Fastgørelsesorgan med indtrykkelig rørformet fordybning til tagisoleringsplader ikke anset for at have tilført teknikken noget nyt.

Fastgørelsesorgan med indtrykkelig rørformet fordybning til tagisoleringsplader ikke anset for at have tilført teknikken noget nyt.

År 1984, den 11. maj afsagde patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen, Franck, Niordson, Terndrup Pedersen) følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P. 6/82: Klage fra

Rockwool International A/S,

Hedehusene

over

patentdirektoratets afgørelse af 3. februar 1982 af patentansøgning nr. 1468/76 fra

Jarmo Jarvinen,

Finland,

v/Th. Ostenfeld Patentbureau.

Den 13. marts 1978 fremlagdes en den 30. marts 1976 indleveret ansøgning om patent på et »organ til fastgørelse af eftergiveligt isolationsmateriale på et underlag«. Fremlæggelsen omfattede følgende 3 krav

»1. Organ til fastgørelse af eftergiveligt isolationsmateriale (5), f.eks. mineraluldmåtter, på et underlag (6), f.eks. et plant tag, hvilket organ består af en skrue eller et søm (3), som er indrettet til at kunne trykkes gennem isolationsmaterialet og fastgøres i underlaget, samt af en plade, som er indrettet til at kunne anbringes oven på isolationsmaterialet og fastholdes der ved hjælp af skruen eller sømmet, k e n d e t e g n e t ved, at pladen (1) har en i isolationsmaterialet (5) indtrykkelig rørformet fordybning (2), igennem hvis bund (4) skruen går, og i hvilken skruens (3) hoved befinder sig.

2. Organ ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at pladens (1) rørformede fordybning (2) har en længde eller dybde svarende til ca. halvdelen af isolationsmaterialets (5) tykkelse.

3. Organ ifølge krav 1 eller 2, k e n d e t e g n e t ved, at den nederste del af pladens (1) rørformede fordybning (2) er tilspidset nedadtil og har skarpe kanter.«

I beskrivelsen anføres bl.a.

»En ulempe ved kendte fastgørelsesorganer af denne art er, at når isolationsmaterialet trykkes sammen, f.eks. når man går på det, så trykkes fastgørelsesorganet ikke tilsvarende sammen, men stikker op fra isolationsmaterialets overflade. Hvis isolationsmaterialet nu er dækket med tagpap eller andet lignende materiale, så ødelægger fastgørelsesorganets øverste ende tagpappet ved at bore sig igennem det.

Fastgørelsesorganet ifølge opfindelsen er ejendommeligt ved, at pladen har en i isolationsmaterialet indtrykkelig rørformet fordybning, igennem hvis bund skruen går, og i hvilken skruens hoved befinder sig.

Ved brug af fastgørelsesorganet ifølge opfindelsen vil ovennævnte ulempe være afhjulpet.«

Klageren i denne sag og Hoganas AB, Sverige, nedlagde indsigelse mod meddelelse af patent.

Klageren anførte bl.a.

»I dansk fremlæggelsesskrift nr. 119.897 er der beskrevet nøjagtig de samme problemer ved fastgørelse af kompressible (eftergivelige) isoleringsmaterialer, og der er angivet de samme løsninger på problemerne, som der er angivet i fremlæggelsesskrift nr. 137.506.

I DK 119.897 er der vist og beskrevet et fastgørelsesorgan bestående af en plade 1 med cylinderformet fordybning 2, der er presset ind i isoleringsmaterialet 6. I bunden af fordybningen er der et hul, igennem hvilket hul en skrue eller et søm 5 er ført. Fordybningen 2's dybde er større eller lig fastgørelsesorganets indtrykning ved belastningsforøgelsen, således at eventuelt tagpap ikke bliver beskadiget når fastgørelsesorganet og isoleringsmaterialet belastes.«

Hoganas AB anførte

»Fra svensk fremlæggelsesskrift nr. 349.085 (ansøgningen offentliggjort d. 26. februar 1971) kendes en monteringsplade (1,8) til brug ved fastgørelse af eftergiveligt isolationsmateriale (6) på et underlag (7), idet pladen (1,8) er forsynet med et hul (4,11) til modtagelse af en skrue, et søm eller et lignende fastgørelsesorgan (5), som forløber fra pladens (1,8) overflade ned gennem isolationsmaterialet og ind i underlaget (7). Monteringspladen ifølge det svenske fremlæggelsesskrift er - som det allerede fremgår af skriftets krav 1 - endvidere forsynet mod en i det underliggende isolationsmateriale ragende forsænkning eller fordybning omkring hullet (4,11), hvilken fordybning har en længde, der er lig med eller eventuelt større end monteringspladens (1,8) maksimale indtrykning ved en på pladens overside påført ekstralast. Denne ekstralast kan f.eks. hidrøre fra vægten af en på isolationsmaterialet gående person (jævnfør de sidste fem linier i det svenske fremlæggelsesskrift 3. afsnit, side 1 forneden og 2 foroven). Den i det svenske fremlæggelsesskrift omhandlede opfindelse har således i det væsentlige samme formål som opfindelsen ifølge dansk fremlæggelsesskrift nr. 137.506, og den tilsigtede teknisk virkning, nemlig hindring af en perforering af et dækmateriale over isolationslaget ved nedtrædnig af monteringspladen, er opnået ved hjælp af samme særegne udformning af monteringspladen. Opfindelsen ifølge dansk ansøgning nr. 137.506 er i alle sine aspekter for os at se således fuldstændig kendt fra det ældre svenske fremlæggelsesskrift nr. 349.085 og derfor ikke patenterbar.

For fuldstændighedens skyld skal vi imidlertid yderligere gøre direktoratet opmærksom på følgende, efter vor opfattelse ligeledes foregribende materiale

2. USA-patentskrift nr. 3.088.361

3. Tysk GbM 6.803.058, og

4. Rockwool-katalog (Skovde, Sverige) dateret marts 1976 (rekvisitionsnummer 372/1), side 13. (Se især den såkaldte »djup bricka« øverst til venstre).'

Den 23. november 1978 indleverede ansøgeren en ny beskrivelse med følgende 2 nye krav

»1. Organ til fastgørelse af eftergiveligt isolationsmateriale (5), f.eks. mineraluldmåtter, på et underlag (6), f.eks. et plant tag, hvilket organ består af en skrue eller et søm (3), som er indrettet til at kunne trykkes gennem isolationsmaterialet og fastgøres i underlaget, samt af en plade (1), som er indrettet til at kunne anbringes oven på isolationsmaterialet og fastholdes der ved hjælp af skruen eller sømmet, og hvilken plade (1) har en i isolationsmaterialet (5) indtrykkelig rørformet fordybning (2), igennem hvis bund (4) skruen eller sømmet (3) går, og i hvilken skruens eller sømmets hoved befinder sig, k e n d e t e g n e t ved, at bunden (4) af pladens (1) rørformede fordybning (2) er tilspidset nedadtil og er afsluttet af en nederste skarp kant.

2. Organ ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at pladens (1) rørformede fordybning (2) har en længde eller dybde svarende til ca. halvdelen af isolationsmaterialets (5) tykkelse.«

Klageren anførte hertil i skrivelse af 20. december 1978

»Vi er ikke enig med ansøgeren i, at de nye patentkrav, der er fremsendt, afgrænser opfindelsen over for den af os fremdragne kendte teknik. Den ide at tilspidse den rørformede fordybning (2) nedadtil er som ansøgeren selv nævner kendt fra det modholdte skrift side 2 nederst. At der er nævnt, at skrånende kanter kan forårsage revnedannelse i isoleringsmaterialet, skjuler ikke det faktum, at det er kendt at fordybningen kan være tilspidset nedadtil i bunden.

Det der således angives i det nye krav 1 er kendt fra det modholdte skrift. Iøvrigt skal det bemærkes, at det er almindeligt kendt, at for at gøre det lettere at trykke en ting ind i et materiale, kan den ende, som først føres ind i materialet tilspidses. Dette princip anvendes, når der bruges bl.a. tegnestifter, søm og skruer.

Det nye krav 2 angiver, at fordybningen (2) har en længde eller dybde svarende til ca. halvdelen af isoleringsmaterialets tykkelse. Dette ses heller ikke at være patenterbart, idet det ikke væsentligt adskiller sig fra, hvad der er angivet i det modholdte skrifts krav 1, idet der her står, at skiven omkring befæstelseshullet har en indsænkning med en dybde, der er større eller lig med holdeskivens indtrykning ved belastningsforøgelsen.«

Ansøgeren udtalte i den anledning i skrivelse af 12. februar 1979

»Hvad angår indsigernes bemærkninger i replikkens 2. afsnit, kan vi faktisk ikke se, at det skulle være nævnt eller indrømmet i vort indlæg af 23. november 1978, at det er kendt fra dansk fremlæggelsesskrift nr. 119.897 (side 2, nederst) at tilspidse den rørformede fordybning (2) nedadtil.

Det danske fremlæggelsesskrift angiver jo netop, at den deri omhandlede indsænkning har lodrette eller tilnærmelsesvis lodrette vægge og skarpe kanter, dvs. skarpe kanter mellem de lodrette vægge og den plane vandrette bundflade. Fremlæggelsesskriftet angiver endvidere, at skrånende kanter samt bløde og afrundede kanter på indsænkningen vil være uheldige på grund af kilevirknig i isolationsmaterialet.

På denne baggrund mener vi fortsat, at dansk fremlæggelsesskrift nr. 119.897 snarere viser bort fra den foreliggende opfindelse end foregriber denne.

Indsigerne synes at have overset, at det ifølge opfindelsen er den rørformede fordybnings bund, som er tilspidset nedadtil, og altså ikke den rørformede fordybnings sidevæg, der forløber lodret ganske som i dansk fremlæggelsesskrift nr. 119.897.«

For yderligere at præcisere opfindelsens særpræg indleverede ansøgeren samtidig følgende ændrede krav

»1. Organ til fastgørelse af eftergiveligt isolationsmateriale (5), f.eks. mineraluldmåtter, på et underlag (6), f.eks. et plant tag, hvilket organ består af en skrue eller et søm (3), som er indrettet til at kunne trykkes gennem isolationsmaterialet og fastgøres i underlaget, samt af en plade (1), som er indrettet til at kunne anbringes oven på isolationsmaterialet og fastholdes der ved hjælp af skruen eller sømmet, og hvilken plade (1) har en i isolationsmaterialet (5) indtrykkelig rørformet fordybning (2), igennem hvis bund (4) skruen eller sømmet (3) går, og i hvilken skruens eller sømmets hoved befinder sig, k e n d e t e g n e t ved, at bunden (4) af pladens (1) rørformede fordybnig (2) udgøres af en nedadtil tilspidset og kegleformet del, som er afsluttet af en nederste skarp kant omkring en central åbning i den kegleformede dels spids for sømmets eller skruens passage.

2. Organ ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at pladens (1) rørformede fordybning (2) har en længde eller dybde svarende til ca. halvdelen af isolationsmaterialets (5) tykkelse.«

Ved skrivelse af 11. september 1980 indleverede ansøgeren en komplet og ændret beskrivelse, hvori kravene af 12. februar 1979 var optaget.

Den 3. februar 1982 besluttede direktoratet at meddele patent på grundlag af kravene af 11. september 1980, idet indsigelserne afvistes med den begrundelse, at da beskrivelse og krav nu var præciseret overfor det under indsigelserne fremdragne materiale, skønnedes dette ikke mere at være til hinder for meddelelse af patent.

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 18. marts 1982 indbragt for patentankenævnet med påstand om, at ansøgningen afslås.

Klageren har navnlig anført

»Det modholdte fremlæggelsesskrift 119.897 angiver den ide at indsænkningen (rørformet fordybning) kan være skrånende og derfor nedad tilspidset. Der er ganske vist angivet, at denne udformning kan have en uheldig virkning. Denne uheldige virkning foreligger også i den foreliggende ansøgning. Ideen at den rørformede del kan være tilspidset nedadtil er angivet i det modholdte fremlæggelsesskrift og er derfor kendt teknik.

Den foreliggende patentansøgning har således ikke tilført teknikken noget nyt. Dette bekræftes også af Rockwool Aktiebolagets arbetsanvisningar, rekv. nr. 377, fra juli 1974, der viser en holder til fastgørelse af tagisoleringsplader. Holderen har en rørformet nedad tilspidset og kegleformet del, som er afsluttet af en nederste skarp kant omkring en central åbning i den kegleformede dels spids for skruens passage.«

Ansøgeren har heroverfor anført

»Den uheldige virkning (mulighed for revnedannelse), som er omtalt i fremlæggelsesskrift 119.897, er for det første kun aktuel i forbindelse med specielle typer isoleringsmateriale, og er for det andet særlig aktuel, når der er tale om en indsænkning eller rørformet del med en tværdimension (diameter) af væsentlig størrelse, således som det er tilfældet i fremlæggelsesskriftet.

I fastgørelsesorganet ifølge opfindelsen er den rørformede del derimod fortrinsvis gjort så slank som mulig, således som det vil fremgå af ansøgningens figur 2 og 3. Dette giver i øvrigt anledning til en yderligere montagemæssig fordel, nemlig at den rørformede del kan styre skruen eller sømmet under dettes montage, hvilket ikke er muligt og tilsyneladende ikke er påtænkt med en i fremlæggelsesskrift 119.897 viste konstruktion.

Med hensyn til holdepladen ifølge Rockwools »arbetsanvisningar« fra juli 1974 er der ikke tale om et fastgørelsesorgan af samme type som organet ifølge opfindelsen. Den viste holdeplade har således ikke nogen rørformet del, hvori skruehovedet har bevægelsesmulighed og kan arbejde efter montagen. Derimod har holdepladen kun en konisk forsænkning eller fordybning, hvis form er nøje afstemt efter skruehovedets form, således at skruehovedets overside ligger glat med holdepladens overside efter monteringen.'

Nævnet skal udtale

Selvom det i ansøgningen omhandlede organ til fastgørelse af eftergiveligt isolationsmateriale muligvis medfører visse brugsmæssige og monteringsmæssige fordele, findes de kendetegnende træk dog kun at frembyde et for fagmanden nærliggende udviklingsarbejde, der ikke adskiller sig væsentligt fra den kendte teknik, hvorfor klagerens påstand tages til følge.

Herefter

bestemmes

Ansøgning nr. 1468/76 afslås.

J. Beyer. Grønning-Nielsen. E. Franck. F. Niordson. P. Terndrup Pedersen.

Ingen

Patentdirektoratet meddelte patent på et »organ til fastgørelse af eftergiveligt isoleringsmateriale på et underlag« og afviste således en indsigelse mod ansøgningens registrering. Denne afgørelse indbragte indsigeren for Patentankenævnet og anførte, at opfindelsens ide var udtryk for kendt teknik. Nævnet udtalte, at selv om det i ansøgningen omhandlede organ til fastgørelse af eftergiveligt isolationsmateriale muligvis medførte visse brugsmæssige og monteringsmæssige fordele, fandtes de kendetegnende træk dog kun at frembyde et for fagmanden nærliggende udviklingsarbejde, der ikke adskilte sig væsentligt fra den kendte teknik. Ansøgningen blev derfor afslået.