Kontanthjælp - tildeling - ændringer i ansøgerens forhold (* 2) (* 3)
Statutory Text (3 Articles)
Kontanthjælp - tildeling - ændringer i ansøgerens forhold (* 2) (* 3)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
En kvinde, der var separeret i september 1982, og som havde et barn, havde gennem et par år modtaget arbejdsløshedsdagpenge. Dagpengene udgjorde 5.413 kr. månedlig. I forbindelse med ansøgerens separation i september 1982 havde socialforvaltningen ydet hjælp til etablering med ialt 5.000 kr. og »overlevelseshjælp« på 1.733 kr. mod tilbagebetaling.
I november 1982 søgte ansøgeren påny om hjælp, da hun var uden midler. Ansøgeren oplyste, at hun siden separationen havde haft svært ved at få sit budget til at balancere, hvorfor hun konstant var bagud med betaling af diverse udgifter.
Socialforvaltningen gav afslag på hjælp, da der ikke var indtruffet nogen social begivenhed, og da ansøgeren måtte betragtes som selvforsørgende med sine arbejdsløshedsdagpenge. Socialforvaltningen lagde endvidere vægt på, at ansøgerens budget balancerede, når man kun medtog de udgifter, som forvaltningen skønnede rimelige.
Over for amtsankenævnet oplyste ansøgeren, at hun i forbindelse med udbetaling af børnebidrag og forhøjet og ekstra børnetilskud i oktober 1982 havde betalt en del privat gæld. Herudover havde ansøgeren betalt 1.300 kr. for oprettelse af en telefon.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren var uden midler til underhold til forsørgelse af sig selv og barnet ikke kunne begrunde afslag på hjælp efter bistandsloven, men alene medføre, at der blev ydet ansøgeren hjælp til et fornødent underhold mod tilbagebetaling, idet det fandtes økonomisk uforsvarligt af ansøgeren, at hun oprettede telefon i en situation, hvor hendes økonomi i forvejen var anspændt. Nævnet henviste ansøgeren til, at hun fremover måtte afpasse sine indtægter og udgifter, således at hun kunne afholde de løbende udgifter til underhold af den løbende indtægt.
LOVGRUNDLAG
Efter bistandslovens § 37, stk. 1, kan der, når en person på grund af sygdom, svangerskab og fødsel, svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samlivet med ægtefællen, aftjening af værnepligt eller andre ændringer i sine forhold, i en begrænset tid er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold og udgifterne hertil ikke dækkes gennem dagpenge eller pensionsydelser, ydes en sådan hjælp, at det modvirkes, at pågældendes og familiens hidtidige levevilkår i væsentlig grad forringes.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen fandt ikke, at der havde været fornødent grundlag for at pålægge socialforvaltningen at yde hjælp til ansøgeren i november 1982. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren havde disponeret klart forkert, at ansøgeren havde en i forhold til mange andre normal indtægt i form af arbejdsløshedsdagpenge, og at der ikke forelå ændringer i ansøgerens forhold, der kunne begrunde hjælp.
Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.
(* 1) Se endvidere SM O-036-84.
En frasepareret kvinde med et barn fandtes ikke berettiget til hjælp i en situation, hvor hun, som modtog arbejdsløshedsdagpenge med ca.
5.400 kr. månedlig, havde opbrugt sine midler. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren havde disponeret klart forkert, og at ansøgeren havde en i forhold til mange andre normal indtægt i form af arbejdsløshedsdagpenge, og at der ikke forelå ændringer i ansøgerens forhold, der kunne begrunde hjælp. (* 1)