Fortsat sygedagpenge til rengøringsassistent trods afvisning af at underkaste sig operation anvist af speciallæge (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Fortsat sygedagpenge til rengøringsassistent trods afvisning af at underkaste sig operation anvist af speciallæge (* 1) (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En rengøringsassistent beskadigede den 30. juni 1980 sit venstre knæ. I forbindelse med skaden modtog sikrede fysiurgiske behandlinger indtil den 20. november 1980, hvorefter hun i januar 1981 henvises til ortopædisk speciallæge. Igølge speciallægens erklæringer af 18. juni og 7. september 1981 var sikrede informeret om, at hendes lidelse kun kunne afhjælpes ved en operation, hvilket hun imidlertid afslog, da hun ønskede at se tiden an. Speciallægen fandt, at man herefter kunne betragte sikrede som rask, hvorefter kommunens socialcenter den 17. september 1981 meddelte sikrede, at sygedagpengeudbetalingen ville ophøre med virkning fra den 26. juli 1981, da hun ikke ønskede operation af knæet og derfor måtte betragtes som raskmeldt. Over for sikringsafdelingen anførte sikrede, at hun var uarbejdsdygtig til udgangen af 1981.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Sikringsafdelingen tiltrådte med henvisning til dagpengelovens § 48, at sygedagpengene til sikrede var bragt til ophør med virkning fra den 26. juli 1981.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sikrede anførte, at hun havde konsulteret speciallæge i ortopædisk kirugi den 2. juni 1982 til brug for en sag om erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven. Speciallægen syntes, det var fornuftigt, at sikrede selv arbejdede med knæet og således undgik operation.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN
Ankestyrelsen indhentede arbejdsskadesagens akter, herunder den af sikrede omtalte erklæring fra speciallæge.
LOVGRUNDLAG
Efter dagpengelovens § 1 ydes dagpenge som erstatning for tab af indtægt ved uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Efter dagpengelovens § 48 bortfalder forpligtelsen til at yde dagpenge, såfremt den sikrede mod det sociale udvalgs og lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller at deltage i hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt under hensyn til de foreliggende lægelige oplysninger, at sikrede måtte anses for fuldt uarbejdsdygtig frem til midten af september måned 1981. Ankestyrelsen fandt derfor, at dagpengeudbetalingen måtte fortsætte indtil den 17. september 1981. Ankestyrelsen tilføjede, at bestemmelsen i dagpengelovens § 48 om nægtelse af at underkaste sig behandling ikke finder anvendelse, når det drejer sig om operation.
Ankestyrelsen ændrede således sikringsafdelingens afgørelse.
Udtalt, at den omstændighed, at en rengøringsassistent med dårligt knæ afslog at underkaste sig en operation, anvist af speciallæge, ikke automatisk kunne bevirke, at sygedagpengene blev standset med henvisning til dagpengelovens § 48.