Nedlæggelse af en mindre del af et vejareal

Nedlæggelse af en mindre del af et vejareal

I brev af 18. september 1984 har De klaget over, at kommunalbestyrelsen efter anmodning fra F grundejerforening har godkendt, at en del af den private fællesvej F nedlægges som vejareal.

Godkendelsen omfatter et 28 m2 stort vejareal, som har henligget som rabatareal, men nu er inddraget i den tilgrænsende ejendoms haveareal. I forbindelse med nedlæggelse overføres vejarealet matrikulært til ejendommen.

De har anført, at kommunalbestyrelsen har anvendt privatvejsloven til formål, som ikke er omfattet af denne lov ved at tilgodese en parcelhusejers ønske om en større have, idet kommunalbestyrelsen har accepteret, at grundejerforeningen kan overdrage fællesareal til en enkelt grundejer.

På denne baggrund har De anmodet ministeriet om at annullere kommunalbestyrelsens beslutning.

Ministeriet har indhentet den i kopi vedlagte udtalelse af 12. oktober 1984 fra A kommunalbestyrelse.

Heraf fremgår bl.a.,

at

fællesvejen i 1977 er godkendt med et tværprofil det pågældende sted på 2 m fortov, 5 m kørebane og 1 m græsrabat,

at

tværprofilet efter nedlæggelsen af de 28 m2 vejareal bliver 2 m fortov og 5 m kørebane,

at

kommunalbestyrelsen har vurderet grundejerforeningens ønske om nedlæggelse af de 28 m2 vejareal ud fra en vejteknisk betragtning, og skønnet, at et vejudlæg på 7 m vil være tilstrækkeligt til afvikling af færdslen på en rimelig og hensigtsmæssig måde, og

at

det er kommunalbestyrelsens opfattelse, at det er et privatretligt spørgsmål, om generalforsamlingen kan beslutte at sælge arealet, som henhører under domstolene ved civilretligt søgsmål.

Ministeriet skal herefter meddele Dem følgende.

Ministeriet kan oplyse, at Højesteret i dom af 20. september 1984 har fastslået, at reglerne om nedlæggelse af offentlige veje efter deres indhold alene tager sigte på tilfælde, hvor en offentlig vej eller vejstrækning nedlægges i hele dens bredde, men at vejbestyrelsen kan anvende disse regler analogt.

Da reglerne i privatvejslovens kapitel 9 om nedlæggelse af private fællesveje svarer til og har samme formål som reglerne om nedlæggelse af offentlige veje, er ministeriet af den opfattelse, at disse synspunkter også må gælde for nedlæggelse af private fællesveje. På denne baggrund finder ministeriet, at reglerne i privatvejslovens kapitel 9 om nedlæggelse af private fællesveje ikke bør anvendes i det konkrete tilfælde, hvor der alene er tale om en uvæsentlig indsnævring af vejen med 1 m, hvorved alene et ubefæstet areal (græsrabat) på 28 m2 udgår af vejarealet. I et sådant tilfælde må det være tilstrækkeligt, at kommunen i medfør af bestemmelsen i privatvejslovens §§ 23 og 24 godkender, at det efter samme bestemmelser godkendte vejudlæg ændres.

En sådan tilladelse kan gives, hvis vejmyndigheden skønner, at ændringen kan gennemføres uden at tilsidesætte de hensyn, vejmyndigheden har påset ved sin godkendelse.

Da A kommune har skønnet, at vejudlægget efter ændringen vil være tilstrækkelig til afviklingen af færdslen på en rimelig og hensigtsmæssig måde, og da der ikke foreligger oplysninger, der kan begrunde, at ministeriet tilsidesætter dette skøn, finder ministeriet ikke grundlag for at kritisere kommunalbestyrelsens beslutning om at imødekomme grundejerforeningens ansøgnig herom.

Det tilføjes, at spørgsmålet om, hvorvidt grundejerforeningen herefter kan overdrage arealet til et enkelt medlem, er et privatretligt spørgsmål, som hverken kommunalbestyrelsen som vejmyndighed eller ministeriet som klagemyndighed kan tage stilling til. Dette spørgsmål henhører under domstolene ved civilt søgsmål.

Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.

Kommunen godkendte at et mindre rabatareal af en privat fællesvej i byområde nedlagdes uden brug af nedlæggelsesproceduren i lovens kap.

9. Ministeriet fandt, at Højesterets dom af 20. september 1984 måtte indebærer, at en sådan nedlæggelse ikke nødvendigvis er omfattet af nedlæggelsesreglerne.