Legislator Case Law & Legislation
W19846032525 DK

'Profilliste' adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1984 60325 Valid

»Profilliste« adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.

År 1984, den 27. marts afsagde patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen, P.F. Jensen, Niordson, Terndrup Pedersen) følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P. 8/88: Klage fra Schlegel GmbH.,

Forbundsrepublikken Tyskland,

v/patentbureau Hofman-Bang & Boutard

over

patentdirektoratets afgørelse af 3. februar 1982 af patentansøgning nr. 4583/74 efter indsigelse fra

Primo Plast A/S,

Tistrup,

v/Dansk Patent Kontor Aps.

Den 15. januar 1979 fremlagdes under nr. 139.239 en den 29. august 1974 indleveret ansøgning om patent på en »fortandet fodprofil for en profilliste«. Ansøgningen indeholdt 2 krav, der lød således

»1. Profilliste omfattende en hovedprofildel (1,2), der er indrettet til at kunne fastholdes i en holdenot, fortrinsvis i en træbyggedel, ved indpresning af hovedprofildelen, der har et skaft (1), som består af et hårdt formstof, og som på en side er fortandet til samvirke med en notflanke samt på den overfor liggende side er forsynet med et organ (4,7) til samvirke med den anden notflanke, k e n d e t e g n e t ved, at det på den anden side af skaftet beliggende organ (4,7) til samvirke med den overfor liggende notflanke er udformet blødt fjedrende.

2. Profiliste ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at det blødt fjedrende organ består af en læbe (4) af blødt elastisk materiale.«

Primo Plast A/S nedlagde indsigelse mod udstedelse af patent, idet selskabet gjorde gældende, at det siden 1962 havde fremstilet profillister af lignende art som de i ansøgningen angivne.

Ansøgeren indleverede derefter ved skrivelse af 7. november 1979 følgende eneste krav

»Profilliste omfattende en hovedprofildel (1,2), der er indrettet til at kunne fastholdes i en holdenot, fortrinsvis i en træbyggedel, ved indpresning af hovedprofildelen, der har et skaft (1), som består af et hårdt formstof, og som på en side er fortandet til samvirke med en notflanke samt på den overfor liggende side er forsynet med en læbe (4) til samvirke med den anden notflanke, k e n d e t e g n e t ved, at læben (4) er dannet af blødt elastisk materiale.«

Efter yderligere indlæg i sagen afslog patentdirektoratet i skrivelse af 3. februar 1982 ansøgningen med følgende begrundelse

»Fra den af indsigeren den 7. juni 1979 fremdragne folder, Special Profiler, Primo-Plast, Tistrup fra april 1973, kendes en profilliste (VB-63), der består af en hovedprofildel, der er indrettet til at kunne fastholdes i en holdenot ved indpresning af hovedprofildelen, der har et skaft, der består af formstof, og som på en side er fortandet til samvirke med en notflanke samt på den overfor liggende side er forsynet med en elastisk læbe til samvirke med den anden notflanke og af blødt materiale.

Endvidere kendes fra den ovennævnte folder en profilliste (VB-703) med en holdedel af hårdt formstof, hvilken holdedel på den ene side er forsynet med en læbe, der er dannet af blødt elastisk materiale.

Ifølge det præciserede krav af 7. november 1979 er en profilliste svarende til den ovennævnte kendte profilliste (VB-63), men med et skaft af hårdt formstof karakteriseret ved, at læben er af blødt, elastisk materiale, hvilket imidlertid må anses for nærliggende for en fagmand på baggrund af den ovennævnte kendte profilliste (VB-703), og kravet skønnes derfor ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 2. april 1982 indbragt for patentankenævnet.

I skrivelse af 13. august 1982 har klageren nedlagt påstand om, at den påklagede afgørelse omstødes, således at ansøgningen optages til fortsat behandling på grundlag af følgende nye krav

»Profilliste omfattende en hovedprofil (1,2), der er indrettet til at kunne fastholdes i en holdenot, fortrinsvis i en træbyggedel, ved indpresning af hovedprofildelen, der har et skaft (1), som på den ene side er fortandet til indgreb med en notflanke og på den anden side står i fast sammenhængende forbindelse med en læbe (4), der kan presse mod den anden notflanke, k e n d e t e g n e t ved, at skaftet (1) med tilhørende fortanding (2), består af et plastmateriale med relativ står hårdhed, medens læben (4), som i forbindelsesområdet (5) har et relativt stort tværsnit, består af et plastmateriale med væsentlig mindre hårdhed og med fleksible eller elastiske egenskaber.«

Klageren har bl.a. anført

»Det vil forstås, at opfindelsens primære formål er at opnå et stort toleranceområde og samtidigt sikre en stor holdekraft i hele dette område, således at profillisten kan anvendes i forbindelse med holdenoter af betydeligt varierende bredde.

For at opnå dette mål er det nødvendigt at anvende en kombination af tre foranstaltninger, nemlig følgende

1) Tænderne (skaftet med fortandingen) skal være af hårdt materiale, således at de kan presses ind i den ene notflanke uden at blive deformeret. Tænderne skal fungere som modhager og kan derfor ikke undværes.

2) Læben skal være af blødt materiale med fleksible eller elastiske egenskaber, hvorved der kan tilvejebringes et sideværts tryk, som - uanset, at dette under indpresningsfasen ikke behøver at være særlig stort - sikrer en fastlåsning af det hårde skaft med fortandingen mod notflanken.

3) Forbindelsesområdet mellem skaftet og læbestykket skal være udformet således, at læben kan bøjes eller deformeres inden for et relativt stort område og således udøve en passende kraft i sideværts retning i hele dette område.

Disse karakteristiske træk kan ikke udledes af den fremdragne folder, uanset, om man kombinerer illustrationerne af VB-63 med VB-703. Da profilen VB-63 (i henhold til indsigerens ændrede oplysninger) er af et blødt plastmateriale, er fortandingen også af et blødt materiale og vil derfor kunne deformeres med en ringe holdekraft til følge. Profilen VB-703 har ganske vist en hård eller stiv flig, men den er åbenbart helt glat på ydersiden uden nogen fortanding, og formålet med den kan derfor ikke være at sikre en fastlåsning af listen i en holdenot. Selv om man derfor kombinerede VB-63 og VB-703, ville man ikke kunne fremstille en profilliste, som kunne låses fast i en holdenot med rimelig stor holdekraft.

En gennemsnitsfagmand ville heller ikke uden videre finde på at give den stive flig en fortanding på ydersiden. Det ville endda ikke være tilstrækkeligt, eftersom den bløde læbe på grund af det smalle overgangsstykke til skaftdelen ikke ville tillade nogen rimelig tolerancebredde.«

Indsigeren har nedlagt påstand om, at den påklagede afgørelse stadfæstes, idet han har anført

»Som påpeget af patentdirektoratet i afslagsbegrundelsen af 3. februar 1982 var det forud for ansøgningens effektive indleveringsdag (profillisten VB-63) kendt at udforme profillister af nøjagtig den her omhandlede art med et skaft, der var ganske samme tværsnitsform som skaftet ved profillisten ifølge opfindelsen, men i modsætning til opfindelsen af et homogent materiale med samme hårdhed.

Når det endvidere tages i betragtning, at det længe forud for ansøgningens indleveringsdag var almindeligt kendt teknik at co-ekstrudere profillister af plastmaterialer således, at der opnås et profil med en hård krop (eller hovedprofildel) og en herfra udragende flig eller læbe af forholdsvis blødt materiale, hvilket den ligeledes under indsigelsen fremdragne profilliste VB-703 er et eksempel på, må det efter vor opfattelse være ganske nærliggende for fagmanden at gøre brug af denne co-ekstruderingsteknik, hvis han ønsker at fremstille en profilliste, der skal kunne optage forholdsvis store breddetolerancer i noten, idet det hertil vil være nødvendigt at anvende en endnu mere elastisk og eftergivelig holdelæbe end ved profillister, der anbringes i noter med nøjagtig ens dimensioner.

Hertil kommer, at opfindelsen er en nærliggende kombination af profillisterne ifølge tysk Gebrauchsmuster nr. 72.17306 og 19.38281. Kopier af disse skrifter er indleveret til direktoratet med vort indlæg af 19. marts 1980.

Tysk Gebrauchsmuster nr.1.938.281 viser således en profilliste med et skaft (12) af hårdt PVC-materiale og herfra udragende holdelæber (13) af blødt PVC-materiale. Det andet tyske Gebrauchsmuster nr. 72.17306 viser ligeledes en tætningsliste (9), hvor skaftet (8) er forsynet med fortandinger på flankerne. Dele af skaftet kan bestå af formstof med forsholdsvis stor hårdhed og andre dele af skafte kan bestå af formstof med forholdsvis ringe hårdhed (sidste tre linier i sidste afsnit på side 4). I Bundespatentgerichts afgørelse af 30. januar 1979 er der meget udførligt redegjort for sagsforløbet i ansøgerens tilsvarende tyske anmeldelse, og der er med henvisning til de to ovennævnte Gebrauchsmuster'e nøje redegjort for det endegyldige afslag, der netop er begrundet med manglende opfindelseshøjde.«

Med skrivelse af 29. februar 1984 indsendte klageren et forslag til nyt eneste krav.

Indsigeren protesterede i skrivelse af 2. marts 1984 imod, at dette krav blev lagt til grund for afgørelsen, dels fordi kravet indeholdt en udvidelse i forhold til det fremlagte, dels på grund af dets sene fremkomst.

Sagen har været behandlet i nævnets møde den 5. marts 1984.

For klageren mødte ingeniør G. Sundien.

For indsigeren mødte ingeniør L. Rørbøl og advokat Karen Dyekjær-Hansen.

Klageren frafaldt under hensyn til indsigerens protest det med skrivelse af 29. februar 1984 indsendte krav. Kravet af 13. august 1982 skulle lægges til grund for afgørelsen.

Klageren fremlagde prøver af profillister ifølge asøgningen og det modholdte.

Klageren forelagde sagen.

Indsigeren gjorde gældende, at kravet af 13. august 1982 indeholdt en utilladelig udvidelse derved, at listens skaft med tilhørende fortanding, der oprindelig var omtalt i kravets indledende del, er flyttet til kravets kendetegnende del.

Indsigeren henviste iøvrigt til hvad der kendtes fra de af ham fremdragne tyske brugsmønstre.

Nævnet udtaler

Den i ansøgningen omhandlede profilliste må anses for en for fagmanden nærliggende udvikling af de fra det af direktoratet modholdte og fra indsigerens tyske modhold kendte lister.

Idet profillisten således ikke findes at adskille sig væsentligt fra den kendte teknik, tages indsigerens påstand til følge,

hvorfor

bestemmes

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

J. Beyer. Grønning-Nielsen. P.F. Jensen. F. Niordson. P. Terndrup Pedersen.

Endelig adm. afgørelse 1984 60325 Valid

Ankenævnet fandt, at en ansøgning om patent på »en fortandet fodprofil for en profilliste« ikke adskilte sig væsentligt fra kendt teknik og stadfæstede dermed direktoratets afgørelse i en indsigelsessag.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →