Plejehjem - betaling - beregning - opkrævning (* 1) (* 3)
Statutory Text (2 Articles)
Plejehjem - betaling - beregning - opkrævning (* 1) (* 3)
1.
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En beboer på et plejehjem betalte fra 1. juni 1982 for opholdet med 60% af renteindtægten af et bankindestående på 59.561 kr.
Efter salg af en andelslejlighed købte hun pr. 9. juli 1982 statsobligationer til en pålydende værdi af 54.000 kr. med en årlig rente på 10% til udbetaling hver den 15. august. Den 15. august 1982 udbetaltes et rentebeløb på 5.400 kr. Da hun ved købet havde refunderet renter for 324 dage med 4.860 kr., var renteindtægten for 36 dage 540 kr.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Kommunens plejehjemsadministration fastsatte fra den 1. oktober 1982 en opholdsbetaling på 60% af en årlig rente af bankindestående på 4.750 kr. og en årlig rente af statsobligationer på 5.400 kr. Administrationen anførte, at renteafkast af bankindestående og værdipapirer altid er blevet medtaget i beregningen fra det tidspunkt, formuen er rentebærende, uanset tidspunktet for selve rentetilskrivningen.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Beboeren anførte, at der kun var modtaget en renteindtægt af obligationer på 540 kr. den 15. august 1982, og at man indtil den 15. august 1983 kun kunne medtage dette beløb i beregningen.
LOVGRUNDLAG
I bistandslovens § 84, stk. 1, bestemmes, at når en person, der modtager pension efter den sociale pensionslovgivning, optages i et plejehjem, udbetales af pensionen et beløb til personlige fornødenheder, medens resten af pensionen benyttes til betaling for opholdet. Har pensionisten indtægter udover pensionen, benyttes 60% heraf som yderligere betaling for opholdet.
Efter lovens § 85, stk. 1, ydes betaling for ophold i plejehjem med virkning fra udgangen af den måned, der følger efter indlæggelsesmåneden.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen lagde til grund, at opholdsbetalingen beregnes fra det tidspunkt, fra hvilket formuen er rentebærende, uanset at renteindtægten først udbetales på et senere tidspunkt. Efter oplysningerne om at beboeren også havde modtaget rente af bankindestående, fandt ankestyrelsen ikke fornødent grundlag for at pålægge kommunen at udsætte opkrævningen af betalingen fra renterne af obligationerne til efter den 15. august 1983, hvor obligationsrenterne for tiden fra den 16. august 1982 til den 15. august 1983 blev udbetalt.
Ankestyrelsen tiltrådte således kommunens beregning og opkrævning af opholdsbetalingen.
2.
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En folkepensionist, der i marts 1981 var optaget på plejehjem, betalte for sit ophold med 60% af sin indtægt udover folkepensionen.
Pr. 1. august 1981 solgte pensionisten sit hus og købte obligationer for salgssummen.
Pensionskontoret omregnede betaling for ophold på plejehjem fra tidspunktet for salget af huset efter følgende indtægter
Renter årligt Bankindestående kr. 36.000 1.980 Obligationer købt 24.9.81 - 45.000 - 27.000 4.500 udb. januar/juli Statsobligationer købt 1.6.81 - 70.000 - 43.400 7.000 udb. august Kreditforeningsobligationer købt 24.9.81 - 30.000 - 19.380 3.000 udb. januar/juli Pantebreve 1.8.81 - 220.000 - 132.000 22.000 udb. juni/december
På grundlag af den samlede brutto-formueindtægt på 38.480 kr. blev den månedlige betaling beregnet til 1.690 kr.
I december 1981 fik pensionisten en efterregning på 7.130 kr. Samtidig blev den forhøjede plejehjemsbetaling på 1.690 kr. opkrævet fremover fra 1. januar 1982.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet fandt ikke, at socialudvalget havde været berettiget til at foretage den i december måned 1981 iværksatte opkrævning.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sagen blev anket af socialudvalget. Udvalget havde tidligere overfor amtsankenævnet bl.a. anført, at har en pensionist i forbindelse med en ejendomshandel fået en kontant udbetaling, måtte det være rimeligt, at denne blev anvendt til betaling.
Udvalget havde endvidere påpeget de administrative vanskeligheder, der kunne opstå, såfremt kommunen først kunne opkræve betaling for ophold på plejehjem, når renteindtægten kom til udbetaling, idet der kunne være flere udbetalingsterminer i løbet af året.
LOVGRUNDLAG
Der henvises til de under sag nr. 1 anførte bestemmelser.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Under henvisning til at en del af rentebeløbene var forfaldne til betaling i januar 1982 fandt ankestyrelsen, at socialudvalget havde været berettiget til at begynde opkrævningen af den øgede månedlige betaling og opkræve forfaldne beløb for perioden fra salget af ejendommen.
Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at pålægge socialudvalget at foretage opkrævning af betaling for plejehjemsopholdet efterhånden som de enkelte værdipapirers renteafkast forfaldt. Ankestyrelsen forudsatte herved, at socialudvalget medvirkede til en løsning, såfremt der opstod likviditetsproblemer eller lignende ved opkrævning af plejehjemsbetalingen.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.
I to sager om betaling for ophold på plejehjem lagde ankestyrelsen til grund, at betalingen beregnes fra det tidspunkt, hvor formuen var rentebærende, uanset at renteindtægten først blev udbetalt på et senere tidspunkt. Efter en konkret vurdering af beboerens økonomi fandt ankestyrelsen ikke grundlag for at pålægge det sociale udvalg at udsætte opkrævningen af betalingen til det tidspunkt, hvor formueindtægten kom til udbetaling. I den ene sag, hvor der kunne forudses at opstå likviditetsproblemer, inden renteindtægten kom til udbetaling, forudsattes det, at socialudvalget medvirkede til en løsning.