Dagpenge - tilbagebetaling - invalidepension - tjenestemandspension - efterbetaling (* 2) (* 3)

Dagpenge - tilbagebetaling - invalidepension - tjenestemandspension - efterbetaling (* 2) (* 3)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En tjenestemandsansat lærer blev sygemeldt i august 1978 på grund af en ryglidelse. I marts 1979 indgav hun ansøgning om invalidepension. Hun blev afskediget med udgangen af juni 1979 med tjenestemandspension (ordinær svagelighedspension). Fra juli 1979 modtog hun dagpenge fra det sociale udvalg. Dagpengene var beregnet under hensyn til pågældende tjenestemandspension.

Ved revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 6. maj 1981 fik sikrede tilkendt mellemste invalidepension. Dagpengeudbetalingen blev herefter standset med udgangen af juni 1981. I slutningen af juli 1981 fik sikrede meddelelse om, at hun var berettiget til kvalificeret tjenestemandspension med tilbagevirkende kraft fra 1. juli 1979, hvilket ville indebære en efterbetaling på 80.-90.000 kr.

Efter afgørelsen om tillæggelse af kvalificeret tjenestemandspension omregnede det sociale udvalg dagpengene for perioden juli 1979 - juni 1981. Efter den foretagne omregning var der udbetalt ca. 61.000 kr. for meget i dagpenge, som udvalget i begyndelsen af september 1981 krævede tilbagebetalt.

Sikrede klagede til amtsankenævnet over udvalgets krav om tilbagebetaling, idet hun anførte, at hun havde givet socialforvaltningen alle oplysninger om sine økonomiske forhold.

Socialudvalget udtalte overfor nævnet, at sikrede ikke havde tilsidesat sin oplysningspligt, ligesom hun heller ikke havde modtaget sygedagpengene mod bedre vidende, da dagpengene for perioden juli 1979 - juni 1981 var beregnet i overensstemmelse med de foreliggende oplysninger. Socialudvalget var imidlertid af den opfattelse, at tilbagebetalingsbestemmelserne i dagpengeloven ikke udtømmende gør op med de situationer, hvor tilbagebetaling kan kræves, og at et krav om tilbagebetaling begrundet i synspunktet om dobbeltforsørgelse efter omstændighederne kunne fremsættes.

Sikringsstyrelsen har i en vejledende udtalelse til amtsankenævnet den 1. juli 1982 givet udtryk for, at dagpengelovens § 24, stk. 8, er en beregningsregel, og at krav om tilbagebetaling ikke kan støttes alene på denne regel.

Vedrørende adgangen til at kræve tilbagebetaling af sociale ydelser efter almindelige principper om tilbagebetaling af, hvad der er udbetalt, fordi den betalende urigtigt anså sig forpligtet (condictio indebiti), har sikringsstyrelsen udtalt, at der ikke i den konkrete sag var grundlag herfor, idet der ikke forelå en ren dobbeltforsørgelsessituation, hvor to ydelser ikke blot har samme formål, men også begge er egentlige sociale ydelser.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at beløbet ikke kunne kræves tilbagebetalt efter dagpengelovens § 50, idet betingelserne herfor ikke var opfyldt, og at tilbagebetalingskravet heller ikke kunne støttes på beregningsreglen i lovens § 24, stk. 8, eller på en analogi af § 26, stk. 5, (om modregning i efterbetaling af pension). Nævnet fandt endelig, at der ikke forelå en sådan dobbeltforsørgelsessituation som efter gældende ret kunne begrunde et tilbagebetalingskrav.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Socialudvalget gjorde gældende, at der kunne rejses krav om tilbagebetaling ud fra princippet om dobbeltforsørgelse.

LOVGRUNDLAG

I dagpengelovens dagældende § 24, stk. 8, (fra 1. januar 1983: § 24, stk. 9), er det fastsat, at dagpenge nedsættes med det overskydende beløb, hvis de sammen med andre løbende kontantydelser, der udbetales i anledning af sygefraværet, overstiger den dagpengegivende indtægt.

Efter lovens § 50, stk. 1, skal personer, der modtager ydelser efter denne lov, underrette det sociale udvalg om forandringer i deres økonomiske forhold, der kan medføre ændringer eller bortfald af ydelserne. Har en person undladt at give oplysninger som krævet i stk. 1, eller iøvrigt mod bedre vidende uberettiget modtaget ydelser efter loven, skal det beløb, der med urette er modtaget, tilbagebetales.

ANKESTYRELSENS OVERVEJELSER OG AFGØRELSE

Ankestyrelsen fandt, at den kvalificerede tjenestemandspension, som efterfølgende var tilkendt sikrede, skulle indgå i den samordning af ydelser som tilsigtes i dagpengelovens § 24. Det beløb, som herved var udbetalt for meget, kunne imidlertid hverken kræves tilbagebetalt direkte efter dagpengelovens § 24 eller lovens § 50, da sikrede ikke havde tilsidesat sin oplysningspligt, og ej heller iøvrigt havde modtaget dagpenge med urette på tidspunktet for udbetalingen.

Ankestyrelsen har herefter overvejet, om dansk rets almindelige regler om tilbagebetaling efter et dobbeltforsørgelsessynspunkt kunne finde anvendelse, idet dagpengelovens § 24 indebærer en samordning begrundet i ønsket om at undgå dobbeltforsørgelse.

Ved overvejelserne af om der skal ske tilbagebetaling, er det antaget, at der ikke i almindelighed kan ske tilbagesøgning af beløb, som er ydet til livets opretholdelse. Ankestyrelsen fandt, at denne regel også måtte finde anvendelse på dagpenge, der var ydet som forsørgelsesgrundlag for en periode, og hvor udbetalingen derefter blev standset.

I den foreliggende sag fandtes der imidlertid ikke at være tale om at kræve tilbagebetaling af et forsørgelsesgrundlag, som modtageren hidtil havde haft, men om at modregne et tilbagebetalingskrav i den pension, pågældende efterfølgende fik udbetalt for en periode, i hvilken der var ydet dagpenge. Der måtte herefter kunne stilles krav om tilbagebetaling, når kravet var rejst i umiddelbar tilknytning til efterbetalingen af pension. Efter de foreliggende tidsangivelser fandtes det sociale udvalg at have rejst tilbagebetalingskrav i overensstemmelse hermed.

Ankestyrelsen ændrede herefter nævnets afgørelse, således at socialudvalget var berettiget til at kræve tilbagebetaling af det beløb, som var udbetalt for meget i dagpenge.

(* 1) Smh. med SM D-002-84.

Et krav om tilbagebetaling af dagpenge, der var opstået som følge af, at sikrede efterfølgende fik tilkendt mellemste invalidepension og havde fået tillagt kvalificeret tjenestemandspension, fandtes at kunne modregnes i efterbetalingen af pension, da kravet om tilbagebetaling var rejst i umiddelbar tilknytning til efterbetalingen. (* 1)