Brancheforeningsvedtagelser - restriktiv adfærd over for ikke-medlemmer (* 1)

§ 2. Stk. 1. Det er medlemmer af Den danske Dyrlægeforening forbudt at delagtiggøre nogen dyrlæge, som ikke er medlem, i foreningens goder.

Stk. 2. Det er medlemmerne forbudt at yde faglig støtte til samt at have fagligt samarbejde med dyrlæger, som ikke er medlemmer af Den danske Dyrlægeforening i forbindelse med disses udøvelse af dyrlægegerning i henhold til dyrlægelovens § 4 a, b, c. Denne bestemmelse gælder ikke for dyrlæger, der i deres funktion som offentligt ansatte udøver dyrlægegerning i henhold til de i dyrlægeloven ovenfor omtalte bestemmelser. Det er medlemmerne forbudt at beskæftige et ikke-medlem som assistent eller vikar under udøvelse af dyrlægegerning i henhold til dyrlægelovens § 4 a, b, c. Ved overtrædelser har vedkommende foreningsmyndighed pligt til straks at indberette forholdet til hovedbestyrelsen.

§ 3. Stk. 1. Ved et medlems nedsættelse som praktiserende dyrlæge forstås, at medlemmet har overtaget rådigheden over nedsættelsesadressen og er klar til at praktisere. Hovedbestyrelsen kan dog efter forhandling med Sammenslutningen af praktiserende dyrlæger og Specialpraktiserende Dyrlægers Forening bestemme, at en nedsættelse har fundet sted, hvis et medlem med henblik på at starte dyrlægepraksis har påtaget sig væsentlige, bindende, økonomiske forpligtelser i forbindelse med fremskaffelse af lokaler til praksisformål. Hvis et medlem ønsker at påberåbe sig den i andet punktum nævnte form for nedsættelse, skal skriftlig meddelelse om nedsættelsen indsendes til sekretariatet med oplysning om de med nedsættelsen forbundne økonomiske og andre forpligtelser. Nedsættelsesdatoen vil tidligst være den dato, hvor sekretariatet modtager den skriftlige meddelelse om nedsættelsen.

Stk. 2. Når et medlem overdrager sin praksis eller praksisandel til et andet medlem, enten ved salg eller ved indgåelse af kompagniskab, skal en sådan hel eller delvis overdragelse omgående, efter at endelig aftale er truffet, indberettes til sekretariatet til offentliggørelse i medlemsbladet med angivelse af den dato, fra hvilken overdragelsen er effektiv. Det er andre medlemmer forbudt at nedsætte sig inden for en geometrisk afstand af 15 km fra praksis' udgangspunkt(er) i 1 år fra den dag, meddelelsen indgår til sekretariatet. Beskyttelsen er betinget af, at en genpart af aftalen om salget eller kompagniskabet indsendes til sekretariatet.

Stk. 3. Når et medlem, der udøver praksis, ansættes i en fast stilling, er det andre medlemmer forbudt at nedsætte sig inden for en geometrisk afstand af 15 km fra praksis' udgangspunkt, indtil pågældende praksis eller praksisandel er afhændet, dog længst i 6 måneder. Indberetning til sekretariatet om udnævnelsen og offentliggørelse i medlemsbladet af beskyttelsen skal foretages efter regler svarende til det i stk. 1 foreskrevne, og beskyttelsen regnes fra den dag, indberetningen indgår til sekretariatet. Når den pågældende praksis eller praksisandel er solgt, kan køberen opnå beskyttelse efter reglerne i stk. 2.

Stk. 4. Når et medlem, der udøver praksis, afgår ved døden, er det andre medlemmer forbudt at nedsætte sig inden for en geometrisk afstand af 15 km fra praksis' udgangspunkt, indtil pågældende praksis eller praksisandel er afhændet, dog længst i 1 år. Når den pågældende praksis er solgt, kan køberen opnå beskyttelse efter reglerne i stk. 2.

Stk. 5. En praksis, der er oprettet inden for de sidste 5 år, kan ikke beskyttes efter stk. 2 og 3.

Stk. 6. Hovedbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 2-5 efter forhandling med Sammenslutningen af praktiserende dyrlæger, Specialpraktiserende Dyrlægers Forening, lokalforeningen og den skadelidende part.

Stk. 7. I tilfælde af, at en allerede bestående praksis nedlægges i forbindelse med overdragelse til en eller flere nabokolleger, kan beskyttelse af en sådan overdragelse efter reglen i stk. 2 kun gives efter forud indhentet tilladelse, der meddeles af hovedbestyrelsen efter forhandling med Sammenslutningen af praktiserende dyrlæger, Specialpraktiserende Dyrlægers Forening og lokalforeningen.

Stk. 8. I tilfælde af nedsættelse i strid med et nedsættelsesforbud tilkommer påtaleret alene: efter stk. 2, praksiskøberen eller kompagniskabets partnere, efter stk. 3, den dyrlæge, der har fået fast ansættelse, og efter stk. 4, den afdøde dyrlæges dødsbo. Påtalen sker til hovedbestyrelsen gennem den lokalforening, hvoraf den påtaleberettigede er medlem, eller hvoraf den afdøde dyrlæge var medlem.

