Brancheforeningsvedtagelser (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
§ 6 i de kollegiale vedtægter er sålydende
»Medlemmerne må ikke deltage i licitation eller lignende honorarkonkurrence om udførelse af arbejder, der kræver beskikkelse som landinspektør. Et medlem af Praktiserende Landinspektørers Forening, der får kendskab til sådanne udbud, skal snarest indberette dette til bestyrelsen for sin forening.«
Klagerne har nedlagt påstand om, at tilsynets pålæg ophæves.
Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 2. april 1982, 15. april og 28. november 1983 fra klagerne og i indlæg af 31. august 1983 fra monopoltilsynet. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.
Sagen har været behandlet på nævnets møder den 5. og 16. april 1984. På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig. Den danske Landinspektørforening var repræsenteret ved advokat Niels Fisch-Thomsen.
Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 5. april 1983 fra monopoltilsynet til højesteretssagfører Bent Jacobsen
»I forbindelse med en klage over den af Den danske Landinspektørforening i 1981 indførte bestemmelse i § 6 i foreningens kollegiale vedtægter om forbud mod medlemmers deltagelse i licitation har monopoltilsynet meddelt foreningen, at man finder, at et sådant forbud er i strid med monopollovens bestemmelser.
Under sagens behandling har foreningen erklæret sig villig til i vedtægterne at indføje følgende modifikation i forbudet mod deltagelse i licitation
»Foranstående bestemmelse finder ikke anvendelse med hensyn til større vejudskillelsesarbejder vedrørende bestående veje og andre større sager af ganske tilsvarende karakter, for hvilke der ikke foreligger faste takster, på betingelse af
at der foreligger et kvalificeret og fyldestgørende udbudsmateriale, der tager hensyn til de krav, der fra Matrikeldirektoratets side stilles til matrikulære arbejders udførelse, og
at det i udbudet direkte anføres, at de givne tilbud kun dækker selve det beskrevne vejudskillelsesarbejde, således at behandlingen af juridisk-matrikulære opgaver, herunder skelproblemer, der opstår under arbejdets udførelse, uden at forbehold fra den tilbudsgivende landinspektørs side er nødvendigt, vederlægges særskilt efter landinspektørernes almindelige honorarregler.
I disse tilfælde kan et medlem deltage i licitation eller lignende honorarkonkurrence, når Praktiserende Landinspektørers Forening på forhånd har godkendt det foreliggende udbud som foreneligt med de forannævnte krav.«
Dette forslag blev forelagt monopolrådet, som vedtog, at man kunne acceptere forbudet mod deltagelse i licitation under forudsætning af, at bestemmelsen i andet punktum i vedtægternes § 6, stk. 1, blev ophævet, og at sidste stykke i den foreslåede modifikation udgår.
Under de forhandlinger, som herefter fandt sted i henhold til monopollovens § 11, meddelte foreningen, at den ikke ønskede at gennemføre de af monopolrådet ønskede ændringer.
Monopoltilsynet meddeler herefter i henhold til monopollovens § 12, stk. 2, Den danske Landinspektørforening pålæg om senest den 1. maj 1983 at ophæve § 6 i foreningens kollegiale vedtægter.'
Om baggrunden for sagen er det oplyst, at spørgsmålet om foreneligheden af forbudsbestemmelsen i vedtægternes § 6 med monopolloven blev rejst over for tilsynet af Skjern kommune, efter at kommunen i sommeren 1980 havde forsøgt at udbyde matrikulære arbejder ved udskillelse af offentlige vejarealer i licitation, men var blevet afvist af foreningen.
På baggrund af de af tilsynet indhentede udtalelser under sagens behandling fra vejdirektoratet, matrikeldirektoratet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og firmaet Topomatic meddelte foreningen v/højesteretssagfører Bent Jacobsen i skrivelse af 10. november 1982 monopoltilsynet, at foreningen ville erklære sig villig til at foreslå § 6 udbygget med et stk. 2 således
»Stk. 2. Foranstående bestemmelse finder ikke anvendelse med hensyn til større vejudskillelsesarbejder vedrørende bestående veje og andre større sager af ganske tilsvarende karakter, for hvilke der ikke foreligger faste takster, på betingelse af
at der foreligger et kvalificeret og fyldestgørende udbudsmateriale, der tager hensyn til de krav, der fra Matrikeldirektoratets side stilles til matrikulære arbejders udførelse, og
at der i udbudet direkte anføres, at de givne tilbud kun dækker selve det beskrevne vejudskillelsesarbejde, således at behandlingen af juridisk-matrikulære opgaver, herunder skelproblemer, der opstår under arbejdets udførelse, uden at forbehold fra den tilbudsgivende landinspektørs side er nødvendigt, vederlægges særskilt efter landinspektørernes almindelige honorarregler.
I disse tilfælde kan et medlem deltage i licitation eller lignende honorarkonkurrence, når Praktiserende Landinspektørers Forening på forhånd har godkendt det foreliggende udbud som foreneligt med de forannævnte krav.«
Sagen blev herefter behandlet af monopolrådet på dets møde den 19. januar 1983.
Rådet fandt, at vedtægternes § 6 selv i den udbyggede form ville medføre de i monopollovens § 11, stk. 1, nævnte urimelige virkninger. Rådets afgørelse indebar, at direktoratet bemyndigedes til i medfør af monopollovens § 11, stk. 1, at optage forhandlinger med Den danske Landinspektørforening om ændring af udkastet til § 6, således at § 6, stk. 1, 2. pkt., om medlemmers pligt til indberetning til foreningen, og § 6, stk. 2, sidste afsnit, om foreningens forhåndsgodkendelse, ophævedes, samt at udkastet omformuleredes, således at medlemmers ret til at deltage i licitation ikke fremstod som en undtagelsesbestemmelse.
Såfremt forhandlingerne ikke førte til noget resultat, bemyndigedes direktoratet til at meddele foreningen pålæg herom i medfør af monopollovens § 12, stk. 2.
Direktoratet optog herefter forhandlinger med landinspektørforeningen om en ændring af de nævnte bestemmelser. Under forhandlingerne frafaldt tilsynet kravet om, at bestemmelsen omformuleredes således, at medlemmers ret til at deltage i licitation ikke fremstod som en undtagelsesbestemmelse. Foreningen ønskede imidlertid ikke at foretage de krævede ændringer i udkastet, hvorefter direktoratet ved den påklagede skrivelse af 5. april 1983 meddelte foreningen pålæg om ophævelse af vedtægternes § 6.
Klagerne har til støtte for deres påstand indledningsvis anført, at monopoltilsynets pålæg retter sig imod forbudet mod licitation, uanset at der var opnået forligsmæssig enighed om det materielle indhold i sagen baseret på matrikeldirektoratets udtalelse, som gik ud på et forbud mod licitation med undtagelse for større vejudskillelsesarbejder vedrørende bestående veje. Denne enighed fandt udtryk i udkastet til vedtægtsændring, hvilket monopolrådet for så vidt angår det materielle indhold tilsluttede sig.
Grunden til at sagen er indbragt for monopol-ankenævnet skyldes ikke uenighed om det materielle indhold, men uenighed om visse procedurespørgsmål til sikkerhed for, at grænsedragningen mellem forskellige former for landinspektørarbejder i relation til licitation kan administreres rigtigt og effektivt. Foreningen ønskede § 6, stk. 1, 2. pkt., om indberetningspligt samt udkastets § 6, stk. 2, sidste afsnit, om foreningens forhåndsgodkendelse opretholdt, hvorimod tilsynet ønskede disse slettet.
Tilsynets pålæg om ophævelse af § 6 er efter klagernes opfattelse ugyldigt, idet det ikke er i overensstemmelse med monopolrådets afgørelse. Pålægget findes endvidere at måtte ophæves af materielle grunde, da forbudet mod licitation er sagligt rigtigt for at opretholde en høj faglig kvalitet. Forbudet findes således ikke i strid med monopolloven.
Da tilsynet har forkastet kautelerne betragter klagerne sig fri fra forliget og indtager herefter principalt det standpunkt, at licitationsforbudet bør opretholdes. Subsidiært finder klagerne, at det af foreningen foreslåede udkast med kautelerne bør anerkendes.
En licitation har kun mening, dersom udbudsmaterialet giver en fyldestgørende og kvalificeret beskrivelse af de ønskede arbejdsydelser. Klagerne har herved bl.a. henvist til § 2 i Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed. Dersom disse forudsætninger ikke opfyldes, vil dette let få uheldige konsekvenser.
Landinspektørarbejdet, der efter kontrol i matrikeldirektoratet skal resultere i en registrering, skal af hensyn til denne registrering nødvendigvis være udført med den største omhu og være gennemført til bunds. Samtidig er det umuligt før arbejdets påbegyndelse at danne sig en blot nogenlunde sikker mening om, hvilket omfang arbejdet vil få. Der vil altid - enten under selve arbejdet eller som følge af matrikeldirektoratets kontrol - opdukke problemer, der kræver yderligere arbejde af forskellig art og af uforudseeligt omfang. Denne særegenhed ved landinspektørarbejdet gør licitationsformen ganske uegnet. Hvis landinspektøren på grund af sit kendskab til den ret væsentlige sandsynlighed for, at ukendte problemer vil dukke op, i sit tilbud tager hensyn til risikoen herfor, og det derefter viser sig, at det pågældende arbejde ikke bliver væsentligt kompliceret med uforudsete opgaver, vil den ved licitationen fastsatte betaling være for høj og således i strid med de af monopoltilsynet godkendte takster. Undlader landinspektøren ved licitationen at tage hensyn til denne risiko for, at yderligere arbejde og uventede problemer dukker op, vil den nødvendige merudgift ved den fagligt rigtige udførelse af sådanne arbejder kunne være økonomisk ødelæggende, og dette skaber en alvorlig risiko for, at landinspektøren søger at begrænse sit tab ved at gå lettere hen over opgaverne end det er fagligt forsvarligt.
Denne særegenhed ved landinspektørarbejdet er grundlaget for klagernes betænkelighed ved licitation, dersom foreningen ikke får kompetence til at påse, at udbudsbetingelserne er opfyldt. Inden for byggeriet vil betingelserne være opfyldt, da udbudsmaterialet sædvanligvis er omhyggeligt udarbejdet gennem måneder.
Landinspektørers arbejde omfatter såvel tekniske som matrikulære arbejder. De tekniske arbejder vil kunne forudses i udbudsmaterialet, men det kan de matrikulære ikke, og det er derfor alene de matrikulære arbejder, der omfattes af udkastets godkendelsesbestemmelse.
Det er karakteristisk for landinspektørers arbejde, at det udføres under et dobbelt ansvar: et professionsansvar og et offentligretligt ansvar. Landinspektører har pligt til at reagere ved uoverensstemmelser mellem registreringer i matrikeldirektoratet og forhold i marken. Landinspektører er i denne henseende repræsentanter for matrikelvæsenet. I EF-regie betragtes landinspektørers virksomhed som udøvelse af offentlig myndighed. For denne offentligretlige side af arbejdet får landinspektører ikke vederlag fra matrikeldirektoratet, men må indregne vederlaget i honoraret fra klienten. Da det som nævnt ikke er muligt at forudse, hvilke matrikulære problemer, der vil rejse sig, og da dette vil medføre, at der enten indregnes et risikotillæg i tilbudet eller at registreringsarbejdet forringes til skade for matrikeldirektoratet, finder klagerne, at licitationsforbudet må opretholdes.
Matrikeldirektoratet, der er den øverste faglige instans, har i udgangspunktet også erklæret sig enig med klagerne i, at matrikulære arbejder ikke er egnede til licitation. Klagerne har herved henvist til følgende afsnit i matrikeldirektoratets skrivelse af 24. juni 1982 til monopoltilsynet
»Matrikulære arbejder har en særlig karakter, idet de danner grundlag for matriklens registrering af landets ejendomme og af de forandringer, der sker ved udstykning m.v. Matriklens oplysninger er samtidig grundlaget for tinglysnings- og vurderingsregister m.m. Der henvises til gældende regler i landinspektørlovens bestemmelser (lovbekendtgørelse nr. 390 af 12-7-1977) og til udstykningslovens og udstykningsbekendtgørelsens forskrifter (lovbekendtgørelse nr. 6 af 7-1-1977 og bekendtgørelse nr. 129 af 23-3-1982).
I matrikulære arbejder indgår både tekniske arbejder i form af opmåling, beregninger og kortarbejde m.v. og juridisk-matrikulære opgaver i forbindelse med skelbestemmelse, herunder afsætning af ældre skel og afholdelse af egentlige skelsætningsforretninger. De juridisk-matrikulære dele af arbejdet omfatter også stillingtagen til vejrets- og servitutforhold, behandling af matrikulære sager i forhold til arealanvendelseslovgivningen og rådgivning af klienter og naboejere.
Det vil ikke altid være muligt på forhånd at vide, hvilke arbejder der skal udføres, idet f.eks. problemer omkring afsætning af ældre skel og eventuel berigtigelse af matriklens dokumenter i visse tilfælde først vil vise sig i forbindelse med de øvrige arbejders udførelse og i givet fald også vil påvirke omfanget af de tekniske arbejder.
Det kan i øvrigt oplyses, at det matrikulære arbejde i Danmark i forbindelse med overvejelser om fri etableringsret inden for EF-området har været karakteriseret som udøvelse af en form for offentlig myndighed.
Direktoratet frygter at anvendelse af licitationsprincippet vil kunne føre til nedsættelse af kvaliteten af matrikulære arbejder. Direktoratets kontrol af landinspektørernes arbejde omfatter ikke en markkontrol, og fejl eller forsømmelighed ved markarbejderne vil derfor ikke altid kunne kontrolleres i forbindelse med sagernes behandling i direktoratet.
Hvis fejl og mangler konstateres ved direktoratets behandling af sagen, vil direktoratet stille krav til landinspektøren om ændring og forbedring af arbejdet. Fører dette ikke til et tilfredsstillende resultat, må direktoratet afvise at notere de matrikulære forandringer i matriklen.
Fejl og mangler, der ikke kan konstateres ved direktoratets behandling af sagen, vil føre til en forringelse af ejendomsregistreringen. Det bemærkes i denne forbindelse, at hvis fejlene opdages på et senere tidspunkt kan det på grund af omkostningerne for grundejerne og det offentlige være vanskeligt at få dem berigtiget.
Direktoratet finder på denne baggrund, at matrikulære arbejder i almindelighed ikke er egnede til at udbydes i licitation. Det kan dog ikke afvises, at nogle matrikulære arbejder, f.eks. visse vejudskillelsessager, kan være så veldefinerede, at licitationsprincippet kan anvendes. Efter direktoratets opfattelse må dette dog forudsætte, at der foreligger et kvalificeret og fyldestgørende udbudsmateriale, at udbudsmaterialet tager hensyn til de krav, der fra matrikeldirektoratets side stilles til matrikulære arbejders udførelse, og at der fra landinspektørens side kan tages forbehold om særskilt betaling for ordning af skelproblemer m.v., der opstår under arbejdets udførelse.«
Matrikeldirektoratet har således betænkeligheder ved licitation, men har dog fundet, at licitation kunne forsvares anvendt i forbindelse med større vejudskillelsesarbejder og lignende på visse betingelser. Selv denne begrænsede licitationsadgang anser foreningen for betænkelig, men erklærede sig dog indforstået med den for at undgå, at der ellers generelt blev åbnet for licitationer. Matrikeldirektoratet kan imidlertid ikke selv påse opfyldelsen af de stillede betingelser, og foreningen er nærmest til at føre denne kontrol, som - i hvert fald i en overgangsperiode - vil være nødvendig.
Den licitationsadgang, der er foreslået, angår alene bestående vejanlæg. Efter § 89 i lov om offentlige veje, lovbekendtgørelse nr. 585 af 20. november 1975, påhviler det vejbestyrelserne at drage omsorg for, at samtlige hovedlandeveje, landeveje og kommuneveje udskilles i matriklen som offentlige vejarealer, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Når matrikeldirektoratet er gået med til licitation i disse tilfælde, beror dette på, at de tekniske arbejder her har overvægt fremfor de matrikulære.
På ovennævnte baggrund finder klagerne, at faglige grunde taler for opretholdelse af licitationsforbudet og i modsat fald kun bør anerkendes i det foreslåede omfang under de angivne kauteler.
Klagerne har endvidere gjort gældende, at monopoltilsynets pålæg om ophævelse af § 6 i de kollegiale vedtægter er ugyldigt såvel af formelle grunde som af materielle, idet tilsynets pålæg er for vidtgående i forhold til monopolrådets afgørelse.
Klagerne har i denne forbindelse anført, at monopolrådets afgørelse indebar en accept af licitationsforbudet på grundlag af det foreslåede udkast, idet rådet dog bl.a. ønskede en ophævelse af bestemmelsen i den bestående § 6, 2. pkt., om pligt for foreningens medlemmer til at indberette licitationer og lignende honorarkonkurrence samt af bestemmelsen i det foreslåede nye § 6, stk. 2, om foreningens godkendelse af et foreliggende udbuds forenelighed med vedtægtsbestemmelsens krav hertil. Direktoratet blev af rådet bemyndiget til at optage forhandlinger med landinspektørforeningen herom og om fornødent meddele foreningen pålæg i medfør af monopollovens § 12, stk. 2. Det fremgår aldeles klart af bemyndigelsen, at den refererede sig til de kollegiale vedtægters § 6, således som denne bestemmelse var tilbudt modificeret ved tilføjelse af et nyt stk. 2, og således som nævnt ganske klart accepterede den af foreningen foreslåede afgrænsning mellem forbudt og tilladt licitation. De herefter stedfundne forhandlinger med tilsynet fandt i nøje overensstemmelse med de af monopolrådet anlagte synspunkter sted på basis af bestemmelsen i § 6, således som bestemmelsen ville fremtræde efter den af foreningen tilbudte tilføjelse. Da der ikke opnåedes enighed med monopoltilsynet om ændringerne, bebudede tilsynet, at der ville blive udstedt pålæg vedrørende vedtægternes § 6, 2. pkt., samt udkastets stk. 2, sidste afsnit.
De herefter givne pålæg var efter klagernes opfattelse præget af forvirring. Det første pålæg var dateret den 30. marts 1983 (onsdag før påske) og fremkom påskelørdag. Det gik ud på ophævelse af 2. punktum i § 6 med et forbehold om, at hvis § 6 blev udbygget med et nyt stk. 2 som det foreslåede, ville tilsynet udstede pålæg om ophævelse af sidste afsnit.
Dette pålæg refererede sig således alene til den gældende § 6 og ville føre til det resultat, det gældende forbud mod licitation og lignende blev opretholdt fuldt ud men uden indberetningspligt for medlemmerne.
Den næste arbejdsdag, nemlig den 5. april 1983 (tirsdag efter påske) blev udfærdiget to skrivelser. Den ene gik ganske kort ud på en tilbagekaldelse af det i skrivelsen af 30. marts 1983 meddelte pålæg, og den anden indeholdt det nu påklagede pålæg, der må betragtes som det endelige, og som kort går ud på, at foreningen senest den 1. maj 1983 skal ophæve § 6 i de kollegiale vedtægter.
Pålægget af 5. april 1983 henviser ikke til en ny beslutning af monopolrådet, der også vanskeligt kunne tænkes indhentet i påsken, men angiver, at monopolrådets afgørelse af 19. januar 1983 skulle forstås således, at accepten af det, der er kaldt det materielle indhold, var sket under forudsætning af, at kautelerne i § 6, stk. 1, 2. punktum, og stk. 2, sidste afsnit, udgik. Heri hævdes at ligge et grundlag for en fuldstændig ophævelse af § 6 med den virkning, at licitation tillades inden for alle områder af landinspektørvirksomhed.
Denne forståelse af monopolrådets afgørelse forekommer åbenbart urigtig. Der er intet forbehold taget om under nogen omstændighed at forlade den godkendelse af det materielle indhold som monopolrådet havde meddelt. De pålæg, som direktoratet bemyndigedes til eventuelt at give vedrører kun kautelerne. Det givne pålæg må således anses som værende i åbenbar strid med monopolrådets afgørelse, hvorfor pålægget af denne grund er ugyldigt.
Monopoltilsynet har anført, at tilsynets pålæg blev tiltrådt af monopolrådet i dets møde den 20. april 1983. Der kan på dette møde ikke have været tale om en ny behandling af sagen. Pålægget af 5. april 1983 lider herefter af en kompetencemangel, der må medføre, at pålægget også af denne grund er ugyldigt. Denne kompetencemangel vil kun kunne afhjælpes ved en ny forvaltningsakt efter den 20. april 1983, men en sådan har tilsynet ikke udsendt.
Klagerne har endvidere anført, at pålægget er materielt urimeligt, idet det går ud over det, der var foreslået af klagerne og godkendt af monopolrådet. Allerede fordi monopoltilsynet har taget bekræftende til genmæle over for udkastet er pålægget urimeligt og må ophæves.
Dersom der ikke vil kunne gives klagerne medhold i, at licitation helt forbydes, men der indrømmes en licitationsadgang i begrænset omfang, lægger klagerne afgørende vægt på, at kautelerne, såvel indberetningspligten som foreningens godkendelse, anerkendes. Der er behov for kautelerne, da den foreslåede licitationsordning vil indebære en ny retstilstand på området. Licitation har været ukendt inden for landinspektørvirksomhed indtil Skjern kommune i 1980 indbød en begrænset kreds til licitation vedrørende et vejudskillelsesarbejde. Ved at tillade licitation i disse tilfælde får man en ny sondring mellem tilladte og ikke-tilladte licitationer. Inden for de tilladte licitationer skal endvidere visse betingelser være opfyldt. Der skal således danne sig en ny praksis omkring § 6, og det må tilstræbes, at denne bliver klar og utvetydig. Klagerne finder det uforsvarligt at overlade praksisdannelsen til licitationernes parter. De udbydende kommuner vil være inkompetente, da de er uden ansvar for arbejdets kvalitet og alene har økonomiske interesser i at gennemføre arbejderne så billigt som muligt. De kan derved fristes til at forenkle udbudsmaterialet. Omvendt vil landinspektørerne kunne fristes til at se bort fra udbudsmaterialets kvalitet med den følge, at det bliver de mindre nøjeregnende landinspektører, der vil få licitationerne. Foreningen vil derimod se det som sin opgave at værne om kvaliteten til fordel for matrikeldirektoratets registreringer. De midler foreningen i denne henseende foreslår er dels en underretningspligt, der alene angår den omstændighed, at en licitation er udbudt, og som muliggør, at foreningen vil kunne gribe ind over for overtrædelse af vedtægten, dels en godkendelsesregel, der ikke indebærer en honorargodkendelse, men alene sigter til at påse matrikeldirektoratets krav, at udbudsmaterialet er fagligt forsvarligt, og at de deltagende landinspektører har et ensartet grundlag for afgivelse af tilbud.
Der er ikke det mindste grundlag for at nære mistillid til en faglig, landsomfattende organisation, hvis afgørelser er undergivet monopoltilsynets kontrol.
Set i forhold til monopollovens § 11 må klagerne således bestride, at indberetningspligten og den foreslåede godkendelsesordning indebærer urimelige indskrænkninger i den frie erhvervsudøvelse. Der er i øvrigt heller ikke indgivet klage fra noget medlem af foreningen.
For så vidt monopoltilsynet har anført, at foreningens krav om forhåndsgodkendelse er i strid med licitationslovens § 4, stk. 3, har klagerne anført, at licitationsloven forbyder aftaler om tilbudene. Der er imidlertid ingen forbindelse mellem § 4, stk. 3, og foreningens godkendelse af udbudsmaterialet.
Klagerne henstiller herefter til nævnet, at dersom licitationsforbudet ikke kan opretholdes, at nævnet da godkender de ovennævnte kauteler til sikring af de faglige forudsætninger for licitation.
Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand indledningsvis påpeget, at tilsynet har accepteret foreningens udkast til ny § 6 bortset fra de bestemmelser, hvorigennem foreningen ønsker kontrol med licitationsudbudene d.v.s. § 6, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, sidste afsnit.
Uenigheden angår om foreningen alene af alle skal kunne kræve underretning om licitation samt forbeholde sig at godkende licitationer og herigennem bestemme, hvorledes udbudsmaterialet skal formuleres ved at foretage rettelser og tilføjelser hertil.
Af de adspurgte organisationer og styrelser har ingen afvist, at matrikulære arbejder alt efter deres indhold kan udbydes i licitation. Det forslag foreningen herefter har fremsat til uddybning af § 6 forudsatte imidlertid, at foreningen skulle administrere og kontrollere landinspektørers deltagelse i licitationer. Monopoltilsynet finder denne udbygning uforenelig med bestemmelserne i monopolloven og i øvrigt uden sidestykke inden for andre brancher. Endvidere er foreningens afgørelser inappellable. Den kontrol foreningen ønsker at udøve er ikke blot en markkontrol, men vedrører også de krav til udbudsmaterialet som matrikeldirektoratet stiller. Foreningen vil således indtræde på linie med matrikeldirektoratet.
Det er tilsynets opfattelse, at kommuner og andre efterspørgere efter landinspektørers arbejde har sådanne medarbejdere til rådighed, som fagligt vil kunne vurdere matrikulære arbejder. På samme måde er foreningens medlemmer fagligt kvalificerede. Medlemmernes ret og frihed til selv at vurdere et matrikulært arbejde bør derfor ikke undergives foreningens kontrol. Matrikeldirektoratet har da heller ikke kunnet støtte foreningen i dens krav om forudgående kontrol i konkrete licitationssager.
Der er i øvrigt intet som hindrer kommuner eller medlemmer af foreningen i at indhente råd og vejledning hos landinspektørforeningen i forbindelse med udbudsmateriale ved licitationer i det omfang der måtte være behov herfor.
Landinspektører har i medfør af landinspektørloven eneret på udførelse af matrikulære arbejder, og praktisk talt alle landinspektører er medlemmer af Den danske Landinspektørforening.
Foreningen har benyttet denne eneret til at hindre en kommune i at få tilbud på betaling for udførelse af matrikulære arbejder. Af klagernes indlæg fremtræder det klart, at landinspektørforeningens modstand mod licitation inden for området er begrundet i ønsket om at undgå priskonkurrence mellem medlemmerne.
Det kan ikke bestrides, at licitation vil medføre besparelser. Tilsynet har eksempelvis fremhævet, at det for Skjern kommune som følge af de indhentede overslag blev muligt for det budgetterede beløb at udvide vejstrækningen fra 17,6 km til 25,1 km. Ved en licitation i Esbjerg udgjorde det laveste bud mindre end en trediedel af det højeste bud. Det må derfor anses for at være af væsentlig betydning, at landinspektørerne selv får lov til at bedømme et udbudsmateriale og her ud fra egenhændigt fastsætte sine tilbud på udbudte licitationer.
Licitationsprincippet bryder den konkurrencebegrænsende kutyme, at den lokale landinspektør fortrinsvis bør have de lokale opgaver, og at afregning finder sted efter medgået tid og foreningstarif.
Konkurrence er det grundlag andre erhverv eksisterer på, og herigennem åbnes også op for indførelse af ny teknik. Ny teknik medfører nye former for arbejde. Det må efter tilsynets opfattelse overlades til erhvervenes udøvere selv at bestemme disse forhold under hensyn til nye omkostningsbesparende metoder.
Foreningens krav om medlemmers indberetningspligt og om forhåndsgodkendelse af brugeres udbudsmateriale medfører således de i monopollovens § 11, stk. 1, nævnte skadelige virkninger såvel i relation til foreningens medlemmer i form af urimelig indskrænkning i erhvervsudøvelsen som i relation til brugerne af matrikulære arbejder, bl.a. i form af urimelige priser.
For så vidt klagerne har gjort gældende, at pålægget er ugyldigt som værende i strid med monopolrådets afgørelse, har tilsynet anført, at direktoratets bemyndigelse til at optage forhandlinger tog sigte på en liberalisering af vedtægterne, herunder også de foreslåede, da de fandtes at medføre de i monopollovens § 11, stk. 1, nævnte skadelige virkninger. Tilsynets pålæg måtte derfor også tilsigte en liberalisering.
Da indgreb efter monopollovens § 12, stk. 2, ikke kunne benyttes over for foreningens forslag, som endnu ikke er vedtaget af foreningen og heller ikke anmeldt som ændring til det allerede anmeldte, og da et isoleret indgreb over for de anmeldte vedtægters § 6, 2. pkt., ville medføre en stramning og ikke en liberalisering af bestemmelsen, meddelte tilsynet foreningen pålæg om en fuldstændig ophævelse af vedtægternes § 6. Denne afgørelse blev tiltrådt af monopolrådet i dets møde den 20. april 1983.
I tilknytning hertil har tilsynet endvidere gjort gældende, at de omhandlede bestemmelser i § 6 (indberetningspligten og forhåndsgodkendelsen) er i strid med licitationslovens § 4, stk. 3, hvorefter der forud for en licitation af de bydende kun må afholdes møder vedrørende licitationen til drøftelse af udbudsgrundlaget, herunder spørgsmål om teknisk begrundede forhold, og kun såfremt udbyderne opfordres til at komme til stede og såvel organiserede som uorganiserede bydende på lige vilkår har adgang til mødet.
Tilsynet har endelig anført, at man ligesom matrikeldirektoratet finder,at problemerne ved anvendelse af licitationsprincippet på sager om udskillelse af offentlige veje i givet fald bør søges løst ved et nærmere samarbejde mellem de berørte myndigheder, de kommunale organisationer og Den danske Landinspektørforening med henblik på udarbejdelse af en generel vejledning.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale
Indledningsvis bemærkes, at ankenævnet ikke i det af klagerne anførte kan finde grundlag for at anse monopoltilsynets omhandlede afgørelse for ugyldig på grund af manglende kompetence eller lignende.
Hvad angår sagens realitet bemærkes
Monopoltilsynet har i overensstemmelse med matrikeldirektoratets skrivelse af 24. juni 1982 lagt til grund, at anvendelse af licitation som hovedregel må anses for uhensigtsmæssig med hensyn til matrikulære arbejder, men licitation dog kan accepteres inden for et nærmere angivet område. Nævnet kan tiltræde denne vurdering.
Parterne har drøftet et udkast til vedtægtsbestemmelse, der åbner adgang til licitation i det af matrikeldirektoratet angivne omfang.
Med hensyn til de punkter, hvor man ikke har kunnet opnå enighed, finder nævnet, at foreningen ikke kan være afskåret fra at fastsætte bestemmelser, hvorefter medlemmerne har pligt til at indberette licitationer, som de bliver bekendt med.
Derimod finder nævnet, at en bestemmelse i vedtægterne, hvorefter medlemmerne ikke må deltage i licitationer uden at foreningen på forhånd har godkendt licitationsudbudet, vil kunne have de i monopollovens § 11 omhandlede skadelige virkninger.
Herefter bestemmes
Det af monopoltilsynet ved skrivelse af 5. april 1983 meddelte pålæg stadfæstes, dog således at en affattelse af § 6 i klagernes vedtægter overensstemmende med klagernes forslag, men med udeladelse af reglen om foreningens forhåndsgodkendelse af licitationer, ikke skal anses som stridende mod monopolloven.
Brancheforeningsvedtagelser (* 1)
År 1984, den 25. april, blev i sagen j.nr. 20/83, Den danske Landinspektørforening ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende
KENDELSE
I skrivelse af 15. april 1983 har højesteretssagfører Bent Jacobsen som advokat for Den danske Landinspektørforening klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 5. april 1983 truffet afgørelse, hvorved tilsynet i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, meddelte Den danske Landinspektørforening pålæg om senest den 1. maj 1983 at ophæve § 6 i foreningens kollegiale vedtægter, ifølge hvilken medlemmerne ikke må deltage i licitation eller lignende honorarkonkurrence om udførelse af arbejder, der kræver beskikkelse som landinspektør.
Monopoltilsynet pålagde Den danske Landinspektørforening at ophæve en vedtægtsbestemmelse, der bl.a. indeholdt et forbud mod medlemmernes deltagelse i licitationer eller lignende honorarkonkurrence om udførelse af arbejde, der krævede beskikkelse som landinspektør.
Monopol-ankenævnet stadfæstede tilsynets afgørelse og angav nogle rammer for, hvilke retningslinier der ikke kunne accepteres på dette specielle område.