En 'formsten' adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik, og kunne dermed ikke patenteres.

En »formsten« adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik, og kunne dermed ikke patenteres.

År 1984, den 27. marts afsagde patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen, Niordson, Terndrup Pedersen, Vørts) følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P. 15/82: Klage fra

Jørgen Larsen,

Nordborg,

v/patentbureau Magnus Jensens Eftf.

over

patentdirektoratets afgørelse af 30. marts 1982 af patentansøgning nr. 2625/79.

Den 22. juli 1979 indleverede klageren en ansøgning om patent på en »formsten«. Ansøgningen indeholdt 2 krav.

Ved skrivelse af 10. juni 1980 blev kravene erstattet af følgende eneste krav

»Formsten med mindst et par indbyrdes parallelle, i det væsentligste plane flader (1,2), og hvor der i den ene (2) af de nævnte flader findes en rille (4) beregnet for knækket brud, k e n d e t e g n e t ved, at stenen i den anden (1) af de nævnte flader har en tværgående fordybning (3), hvis dybde overstiger 1/3 af stenens tykkelse, hvilken fordybning er parallel med den nævnte rille (4).«

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 12. juni 1981 bl.a.

»Fra tysk fremlæggelsesskrift nr. 2.259.493 kendes en formsten med to indbyrdes parallelle, i det væsentlige plane flader, hvor der i den ene af de nævnte flader er en tværgående fordybning, hvis dybde overstiger 1/3 af stenens tykkelse, og som er indrettet til at forøge sikkerheden mod udskridning på stenens overflade, samt hvor stenen ved den anden flade, parallelt med fordybningen har en forud fastlagt brudzone til deling af stenen.«

Klageren anførte hertil i skrivelse af 16. juni 1981 bl.a.

»Også tysk fremlæggelsesskrift nr. 2.259.493 angår en sådan flise, hvor en brudzone (10) er tilvejebragt ved en i den ene flade (4) udformet rile (2). Det ses ikke, at denne, som påstået i direktoratets skrivelse,er indrettet til at forøge sikkerheden mod udskridning på stenens overflade, men som nævnt i spalte 4, linie 5-8 kan rilletværsnittet vælges frit. Ved passende valg kan det ganske givet opnås, at fugen forøger sikkerheden mod udskridning. Det skal bemærkes, at rillen (2) er en brudanvisning ligesom rillen (4) ifølge den foreliggende ansøgning. Det er den tværgående fordybning (3) ikke nødvendigvis. Hvis fordybningen er forholdsvis bred og med flad bund, er det ganske usikkert, hvor flisen vil brydes ved forsøg på deling, hvis ikke rillen (4) findes.«

Direktoratet afslog ansøgningen ved skrivelse af 30. marts 1982 med følgende begrundelse

»Som tidligere fremført herfra kendes der fra tysk fremlæggelsesskrift nr. 2.259.493 en formsten af den omhandlede art, hvilken sten har en forud fastlagt brudzone til deling af stenen, og hvor der i den ene flade er udsparet en tværgående fordybning, hvis dybde overstiger 1/3 af stenens tykkelse, og som er parallel med den nævnte brudzone. Selv om stenen ifølge fremlæggelsesskriftet ikke er identisk med stenen ifølge ansøgningen, synes kravet alligevel i forhold til, hvad der ovenfor er angivet som kendt, og i forhold til, hvad der iøvrigt kendes fra de andre fremdragne skrifter, kun at angive en for en fagmand naturlig eller selvfølgelig udførelsesform for en sådan sten.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 1. juni 1982 indbragt for patentankenævnet.

I skrivelse af 17. august 1982 har klageren nedlagt påstand om, at den påklagede afgørelse omstødes, således at ansøgningen optages til fortsat behandling på grundlag af det afslåede krav.

Klageren har bl.a. anført

»Det kan ikke bestrides, at den fra fremlæggelsesskriftet kendte sten har en forud fastlagt brudzone (til deling af stenen), og at der i den ene flade er udsparet en tværgående fordybning, hvis dybde (nogle steder) overstiger 1/3 af stenens tykkelse. Det fremgår jo tydeligt af indledningen til krav 1 i fremlæggelsesskriftet, at »brudzonen« er frembragt og fastlagt ved hjælp af fordybningen. Uden fordybning var der ingen »brudzone«. Der er ikke tale om, at materialet i stenen mellem bunden af fordybningen og den anden flade er påvirket på nogen måde. Der er således i og for sig ikke tale om en »brudzone« men, som det er benævnt i den tyske tekst, en »Sollbruchzone«.

Fremlæggelsesskriftet viser altså ikke andet og mere end det, som er angivet i indledningen til nærværende ansøgnings krav (som affattet 10. juni 1980), nemlig at der i den ene flade findes en rille beregnet for knækket brud. Ud over dette angår den i fremlæggelsesskriftet angivne opfindelse, at rillen/fordybningen har varierende højde (for at undgå brud under transport). Dette har heller intet med den foreliggende opfindelse at gøre.'

Sagen har været behandlet i nævnets møde den 12. marts 1984. Klageren havde ikke ønsket at give møde.

Nævnet udtaler

Idet det af klageren overfor nævnet anførte ikke kan føre til andet resultat, tiltrædes det, at ansøgningen af de af patentdirektoratet anførte grunde er afslået,

hvorfor

bestemmes

Den påklagede afgørelse statdæstes.

J. Beyer. Grønning-Nielsen. F. Niordson. P. Terndrup Pedersen. S.A. Vørts.

Ingen

Ankenævnet stadfæstede direktoratets afgørelse, hvorefter en ansøgning om patent på en »formsten« ikke adskilte sig væsentligt fra kendt teknik.