Kontanthjælp - tildeling - uforsvarlig økonomi - tilbagebetaling (* 2) (* 3)

Kontanthjælp - tildeling - uforsvarlig økonomi - tilbagebetaling (* 2) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En enlig kvinde med et barn var i 1978 ophørt med arbejde som hjemmehjælper på grund af sygdom. I 1981 havde hun fået afslag på invalidepension. Hun modtog herefter kontanthjælp efter bistandsloven. Den 19. august 1982 fik ansøgeren udbetalt hjælp for perioden 26. august - 25. september 1982. Hjælpen udgjorde 1.918 kr., idet socialforvaltningen havde fradraget et tidligere udbetalt acontobeløb på 300 kr. Den 9. september 1982 søgte ansøgeren påny om hjælp, idet hun havde opbrugt den udbetalte hjælp. Pengene var brugt til køb af madvarer.

Socialforvaltningen bevilgede hjælp, idet ansøgerens situation fandtes særlig vanskelig. Forvaltningen tilbød ansøgeren at vurdere udbetalingerne over en periode, således at udbetalingsterminerne blev forrykket med en større udbetaling i begyndelsen og tilsvarende mindre udbetalinger senere. Den 14. september 1982 omberegnede forvaltningen hjælpen, således at der udbetaltes underhold reduceret med 20% i 75 dage. Hjælpen blev udbetalt med 409,60 kr. pr. uge. Forvaltningen fandt, at ydelse af yderligere hjælp ikke var stemmende med formålet i pkt. 6 i socialministeriets cirkulære om kontanthjælp efter bistandsloven, og heller ikke med bistandslovens § 40, idet der allerede var ydet hjælp efter bistandslovens § 37 een gang.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet pålagde socialforvaltningen mod tilbagebetaling, jfr. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, at genudbetale et beløb svarende til den reduktion, der var foretaget i den løbende hjælp. Amtsankenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren ved sin henvendelse til forvaltningen den 9. september 1982 havde forbrugt den udbetalte kontanthjælp, alene kunne medføre, at den hjælp, der skulle udbetales ansøgeren til fornødent underhold, blev ydet med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, på grund af uforsvarlig økonomi. Amtsankenævnet bemærkede videre, at den foretagne fremgangsmåde var at sidestille med, at der blev ydet hjælp mod tilbagebetaling med inddrivelse i den behovsudmålte hjælp, hvilket var ulovligt, jfr. SM O-119-77 samt statsskattedirektoratets SD cirkulære af 19. januar 1979.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Socialforvaltningen anførte, at det ikke skulle ses i sammenhæng med bistandslovens § 40, stk. 1, og tilbagebetalingsbestemmelsen i § 26, når forvaltningen bevilgede ansøgeren hjælp, idet ansøgeren havde fået udbetalt beløb, som skulle dække samme formål. I sådanne genudbetalingstilfælde fandt forvaltningen ikke, at lovens § 40, stk. 1, giver hjemmel til udbetaling af hjælp, når behovet for genudbetaling hænger sammen med, at den første udbetaling er anvendt til andre formål. Da ansøgerens situation imidlertid var meget vanskelig tilbød socialforvaltningen hende at vurdere udbetalingen af kontanthjælp over en periode, således at udbetalingsterminerne blev forrykket med en større udbetaling i begyndelsen af perioden og tilsvarende mindre udbetalinger senere i perioden, men samtidig således at hjælpen efter bistandslovens § 37 i den samlede periode ville have den størrelse, som ansøgeren var berettiget til.

LOVGRUNDLAG

Ifølge bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, kan det sociale udvalg træffe beslutning om tilbagebetaling, når der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundede opgivelse af et arbejde eller nægtelse af at påtage sig anvist arbejde.

Ifølge bistandslovens § 49 kan det sociale udvalg, hvis en person, der søger kontanthjælp, ikke skønnes i stand til ved bistand fra den kommunale rådgivning at administrere kontante beløb, undtagelsesvis besluttes at yde hjælpen som naturalhjælp.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tage stilling til, om der ved ansøgerens henvendelse til sociaforvaltningen den 9. september 1982 var grundlag for at yde hjælp efter bistandsloven.

Da det måtte lægges til grund, at bistandslovens §§ 26, 27 og 49 indeholder anvisninger på, hvorledes der kan forholdes i tilfælde som det foreliggende, fandt ankestyrelsen, at socialforvaltningen ikke havde haft hjemmel til at foretage reduktion af ansøgerens fremtidige kontanthjælp.

Ankestyrelsen tiltrådte, at de omstændigheder, der dannede baggrund for ansøgerens henvendelse om hjælp, kunne anses som uforsvarlig økonomi, og at der derfor kunne stilles krav om tilbagebetaling, jfr. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

(* 1) Smh. med SM O-009-84.

En enlig kvinde søgte kontanthjælp efter bistandsloven, idet hun havde brugt den allerede udbetalte hjælp. Socialforvaltningen foretog en omberegning af ansøgerens hjælp, således at der i en periode udbetaltes hjælp til underhold reduceret med 20%. Socialforvaltningen fandtes ikke at have haft hjemmel til at foretage reduktion af den fremtidige kontanthjælp, da det måtte lægges til grund, at bestemmelserne i bistandslovens §§ 26, 27 og 49 indeholder anvisninger på, hvorledes der kan forholdes i tilfælde som det foreliggende. De omstændigheder, der dannede baggrund for ansøgerens henvendelse om hjælp, fandtes at kunne anses som uforsvarlig økonomi, og ankestyrelsen tiltrådte, at der var stillet krav om tilbagebetaling, jfr. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. (* 1)