Kontanthjælp - udmåling - strafafsoning - dagpengemaksimum - bistandsloven (* 1) (* 3)

Kontanthjælp - udmåling - strafafsoning - dagpengemaksimum - bistandsloven (* 1) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift kvinde med to børn flyttede den 1. september 1982 fra A kommune til B kommune, efter at ægtefællen kort forinden havde påbegyndt afsoning af en fængselsstraf på 3 år.

Under det tidligere ophold i A kommune havde ægtefællen også afsonet straffe.

I A kommune havde familien fået hjælp som supplement til ansøgerens indtægt bortset fra perioder, hvor ægtefællen var løsladt, idet han havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge.

Ansøgeren anmodede i september 1982 om økonomisk hjælp i B kommune som supplement til en arejdsindtægt, men fik afslag. Det sociale udvalg i B kommune gjorde gældende, at det ved forhandling med A kommune vedrørende flytningen havde været forudsat, at familien i fremtiden kunne klare sig selv, idet boligudgiften i B kommune var lavere end i A kommune.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at der var grundlag for at pålægge B kommune at yde supplerende hjælp i henhold bistandslovens § 37 til ansøgeren, så længe hendes egne indtægter ikke kunne dække hendes behov i henhold til en behovsudmåling, hvor der foruden et beløb til underhold, skulle udmåles hjælp til rimelige faste udgifter.

Amtsankenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt det rimeligt at anvende et nettodagpengebeløb som generelt maksimum i ansøgerens situation, idet ansøgerens ægtefælles manglende mulighed for at bidrage til familiens forsørgelse på grund af afsoning var baggrunden for, at der efter amtsankenævnets opfattelse burde ydes supplerende hjælp.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Det sociale udvalg i B kommune ønskede at få afgjort, om ansøgeren var berettiget til hjælp i henhold til bistandslovens § 37. Endvidere anmodede udvalget, såfremt amtsankenævnets afgørelse herom blev stadfæstet, om ankestyrelsens vurdering af det rimelige i at anvende to nettodagpengebeløb som generelt maksimum under hensyn til, at ansøgerens ægtefælle skulle afsone en fængselsstraf på 3 år.

OPLYSNINGER MODTAGET I ANKESTYRELSEN EFTER INDANKNINGEN

B kommune har efter amtsankenævnets afgørelse ydet ansøgeren økonomisk hjælp. En udmåling af ansøgerens behov for hjælp viste, at ansøgeren ville kunne få dækket det efter bistandslovens § 37 gældende underholdsbeløb og de af udvalget godkendte faste udgifter, uden at hjælpen sammen med ansøgerens indtægt ville overstige nettodagpengebeløbet for en person. Denne udmåling blev senere tiltrådt af amtsankenævnet.

LOVGRUNDLAG

Ifølge bistandslovens § 37, stk. 1, kan der ydes forbigående hjælp, når en person bl.a. på grund af svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samlivet med ægtefællen eller andre ændringer i sine forhold i en begrænset tid er afskåret fra at skaffe det fornødne til familiens underhold.

Ifølge § 37, stk. 2, sidste punktum, bør den samlede hjælp til underhold og rimelige faste udgifter ikke overstige det beløb, som udbetales personer, der får dagpenge efter højeste sats og ikke har andre indtægter.

Ifølge § 37, stk. 3, kan der til personer, hvis forhold er særlig vanskelige på grund af usædvanlig store forsørgerbyrder eller høje boligudgifter, undtagelsesvis ydes hjælp ud over det i stk. 2 angivne dagpengebeløb.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen fandt, at ægtefællens afsoning af fængselsstraf indebar en sådan ændring af forholdene, som kunne give adgang til hjælp efter § 37, stk. 1, og at ansøgeren derfor måtte anses for berettiget til kontanthjælp.

Med henvisning hertil stadfæstede ankestyrelsen amtsankenævnets afgørelse.

Med hensyn til udmålingen fandt ankestyrelsen alene grundlag for at tage stilling til spørgsmålet, om hjælpen skulle udmåles inden for dagpengemaksimum for en person eller inden for dagpengemaksimum for to personer. Da begrundelsen for ansøgningen var, at ansøgerens ægtefælle afsonede fængselsstraf, fandt ankestyrelsen, at ansøgeren måtte betragtes som enlig, og at hjælpen derfor måtte udmåles inden for et dagpengemaksimum. Efter det oplyste om, hvad der senere var passeret i sagen, fandt ankestyrelsen ikke grundlag for at tage stilling til, om der skulle ydes hjælp efter § 37, stk. 3, ud over dagpengemaksimum efter § 37, stk. 2.

Indsættelse af en gift mand til afsoning af 3 års fængselsstraf indebar en sådan ændring af forholdene, som kunne give anledning til hjælp til hustruen efter § 37, stk. 1.

Som følge af ægtefællens afsoning af denne straf måtte hustruen betragtes som enlig, og hjælpen derfor udmåles indenfor dagpengemaksimum for en person.