Kontanthjælp - tilbagebetaling - orlov fra studium - ubegrundet opgivelse af arbejde (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Kontanthjælp - tilbagebetaling - orlov fra studium - ubegrundet opgivelse af arbejde (* 1) (* 2)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En kvindelig studerende søgte om hjælp efter bistandsloven fra 1. juni 1981, idet hun havde fået orlov fra sit studium indtil 1. februar 1982. Orloven var begrundet i graviditet og forventet fødsel i begyndelsen af september 1981. Forud for henvendelsen om hjælp havde ansøgeren søgt arbejde som hjemmehjælper. Hun plejede at arbejde som hjemmehjælper i sine ferier, men havde fået afslag på ansættelse på grund af graviditeten.
Det sociale udvalg bevilgede hjælp til underhold samt godkendte faste udgifter. Ansøgeren boede på daværende tidspunkt sammen med barnets far.
I januar 1982 søgte ansøgeren om forlængelse af orloven med yderligere et halvt år. Grunden hertil var, at hun havde besluttet at ophæve samlivet med barnets far, og at hun derfor måtte finde sig en anden bolig. Ansøgeren havde fra 1. januar 1982 fået dagplejeplads til sit barn.
Det sociale udvalg besluttede at yde ansøgeren hjælp efter bistandsloven mod kontrol på arbejdsformidlingen. Hjælpen blev dog i de første 5 uger af den nye hjælpsperiode ydet mod tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, idet beslutningen om ikke at genoptage studiet på daværende tidspunkt fandtes at måtte sidestilles med ikke at udnytte en foreliggende arbejdsmulighed.
Overfor amtsankenævnet anførte ansøgeren, at hun ikke holdt forlænget barselorlov, men at hun af personlige og økonomiske grunde havde set sig nødsaget til at forlænge sin orlovsperiode. Hun havde til hensigt at søge arbejde for at få rettet op på sin økonomi.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet tiltrådte socialudvalgets afgørelse med udvalgets begrundelse.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Ansøgeren gentog det hun tidligere havde gjort gældende over for amtsankenævnet og anførte endvidere, at hun ikke kunne blive boende i den daværende bolig, og at hun derfor måtte spare op til indskud til en ny bolig.
LOVGRUNDLAG
Ifølge bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, kan det sociale udvalg træffe beslutning om tilbagebetaling, når der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundede opgivelse af et arbejde eller nægtelse af at påtage sig anvist arbejde.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt ikke, at opgivelse af eller orlov fra et studium, der ikke i sig selv var indtægtsgivende, kunne sidestilles med ubegrundet opgivelse af et arbejde, ligesom ankestyrelsen heller ikke fandt, at forholdet kunne karakteriseres som manglende udnyttelse af en foreliggende arbejdsmulighed. Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at der var hjemmel i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, til at kræve den ydede hjælp tilbagebetalt og ophævede derfor den pålagte tilbagebetalingspligt.
Orlov fra studium begrundet i barsel og en senere forlængelse af orloven på grund af samlivsophævelse fandtes ikke at kunne sidestilles med ubegrundet opgivelse af et arbejde, ligesom forholdet ej heller kunne betragtes som manglende udnyttelse af en foreliggende arbejdsmulighed. Der fandtes herefter ikke at være hjemmel til at kræve tilbagebetaling af kontanthjælp, ydet under den forlængede orlovsperiode.