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →