Kontanthjælp - tildeling - selvstændig erhvervsdrivende - gensidig forsørgelsespligt - socialbegivenhed - udmåling (* 2) (* 3)

Kontanthjælp - tildeling - selvstændig erhvervsdrivende - gensidig forsørgelsespligt - socialbegivenhed - udmåling (* 2) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En kvinde, gift med en landmand, søgte hjælp, da hendes sygedagpenge ville blive standset den 31. marts 1983 på grund af varighedsbegrænsningen i dagpengelovens § 25, stk. 2. Det var oælyst, at hun indtil hun blev sygemeldt havde været medhjælpende hustru i landbruget. Ansøgerens ægtefælle var sygemeldt og modtog dagpenge. Af regnskabet 1982 vedrørende familiens landbrug fremgik, at den samlede gæld var på 3,2 mill. kroner, mens aktiverne udgjorde 1,8 mill. kr. Før fradrag af renteudgifter, men efter at der var foretaget forskellige afskrivninger, var der et overskud af virksomheden på 187.498 kr. Der var renteindtægter på 23.387 kr., mens renteudgifterne udgjorde ca. 539.000 kr. Der var i 1982 og 1983 udbetalt negativ indkomstskat.

Det sociale udvalg havde afslået at yde økonomisk hjælp under henvisning til, at årsregnskabet udviste et betydeligt underskud, og efter en vurdering af familiens hidtidige leveniveau og et efter forvaltningens mening realistisk skøn over fremtiden.

Ansøgeren var af egen læge henvist til revalidering. Det var oplyst, at en bank havde skønnet, at fortsat drift af landbruget forudsatte, at ansøgeren havde en indtægt.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet havde udtalt, at nævnet ligesom det sociale udvalg fandt, at ansøgeren principielt var omfattet af bistandslovens § 37.

Nævnet havde lagt vægt på, at ansøgeren hidtil havde haft arbejdsindtægter/sygedagpenge og at dagpengene alene var ophørt på grund af varighedsbegrænsningen, ligesom der var mulighed for at ansøgeren kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.

På denne baggrund fandtes ansøgeren reelt at have haft et indtægtstab, der berettigede til udmåling af hjælp.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Det sociale udvalg havde gjort gældende, at amtsankenævnet havde tilsidesat bistandslovens § 6, stk. 1, ved at pålægge udvalget at udmåle økonomisk hjælp til en gift person under hensyn til forsørgelsespligten mellem ægtefæller.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Amtsankenævnet havde efterfølgende henvist til, at udmåling af hjælp efter bistandslovens § 37 forudsatte, at der blev foretaget fradrag af ægtefællens indtægt.

LOVGRUNDLAG

Efter bistandslovens § 37, stk. 1, kan der, når en person på grund af sygdom, svigtende arbejdsmuligheder eller andre ændringer i sine forhold i en begrænset tid er afskåret fra at skaffe det fornødne til eget eller familiens underhold og udgifterne hertil ikke dækkes gennem dagpenge eller pensionsydelser, ydes en sådan hjælp, at det modvirkes, at pågældendes og familiens hidtidige levevilkår i væsentlig grad forringes.

Ifølge lovens § 6 er enhver mand og kvinde overfor det offentlige forpligtet til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ansøgeren fandtes som medhjælpende ægtefælle i landbruget ved sygdommen at have været udsat for en ændring af sine forhold, hvorved hun var blevet afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget og familiens underhold. Ansøgeren blev således anset for omfattet af bistandslovens § 37, stk. 1.

Ansøgerens ægtefælle måtte anses for gennem landbruget og gennem indtægt i form af sygedagpenge at have bidraget og fortsat at ville bidrage til familiens underhold.

Ved beregning af eventuel hjælp til familien måtte der tages udgangspunkt i hjælp til underhold og rimelige faste udgifter (bortset fra udgifter vedrørende landbruget). I beregningen skulle der foretages fradrag for ægtefællens indtægt i form af dagpenge samt værdien af, hvad han hidtil over landbruget havde bidraget med til familiens forsørgelse. Det kunne ikke herved tillægges nogen betydning, at dette bidrag helt eller delvist var sket gennem formueforbrug eller gældsforøgelse.

(* 1) Smh. med SM O-14-83.

En kvinde, gift med selvstændig erhvervsdrivende (landmand), havde, indtil hun blev syg, arbejdet som medhjælpende hustru i landbruget.

Hun fik derefter dagpenge, indtil disse ophørte på grund af varighedsbegrænsningen. Da dagpengene ophørte, søgte hun hjælp efter bistandsloven. På dette tidspunkt modtog ægtefællen dagpenge. Hun fandtes ved sygdommen at have været udsat for en ændring af sine forhold, således at hun måtte anses for omfattet af bistandslovens § 37, sstk. 1. En eventuel hjælp fandtes at burde beregnes med udgangspunkt i hjælp til underhold og rimelige faste udgifter (bortset fra udgifter vedrørende landbruget). I beregningen skulle der foretages fradrag for værdien af ægtefællens indtægt i form af dagpenge, samt værdien af, hvad han hidtil over for landbruget havde bidraget med til familiens forsørgelse. Det kunne ikke herved tillægges betydning, at dette bidrag helt eller delvist var sket gennem formueforbrug eller gældsforøgelse (* 1)