Legislator Case Law & Legislation
W19840910025 DK

Afstemninger om årsbudgettet og krav til specifikation af ændringsforslag til årsbudget.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1984 9100 Valid

Afstemninger om årsbudgettet og krav til specifikation af ændringsforslag til årsbudget.

I skrivelse af 2. oktober 1983 har De klaget til indenrigsministeriet dels over den fremgangsmåde, som blev fulgt i Århus amtsråd ved afstemningen om budgettet for 1984, dels over at en række af de ændringsforslag, der blev fremsat ved 2. behandlingen af amtskommunens forslag til årsbudget for 1984, var så upræcist formuleret, at de vanskeligt kunne henføres til de i budgetforslaget opregnede bevillingsniveauer.

Deres klage har været sendt til udtalelse i amtsrådet, der har svaret indenrigsministeriet ved skrivelse af 8. november 1983. Med amtsrådets svar indsendes en udtalelse af 31. oktober 1983 fra et mindretal i amtsrådet. Indenrigsministeriet har endvidere med amtsrådets skrivelse af 14. december 1983 modtaget et eksemplar af amtskommunens budgetforslag for 1984.

For så vidt angår afstemningsproceduren, fremgår det af sagen, at amtsrådet havde fastsat en frist for fremsættelse af ændringsforslag til det ved 1. behandling forelagte budget til den 14. september 1983 kl. 12.00. Ifølge det oplyste fremkom ca. 30 ændringsforslag fra et flertal og ca. 90 forslag fra mindretallene. Samtlige ændringsforslag udsendtes herefter til amtsrådets medlemmer med en frist for fremsættelse af underændringsforslag til den 19. september 1983 kl. 10.00. Den 19. september 1983 inden fristens udløb fremsatte flertallet et antal underændringsforslag til nogle af samme flertals ca. 30 ændringsforslag. Umiddelbart efter den 19. september 1983 udsendtes forslagene til amtsrådets medlemmer. Under amtsrådets 2. behandling af budgettet blev først de ca. 90 ændringsforslag fra mindretallene sat til afstemning. Herefter blev flertallets ændringsforslag og de senere af samme flertal fremsatte underændringsforslag til flertallets egne ændringsforslag sat til afstemning under et.

I Deres skrivelse har De anført, at det enkelte amtsrådsmedlem ved denne afstemningsprocedure fratages muligheden for at stemme for eller imod hvert enkelt forslag. De har endvidere gjort gældende, at den omhandlede fremgangsmåde er i strid med bemærkningerne til § 38, stk. 2 i lovforslag om ændring af lov om kommunernes styrelse, jfr. lov nr. 204 af 28. maj 1975, hvoraf det fremgår, at det ikke med ophævelsen af ordene konto for konto i den tidligere § 38, stk. 2, var hensigten at fastsætte ændrede principper for afstemningen om budgetforslagene ved 2. behandlingen.

Århus amtsråd har i skrivelse af 8. november 1983 til Deres klage udtalt, at man finder den fremgangsmåde, som er anvendt ved afstemningen, korrekt, under henvisning til at flertallets forslag var udtryk for et kompromis, der udgjorde et sammenhængende hele, at økonomiudvalgets flertal havde indstillet, at forslagene blev tiltrådt som et samlet ændringsforslag, at amtsrådets medlemmer havde en mulighed for at fremsætte underændringsforslag til flertallets ændringsforslag, og at mindretallene ændringsforslag blev sat til afstemning før flertallets samlede ændringsforslag. Amtsrådet har i øvrigt henvist til det i Erik Harder, Dansk Kommunalforvaltning I, 4. udg., side 126, anførte om borgmesterens mulighed for at sætte ændringsforslag, der udgør et samlet hele, til afstemning under et.

I den mindretalsudtalelse, der er vedlagt amtsrådets skrivelse af 8. november 1983, er som kommentar til amtsrådets skrivelse bl.a. anført, at mindretallet ikke har haft mulighed for at fremsætte ændringsforslag til de underændringsforslag, som flertallet den 19. september 1983 stillede til sine egne ændringsforslag.

I denne anledning skal indenrigsministeriet bemærke følgende

Det fremgår af § 11, stk. 3, i indenrigsministeriets normalforretningsorden for primærkommuner, at borgmesteren bestemmer, i hvilken orden, der skal stemmes over ændrings- og underændringsforslag. Samme regel gælder for amtskommuner. Selv om det ikke er nævnt i normalforretningsordenen, må det imidlertid antages, at de almindelige afstemningsprincipper for så vidt angår den rækkefølge, i hvilken der skal stemmes over ændrings- og underændrings- forslag, også finder anvendelse under budgetbehandlingen. Underændringsforslag vil herefter skulle sættes til afstemning før ændringsforslag. I tilfælde af flere sideordnede underændringsforslag eller flere sideordnede ændringsforslag sættes de mest vidtgående underændringsforslag henholdsvis ændringsforslag til afstemning først. Forslag (i samme bevillingsniveau) er sideordnede, hvis de vedrører samme konto. Det forslag, der fjerner sig mest fra det forslag, ændringen vedrører, skal følgelig sættes til afstemning først.

Hvis der er enighed om det, kan kommunalbestyrelsen vælge en anden rækkefølge for afstemningen, f.eks. således at mindretallenes ændringsforslag sættes til afstemning først, eller således at flere forslag sættes til afstemning under et. Efter indenrigsministeriets opfattelse kan ethvert medlem af amtsrådet imidlertid forlange, at underændringsforslag og ændringsforslag sættes til afstemning konto for konto. Afstemning om flere underændringsforslag/ændringsforslag kan således ikke mod et medlems protest ske under eet. Baggrunden for denne regel er, at et medlem antages at have pligt til at deltage i afstemninger i amtsrådet. Hvis flere forslag sættes til afstemning under eet, vil et medlem i visse tilfælde være nødt ti at stemme mod sin overbevisning. Medlemmet vil herved miste muligheden for gennem afstemning at tilkendegive sit standpunkt til hvert af de fremsatte forslag.

Indenrigsministeriet er på denne baggrund enigt med Dem i, at den afstemningsprocedure, der blev anvendt under Århus amtsråds behandling af budgettet for 1984, ikke har været i overensstemmelse med de gældende afstemningsprincipper.

For så vidt angår Deres klage over, at en række af de ændringsforslag, der blev fremsat ved 2. behanelingen, var så upræcist formuleret, at de vanskeligt kunne henføres til de i budgetforslaget opregnede bevillingsniveauer, bemærkes, at Århus amtsråd i sin udtalelse af 8. november 1983 har anført, at samtlige poster, der indgik i ændringsforslagene, var specificeret og beskrevet således, at der ikke var nogen begrundet tvivl om forslagenes reelle indhold.

Vedrørende kravene til specifikationen af ændringsforslag til årsbudgettet skal indenrigsministeriet henvise til vedlagte bekendtgørelse nr. 381 af 3. august 1983 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen (som ophæver bekendtgørelse nr. 563 af 18. november 1975, hvortil De henviser). I bekendtgørelsens § 2, stk. 2, er anført, at ændringsforslag til forslag til årsbudget skal angive, hvilken bevilling forslaget retter sig imod, samt med hvilket beløb bevillingen ønskes ændret. Dette betyder, at ændringsforslag skal have en sådan specifikationsgrad, at det umiddelbart fremgår, hvilken bevilling der foreslås ændret og med hvilket beløb. Endvidere henvises til budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner , hvori det i afsnit 6.3., side 1, anført, at driftsbevillinger som mindstekrav skal knyttes til de 4 første cifre i den autoriserede kontoplan. Det fremgår herudover af afsnit 6.3., side 4, at samtlige driftsposter er omfattet af reglerne vedrørende driftsbevillinger, hvorfor der i forbindelse med årsbudgettets endelige vedtagelse skal tages bevillingsmæssig stilling til samtlige årsbudgettets driftsposter.

I amtskommunens budgetforslag for 1984 er de enkelte bevillinger angivet dels ved et strukturkontonummer dels ved en tekst. De ændringsforslag til forslag til årsbudget, hvortil der henvises i klagen, og som ifølge det oplyste har været lagt til grund ved 2. behandling af budgetforslaget, er ikke betegnet ved kontonummer, ligesom de anvendte tekster ikke er de samme, som er anvendt i budgetforslaget. Indenrigsministeriet finder derfor ikke, at de beløb, der er angivet i de nævnte ændringsforslag, umiddelbart kan henføres til de enkelte bevillinger i budgetforslaget, og bevillingskravene er derfor ikke fuldt ud opfyldt i forbindelse med amtsrådets behandling af ændringsforslagene til årsbudgettet for 1984. Indenrigsministeriet finder det på denne baggrund vigtigt at understrege, at bevillingsreglerne nøje skal overholdes, hvilket for driftsbevillinger bl.a. indebærer, at de som et mindstekrav knyttes til de 4 første cifre i den autoriserede kontoplan.

Indenrigsministeriet finder ikke grundlag for at foretage sig yderligere i anledning af sagen.

Kopi af denne skrivelse er tilsendt Århus amtsråd.

P.M.V.

E.B.

Johan Erichsen

Endelig adm. afgørelse 1984 9100 Valid

Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1984 6.2.

(* 1) ophæver den i skrivelsen citerede bekendtgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1984 9100 Valid

Udtalt, at de almindelige afstemningsprincipper om den rækkefølge, i hvilken der skal stemmes over ændrings- og underændringsforslag, også finder anvendelse under budgetbehandlingen. Hvis der er enighed om det, kan kommunalbestyrelsen dog vælge en anden rækkefølge for afstemningerne f.eks. således at mindretallenes ændringsforslag sættes til afstemning først, eller således at flere forslag sættes til afstemning under et. Ethvert medlem kan imidlertid forlange, at underændringsforslag og ændringsforslag sættes til afstemning konto for konto.

Endvidere præciseret, at ændringsforslag skal have en sådan specifikationsgrad, at det umiddelbart fremgår, hvilken bevilling der foreslås ændret og med hvilket beløb.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →