Kontanthjælp - tildeling - afslutning af studium - SU - studieårets udløb (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Kontanthjælp - tildeling - afslutning af studium - SU - studieårets udløb (* 1) (* 2)
1.
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En ansøger afsluttede et universitetsstudium den 7. juni 1982 og søgte den 8. juni 1982 socialforvaltningen om økonomisk hjælp efter bistandsloven. Ansøgeren havde samtidig tilmeldt sig arbejdsformidlingen som ledig.
Ansøgeren havde modtaget statens uddannelsesstøtte for juni og juli måned 1982 med 2.090 kr. Af dette beløb havde han anvendt ca. 1.900 kr. til betaling af boligindskud i en ny lejlighed. Han havde endvidere lånt 1.500 kr. privat for at kunne betale husleje for perioden 15. juni - 30. juni 1982 samt afholde sine udgifter iøvrigt. Fra 8. juli 1982 var pågældende berettiget til arbejdsløshedsdagpenge.
Det sociale udvalg gav afslag på hjælp under henvisning til at studieåret først afsluttedes den 30. juni 1982, og at ansøgeren indtil denne dato måtte betragtes som studerende.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet tiltrådte afslaget på hjælp. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren, der havde afsluttet sit studium den 7. juni 1982, havde modtaget statens uddannelsesstøtte indtil udgangen af juni 1982. Ansøgeren måtte derfor på ansøgningstidspunktet antages at have haft det fornødne til sit underhold.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Sagen blev anket af ansøgeren.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Under henvisning til at ansøgeren havde modtaget sædvanlig støtte fra Statens Uddannnelsesstøtte indtil udgangen af juli 1982 fandt ankestyrelsen ikke, at der var grundlag for at yde hjælp i henhold til bistandsloven i perioden fra studiets afslutning.
Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.
2.
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En ansøger afsluttede sin uddannelse som pædagog den 16. juni 1982 og søgte herefter om kontanthjælp efter bistandsloven indtil første udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge.
Ansøgeren havde under studiet klaret sig for statsgaranteret lån. For studieåret 1981/1982 havde han modtaget 31.000 kr., svarende til 2.583 kr. pr. måned. På ansøgningstidspunktet havde han opbrugt det statsgaranterede lån, bortset fra 200 kr.
Socialforvaltningen udmålte hjælp efter bistandslovens § 37 for den første måned med 3.567 kr., hvoraf et beløb på 2.583 kr. blev ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. Begrundelsen herfor var, at ansøgerens studielån var beregnet til at dække hele studieåret indtil 31. juli 1982.
Ansøgeren modtog hjælp indtil den 16. juli 1982, fra hvilket tidspunkt han havde fået ansættelse som vikar.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet tiltrådte, at den indtægt, ansøgeren havde haft i form af uddannelseslån i perioden 16. juni - 16. juli 1982, skulle fradrages i den udmålte hjælp. Da ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde opbrugt studielånet, der dækkede hele studieåret frem til 31. juli 1982, tiltrådte nævnet, at et beløb på 2.583 kr., svarende til studielånsandelen for perioden, var ydet med tilbagebetalingpligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Ansøgeren anførte, at et studielån, der skulle tilbagebetales med renter, ikke kunne sidestilles med løn eller lignende indtægter. Ansøgeren mente heller ikke, at der forelå uforsvarlig økonomi, når han under studiet havde klaret sig for et mindre beløb pr. måned end den af socialforvaltningen udmålte hjælp.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren, uanset at han havde afsluttet sin uddannelse den 16. juni 1982, havde været omfattet af de regler, der gjaldt for Statens Uddannelsesstøtte indtil udgangen af uddannelsesåret 1981/1982.
Ankestyrelsen fandt herefter, at ansøgerens behov for hjælp i tiden indtil uddannelsesårets udløb som følge af, at han havde opbrugt beløbet fra Statens Uddannelsesstøtte, skyldtes uforsvarlig økonomi, og at der derfor havde været grundlag for at træffe beslutning om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.
Der fandtes ikke grundlag for at yde hjælp efter bistandslovens § 37 i et tilfælde, hvor ansøgeren efter afslutning af studium og indtil uddannelsesårets udløb havde modtaget støtte fra Statens Uddannelsesstøtte og måtte antages gennem studiestøtten at have haft det fornødne til sit underhold. I et tilfælde, hvor ansøgerens behov for hjælp i tiden indtil uddannelsesårets udløb skyldtes, at han havde opbrugt sit studielån og var uden midler, fandtes forholdet at kunne sidestilles med uforsvarlig økonomi, hvorfor hjælp ydet i henhold til bistandslovens § 37 kunne kræves tilbagebetalt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.