Legislator Case Law & Legislation
W19840503025 DK

Tilslutning til kollektivt varmeforsyningsanlæg efter varmeforsyningsloven.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1984 5030 Valid

Tilslutning til kollektivt varmeforsyningsanlæg efter varmeforsyningsloven.

Hr. A. G. Andersen

Søndergade 21-23

8382 Hinnerup

Med brev af 23.12.1983 fra Hinnerup kommune har Energistyrelsen modtaget Deres klage over, at der, i forbindelse med Hinnerup byråds godkendelse af et projekt om fortsat tilslutning til Hinnerup Fjernvarme, ved meddelelse af 18.10.1983 er pålagt Deres ejendom pligt til fortsat tilslutning til det nævnte fjernvarmeværk.

Energistyrelsen har anmodet kommunens tekniske forvaltning om sagens akter og udbedt sig supplerende oplysninger vedr. Deres udmeldelse af Hinnerup Fjernvarme i april måned 1983. Disse oplysninger er senest modtaget med teknisk forvaltnings skrivelse af 20. juni 1984.

Det fremgår af sagen, at De i 1982 har etableret fast brændselsfyr, og at De den 14. april 1983 har skrevet til Hinnerup Fjernvarme og meddelt, at De ønsker at melde Dem ud.

Den 30. maj 1983 meddeler Hinnerup Fjernvarme Dem, at udmeldelse ikke kan godkendes. Der henvixses til, at Deres udmeldelse er kommet for sent i henhold til kontraktens bestemmelser til at få virkning fra 30. juni 1983, og at overenskomsten er uopsigelig i henhold til vedtægterne, sålænge der løber kommunegaranterede lån, hvilket er tilfældet de næste 6 år.

I sin skrivelse af 20. juni d.å. udtaler teknisk forvaltning, at kontrakten med Hinnerup Fjernvarme ikke kan opsiges, sålænge værket har kommunegaranterede lån, og konkluderer, at Deres udmeldelse ved brev af 14. april 1983 derfor ikke nødvendigvis skal imødekommes af værket.

Energistyrelsen skal hertil udtale, at afgørelsen af de kontraktretslige forhold i forbindelse med den af Dem ønskede udmeldelse af Hinnerup Fjernvarme bør forsøgs løst ved en forhandling mellem Dem og fjernvarmeværket, og at sag herom i givet fald kan indbringes til afgørelse hos Gas- og Varmeprisudvalget.

Den 8. juli 1983 udsender Hinnerup kommune høringsskrivelse vedrørende fortsat tilslutning. Den 14. juli 1983 fremsender De indsigelse mod dette.

Byrådet beslutter den 28. september 1983 at afvise Deres indsigelse med henvisning til selskabsøkonomiske forhold og således pålægge Dem fortsat tilslutning til Hinnerup fjernvarme, hvilket medddeles Dem ved meddelelse af 18.10.1983.

Forsåvidt angår den af Hinnerup kommune fulgte procedure vedrørende projektbehandling og beslutning omkring fortsat tilslutning til Hinnerup Fjernvarme, finder Energistyrelsen, at den er sket i overensstemmelse med reglerne i varmeforsyningsloven og Energiministeriets bekendtgørelser nr. 98 af 19. marts 1982 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg.

På denne baggrund, og da Deres ejendom, efter ENS's opfattelse, pr. 18.10.1983 må betragtes som forsynet (i hvert fald i nogen udstrækning) fra Hinnerup Fjernvarme, er det styrelsens principielle opfattelse, at Hinnerup kommunes afgørelse om fortsat tilslutning for Deres ejendom er meddelt med rette.

Imidlertid finder ENS, at man ved bedømmelse af sagen tillige må tillægge det vægt, at De, inden Hinnerup kommune iværksatte høringen af de berørte grundejere, i god tro, og i tillid til, at De kunne udmelde Dem af Hinnerup Fjernvarme, har installeret et nyt varmeanlæg i Deres ejendom.

En samlet vurdering af de nævnte elementer i sagen giver således efter Energistyrelsens opfattelse grundlag for en dispensation fra det meddelte tilslutningspålæg. Styrelsen har drøftet denne udgang på sagen med Hinnerup kommune, teknisk forvaltning, der hertil har udtalt, at der ikke vil kunne tages principiel stilling tl en eventuel dispensation, førend styrelsens afgørelse vedrørende tilslutningspålægget er drøftet mellem fjernvarmeselskabet og kommunen.

Energistyrelsen går herefter ud fra, at spørgsmålet om dispensation tages op af Hinnerup kommune i umiddelbar tilknytning til nærværende skrivelse, og at der træffes afgørelse herom, som om der rent faktisk forelå en ansøgning om dispensation fra Deres side.

Den hermed meddelte afgørelse, der tillige er tilsendt Hinnerup Fjernvarme A.m.b.a. kan påklages til energiministeren. Klage skal indsendes til Energistyrelsen senest 8 uger efter modtagelsen af nærværende skrivelse.

Kopi af denne afgørelse er tillige tilsendt Hinnerup kommune, teknisk forvaltning.

P.D.V.

Helge Ørsted Pedersen

Endelig adm. afgørelse 1984 5030 Valid

Ejendom pålagt fortsat tilslutningspligt til et fjernvarmeværk.

Energistyrelsen meddelte ejeren dispensation fra påbuddet p.g.a.

ejerens gode tro og udmeldelsesmulighed og sket anskaffelse af andet fyringsanlæg

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →