Apparat til forebyggelse af dannelsen af elektrostatisk ladning på en person ikke anset for patenterbar.

Apparat til forebyggelse af dannelsen af elektrostatisk ladning på en person ikke anset for patenterbar.

År 1984, den 2. maj afsagde patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen, Asger Nielsen, Ansgar Sørensen, Vørts) følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P. 36/80: Klage fra

P.B. Nielsen,

Ringsted,

v/Internationalt Patent-Bureau

over

patentdirektoratets afgørelse af 22. september 1980 af patentansøgning nr. 3343/77 efter indsigelse fra

Laboratoriet for teknisk fysik I,

Danmarks tekniske Højskole.

Den 18. december 1978 fremlagdes under nr. 139.093 en den 25. juli 1977 indleveret ansøgning om patent på et »antielektrostatisk selvhjælpsapparat«. De fremlagte 2 krav lød således

»1. Antielektrostatisk selvhjælpsapparat bestående af et par til berøring med brugerens fødder eller hænder beregnede metalliske plader med jordforbindelse, k e n d e t e g n e t ved, at hver plade er sluttet til en blindt endende spole, som omsluttes af eller selv omslutter en blindt startende jordforbundet spole.

2. Selvhjælpsapparat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at der i spolerne er indskudt en kobberkerne.«

I beskrivelsens 4. afsnit anføres det, at formålet med opfindelsen er at anvise et apparat, hvor risikoen ved direkte jordforbindelse er elimineret.

Laboratoriet for teknisk fysik I, Danmarks tekniske Højskole nedlagde indsigelse mod meddelelse af patent under henvisnikng til, at apparatet ikke indeholder noget konstruktivt i forbindelse med statisk elektricitet, hverken hvad angår modvirkning af ladningsadskillelse eller afledning af allerede opsamlede ladninger.

I skrivelse af 12. september 1979 meddelte patentdirektoratet ansøgeren følgende

»Det fremgår klart af beskrivelsen at formålet med opfindelsen er at forhindre faren ved samtidig berøring af elektriske installationer og plader der er jordforbundne. Det må derfor betegnes som irrelevant om talen er om forhindring af opbygningen af ladninger eller om en afladning, eftersom forebyggelsen skal ske ved at eventuelt opståede elektrostatiske ladninger afledes til jord.

I øvrigt er det sagens behandling uvedkommende idet apparater til afladning - eller forhindring af opladning - af personer var kendt før ansøgningens indleveringsdag og også i beskrivelsen er omtalt som kendt.

Det nye ifølge forklaringen og kravene er at berøringspladerne ikke er direkte forbundet til jord, men over to tætkoblede spoler der er indbyrdes isoleret fra hinanden og hvoraf den ene er forbundet til berøringspladerne og den anden til jord.

Der er ikke i beskrivelsen givet nogen egentlig forklaring af virkningen af denne foranstaltning, men det fremgår at det formenes at statiske ladninger hindres i at opbygges, altså at der er afladning fra disse til jord, medens der ikke kan gå strømme fra elektriske apparater gennem en sådan »jordforbindelse«. Dette er som anført i indsigelsen i strid med velkendte fysiske love.

I øvrigt fremgår det af den forsøgsrapport, der henvises til i 5. afsnit af Deres ovennævnte skrivelse, at der er tale om en velkendt fysisk egenskab af tætviklede spoler, nemlig at de har en kapacitet, og virkningen af en kapacitet i et elektrisk kredsløb er velkendt. Den kan ikke føre jævnstrøm, men vekselstrøm som ved så små kapaciteter som her, en vekselspændingsfrekvens på 50 HZ og en spænding på 220 volt giver en strømstyrke af størrelsesordenen 0.1 mA, altså en ganske uskadelig strømstyrke.

Det er velkendt at indskyde kondensatorer som sikring mellem dele der kan berøres og dele der enten er spændingsførende eller hvor der er risiko for at apparatdele kan blive spændingsførende, jfr. f.eks. ydre tilslutninger til radioapparater og forstærkere. Med hensyn til berøringssikkerheden er virkningen af en kondensator den samme som virkningen af en stor modstand, hvorfor det må betegnes som et valg blandt kendte muligheder at indskyde en sikringskondensator i en jordledning og da en kondensator fremstillet på den angivne måde ikke virker anderledes end enhver anden kapacitet, ses ansøgningen ikke at give anvisning på nogen ny teknik, idet apparatet i øvrigt - som nævnt - er velkendt.

Uanset hvilken virkning apparatet måtte have på det menneskelige legeme, ses ansøgingen derfor ikke at indeholde noget patenterbart.'

Efter at ansøgeren derefter til patentdirektoratet havde indsendt nogle måleresultater, afslog direktoratet ved skrivelse af 22. september 1980 ansøgningen med følgende begrundelse

»De af Dem den 5. marts 1980 fremsendte måleresultater og de af Dem den 9. juli 1980 afleverede yderligere måleresultater viser direkte, at direktoratets påstande i betænkningen af 12. september 1979 er korrekte, nemlig at afladningen sker fordi de spoler, der indkobles mellem fodpladerne og jord har en til afladning af statiske ladninger passende kapacitet og modstand, hvilket heller ikke ses at være imødegået af Dem.

Da det i øvrigt af Dem anførte ikke har kunnet ændre det i skrivelse herfra af 12. september 1979 udtrykte, at ansøgningen ikke giver anvisning på nogen ny teknik, må det fastholdes at ansøgningen ikke omhandler en patenterbar opfindelse.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 19. november 1980 indbragt for patentankenævnet, og i skrivelse af 19. marts 1981 nedlagt påstand om

principalt at der meddeles patent, efter at opfindelsens formål (4. afsnit i den fremlagte beskrivelse) er præciseret f.eks. ved tilføjelse i sidste linie af ordene »under bibeholdelse af det kendte apparats forebyggelse af elektrostatisk opladning«,

subsidiært at den endelige afgørelse udskydes indtil ansøgeren er fremkommet med dokumentation for den med opfindelsen opnåede effekt.

Klageren har bl.a. anført

»Opfinderen mener med sikkerhed at have konstateret, at der kun ved anvendelsen af spolerne, men derimod ikke ved anvendelse af en sædvanlig modstand og en sædvanlig kondensator kan sikres en opretholdelse af den med det tidligere apparat opnåede terapeutiske effekt. Det er ikke for øjeblikket muligt at give nogen forklaring på dette fænomen. Det kan muligvis hænge sammen med, at den terapeutiske effekt af opfinderens tidligere apparat ikke alene beror på en afledning af statisk elektricitet til jord ad en galvanisk forbindelse, men også har noget at gøre med hurtige spændingsvariationer i legemet, muligvis i nervebanerne.

Som det fremgår af foranstående, vil der ved den foreslåede tilføjelse til ansøgningens formålsangivelse blive opnået en god begrundelse for anvendelsen af de i kravet angivne, for en fagmand ikke nærliggende foranstaltninger ifølge opfindelsen. Ansøgningen vil derfor efter vor opfattelse helt klart angive en patenterbar opfindelse.

Patentdirektoratet har i den første betænkning forlangt en dokumentation for den påståede terapeutiske virkning. Fremsættelsen af dette forlangende må anses for rimelig, fordi der i den oprindelige beskrivelse var tale om en forøgelse af den helbredende effekt af opfinderens tidligere apparat. Med den nu foreslåede formulering af formålsangivelsen vil vi imidlertid ikke mene, at det er berettiget at forlange en dokumentation. Det, der tilsigtes opnået med opfindelsen, er jo nemlig ikke en terapeutisk effekt, men derimod en fjernelse af berøringsfaren under opretholdelse af den med det tidligere apparat opnåede terapeutiske virkning. Da der ikke påstås opnået en terapeutisk virkning udover den, der opnås med det tidligere apparat, mener vi ikke, at der med rimelighed kan forlanges en dokumentation.

For det tilfælde, at Patentankenævnet alligevel skulle være af den principielle opfattelse, at der bør kræves en dokumentation, vil vi gerne argumentere for, at patentet alligevel udstedes uden en sådan ud fra den betragtning, at en patentudstedelse ikke vil være til skade for tredjemand. Hvis nemlig opfinderens påstand er korrekt, altså at det er nødvendigt med den i kravet angivne konstruktion for at fjerne berøringsfaren under opretholdelse af den terapeutiske effekt af det tidligere apparat, er ansøgeren berettiget til patentbeskyttelsen. Hvis opfinderens påstand ikke er korrekt, altså hvis den samme virkning kan opnås ved anvendelse af en sædvanlig ohmsk modstand, eventuelt kombineret med en sædvanlig kondensator, står det enhver frit for at anvende denne løsning, der ikke vil falde ind under patentets beskyttelsesområde. Ingen vil i så fald være interesseret i at beskytte den mere komplicerede og dermed dyrere løsning ifølge patentet. Vi finder, at der bør næres store betænkeligheder ved at nægte patentudstedelse i tilfælde, hvor en påstået effekt meget vel kan være korrekt, men blot ikke for tiden kan dokumenteres.

Skulle Patentankenævnet være af den opfatelse, at der ubetinget må kræves en dokumentation af den opnåede virkning, vil vi foreslå, at den endelige afgørelse i sagen udskydes, indtil ansøgeren kan fremlægge en sådan dokumentation. Som bevis på, at ansøgeren har udfoldet store bestræbelser på at få dokumenteret opfindelsens effekt, henviser vi til de hermed fremsendte kopier af brevvekslingen mellem på den ene side ansøgeren og på den anden side læger og offentlige institutioner.

Da den fremlagte ansøgnings krav 2 intet har at gøre med fjernelse af berøringsfaren, vil vi være villige til at slette dette krav, hvis der ikke kræves nogen dokumentation for den med opfindelsen opnåede effekt.«

Sagen har været behandlet i nævnets møde den 12. marts 1984.

Der blev ikke givet møde for nævnet.

Nævnet skal udtale

Klageren har under sagens behandling i patentdirektoratet, forud for fremlæggelsen, frafaldet den i den oprindelige ansøgning indeholdte angivelse af, at formålet med apparatet var at opnå en terapeutisk effekt på det menneskelige legeme. Denne formålsangivelse kan ikke nu genoptages, og nævnet må tage stilling til ansøgningen, således som denne fremgår af fremlæggelsesskriftet, ifølge hvilket apparatet skal forebygge dannelsen af elektrostatisk ladning på en person, og formålet med opfindelsen er at anvise et sådant apparat, hvor risikoen ved en direkte jordforbindelse er elimineret.

Klageren anfører i sin klagebegrundelse, at når enhver henvisning til apparatets terapeutiske effekt er udgået af ansøgningen, forsvinder også begrundelsen for at anvende de foranstaltninger, der fremgår af ansøgningens krav.

Som begrundelse for sin principale påstand anfører klageren, at de angivne foranstaltninger ikke er kendte, og at de heller ikke er nærliggende for en fagmand, idet denne straks ville foreslå indskydelse af enten en kondensator eller en så stor modstand, at den strøm der kan komme til at gå gennem personen, hvis denne utilsigtet netforbindes, har uskadelig lille værdi.

Det anføres tillige som velkendt, at der ved den angivne spolekonstruktion altid - hvis der ikke træffes særlige foranstaltninger - vil være en vis afledning gennem ledningernes isolation, således at spolekonstruktionen også repræsenterer en stor ohmsk modstand.

Når henses hertil finder nævnet, at der ikke i ansøgningen er anvist nye tekniske midler eller er benyttet midler med en overraskende teknisk virkning i relation til det for opfindelsen angivne formål. Klagerens principale påstand kan herefter ikke tages til følge.

Med hensyn til klagerens subsidiære påstand bemærkes, at der ikke ses at være behov for dokumentation for den opnåede virkning, da det ikke er bestridt, at apparatet ifølge ansøgningen opfylder det i fremlæggelsesskriftet angivne formål.

Herefter

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

J. Beyer. Grønning-Nielsen. Asger Nielsen. Ansgar Sørensen. S.A. Vørts.

Ingen

Patentdirektoratet afslog en ansøgning om patent på et »antielektrostatisk selvhjælpsapparat« med den begrundelse, at opfindelsen ikke gav anvisning på nogen ny teknik og derfor ikke var patenterbar. Afgørelsen stadfæstet af Patentankenævnet.