Stk. 9. Bestemmelserne om nedsættelsesforbud gælder ikke i hovedstadsområdet. Hovedbestyrelsen træffer bestemmelse om, hvad der forstås herved. Hovedbestyrelsen kan endvidere træffe bestemmelse om hvilke områder, der derudover er undtaget fra reglerne om nedsættelsesforbud. Meddelelse herom offentliggøres i medlemsbladet.

§ 10. Stk. 1. Mælkekontrol på produktionsstedet, behandling af mastitis i tilslutning til overenskomst om mejerikredsvis bekæmpelse, inseminering efter overenskomst mellem kvægavlsforening og praktiserende dyrlæger samt andet kollektivt arbejde må af praktiserende dyrlæger kun udføres inden for dyrlægens eget klientel. Ved eget klientel forstås de klienter, der almindeligvis benytter dyrlægen til praksis.

Stk. 2. En dyrlæge må ikke påtage sig kollektivt arbejde hos en ny klient, førend aftale med den dyrlæge, der hidtil har udført arbejdet, er truffet. I tilfælde af uenighed må arbejdet ikke udføres, førend besætningsejeren har givet til kende, hvilken dyrlæge han ønsker.

Stk. 3. aftaler om en ordning, hvorved stk. 1 fraviges, må i hvert enkelt tilfælde godkendes af hovedbestyrelsen efter forhandling med Sammenslutningen af praktiserende dyrlæger og lokalforeningen.

§ 11. Stk. 1. Det er forbudt fastansatte insemineringsdyrlæger og dyrlæger ved mælkekontrol at foretage almindelig praksis og andet kollektivt arbejde end henholdsvis inseminering og mælkekontrol hos de besætningsejere, hvor insemineringen og mælkekontrollen udføres, medmindre arbejdet udføres for ejerens praktiserende dyrlæge.

Stk. 2. Det er forbudt insemineringsdyrlæger og dyrlæger ved mælkekontrol at nedsætte sig og udøve praksis eller overtage praksis eller andel i sådan samt at overtage assistentstillinger eller længere vikariater på en plads beliggende inden for en geometrisk afstand af 15 km fra nogen del af det distrikt, hvor de har virket som insemineringsdyrlæger eller som dyrlæger ved mælkekontrol, før der er gået 2 år efter kontraktens eller stillingens ophør; ved ansættelse over 1 år forlænges fristen til 4 år. Dispensation kan gives af hovedbestyrelsen efter forhandling med Sammenslutningen af praktiserende dyrlæger og lokalforeningen.

Ved ankenævnets kendelse af 25. juni 1982 afslog nævnet at den fastsatte frist til 1. juli 1982 til efterkommelse af de meddelte pålæg blev udskudt til efter ankesagens afgørelse.

Klagerne har til støtte for deres påstand indledningsvis generelt anført, at en forudsætning for monopoltilsynets meddelelse af de omhandlede pålæg må være, at monopoltilsynet forud har foretaget en undersøgelse, der fastslår, at de pågældende vedtægtsbestemmelser indebærer en konkurrencebegrænsning i monopollovens forstand, og som medfører de der nærmere bestemte urimelige virkninger. Et sådant grundlag har tilsynet ikke tilvejebragt, hvilket er uundskyldeligt, da der kun er ca. 600 dyrlæger.

Selv om monopolloven også omfatter konkurrencebegrænsninger, der må antages at medføre de der nævnte urimelige virkninger, ændrer det intet herved, da sådanne antagelser alene kan anlægges over for nye vedtægtsbestemmelser, og ikke vedtægtsbestemmelser som de heromhandlede, der har været praktiseret i mange år. Her må der føres bevis for, at de nævnte virkninger er indtrådt. Tilsynets pålæg er baseret på teoretiske betragtninger. Det eneste bevis er alene en henvisning til flere klager, og disse kan være ubegrundede. Klagerne har ikke kendskab til de indgivne klager, bortset fra klagen fra Erik Lindstrøm. Denne klage angår imidlertid ikke de heromhandlede vedtægtsbestemmelser, men foreningens averteringsregler.

Med henvisning til en af monopoltilsynet i 1979 foretaget undersøgelse af dyrlægebranchens struktur, takster og indtjening fastslår klagerne, at der eksisterer fri konkurrence blandt dyrlægerne og peger eksempelvis på forholdene vedrørende Landbrugets veterinære Konsulenttjeneste, hvis dyrlæger er udmeldt af foreningen, og som driver deres virksomhed som enkeltmandsvirksomheder.

Baggrunden for § 2, stk. 2, 1. pkt., i de kollegiale vedtægter er ønsket om at kontrollere og sikre overholdelsen af de for foreningens medlemmer i medfør af vedtægterne gældende erhvervsetiske regler.

Medlemsskab af DdD er ikke obligatorisk for danske dyrlæger, og er således ikke et vilkår for opnåelse af autorisation, jfr. dyrlægelovens § 5.

I de fleste EF-lande findes officielle selvstyrende organer for dyrlæger, som har mandat til at fastlægge nødvendige erhvervsetiske regler og til at kontrollere disse reglers overholdelse. Disse organer består af dyrlæger udpeget af de respektive landes dyrlægeorganisationer, og medlemsskab af organisationerne er modsat retstilstanden i Danmark en forudsætning for erhvervelse af autorisation.

I Danmark er vedtagelsen og kontrollen med overholdelsen af tilsvarende erhvervsetiske regler overladt til DdD. Lov nr. 58 af 4. marts 1964 om dyrlæger indeholder således kun bestemmelser om fratagelse af rettigheder som følge af mangelfuld sjælstilstand, udvist grov faglig uduelighed og udførelse af kriminelle handlinger. Hverken det danske samfund eller dyrlægestanden kan imidlertid være tjent med, at dyrlæger i deres adfærd alene begrænses af disse åbenbare mindstekrav, hvis nærmere udstrækning i øvrigt kan give anledning til tvivl. DdD har derfor af hensyn til dyrlægestanden og opretholdelsen inden for samme af fornøden faglig og kollegial standard samt af hensyn til nødvendigheden af opretholdelsen af tilliden til standen, i de kollegiale vedtægter fastsat nærmere erhvervsetiske regler. Det er naturligvis videre en forudsætning, at disse erhvervsetiske regler efterleves, hvorfor der, som det kendes for andre liberale erhvervs vedkommende, må være adgang for de af reglerne omfattede medlemmer af dyrlægestanden til gennem deres faglige organisation DdD at påse, at reglerne overholdes af de enkelte medlemmer.

Da medlemsskab af DdD ikke er obligatorisk hverken for opnåelse af autorisation som dyrlæge eller for virket som sådan, er det en absolut nødvendighed for foreningens mulighed for kontrol med medlemmernes efterlevelse af de i de kollegiale vedtægter indeholdte erhvervsetiske mindstekrav, der ikke kan håndhæves over for ikke-medlemmer, at foreningens medlemmer under udøvelsen af klinisk praksis ikke ved samarbejde med ikke-medlemmer indirekte får mulighed for at overtræde disse for standen og klientelet nødvendige krav til udøvelse af dyrlægegerningen i overensstemmelse med almindeligt anerkendte erhvervsetiske normer. Dette har monopoltilsynet erkendt, idet tilsynet i sin skrivelse af 13. januar 1983 ikke har noget imod en vedtægtsbestemmelse om forbud mod samarbejde med ikke-medlemmer, der er fundet uværdige til medlemsskab af foreningen.

Over for tilsynets henvisning til, at autoriserede dyrlæger er undergivet Veterinærdirektoratets tilsyn har klagerne anført, at det i denne bestemmelse omhandlede tilsyn alene omfatter tilsyn med autoriserede dyrlægers efterlevelse af reglerne i dyrlægeloven, der som ovenfor anført i det hele må anses for utilstrækkelige, når det drejer sig om at opretholde og sikre efterlevelsen af almindeligt anerkendte erhvervsetiske regler, som de der er vedtaget for dyrlægers vedkommende og indeholdt i DdD's kollegiale vedtægter.

Forbudet mod samarbejdet med ikke-medlemmer af DdD omfatter i øvrigt alene samarbejde i forbindelse med udøvelsen af de typer af dyrlægegerning, der falder inden for de i lov nr. 58 af 4. marts 1964 om dyrlæger § 4 pkt. a, b og c omhandlede kategorier. Forbudet gælder således alene i forbindelse med udøvelsen af klinisk dyrlægepraksis og har som nævnt navnlig til formål at sikre, at de fagetiske normer, som er gældende for DdD's medlemmer, ikke indirekte omgås ved et samarbejde med ikke-medlemmer. Når forbudet alene gælder i forbindelse med udøvelsen af klinisk dyrlægepraksis, er det naturligvis fordi, det netop er i forbindelse med udøvelsen af denne type dyrlægegerning, at skadevirkningerne for standen og klientelet af en overtrædelse af de erhvervsetiske mindstekrav til en dyrlæge særligt vil vise sig, og fordi efterlevelsen af disse mindstekrav, når det gælder offentligt ansatte dyrlæger, forudsættes varetaget og kontrolleret af den ansættende myndighed. Tilsvarende i øvrigt når det gælder efterlevelsen af de i dyrlægeloven indeholdte regler, i hvilken forbindelse henvises til, at f.eks. de ved statslige undervisnings- og forskningsinstitutter beskæftigede dyrlæger for så vidt angår deres virksomhed ved disse institutter i henhold til dyrlægelovens § 10, stk. 2, er undtaget fra Veterinærdirektoratets tilsyn.

Klagerne bestrider rigtigheden af det af tilsynet anførte, at udøvelsen af klinisk dyrlægepraksis omfatter den overvejende del af dyrlægernes virksomhed, idet det er en kendsgerning, at et meget stort antal dyrlæger har deres primære beskæftigelse inden for den offentlige sektor.

Tilsynet har endelig anført, at en ændring af de kollegiale vedtægters § 2, 1. pkt., således at forbudet mod samarbejde med ikke-medlemmer alene omfatter ikke-medlemmer, som er fundet uværdige til medlemsskab af foreningen, efter tilsynets opfattelse i rimeligt omfang vil tilgodese klagernes ønske om at sikre overholdelsen af de veterinæretiske regler, som gælder for foreningens medlemmer.

Klagerne har heroverfor bemærket, at da medlemsskab af DdD ikke er obligatorisk, vil DdD ikke kunne håndhæve de i de kollegiale vedtægter indeholdte erhvervsetiske regler over for ikke-medlemmer, hvad enten årsagen til disses manglende medlemsskab af DdD skyldes, at disse er fundet uværdige hertil eller skyldes andre omstændigheder som f.eks. manglende ønske om medlemsskab, og foreningens mulighed for kontrol med medlemmernes efterlevelse af de erhvervsetiske regler vil derfor blive udhulet på uacceptabel måde, såfremt man alene kan forhindre samarbejde med ikke-medlemmer, der er fundet uværdige til medlemsskab, men ikke med dyrlæger som af andre grunde ikke er medlemmer, hvilket er tilfældet for langt de fleste ikke-medlemmers vedkommende.

Rent bortset fra at vedtægtsbestemmelsen som anført alene har til formål at sikre overholdelsen af almindelige og anerkendelsesværdige erhvervsetiske regler til gavn for klientelet og samfundet i øvrigt, har bestemmelsen - omend den måtte antages i et vist omfang at begrænse konkurrencen inden for erhvervsområdet - ingen af de i monopollovens § 11 nævnte urimelige virkninger, idet der ikke eksisterer nogen hindringer for ikke-medlemmers erhvervsudøvelse og samarbejde med andre ikke-medlemmer på de i bestemmelsen anførte områder. Den eventuelle konkurrencebegrænsende virkning opvejes af gavnlige virkninger af bestemmelsen.

Bestemmelsen udgør, da hverken autorisationen eller virke som dyrlæge i øvrigt er betinget af medlemsskab af DdD, alene et afsvækket korrelat til andre liberale erhvervs medlemspligt. Der kan således f.eks. henvises til advokater, der ifølge Retsplejelovens regler per se er medlemmer af advokatsamfundet, hvis kollegiale regler i det hele fremtræder som bindende bestemmelser. Der kan endvidere henvises til, at ankenævnet ikke har ophævet advokaters forbud mod samarbejde med vinkelskrivere.

Om § 3, stk. 2, 2. pkt., i de kollegiale vedtægter har klagerne oplyst, at bestemmelsen skyldes ønsket om at opretholde en erhvervsstruktur, der har vist sig hensigtsmæssig for dyrlægestanden, klientelet og samfundet som sådan. I fald bestemmelsen ikke fandtes, ville der være betydelig risiko for, at flere dyrlæger ville etablere praksis inden for et område, der ud fra en veterinærfaglig betragtning alene burde betjenes af en dyrlæge. Dette ville sandsynligvis medføre, at en eller flere af disse dyrlæger ikke på rentabel måde ville kunne drive praksis i området, hvilket ville være forbundet med store omkostninger og et ressourcespild, som hverken klientelet eller samfundet kan være tjent med. Dette forhold understreges også af den af monopoltilsynet i 1979 gennemførte undersøgelse af dyrlægebranchens struktur, takster og indtjening. Undersøgelsen viste, at der i en dyrlægepraksis kun er mulighed for en rimelig indtjening for en dyrlæge, når henses til bl.a. længden af og omkostningerne ved dyrlægeuddannelsen. Flere dyrlægers nedsættelse inden for et område, hvor der reelt alene er behov for og indtjeningsmuligheder for en dyrlæge, ville således typisk indebære, at der efter kort tid igen kun var en dyrlæge på stedet, således at den eventuelle prisdæmpende effekt, som følge af flere dyrlægers nedsættelse inden for samme område, ville være af meget begrænset varighed. Når videre henses til vigtigheden af kontinuiteten i det veterinære arbejde i de lokale områder, herunder den enkelte dyrlæges kendskab til besætningerne inden for hans virkeområde, ville en kappestrid om klientelet og hyppige dyrlægeskift virke hæmmende og skadelig på den veterinære betjening af de enkelte områder. En eventuel fordel for standen og klientelet af en mulig - kortvarig - konkurrenceforøgelse vil således være minimal.

Bestemmelsen har videre til formål i et vist omfang at lette en nyetableret dyrlæges nedsættelse inden for et område. En nyetableret dyrlæge har, som bestemmelsen er formuleret, 1 år til at indarbejde sig i praksis. Når man tager dyrlægebranchens specielle struktur og formen for klientkontakt i betragtning, er det en endda meget kort tid, der levnes den pågældende til at blive indarbejdet i praksisområdet. Man ser da også hyppigt selv under de gældende regler store forskydninger af klientelet mellem dyrlægepraksis i forbindelse med overdragelse af en praksis til en ny dyrlæge, hvilket forhold understreger, at den konkurrencebegrænsende effekt af det i bestemmelsen indeholdte forbud er begrænset.

Hertil kommer at den selvpensionering i form af good-willbetaling, som ordningen åbner mulighed for, må antages at ville blive erstattet af andre og for forbrugerne og samfundet lige så dyre eller dyrere selvpensioneringsformer, hvis bestemmelserne om nedsættelsesforbud ved praksisoverdragelse blev ophævet med den virkning, at en væsentlig begrundelse for good-willbetaling faldt bort.

Endelig bemærkes at tilsvarende regler, der sigter mod at bevare en hensigtsmæssig erhvervsstruktur, findes inden for andre erhverv bl.a. i form af eneforhandleraftaler, samt at bestemmelsen på ingen måde har nogen af de i monopollovens § 11 nævnte urimelige virkninger, idet det står klientelet frit for, hvilket som nævnt hyppigt sker, at vælge en dyrlæge i et af de tilgrænsende områder, eller eventuelt bistand fra en autoriseret dyrlæge, der ikke er medlem af DdD.

Særligt for så vidt tilsynet har anført, at bestemmelserne i § 3 skal ses i sammenhæng, samt at § 3, stk. 3 og stk. 4 er kædet sammen med bestemmelsen efter stk. 2, hvorved der vil kunne opnås en længere beskyttelsesperiode end angivet i stk. 2, har klagerne bemærket, at bestemmelsen i § 3 stk. 4 efter drøftelser med tilsynet er ændret med virkning fra 1. juli 1982, således at et nedsættelsesforbud i forbindelse med afhændelse af en praksis, der har tilhørt et medlem, der er afgået ved døden, nu kun har gyldighed over for andre medlemmer i 6 måneder fra dødsfaldet.

Videre har klagerne anført, at det som udgangspunkt ikke kan anerkendes, at bestemmelserne i de kollegiale vedtægters § 3 skal ses i sammenhæng, allerede fordi de enkelte i § 3 indeholdte bestemmelser hviler på særskilte hensyn til forskellige interessebærere i forbindelse med forskellige former for overdragelse af en dyrlægepraksis.

For så vidt tilsynet har anført, at en dyrlæge ved etablering og udformning af en aftale med den sælgende dyrlæge vil kunne sikre sig imod, at sidstnævnte umiddelbart nedsætter sig i nærheden af sin gamle praksis, har klagerne bemærket, at det ikke primært er den sælgende dyrlæges nedsættelse i nærheden af sin gamle praksis, som bestemmelsen tilsigter at beskytte den nyetablerede dyrlæge imod, idet den sælgende dyrlæge kun sjældent vil etablere sig i sit gamle område. Derimod beskytter bestemmelsen den nyetablerede dyrlæge mod andre medlemmers udnyttelse af dyrlægeskiftet i den overdragne praksis ved nedsættelse inden for området. En sådan nedsættelse vil medlemmet naturligvis ikke kunne sikre sig imod ved aftale med den sælgende dyrlæge.

Henset til den tidsmæssigt yderst begrænsede og i øvrigt tvivlsomme konkurrenceforøgende effekt, som en ophævelse af nedsættelsesforbudet i de kollegiale vedtægters § 3, stk. 2, andet punktum, må antages maximalt at ville medføre, kan det ikke anerkendes, at bestemmelsen har nogen af de i monopollovens § 11, stk. 1, nævnte urimelige virkninger.

Om §§ 10 og 11 i de kollegiale vedtægter har klagerne anført, at disse er indsat og opretholdt bl.a. efter ønske fra landbrugsorganisationerne, og at deres sigte er rent veterinærfagligt.

Bestemmelserne vedrører en række kollektive arbejdsopgavers relation til almindelig praksisudøvelse. En række af de arbejdsopgaver, som bestemmelserne omhandler, er ikke længere aktuelle, men en række nye kollektive arbejdsopgaver er imidlertid kommet til, og en revision af bestemmelserne er derfor under overvejelse i DdD.

Baggrunden for bestemmelsen i § 10, stk. 1, er, at det ud fra veterinærfaglige betragtninger er endog særdeles vigtigt, at den praktiserende dyrlæge har et indgående kendskab til sundhedstilstanden i den besætning, hvor arbejdet udføres. Det er endvidere væsentligt, at den dyrlæge, der normalt udøver praksis i besætningen, er bekendt med hvilke behandlinger eller undersøgelser, der er foretaget i besætningen. Eksempelvis vil det være yderst uheldigt, hvis den dyrlæge, der normalt praktiserer i besætningen, ikke er bekendt med, hvilke køer der behandles for mastitis i tilslutning til en generel bekæmpelse heraf inden for mejerikredsen. Omvendt er det af afgørende betydning, at den dyrlæge, der deltager i behandling og rådgivning i forbindelse med sådan mejerikredsvis bekæmpelse, er nøje kendt med sundhedstilstanden i de enkelte besætninger på det pågældende område.

Tilsynet har erklæret sig enig med klagerne i, at det er væsentligt, at en dyrlæge har et indgående kendskab til sundhedstilstanden i en besætning og til de behandlinger, som denne har været underkastet. Over for tilsynets opfattelse, at disse spørgsmål vil kunne løses ved f.eks. at indføre en generel bestemmelse om, at en dyrlæge ikke må behandle dyr uden forudgående kontakt til den dyrlæge, som hidtil har behandlet dyrene, har klagerne anført, at en generelt formuleret forpligtelse for medlemmerne til at indhente oplysninger hos hinanden forud for behandlingen af en besætning må anses for ganske utilstrækkelig, når henses til de betydelige og vigtige veterinærfaglige konsekvenser en forkert behandling af en besætning i forhold til en tidligere behandling af samme besætning, som en mangelfuld orientering af de behandlende dyrlæger imellem kan tænkes at få.

En generel underretningspligt dyrlægerne imellem må anses for utilstrækkelig også fordi efterlevelsen af en sådan forpligtelse kan vise sig umulig, f.eks. på grund af den ene dyrlæges manglende ønske om eller tid og ressourcer til at medvirke til en sådan gensidig underretning.

En del af de opgaver, som bestemmelsen omhandler, danner desuden grundlag for udstedelse af en række attestationer, og det ville være klart uholdbart, om den almindeligt praktiserende dyrlæge, der skal udstede attester om en række forhold vedrørende de enkelte besætninger, ikke var nøje bekendt med, hvad der i disse relationer var sket med besætningerne.

Det er bl.a. nævnte spørgsmål om attestationer, der ligger til grund for bestemmelsen i § 10, stk. 2, om klientskifte. Som det fremgår står det enhver klient frit for at skifte dyrlæge for så vidt kollektivt arbejde angår, men ved dyrlægeskiftet bør der for at sikre fornødent og kontinuerligt kendskab til de enkelte besætninger finde en orientering sted dyrlægerne imellem.

Bestemmelsen i § 10 er således baseret på rent veterinærfaglige betragtninger og har ikke de i monopollovens § 11 nævnte urimelige virkninger for konkurrencen dyrlægerne imellem.

Bestemmelsen i § 11, stk. 1, i de kollegiale vedtægter har samme rent veterinærfaglige baggrund og indhold som § 10. Der er intet til hinder for, at de heromhandlede dyrlæger kan udføre praksisarbejde, men det forudsættes, at det sker efter aftale med besætningens praktiserende dyrlæge, således at det fornødne kendskab til besætningen sikres tilvejebragt.

Bestemmelsen i § 11, stk. 2, har foruden det samme veterinærfaglige sigte som § 10 og § 11, stk. 1, til formål at sikre det for klientelet i området bedst mulige samarbejde mellem de pågældende dyrlæger.

De i bestemmelsen omhandlede dyrlæger er funktionærer ansat i landbrugsorganisationer og kommuner, og de arbejder i geografisk velafgrænsede og små områder. Det står de pågældende frit for, i fald de ønsker det, at etablere sig som almindeligt praktiserende dyrlæger i hele den øvrige del af landet. De praktiserende dyrlæger i området er i øvrigt genstand for almindelig konkurrence fra nabokolleger og fra samtlige øvrige dyrlæger, der frit vil kunne etablere sig inden for et givet område, og den konkurrencebegrænsende effekt af bestemmelsen er derfor minimal set i forhold til dens gunstige indflydelse på samarbejdet og dermed for klientelet. Det bestrides, at denne beskedne konkurrencebegrænsning medfører nogen af de i monopollovens § 11 nævnte urimelige virkninger.

Liberale Erhvervs Råd har generelt tilsluttet sig klagernes påstand og de af klagerne fremførte anbringender. Monopoltilsynet har ikke bevist eller sandsynliggjort skadelige virkninger af de i vedtægtsbestemmelserne eventuelt værende konkurrencebegrænsninger. Ankenævnet har senest i kendelsen vedrørende Dansk Eternit-Fabrik A/S (Monopoltilsynets meddelelser 1979 s. 379) pålagt tilsynet en sådan bevisførelse. At tilsynet skal præstere en sådan fremgår også modsætningsvis af det af industriministeren udarbejdede udkast af 18. januar 1983 til lov om ændring af monopolloven, hvori det blev foreslået at lempe beviskravet, således at det alene skal påvises, at en konkurrencebegrænsning medfører eller er egnet til at medføre skadelige virkninger.

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at der ikke kan drages konklusioner om konkurrencebegrænsninger ud fra den af klagerne påberåbte undersøgelse af 1979 af dyrlægebranchen, idet undersøgelsen er en ren objektiv beskrivelse af branchen.

Når tilsynet har pålagt foreningen at ophæve de kollegiale vedtægters § 2, stk. 2, første punktum, skyldes det, at bestemmelsen ikke er veterinæretisk bestemt, men først og fremmest tilsigter foreningspolitiske hensyn og indebærer en væsentlig indskrænkning i ikke-medlemmers frie erhvervsudøvelse i strid med monopollovens § 11, stk. 1.

Hensynet til de veterinæretiske krav må anses for at være tilgodeset med bestemmelserne i lov nr. 58 af 4. marts 1964 om veterinærvæsenet samt om udøvelse af dyrlægegerning med senere ændringer.

Dyrlægegerning udøves i henhold til autorisation udstedt af veterinærdirektoratet, som henhører under landbrugsministeriet. Medlemsskab er ikke et vilkår for opnåelse af autorisation, jfr. dyrlægelovens § 5. De autoriserede dyrlæger er undergivet tilsyn af veterinærdirektoratet, jfr. dyrlægelovens § 10, hvilket efter tilsynets opfattelse er et tilstrækkeligt tilsyn.

Hvad angår klagernes henvisning til, at forbudet mod samarbejde med ikke-medlemmer »alene« vedrører dyrlægelovens § 4, pkt. a, b og c, skal tilsynet henlede opmærksomheden på, at de pågældende bestemmelser omfatter de væsentligste dele af dyrlægernes arbejdsområder.

Et generelt forbud mod medlemmers samarbejde med ikke-medlemmer begrundet udelukkende i det manglende medlemsskab af foreningen er urimeligt, idet andre end veterinæretiske forhold kan være årsag til, at visse dyrlæger ikke ønsker at være medlemmer af foreningen.

Det er ved pålægsskrivelsen af 13. januar 1982 meddelt DdD, at tilsynet ikke vil rette indvending imod en bestemmelse i foreningens vedtægters § 2 om forbud mod samarbejde med ikke-medlemmer, som er fundet uværdige til medlemsskab af foreningen.

Herved skulle foreningens veterinæretiske sigte være rimeligt tilgodeset.

Når klagerne har fremført, at bestemmelsen udgør et yderst afsvækket korrelat til andre liberale erhvervs medlemspligt må dette bero på en misforståelse, idet der bortset fra advokater ikke findes bestemmelser inden for andre liberale erhverv om medlemspligt for at kunne virke som erhvervsudøver inden for disse områder.

Bestemmelserne i vedtægternes § 3 må efter monopoltilsynets opfattelse ses i sammenhæng, da beskyttelsen efter stk. 3 og stk. 4 er kædet sammen med beskyttelsen efter stk. 2. Der kan herved opnås en længere og efter tilsynets opfattelse urimeligt længere beskyttelsesperiode end angivet i stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 2 kan næppe antages at have nogen væsentlig veterinærfaglig betydning, og den er heller ikke indført af hensyn til klientelet. Beskyttelsen har som erkendt af klagerne til formål at opretholde en hensigtsmæssig erhvervsstruktur og er først og fremmest indført med henblik på at begrænse konkurrencen inden for erhvervet.

Såfremt det af klagerne anførte følges, vil dyrlægeerhvervet i vidt omfang være undtaget fra de erhvervsøkonomiske mekanismer, som regulerer et marked med fri konkurrence. Det forekommer imidlertid ikke rimeligt, at en brancheorganisation gennem sine vedtægter forsøger at neutralisere de virkninger, som monopolloven tilstræber at opretholde eller udvirke.

I tilknytning hertil har tilsynet anført, at en dyrlæge ved etablering og udformning af en aftale med den sælgende dyrlæge vil kunne sikre sig mod, at sidstnævnte umiddelbart nedsætter sig i nærheden af sin gamle praksis. I en sådan privatretlig aftale vil ligeledes kunne indgå en eventuel betaling for good-will.

Hvad angår eneforhandlingsaftaler er klagernes henvisning hertil ikke relevant i nærværende sammenhæng. Eneforhandling er baseret på individuelle aftaler mellem to parter, hvortil der ofte vil være knyttet betingelser som lagerføring, teknisk udstyr m.v., medens denne sag vedrører en brancheforenings vedtagelse, som den enkelte kun kan frigøre sig fra ved at udmelde sig af foreningen.

Tilsynet finder derfor, at bestemmelsen i § 3, stk. 2, andet punktum, medfører en urimelig indskrænkning i dyrlægers erhvervsfrihed og en væsentlig begrænsning af konkurrencen inden for dyrlægeerhvervet.

Hvad angår § 10 har tilsynet anført, at man er enig med klagerne i, at det er væsentligt, at en dyrlæge har et indgående kendskab til sundhedstilstanden i en besætning og til de behandlinger, denne har været underkastet. Disse veterinærfaglige spørgsmål vil imidlertid kunne løses ved f.eks. at indføre en generel bestemmelse om, at en dyrlæge ikke må behandle dyr uden forudgående kontakt til den dyrlæge, som hidtil har behandlet dyrene. Der er intet sagligt grundlag for at kæde en sådan bestemmelse sammen med konkurrencebegrænsende regler, som ikke har veterinærfaglig baggrund.

Om § 11 har tilsynet anført, at denne har et klart konkurrencebegrænsende sigte. Praksisforbudet har alene til formål at sikre, at praktiserende dyrlæger i et område ikke skal nære frygt for, at fastansatte dyrlæger udøver almindelig praksis i området. Nedsættelsesforbudet har en lignende neutraliserende virkning over for en naturlig konkurrence mellem en branches erhvervsudøvere.

Til understregning af det af tilsynet fremførte, har tilsynet endelig nævnt, at man fra dyrlæger har modtaget en række såvel skriftlige som telefoniske klager med baggrund i de af tilsynets pålæg omfattede bestemmelser.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Af de grunde, som monopoltilsynet har anført finder ankenævnet, at tilsynet i monopollovens § 12, stk. 1, jfr. § 11, stk. 1, har haft fornøden hjemmel til at udstede det påklagede pålæg.

Som følge heraf vil monopoltilsynets afgørelse være at

stadfæste.

Herefter bestemmes

Monopoltilsynets afgørelse af 13. januar 1982 stadfæstes.

Brancheforeningsvedtagelser - restriktiv adfærd over for ikke-medlemmer (* 1)

År 1983, den 22. december, blev i sagen j.nr. 27/82, Den danske Dyrlægeforening ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 11. juni 1982 har advokat Bo Vilstrup som advokat for Den danske Dyrlægeforening (DdD) klaget over en af monopoltilsynet truffet afgørelse, hvorved tilsynet den 13. januar 1982 i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, meddelte pålæg om senest den 1. juli 1982 at ophæve bestemmelsen i foreningens kollegiale vedtægters § 2, stk. 2, 1. pkt., om forbud mod samarbejde med ikke-medlemmer, at ophæve bestemmelsen i de kollegiale vedtægters § 3, stk. 2, 2. pkt., om dyrlægers adgang til at etablere sig ved praksisoverdragelse og at ophæve bestemmelserne i de kollegiale vedtægters § 10 og § 11 om kollektivt arbejde.

Ved skrivelse af 28. marts 1983 er Liberale Erhvervs Råd ved advokat Erik Mohr Mersing, København, indtrådt i sagen til støtte for Den danske Dyrlægeforening.

Ved skrivelse af 10. oktober 1982 er dyrlæge Erik Lindstrøm, Lystrup, indtrådt i sagen til støtte for monopoltilsynet.

Klagerne har nedlagt påstand om, at de af monopoltilsynet meddelte pålæg ophæves.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 11. og 17. juni, 17. november 1982 og 28. marts 1983 fra klagerne, i indlæg af 28. september 1982 og 11. februar 1983 fra monopoltilsynet og i indlæg af 10. oktober og 26. november 1983 fra Erik Lindstrøm. Parterne og de der er indtrådt i sagen er gjort bekendt med indlæggene.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 5. og 19. december 1983. På det første møde var parterne og Liberale Erhvervs Råd repræsenteret og udtalte sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 13. januar 1982 fra monopoltilsynet til Den danske Dyrlægeforening

»Under stedfundne forhandlinger i henhold til monopollovens § 11, stk. 1, senest den 15. oktober 1981, om ændringer af foreningens kollegiale vedtægter har foreningen kun i begrænset omfang imødekommet tilsynets krav herom.

Foreningen har accepteret, at vedtægternes § 3, stk. 4, om praksisoverdragelse ved dødsfald ændres, således at perioden for nedsættelsesforbudet reduceres fra 1 år til 6 måneder. Endvidere har foreningen erklæret sig indforstået med, at foreningens minimaltakster for forskellige ydelser bortfalder, hvorved bemærkes, at tilsynet indtil videre tager de arbejdstidsregulerende bestemmelser, som er indeholdt i taksterne, til efterretning.

Herudover har foreningen ikke kunnet imødekomme tilsynets krav om ændringer i foreningens kollegiale vedtægter.

Under henvisning hertil skal man - efter at sagen har været forelagt monopolrådet i dets møde den 6. januar 1982 - herved i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, meddele foreningen pålæg om senest den 1. juli 1982

at ophæve bestemmelsen i foreningens kollegiale vedtægters § 2, stk. 2, 1. pkt., om forbud mod samarbejde med ikke-medlemmer,

at ophæve bestemmelsen i de kollegiale vedtægters § 3, stk. 2, 2. pkt., om dyrlægers adgang til at etablere sig ved praksisoverdragelse, og

at ophæve bestemmelsen i de kollegiale vedtægters § 10 og § 11 om kollektivt arbejde.

Det bemærkes, at tilsynet ikke vil rette indvending imod en bestemmelse i vedtægternes § 2 om forbud mod samarbejde med ikke-medlemmer, som er fundet uværdige til medlemskab af foreningen. Endvidere bemærkes, at tilsynet vil vende tilbage til spørgsmålet om en ændring af foreningens averteringsregler.

Om baggrunden for afgørelsen henvises til vedlagte referat til rådsmødet den 6. januar 1982. I overensstemmelse med praksis er direktoratets indstilling udeladt.«

De af monopoltilsynets pålæg berørte bestemmelser i klagernes vedtægter er sålydende

Monopol-ankenævnet har stadfæstet Monopoltilsynets pålæg til Den danske Dyrlægeforening om at ophæve visse af foreningens regler. Det drejer sig om forbud mod at samarbejde med ikke-medlemmer, en række restriktive etablerings- og genetableringsbestemmelser, samt forbud mod at udføre kollektivt (kontrol og overenskomstbetinget) arbejde uden for eget klientel eller mod at påtage sig sådant arbejde for ny klient uden den tidligere dyrlæges tilladelse.