Registrering af mønster for frontfløj på bil nægtet.
Statutory Text (3 Articles)
Registrering af mønster for frontfløj på bil nægtet.
År 1983, den 27. december afsagde mønsterankenævnet (Beyer, Jørn Andreassen, Vedel-Rieper)
følgende
k e n d e l s e
i sagen j.nr. M 3/83: Klage fra
Aktiebolaget Volvo,
Sverige,
v/patentbureau Chas. Hude
over
direktoratet for patent- og varemærkevæsenets afgørelse af 28. januar 1983 af mønsteransøgning nr. MA 830/80.
Den 15. oktober 1980 indgav klageren en ansøgning om registrering af et mønster for en frontfløj vedrørende et automobil.
Efter at direktoratet for patent- og varemærkevæsenet forløbig havde meddelt, at mønstret var fundet uegnet til registrering, idet mønstret ikke skønnedes at adskille sig væsentligt fra klagerens under nr. 324-1975 registrerede mønster, anførte klageren i skrivelse af 9. oktober 1981 bl.a.
»Sagens faktiske forhold er, at det ansøgte og det ældre registrerede mønster for en umiddelbar betragtning ligner hinanden i høj grad, idet der alene findes forskelle i den del af frontfløjen hvor samlingen med frontpartiet af bilen skal foregå.
Dette skyldes naturligvis, at man ikke for en bil som VOLVO fremstiller en ny radikalt ændret model, men ønsker at bibeholde det udseende man har opbygget gennem en lang periode og som er faldet i forbrugernes smag.
Imidlertid har de forskelle der findes ved forkanten stor betydning også for mønstrets udseende.
Jeg tillader mig at vedlægge en billedopstilling, hvor det ansøgte mønster er sat op sammen med det registrerede mønster og samtidig viser billederne alene et udsnit af frontfløjen, nemlig den del hvor forskellene findes.
Efter min mening viser denne billedopstilling en markant forskel mellem det ansøgte og det registrerede mønster. Det skal tilføjes, at forskellene er af meget stor vigtighed, fordi der er tale om en meget vigtig detalje, der afgør hele frontens udseende.
Som det vil fremgå af Blad 1 er der tale om en ændring af den del af frontfløjen, hvor sammenføjningen med frontpartiet skal ske. Der er for det første tale om en ændret teknik ved sammenføjningen, men mest iøjnefaldende er det dog, at vinklen for sammenføjning er blevet helt ændret. På den registrerede frontfløj spidser vinklen udad, og jeg erindrer om de nuværende VOLVO modellers udseende, hvor denne vinkel genfindes ved frontpartiet set fra overkant forskærm og nedad. Det ansøgte mønster har en indad rettet vinkel, og modeller opbygget med den foreliggende frontfløj vil derfor få et radikalt ændret udseende, når modellen betragtes forfra og fra siden.
Det ændrede udseende af frontfløjen set i forhold til den ældre registrering er resultatet af et meget stort designarbejde samtidig med, at der er tale om et resultat, hvor tekniske forbedringer samtidig har dannet det væsentlige grundlag.
Dette skal forstås på den måde, at designeren har fået forelagt nogle tekniske forbedringer, som er blevet ønsket indført i en meget velrennomeret bilmodel, hvor man har ønsket helhedsindstrykket nogenlunde bibeholdt samtidig med, at man har ønsket en vis moderat modernisering af udseendet. Det afgørende har dog været, at den nye tekniske landvinding har skullet indføres og indpasses i den modelpolitik som er vedtaget af VOLVO.
Resultatet er altså blevet nærværende frontfløj, og da det ikke er muligt at opnå beskyttelse for en detalje, men man er nødt til at beskytte hele frontfløjen, er der altså opstået et nyt mønster, der for en stor dels vedkommende, kommer tæt på den ældre registrering, men hvor der forekommer en meget markant forskel i en afgørende detalje.
Som det forhåbentlig vil fremgå af ovenstående er den foreliggende forskel ved en overfladisk betragtning mindre fremtrædende, men med en forklaring af grundene til og formålet med ændringen er det min opfattelse, at forskellen markerer sig klarere og til dels overskygger lighederne.
Det må også erindres, at man som lægmand er mere tilbøjelig til at focusere på lighederne end forskellene, fordi man ikke har fagmandens baggrund. En fagmand vil ved at sammenligne de 2 frontfløje straks erkende de store forskelle, idet han umiddelbart vil se for sig det ændrede udseende af bilfronten, sammenlignet med det registrerede mønster, og for en fagmand vil de 2 frontfløje, derfor adskille sig væsentligt.
På baggrund af ovennævnte gennemgang er det min konklusion, at forskellene mellem de foreliggende frontfløje kan forekomme ringe og derved have mindre indvirkning på helhedsindtrykket, men forskellene er resultatet af et meget omfattende teknisk forarbejde og endvidere har det krævet en anselig formgivningsmæssig indsats.«
Efter yderligere brevveksling afslog direktoratet ved skrivelse af 28. januar 1983 ansøgningen med følgende begrundelse
»Uanset den i Deres skrivelse af 9. oktober 1981 fremhævede forskel i den del af frontfløjen, hvor sammenføjningen med frontpartiet af bilen skal foregå, er det direktoratets opfattelse, at der ikke er en sådan forskel på mønstrene i deres helhed, at de adskiller sig væsentligt fra hinanden.
Det må derfor fastholdes, at det ansøgte mønster er uegnet til registrering i medfør af bestemmelsen i lov om mønstre nr. 218 af 27. maj 1970 § 2 stk. 1, da det ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 24. marts 1983 indbragt for mønsterankenævnet med påstand om, at den påklagede afgørelse omstødes.
Klageren har bl.a. anført
»I nærværende tilfælde var opgaven for konstruktøren 1) at finde en bedre teknisk løsning m.h.t. samlingspunkterne for frontskærmen, og 2) at ændre frontprofilen således at den fik et i æstetisk henseende andet udseende - altså en slags »ansigtsløftning«.
Når man betænker med hvilken opmærksomhed automobilers udseende - og ændringer heri - kommenteres, både af fagfolk som motorjournalister, der »anmelder« de nye modeller, og af motorkørende, vil man sikkert være enig med mig i, at ændringer i en bils udseende af denne karakter er »væsentlig«. De er nemlig prægnante, fæstner sig i bevidstheden og er med til ligefrem at »datere« årgangene, selv for den, der blot er almindeligt interesseret automobilkører, men vel især fagfolk.
Når man på mønsterlovens grundlag skal bedømme et produkt af denne art, er det efter min opfattelse afgørende, at man gør sig disse forhold klart, og at man erkender, at de udseendemæssigt væsentlige punkter netop ofte er detaljer af denne karakter. Ved automobiler spiller især - i udseendemæssig henseende - frontens detaljer, lygtearrangementet og hækkens udseende en overordentlig stor rolle, og ændringer i disse detaljer er derfor »væsentlige«. Derfor er der også for automobilfabrikkerne et stort - og legalt - behov for at kunne opnå beskyttelse netop for sådanne designændringer.
Der er her sket en ændring som resultatet »af et omfattende arbejde« og »en anselig indsats, således som det anføres i Mønsterbetænkningen, jvf. ovenfor, og jeg er af den opfattelse, at den ansøgte frontskærm må anses for at adskille sig væsentligt fra det tidligere kendte, specielt fra dansk mønsterregistrering nr. 324/1975. Det er endvidere min opfattelse, at det ikke vil være i overensstemmelse med Mønsterlovens intentioner, såfremt en så væsentlig ingeniørmæssig og designmæssig indsats ikke skulle kunne beskyttes.«
Sagen har været behandlet i nævnets møde den 5. december 1983.
Nævnet udtaler
Det tiltrædes, at ansøgningen af de af direktoratet anførte grunde er afslået
hvorfor
bestemmes
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
J. Beyer.
Ingen
Patentdirektoratets afslag på ansøgning om registrering af mønster for frontfløj på bil stadfæstet af Mønsterankenævnet. Mønsteret ikke fundet at adskille sig væsentligt fra, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag.