Klageregler, begunstigende forvaltningsakt-omgørelse af dispensation
Statutory Text (3 Articles)
Klageregler, begunstigende forvaltningsakt-omgørelse af dispensation
»Byggelovsklage vedrørende ejendommen matr.nr. 158 e, Nibe Bygrunde
Ved skrivelse af 12. juli 1984 har Nibe kommune, i anledning af Nordjyllands amtsråds omgørelse af en af Nibe kommune meddelt dispensation, forelagt sagen for byggestyrelsen og anmodet om byggestyrelsens vurdering af sagen.
I skrivelse af 14. august 1984 meddelte Nibe kommune, at sagen var blevet forelagt byggestyrelsen på vegne af og efter aftale med Nibe Mineralvand, v/Kaj Færch.
Byggestyrelsen har herefter behandlet sagen som en klagesag i henhold til byggelovens § 23, stk. 2.
I skrivelse af 24. juli 1984 anmodede byggestyrelsen Nordjyllands amtsråd om en udtalelse i sagen.
Amtsrådet har nu i skrivelse af 22. august 1984 udtalt, at amtsrådets afgørelse af 4. juli 1984 fastholdes, samt at afgørelsen var begrundet med, at Nibe kommunes afgørelse var i strid med loven.
Til Deres orientering vedlægges en kopi af amtsrådets svar.
Det fremgår af sagen, at Nibe kommune den 20. februar 1984 meddelte dispensation til opførelse af en tilbygning til eksisterende fabrik på ovennævnte ejendom. Der blev meddelt dispensation fra bygningsreglement-1982, kap. 3.2.3, stk. 1, der fastsætter, at en bebyggelse ikke må placeres nærmere naboskel end 2,5 m, samt fra kap. 3.1.3, stk. 2, a, der fastsætter, at ingen del af en bebyggelse må have en højde, der overstiger 3 m + 0,65 x afstanden til skel. Det er oplyst, at det påtænkte byggeri skal placeres i skel med en bygningslængde på 16 m og en bygningshøjde på 5,3 m.
Nordjyllands amtsråd omgjorde herefter den 4. juli 1984 Nibe kommunes dispensation på baggrund af klage fra naboerne.
Nordjyllands amtsråd har begrundet sin afgørelse med følgende forhold
at dispensationer, jf. boligministeriets skrivelse af 28. januar 1977, ikke kan meddeles ubegrænset, og at dispensationsadgangen tager sigte på afvigelser af mindre væsentlig betydning,
at det omtalte byggeri skønnes at kunne gennemføres på rimelig måde, selvom det placeres 2,5 m fra skel og dermed under overholdelse af højde- og afstandsbestemmelserne,
at byggeriet synes at indebære belastninger for - og indgreb i forholdene på naboejendommen af så væsentligt omfang, at dispensationen ikke burde være givet,
at dispensationen er uforenelig med de hensyn, der ligger til grund for bestemmelserne i bygningsreglement-1982.
Til Deres orientering skal man oplyse, at amtsrådets afgørelser ifølge byggelovens § 23 kun kan påklages til byggestyrelsen, hvis afgørelsen omfatter spørgsmål om forståelse af byggeloven eller af en bestemmelse fastsat i medfør af denne.
Byggestyrelsen skal i den anledning udtale
Efter almindelig forvaltningsretlige regler kan den overordnede myndighed kun under ganske særlige omstændigheder omgøre den underordnede myndigheds begunstigende afgørelse til ugunst for modtageren.
Byggelovens § 23 skal efter byggestyrelsens opfattelse fortolkes således, at amtsrådet kun kan omgøre kommunalbestyrelsens afgørelse til ugunst for modtageren, såfremt der foreligger særlige omstændigheder. Omgørelse kan fx være begrundet i, at kommunalbestyrelsens afgørelse er i strid med byggeloven, eller at afgørelsen lider af andre væsentlige retlige mangler.
Da der ikke efter byggestyrelsens opfattelse i nærværende sag ses at foreligge sådanne særlige omstændigheder, hvorefter den af Nibe kommune meddelte dispensation til opførelse af den omhandlede tilbygning skulle være i strid med byggeloven, er byggestyrelsen af den opfattelse, at Nordjyllands amtsråd ikke i medfør af byggelovens § 23 har haft den fornødne hjemmel til at omgøre dispensationen.
Man har derfor d.d. anmodet amtsrådet om at ændre sin afgørelse af 4. juli 1984 i overensstemmelse hermed.«
Man skal med de anførte begrundelser anmode amtsrådet om at ændre sin afgørelse af 4. juli 1984. Der henvises til j.nr.99-16-2251, 158, Nibe Bygrunde.
Pdv
eb
Steen Christensen
Sekretær
Ingen
Fundet, at en klagemyndighed kun kunne omgøre 1. instansens dispensationsafgørelse, såfremt der forelå særlige omstændigheder, når det drejer sig om en for modtageren begunstigende afgørelse.