Legislator Case Law & Legislation
W19846032925 DK

Tandhjulspumpe adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1984 60329 Valid

Tandhjulspumpe adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.

År 1984, den 27. marts afsagde patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen, P.G. Jensen, Niordson, Terndrup Pedersen)

følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P. 2/82: Klage fra Brdr. Gram A/S,

Vojens,

v/patentbureau Lehmann & Ree

over

patentdirektoratets afgørelse af 8. januar 1982 af patentansøgning nr. 5038/77 fra

O.G. Høyer A/S,

Højbjerg,

v/Internationalt Patent-Bureau.

Den 9. juli 1979 fremlagdes under nr. 140.228 en den 14. november 1977 indleveret ansøgning om patent på en tandhjulspumpe. Ansøgningen indeholdt følgende 3 krav

»1. Tandhjulspumpe med et hus (1), som har en tilgangsport (18) og en afgangsport (19) for pumpemediet, to i hinanden indgribende pumpehjul (8,11), af hvilke det ene (11) er udformet som en i huset drejelig lejret tandkrans med indvendig fortanding og radialt åbne tandmellemrum, medens det andet (8) har udvendig fortanding og er lejret excentrisk i forhold til tandkransen, et seglformet spærreelement (13) i det område mellem de to pumpehjul, hvor disses tandtoppe går fri af hinanden, samt med midler til etablering af en direkte forbindelse mellem indløbsporten og udløbsporten, k e n d e t e g n e t ved, at der mellem pumpehuset (1) og tandkransen (11) er indskudt en mellem to yderstillinger drejelig foring (12) med en første udskæring (20), som i foringens ene yderstilling tilvejebringer forbindelse mellem pumpehusets ene port (18) og tandkransens tandmellemrum, og en anden udskæring (21), som i samme yderstilling af foringen tilvejebringer forbindelse mellem pumpehusets anden port (19) og tandmellemrummene, og som har en sådan udstrækning i foringens omkredsretning, at den i foringens anden yderstilling tilvejebringer den direkte forbindelse mellem de to porte.

2. Pumpe ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at de mod hinanden vendende flader af pumpehuset (1) og foringen (12) i foringens førstnævnte yderstilling har indbyrdes tæt anlæg mellem foringens udskæringer (20, 21) langs to fladeafsnit, som hver for sig i vinkelmål er kortere end vinkeldrejningen mellem foringens to yderstillinger, og at der langs de resterende fladeafsnit er spillerum (24, 25, 26, 27) mellem foringen og huset.

3. Pumpe ifølge krav 1 eller 2, k e n d e t e g n e t ved, at foringen (12) er tætnet i forhold til pumpehuset (1) ved hjælp af to tætningsringe (28, 29) beliggende aksialt på hver sin side af indløbs- og udløbsportene (18, 19), og af hvilke den ene (28) er monteret i en rundtgående rille i foringen og den anden (29) i en rundtgående rille i huset.«

Klageren i denne sag nedlagde ved skrivelse af 8. oktober 1979 indsigelse mod meddelelse af patent, idet klageren bl.a. anførte følgende

»Det kan ikke ses rettere end, at dette patentkrav ikke er behørigt afgrænset overfor det under sagens behandling fremdragne danske fremlæggelsesskrift nr. 136.991. Derfra kendes der nemlig en tandhjulspumpe, som er udformet således, at den opfylder samtlige de i indledningen til hovedkravet i fremlæggelsesskrift nr. 140.228 anførte træk, og som desuden har en husdel (15 i fremlæggelsesskrift nr. 136.991), hvori der er udsparet en kanal (33), som set i omkredsretningen af den pågældende tandhjulspumpes hus spænder over et vinkelmål, der er større end vinkelmålet mellem pumpeudløbet og pumpeindløbet. Da der ikke er nogen principiel forskel på en husdel og en foring (de begrænser begge pumperummet udadtil), og da der ikke er nogen principiel forskel på en kanal, som spænder over et vinkelmål, der er større end vinkelmålet mellem pumpeudløbet og pumpeindløbet på den ene side og en udskæring (21 i fremlæggelsesskrift nr. 140.228), som har en sådan udstrækning i husets omkredsretning, at den i en yderstilling tilvejebringer direkte forbindelse mellem de to porte, på den anden side, kan det ikke ses rettere end, at den kendetegnende del af patentkrav 1 i fremlæggelsesskrift nr. 140.228 indeholder midler, som er karakteristiske for opfindelsen i henhold til fremlæggelsesskrift nr. 136.991, der er udstedt som patent.

Vi tillader os derfor herved at nedlægge påstand om, at direktoratet i hvert fald pålægger ansøgeren i dansk fremlæggelsesskrift nr. 140.228 at afgrænse sit hovedkrav på behørig måde overfor den kendte teknik i henhold til fremlæggelsesskrift nr. 136.991.

I indledningen til fremlæggelsesskrift nr. 140.228 er det overfor fremlæggelsesskrift nr. 136.991 nævnt, at der på endedækslet til den fra sidstnævnte fremlæggelsesskrift kendte husdel skal opretholdes en konstant aksial kraftpåvirkning, som skal ophæves, inden dækslet kan dreje fra sin ene stilling til den anden. I denne forbindelse tillader vi os at gøre opmærksom på, at også endedækslerne til pumpehuset i henhold til 140.228 skal være aksialt kraftpåvirket konstant mod huset for at sikre den fornødne tæthed, og dette er da også omtalt i fremlæggelsesskrift nr. 140.228 side 3, linierne 6 og 5 f.n.. Yderligere er opfindelsen i henhold til 140.228 begrundet under angivelse af, at der ikke er noget behov for en ydre kraftpåvirkning til fastholdelse af foringen i de respektive yderstillinger. Dette mener vi ikke er rigtigt, idet den pågældende foring under pumpens drift langs sin inderside må være udsat for friktion fra ydersiden af det store tandhjul, og følgelig må der være truffet foranstaltninger til at forhindre foringen i at dreje sig under drift, da der ellers vil kunne ske forskydning af udskæringen 21 fra den i fig. 1 til den i fig. 2 i nr. 140.228 viste stilling.

Det må derfor konstateres, at der også for så vidt angår forklaringen af den kendte teknik og forklaringen af den tekniske virkning i 140.228 findes uklarheder i et sådant omfang, at det er uforståeligt, hvilken særlig teknisk virkning ansøgeren påberåber sig. Følgelig henstilles det til patentdirektoratet at afslå ansøgningen i sin helhed.«

Ansøgeren anførte hertil i skrivelse af 7. december 1979 følgende

»»Vi kan ikke give indsigerne medhold i påstanden om, at det fremlagte krav 1 ikke skulle være behørigt afgrænset over for det allerede i den fremlagte beskrivelses almindelige del omtalte fremlæggelsesskrift nr. 136.991. Patentkravets indledning angiver det for den kendte pumpe ifølge modholdet og den patentansøgte pumpe fælles træk, at pumpen har »midler til etablering af en direkte forbindelse mellem indløbsporten og udløbsporten«. I modholdet er disse midler vist og beskrevet som en bueformet kanal 33 i den mod pumpehuset vendende endeflade af en husdel, nemlig pumperummets ene, aksialt forskydelige endedæksel 15. Ifølge opfindelsen udgøres forbindelsen af en udskæring (21) i en foring (12), der er indskudt mellem det ydre, store pumpehjul (11) og pumpehuset, hvilket sidstnævnte også indbefatter de to fast monterede endedæksler. At betegne en sådan separat foring som en »husdel« ses ikke at stemme med sædvanlig teknisk sprogbrug, og eftersom Patentdirektoratet gennem omtalen af fremlæggelsesskrift nr. 136.991 i den indleverede beskrivelse er blevet gjort bekendt med modholdet, må Direktoratet antages at have taget stilling til det nu rejste formuleringsspørgsmål og at være nået til samme konklusion.

Indsigerne begrunder deres påstand med, at der ikke skulle være nogen »principiel forskel« mellem på den ene side en husdel med en i en endeflade af denne husdel forsænket kanal og på den anden side en foring med en udskæring. Det er ikke ganske klart, hvad der skal forstås ved en »principiel forskel«, så meget mere som et sådant begreb ikke forekommer i Patentloven. Som nævnt ovenfor, og som det også vil fremgå af den fremlagte ansøgnings beskrivelse, har kanalen 33 i den kendte pumpes endedæksel 15 samme funktion som udskæringen 21 i foringen 12 ifølge ansøgningen, nemlig at tilvejebringe den direkte forbindelse mellem tilgangs- og afgangsportene i en rensestillig, men dette er ikke ensbetydende med, at den patentansøgte opfindelse ikke »adskiller sig væsentligt« fra den kendte pumpe og demed opfylder det i Patentlovens §2, stk. 2 indeholdte patenterbarhedskriterium. Tværtimod består der mellem de to konstruktioner to væsentlige forskelle, som resulterer i væsentlige fordele ved den patentansøgte pumpe.

I den kendte pumpe er for det første lejetappen for det lille pumpehjul 27 fastgjort til endedækslet 15, og dækslets drejning medfører derfor ikke blot en drejning af kanalen 33 i forhold til tilgangen, men også en lige så stor vinkeldrejning af hjulet 27, af dette hjuls indgrebsområde med det store pumpehjul 7, 8, samt af det seglformede fremspring 31, der tjener som spærreelement mellem pumpehjulene, jvf. fig. 6 og 8 i fremlæggelsskrift nr. 136.991. Ved pumpen ifølge ansøgnigen er det alene foringen 12, som drejes, medens tandhjulet 8 og spærreelementet 13 bliver stående, jvf. fig. 1 og 2 i fremlæggelsesskrift nr. 140.228.

Denne forskel medfører den i den fremlagte beskrivelse side 3, linie 2-5 nævnte væsentlige fordel, at tilvejebringelsen af en rensestilling ikke nødvendiggør nogen afkortning af spærreelementet mellem de to pumpehjul i den patentansøgte pumpe og derfor ikke medfører den bivirkning, at tætningen mellem pumpens højtryks- og lavtryksside forringes. Denne uheldige bivirkning, som vokser med voksende længde af den bueformede kanal 33, forbigår indsigerne i deres indsigelsesbegrundelse, men den fremgår tydeligt af fremlæggelsesskrift nr. 136.991, side 5, stk. 2, linie 7-10 og stk. 4, linie 1-4 samt af fremlæggelsskriftets fig. 2, 6 og 8. Der kan yderligere henvises til fremlæggelsesskriftets krav.

Den anden væsentlige forskel er, at omstillingen mellem rensestilling og driftsstilling i den kendte pumpe ved drejning af pumpehusets endedæksel 15 er betinget af, at dækslet under drift er påvirket af en aksial holdekraft - som i det beskrevne udførelseseksempel udøves af et pneumatisk aktiveret »anlægsorgan« 22 (side 4, stk. 3, linie 7-10 i fremlæggelsesskrift nr. 136.991) - og at dækslet skal aflastes for anlægsorganets holdekraft, inden omstilligen kan finde sted (side 5, stk. 3, linie 1-4). I betragtning af at den hertil nødvendige trykudøvende mekanisme med tilhørende styreorganer ikke findes ved den patentansøgte pumpe, er det ikke muligt at tage indsigerne alvorligt, når de side 3, linie 6-10 i indsigelsesbegrundelsen tilsyneladende vil sidestille de nævnte komponenter i den kendte pumpe med den helt konventionelle permanente sammenspænding af pumpehuset 1 og endedækslet 5 i den patentansøgte pumpe.

Side 3, linie 11-20 i indsigelsesbegrundelsen udtrykker indsigerne en formodning om, at der i den patentansøgte pumpe skulle behøves en ydre kraftpåvirkning under pumpens drift for at fastholde foringen mod en utilsigtet drejning fremkaldt af friktionen mellem foringen og det store pumpehjul. Der foreligger imidlertid ikke nogen risiko for en sådan drejning, dersom man blot indretter drivmekanismen for tandstangen 16 således, at foringen 12 føres fra rensestilling til driftsstilling ved drejning i samme retning som pumpehjulenes omdrejningsretning, altså mod urviserretningen i fig. 1 og 2. Når drivmekanismen på sædvanlig måde indbefatter stop eller anslag til fastlæggelse af dens yderstillinger, f.eks. ved anlæg mellem stempel og cylinderbund i en fluidumcylinder, vil friktionskraftens moment på foringen optages af det i driftsstillingen aktive anslag og derved tværtimod uden assistance udefra virke med til at fastholde foringen i driftsstillingen.'

Ved skrivelse af 8. januar 1982 besluttede patentdirektoratet at udstede patent, idet indsigelsen afvistes med følgende begrundelse

»De anfører i Deres indsigelsesbegrundelse, at krav 1 ifølge fremlæggelsesskriftet ikke er behørigt afgrænset overfor dansk fremlæggelsesskrift nr. 136.991.

Det må anses, at der foreligger en sådan afgrænsning, idet den drejelige foring (12), der nævnes i krav 1, ikke kan siges at falde ind under, hvad der i dansk fremlæggelsesskrift nr. 136.991 betegnes som en husdel. Betegnelsen »husdel« vil i sædvanligt dansk teknisk sprogbrug omfatte de dele, der almindeligvis forekommer i et pumpehus af den omhandlede art, og omfatter således ikke den omhandlede foring (12).

Endvidere anfører De i indsigelsesbegrundelsen, at det er uforståeligt, hvilken særlig teknisk virkning ansøgeren påberåber sig, og påstår på dette grundlag ansøgningen afslået.

Den virkning, der er angivet i fremlæggelsesskriftet side 2, sidste afsnit til side 3, linie 5, må anses for klart formuleret og fornødent sandsynliggjort. Med hensyn til det, De især lægger vægt på i indsigelsesbegrundelsen, er det ligeledes klart, at der ved udformningen ifølge ansøgningens krav ikke behøves noget trykorgan eller tilsvarende holdeorgan til at fastholde foringen i yderstillingerne mod væsketrykket, i modsætning til udformningen ifølge dansk fremlæggelsesskrift nr. 136.991, hvor et trykorgan (22) skal aflastes, før dækslet (15) kan drejes.

Der må således anses at foreligge en opfindelse, der adskiller sig væsentligt fra hvad der kendes fra dansk fremlæggelsesskrift nr. 136.991.

Denne afgørelse har klageren indbragt for patentankenævnet ved skrivelse af 4. marts 1982 med påstand om

principalt: ansøgning nr. 5038/77, fremlagt under fremlæggelsesnummer 140.228 afslås i sin helhed med den begrundelse, at den i hovedkravet til ansøgningen anførte anden udskæring, som i een yderstilling af foringen tilvejebringer forbindelse mellem pumpehusets port 19 og tandmellemrummene, og som har en sådan udstrækning i foringens omkredsretning, at den i en anden yderstilling af foringen tilvejebringer en direkte forbindelse mellem de to porte, må anses for at være ækvivalent med den fra fremlæggelsesskrift nr. 136.991 kendte i en drejelig husdel udsparet kanal 33, samt at indbygnigen af en foring i en tandhjulspumpe af den omhandlede art iøvrigt ikke ses at medføre nogen teknisk virkning af betydning overfor dansk fremlæggelsesskrift nr. 136.991.

subsidiært: tilbagesendes til Patentdirektoratet for fortsat behandling, idet det pålægges ansøgeren at tilvejebringe behørig afgrænsning og præcisering overfor den kendte teknik i henhold til fremlæggelsesskrift nr. 136.991, samt at omarbejde beskrivelsesindledningen til overensstemmelse med en sådan præcisering og begrænsning og under angivelse af, hvilken særlig teknisk virkning der påberåbes overfor fremlæggelsesskrift nr. 136.991, hvorhos ansøgningen, såfremt den derefter godkendes af patentdirektoratet, da påny gøres til genstand for fremlæggelse.

Klageren har navnlig gjort gældende, at der ikke er foretaget en behørig afgrænsning af den foreliggende ansøgning overfor fremlæggelsesskrift nr. 136.991, og at der, hvis en sådan foretages, vil fremgå, at der ikke er opnået nogen særlig teknisk virkning, der kan begrunde patenterbarheden.

Hertil kommer, at foringen må anses som en unødvendig komplikation i forhold til kendt teknik.

Sagen har været behandlet i nævnets møde den 13. februar 1984.

Ingen af parterne har givet møde.

Nævnet skal udtale

Under hensyn til de af direktoratet anførte grunde og idet det for nævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

J. Beyer. Grønning-Nielsen. P.G. Jensen. F. Niordson. P. Terndrup Pedersen.

Endelig adm. afgørelse 1984 60329 Valid

Ankenævnet stadfæstede direktoratets afgørelse, hvorefter en ansøgning om patent på en tandhjulspumpe adskilte sig væsentligt fra kendt teknik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →