Fremgangsmåde til fremstilling af kemisk stof adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.

Fremgangsmåde til fremstilling af kemisk stof adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.

År 1984, den 26. marts afsagde patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen, Franck, A. Holm, Ansgar Sørensen) følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P. 34/80

Klage fra

A/S Dumex (Dumex Ltd.)

København,

v/patentbureau Lehmann & Ree

over

patentdirektoratets afgørelse af 5. september 1980 af patentansøgning nr. 249/75 fra F. Hoffmann-La Roche & Co. Aktiengesellschaft,

Schweiz,

v/patentbureau Budde, Schou & Co.

Den 13. marts 1967 fremlagdes under nr.525 en den 16. september 1964 af F. Hoffmann-La Roche & Co. Aktiengesellschaft, Schweiz, indleveret ansøgning (nr. 4572/64) om patent på fremgangsmåde til fremstilling af 5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-oner eller syreadditionssalte deraf.

De fremlagte krav lød således

»1. Fremgangsmåde til fremstilling af 5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-oner med den almene formel

i hvilken R1 og R4 har samme eller forskellig betydning og betegner et hydrogenatom eller en højst 6 carbonatomer indeholdende alkylgruppe, R2 betegner et hydrogen- eller halogenatom, en nitro~ eller trifluormethylgruppe eller en højst 6 carbonatomer indeholdende alkyl- eller alkoxygruppe, R3, betegner et hydrogen~ eller halogenatom, en nitro-, cyan- eller trifluormethylgruppe eller en højst 6 carbonatomer indeholdende alkyl-, alkoxy-, alkylthio-, alkylsulfinyl- eller alkylsulfonylgruppe, og R5 og R6 betegner hydrogenatomer eller, såfremt R1 betegner et hydrogenatom, også tilsammen danner en yderligere binding mellem de tilknyttede atomer, eller syreadditionssalte deraf, k e n d e t e g n e t ved, at et aminoeddikesyrederivat med den almene formel

i hvilken R1, R2, R3 og R4 har den ovenfor angivne betydning, og R7 betegner en uforestret eller med en alkanol eller phenol forestret hydroxygruppe, cycliseres ved fraspaltning af vand eller en alkanol eller phenol, fortrinsvis ved opvarmning i et indifferent opløsningsmiddel, hvorpå den vundne 1,3,4,5-tetrahydro-5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-on, såfremt den er usubstitueret i 1-stillingen, om ønsket, ved behandling med et oxidationsmiddel, hvis oxidationspotential er større end 0,32 volt, oxideres til den tilsvarende 1,3-dihydro-5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-on, og den vundne 1,3,4,5-tetrahydro- eller 1,3-dihydro-5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-on, såfremt den er en base, om ønsket, omdannes til et syreadditionssalt deraf.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at oxidationen udføres med et metaloxid eller metalsalt med en elektrokemisk valens af metallet, som er højere end metallets normale almindelige valens.«

Efter at klageren i denne sag, A/S Dumex (Dumex Ltd.) havde modholdt en artikel af Bell et al i Journal of Organic Chemistry, Vol. 27 (1962) s. 562-66 og en artikel af Sternbach og Reeder i samme tidsskrift, Vol. 26 (1961), s. 4936-41, gav patentkommissionen ved skrivelse af 1. december 1971 afslag på ansøgningen, idet kommissionen bl.a. udtalte

».... en organisk kemiker ved, at tilbøjeligheden til dannelsen af ringformige strukturer aftager fra fem- til syvleddede ringe, men der er ikke nogen brat nedgang ved overgangen fra seks- til syvleddede ringe. Tværtimod foregår også dannelse af seks- og syvleddede ringe - som tidligere herfra anført - i almindelighed let ved opvarmning eller syre- eller basekatalyse, jfr. de tidligere herfra ved skrivelse af 22. januar 1969 fremdragne litteratursteder. Til belysning heraf kan det anføres, at seks- og syvleddede ringe, der er analoge med de ved fremgangsmåden ifølge ansøgningen dannede, dannes spontant og i næsten kvantitativt udbytte. For eksempel kan 4-(o-aminophenyl)-smørsyre ikke isoleres som fri syre, da den ringslutter spontant til den syvleddede lactam »homohydrocarbostyril«

En organisk kemiker kan derfor - som tidligere herfra anført - ikke på forhånd have grund til at antage, at ringslutning af en given forbindelse til en syvleddet ring ikke skulle være mulig, og følgelig er det en rutinemæssig opgave at undersøge, om den er mulig, og i bekræftende fald at finde frem til de optimale betingelser for ringslutningen; at anstille et forsøg kræver ingen opfinderisk ide, og da et positivt resultat ikke kan betragtes som uventet eller overraskende, kan det ikke danne grundlag for patent.

Vedrørende det i Deres skrivelse af den 20. september 1971 forklarede kan det anføres, at den ved fremgangsmåden ifølge ansøgningen anvendte udgangsforbindelse ikke slet og ret er et derivat af benzylglycin, men et sådant, der i orthostilling har en -NHR~ gruppe. Medens der ved benzylglycin alene kan forventes en intermolekylær kondensation, vil enhver fagmand forvente, at der ved benzylglycinderivater, der i ortho-stillingen har en sådan -NHR- gruppe, kan ske en intramolekylær kondensation i stedet for en intermolekylær kondensation.'

Denne afgørelse begærede F. Hoffman-La Roche & Co. ved skrivelse af 22. januar 1972 prøvet af en særlig kommission, der den 29. januar 1975 stadfæstede patentkommissionens afgørelse i henhold til dens grunde med den bemærkning, at det må være nærliggende for en fagmand, at antage, at der ved benzylglycinderivater, der i ortho-stillingen har en -NHR- gruppe, kan ske såvel intra- som intermolekylær kondensation, uden at det kan forudsiges hvilken af de to mulige kondensationer, der vil dominere.

Umiddelbart før denne afgørelse - den 27. januar 1975 - havde ansøgeren indsendt en af den oprindelige ansøgning afdelt ansøgning (nr. 249/75) om patent på en fremgangsmåde til fremstilling af 1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl-

2H-1,4-benzodiazepin-2-on derivater eller syreadditionssalte deraf. Ansøgningen, der under nr. 135.841 fremlagdes den 4. juli 1977, indeholdt følgende 2 krav

»1. Fremgangsmåde til fremstilling af 1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl~

2H-1,4-benzodiazepin-2-on-derivater med den almene formel

i hvilken R1 og R4 hver for sig betegner hydrogen eller en alkylgruppe med 1-4 carbonatomer, R2 betyder hydrogen, halogen, nitro eller trifluormethyl, og R3 betyder hydrogen, halogen, nitro eller cyano, eller syreadditionssalte deraf, k e n d e t e g n e t ved, at man intramolekylært kondenserer en forbindelse med den almene formel

i hvilken R1, R2, R3 og R4 har den ovenfor angivne betydning, i nærværelse af et indifferent organisk opløsningsmiddel ved opvarmning til en temperatur mellem 80 og 300 graderC, fortrinsvis 80-200 graderC, hvorefter den fremkomne forbindelse om ønsket dannes til et syreadditionssalt med en syre.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1 til fremstilling af 7-chlor-1-methyl-1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl-

2H-1,4-benzodiazepin-2-on, k e n d e t e g n e t ved, at man bringer 2-(1-(2-methylamino-5-chlorphenyl)

-1-phenylmethylamino)-eddikesyre til omsætning.«

Det anføres i beskrivelsen

Af det hollandske patentskrift nr. 123.599 fremgår det, at en del af de af den almene formel I omfattede forbindelser hidtil kun har kunnet gøres tilgængelige ved katalytisk reduktion af tilsvarende forbindelser, der i 4,5-stilling indeholder en dobbeltbinding. Forbindelser med formlen I, i hvilken R3 f.eks. står for en nitro~ eller en cyanogruppe, kan imidlertid på grund af disse gruppers reaktivitet over for katalytisk aktiveret hydrogen ikke fremstilles efter den omtalte fremgangsmåde. Der forelå således et behov for at kunne fremstille forbindelserne med den almene formel I direkte ud fra ikke-heterocycliske forbindelser og derved at gøre denne samlede klasse forbindelser tilgængelig på en enkel måde.

I J. Org. Chem., 26, 4936-41 (1961) og J. Org. Chem., 27, 562-66 (1962) er der ganske vist beskrevet en ringslutning af N-(2-amino-5-chlor-benzhydryliden)

-glycin-N-oxid, men denne reaktion kan imidlertid ikke overføres til anvendelse på et tilsvarende udgangsmateriale, som ved glycin-nitrogenet ikke indeholder nogen reaktivitets-blokerende gruppe, f.eks. et N-oxid-oxygenatom, eftersom det fra J. Chem. Soc., London, 65, 187 (1894) er kendt, at der sker en let forløbende intermolekylær kondensation af sådanne glycinderivater uden beskyttelsesgruppe under dannelse af tilsvarende diketopiperaziner.

Ved forsøg på at oxidere 2-(1-(2-amino-5-chlorphenyl)-1-phenyl-methylamino)-eddikesyre til den tilsvarende Schiff'ske base, nemlig forbindelsen 2-(1-(2-amino-5-chlorphenyl)- 1-phenyl-methyl-amino)-eddikesyre, blev det tilfældigt fastslået, at en ringe del af udgangsmaterialet allerede ved en intramolekylær kondensation var omdannet til en tetrahydrobenzodiazepin. Dette eksperimentelle resultat var uventet, fordi man også i dette tilfælde snarere måtte regne med en diketopiperazin-dannelse som sidereaktion.'

Klageren i denne sag nedlagde tillige indsigelse imod denne ansøgning, idet klageren gjorde gældende, at den nye patentansøgning ikke opfylder betingelserne for at blive betragtet som en afdelt ansøgning, og at patentdirektoratet er bundet af den af den særlige patentkommission den 29. januar 1975 trufne afgørelse. Klageren gjorde endvidere gældende, at ansøgningen i hvert fald ikke indeholder noget patenterbart, når henses til, hvad der kendes fra de artikler, der blev fremdraget under den oprindelige patentansøgnings behandling.

Efter skriftveksling mellem indsiger og ansøger besluttede patentdirektoratet ved skrivelse af 5. september 1980 at udstede patent, idet direktoratet afviste indsigelsen med følgende begrundelse

»Ansøgningen kan med rette anses for afdelt af ans. nr.4572/64, idet der er en ubrudt kontinuitet mellem den og stamansøgningen, og hele indholdet deraf kan betragtes som en del af stamansøgningens basisdokumenter, jfr. i øvrigt patentbestemmelserne § 16, pkt.A, og idet den afdelte ansøgning er indkommet inden stamansøgningen er blevet endelig afgjort ved den særlige kommissions afslag.

Den i ansøgningen omhandlede fremgangsmåde findes ikke på baggrund af det i stamansøgningen fremførte og fremdragne, og hvortil De henviser i Deres indsigelsesbegrundelse, at være nærliggende for en fagmand, idet de i J. Org. Chem., 26, 4936 (1961) og ibid. 27, 562 (1962) beskrevne ringslutninger under dannelse af benzodiazepinderivater foregår med forbindelser, hvor det ikke-aromatisk bundne nitrogenatom er blokeret ved oxiddannelse, samt under gunstigere steriske forhold.

På baggrund af de to i ansøgerens udgangsmateriale tilstedeværende nitrogenatomers store baciditetsforskel og det forhold, at ingen af aminogrupperne er protoniserede, ville en fagmand primært forvente en intermolekylær kondensation, idet en acylering af det mest basiske aminonitrogenatom foregår lettest, jfr. Houben-Weyl, Methoden der Organischen Chemie, vol. XI/2, p. 3 (1958).

Når hertil kommer, at det vides, at dannelsen af 7-leddede ringe ikke foregår særlig let eller foregår med små udbytter, jfr. f.eks. Berichte 63, 1308 (1930), E.L. Eliel, Stereochemistry of Carbon Compounds, p. 198-199, McGraw-Hill Book Co., Inc., NY (1962) samt ansøgerens redegørelse for den i Berichte 32, 1271 (1899) beskrevne ringsutning af -aminocapronsyre (se ansøgerens skrivelse i stamansøgnigen af 18. april 1969 side 2-4), må det på ansøgningens indleveringsdag betegnes som overraskende og uventet for en fagmand, at den i ansøgningen omhandlede intramolekylære kondensation forløber med godt udbytte.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 5. november 1980 indbragt for patentankenævnet med påstand om principalt at patentdirektoratet tilpligtes at anerkende, at det har været uberettiget til at acceptere ansøgning nr. 249/75 som en af ansøgning nr. 4572/64 afdelt patentansøgning,

subsidiært at patentdirektoratet tilpligtes at anerkende, at patentansøgning nr. 249/75 ikke omhandler en patenterbar opfindelse.

Ansøgeren har i skrivelse af 6. februar 1981 nedlagt påstand om, at den påklagede afgørelse stadfæstes.

Klageren har til støtte for sin principale påstand anført, at en sammenligning af krav 1 i stamansøgningen nr. 4572/64 med krav 1 i den foreliggende afdelte ansøgning nr. 249/75 viser, at der i denne sidstnævnte ansøgning for så vidt angår definitionerne af substituenterne i slutproduktet og udgangsmaterialerne blot er foretaget en begrænsning af antallet af carbonatomer i de omhandlede grupper dvs. i alkylgrupperne i definitionerne af R1 og R4 eller en udeladelse af speciele substituenter, medens alle væsentlige substituentdefinitioner er blevet opretholdt. Med hensyn til reaktionsforløbet gør klageren gældende, at der alene er foretaget sproglige omformuleringer, der hovedsagelig er en direkte følge af, at definitionerne af substituenterne er blevet begrænset, medens der for så vidt angår reaktionsbetingelserne alene er sket en begrænsning til sådanne betingelser, som det for en fagmand ville være indlysende at anvende ved en reaktionstype af den omhandlede art.

Klageren har om dette spørgsmål sammenfattende gjort gældende, at den opfindelse, der er karakteriseret i fremlæggelsesskrift nr. 135.841 reelt er den samme som den opfindelse, som Patentkommissionen og De Særlige Patentkommissioner ikke fandt patenterbar under behandlingen af stamansøgningen nr. 4572/64.

Klageren har til støtte for sin subsidiære påstand anført, at det fremgår af fremlæggelsesskrift nr. 135.841 og sagens akter iøvrigt, at 1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl-

2H-1,4-benzodiazepin-2-oner var til dels kendte forbindelser i 1964, men at der forelå behov for at fremstille dem direkte ud fra ikke-heterocycliske forbindelser, dvs. ved intramolekylær ringslutning. Af tre forskellige forhold, benævnt A, B og C, måtte det anses som nærliggende for fagmanden, at undersøge muligheden for ringslutning ved at etablere en binding i 1,2-stillingen. Således påpeges det (A) at den kemiske binding der etableres, er en velkendt amidbinding, (B) at den omvendte reaktion er kendt og beskrevet, og (C) at en analog ringslutnig var kendt fra J. Org. Chem. 27, p. 563 (1962).

For at undersøge, om problem og løsning falder ind under den almindelige fagmandsviden på ansøgningsdagen underkaster klageren flg. 4 punkter en nærmere granskning: 1) Den kemiske reaktion, 2) reaktionsevnen af de implicerede funktionelle grupper, 3) dannelsen af den 7-leddede ring og 4) muligheden for andre reaktionsprodukter. Det konkluderes, at der antagelig hersker fuld enighed mellem parterne og patentdirektoratet vedrørende punkterne 1 og 2, hvorimod klagerne for så vidt angår punkt 3 ikke kan tilslutte sig patentdirektoratets opfattelse i skrivelse af 5. september 1980, hvor det anføres, at dannelsen af 7-leddede ringe ikke foregår særligt let eller foregår med små udbytter. Til støtte for sine synspunkter refererer klageren bl.a. til flg. litteratur, hvor dannelse af analoge 7-leddede ringe er beskrevet ved en tilsvarende ringslutning (J.A.C.S. 77, 5388 (1955); ibid 71, 1985 (1949) og Berichte 63, 1308 (1930)). Yderligere anføres, at det omhandlede benzodiazepin ringsystem var særdeles grundigt undersøgt af mange kemikere siden 1958, og klageren finder det vanskeligt at forestille sig, at gennemsnitsfagmanden skulle have nogen fordomme mod eller anse det for overraskende at fremstille ringsystemer af benzodiazepintypen. Ligeledes ses det ikke, at de steriske forudsætninger for ringslutning af ansøgerens 2-aminobenzhydrylglyciner er dårligere end de forudsætninger, der findes ved den velbeskrevne ringslutning af 2-aminophenyl-smørsyre (Berichte 63, 1308 (1930)).

Vedrørende punkt 4 er den eneste alternative mulighed, der er nævnt i den foreliggende sag den intermolekylære reaktion, hvor glycins carboxylsyre reagerer med den alifatisk bundne aminogruppe i et andet glycinmolekyle under dannelse af diketopiperazin i stedet for med den aromatisk bundne aminogruppe. Som begrundelse for, at denne reaktion kan forekomme er nævnt, at aminogruppen i glycin er langt mere basisk (indtil 5 tierpotenser) end den aromatisk bundne aminogruppe. Klageren citerer her patentdirektoratets begrundelse for afvisning af indsigelsen ».. idet en acylering af det mest basiske aminonitrogen som regel foregår lettest«. Klageren mener dog at kunne konstatere, at reglen åbenbart kan have vigtige undtagelser. Således bemærkes, at glycinmethylester dimeriserer til diketopiperazin allerede ved stuetemperatur (Houben-Weyl 11/2 p. 379 - 80), men at frie aminosyrer, som anvendes i nærværende ansøgning, først dimeriserer ved væsentlige højere temperaturer. Den ovenfor nævnte 2-aminophenylsmørsyre undergår derimod den intramolekylære ringslutning under noget mildere betingelser. En del anderledes bliver forholdet, når man som det er tilfældet ved den omhandlede fremgangsmåde, substituerer glycinnitrogenatomet med en benzhydrylgruppe og den relative basicitet er herefter ikke længere den eneste faktor, der skal vurderes. Det anføres, at det på ansøgningstidspunktet var kendt, at indførsel af en benzylgruppe på nitrogenatomet i glycin hæmmer en intermolekylær reaktion (Berichte 45, 314 (1912)), samt at en fagmand kan slutte, at indførsel af den sterisk mere hindrende benzhydrylgruppe, som i ansøgerens tilfælde, vil give en yderligere stabilisering. Det konkluderes, at ansøgerens frygt for »at 2-aminobenzhydrylglyciner vil kondensere intermolekylært i stedet for intramolekylært« ikke er reel. Endelig påpeges, at det var kendt fra engelsk patent nr. 1.067.745, at intramolekylær ringslutning af N(2-amino-5-chlorophenylbenzyl)glycin let opnås ved opvarmning med fortyndet mineralsyre. Under disse omstændigheder er det basiske nitrogenatom protoniseret, og problemer med intermolekylær reaktion kan derfor nemt undgås ved at gennemføre den omhandlede ringslutning i fortyndet mineralsyre.

Klageren mener herefter, at det er en rutinemæssig opgave, at anstille forsøg for at konstatere, om den intramolekylære ringslutning til dannelse af en 7-leddet ring er mulig og i så fald at bestemme de betingelser, herunder temperaturbetingelser og reaktionsmedium, hvorunder ringslutningen vil være den dominerende.

Ansøgeren har for så vidt angår klagerens principale påstand henholdt sig til patentdirektoratets begrundelse for at anse ansøgningen for med rette at være afdelt af ans. nr. 4572/64.

Ansøgeren har med henvisning særlig til klagerens punkt 3 gjort gældende, at intet af de anførte litteratursteder kan betyde, at fremgangsmåden ifølge opfindelsen, må betegnes som en analogimetode, fordi der i alle tre tilfælde er tale om udgangsstoffer, som helt adskiller sig fra ansøgerens udgangsstof ifølge opfindelsen, og dette hvad enten man ser på de stereokemiske forhold og/eller på det manglende andet, stærkere basiske reaktionscentrum. Videre anfører ansøgeren, at han ikke har hævdet, at der på ansøgningstidspunktet skulle have eksisteret en generel fordom mod dannelsen af 7-leddede ringe, men derimod, at der eksisterede en fordom i den forstand, at dannelsen af 7-leddede ringe ved mulighed for andre reaktionsforløb ikke ville forløbe let og kun med ringe udbytter.

I forbindelse med klagerens punkt 4 udtaler ansøgeren særligt, at acylering af glycinnitrogenatomet snarere end acylering af anilinnitrogenet er at forvente på grund af den store basicitetsforskel. Klagerens henvisning til Houben-Weyl menes blot at berøre nogle speciele undtagelsestilfælde som ikke ændrer gyldigheden ved den almene regel, og citatet fra Houben-Weyl kan således ikke benyttes til at imødegå ansøgerens udsagn om, at fagverdenen på forhånd ville have ventet et ganske andet reaktionsforløb ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen. Ansøgeren diskuterer videre de af klageren fremdragne eksempler, men divergerer stærkt i fortolkningen af forsøgsresultaterne vedrørende den lethed, hvorved glycin intermolekylært dimeriserer. I forbindelse ned spørgsmålet om benzhydrylgruppen som sterisk hindrende mener ansøgeren ikke, at det fremgår af litteraturen, at benzhydrylgruppen skulle virke hæmmende på en intermolekylær reaktion. Sammenfattende angiver ansøgeren, at ingen af de af klageren fremdragne modhold ved en korrekt vurdering tilfører sagen noget nyt med hensyn til vurderingen af fremgangsmåden ifølge opfindelsen. Tværtimod er klagerens konklusioner i det væsentlige irrelevante, eftersom de bygger på urigtige præmisser.

Ansøgeren bemærker endelig, at det af klageren modholdte britiske patent nr. 1.067.745 er efterpubliceret og således totalt må lades ude af betragtning.

Sagen har været behandlet i nævnets møde den 6. februar 1984.

For klageren mødte civilingeniør Iver Kyed og advokat N. Fisch-Thomsen.

For ansøgeren mødte civilingeniør Gunnar Lind og højesteretssagfører Mogens Plesner.

På klagerens foranledning var fremlagt en af professor ved Københavns Universitet, dr.phil Ole Buchardt udarbejdet redegørelse af 5. november 1980 for den i ansøgningen omhandlede ringslutning og analoge reaktioner. Professor Buchardt var mødt.

Nævnet anså det for mest hensigtsmæssigt, at klagerens principale påstand blev taget under påkendelse særskilt og parterne procederede denne del af sagen.

Efter rådslagning blev det tilkendegivet parterne, at nævnet må mene, at ansøgningen med rette er afdelt af stamansøgningen, hvorfor klagerens principale påstand ikke kunne tages til følge.

For ansøgeren stillede højesteretssagfører Plesner spørgsmål til professor Buchardt på grundlag af dennes redegørelse.

Parterne procederede sagen på grundlag af klagerens subsidiære påstand.

Nævnet skal udtale.

Det tiltrædes, at ansøgningen af de af patentdirektoratet anførte grunde er anset som afdelt af ansøgning nr. 4572/64, hvorfor klagerens principale påstand ikke kan tages til følge.

For så vidt angår klagerens subsidiære påstand, bemærkes, at det fremgår af den faglige litteratur fra før 1964, at 7-leddede lactamer kunne fremstilles ved en intramolekylær ringslutning med større eller mindre lethed varierende fra små til relativt høje udbytter. Med ansøgerens 2-aminobenzhydrylglyciner er der på forhånd mulighed for denne reaktion, men også for den alternativ intermolekylær diketopiperazindannelse. Sidstnævnte reaktion er begrundet i tilstedeværelsen af det stærkere basiske glycinnitrogen udover det for lactamdannelsen nødvendige 2-aminonitrogen. Ved et forsøg på vurdering af hvilken af de to reaktioner der vil indtræde, skal der imidlertid ikke blot tages hensyn til de to nitrogenatomers relative basicitet, men også til steriske effekter, som substitution af glycinnitrogenet med en benzhydrylgruppe medfører. En sådan sterisk hindrende gruppe vil i væsentlig grad kunne hæmme den intermolekylære diketopiperazindannelse, hvorimod den intramolekylære benzodiazepinondannelse ikke er direkte påvirket heraf.

Nævnet må mene, at en fagmand ikke på forhånd kunne afgøre, hvilken af de to reaktioner, der ville indtræde med ansøgerens udgangsmateriale. Der bestod derfor ikke nogen fordom mod at forsøge at gennemføre den i ansøgningen omhandlede ringslutningsreaktion, og det kan ikke anses for overraskende, at den kunne lykkes.

Den ansøgte fremgangsmåde må herefter anses for et resultat af et for fagmanden nærliggende udviklingsarbejde, der ikke adskiller sig væsentligt fra den kendte teknik.

Klagerens subsidiære påstand tages til følge

hvorfor

bestemmes

Ans.nr. 249/75 afslås.

J. Beyer. Grønning-Nielsen. E. Franck. A. Holm. Ansgar Sørensen.

Ingen

Fremgangsmåde til fremstilling af kemisk stof anset som nærliggende for en fagmand og adskilte sig dermed ikke væsentligt fra kendt teknik.