Legislator Case Law & Legislation
W19831915025 DK

Invalidepension - tilbagebetaling - supplerende varig hjælp - oplysningspligt (* 2) (* 4)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1983 19150 Historic

Invalidepension - tilbagebetaling - supplerende varig hjælp - oplysningspligt (* 2) (* 4)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En frasepareret kvinde, der havde modtaget laveste invalidepension siden 1971, havde i perioden 1. oktober 1976 - 31. august 1978 fået udbetalt ca. 18.000 kr. for meget i hjælp efter bistandslovens § 43, og 200 kr. for meget i invalidepension i tiden 1. december 1977 - 30. april 1978. Fejludbetalingen var sket, fordi socialforvaltningen ikke havde været bekendt med, at pensionisten efter separation i oktober 1976 havde fået udbetalt hustrubidrag fra sin fraseparerede mand med mellem 400 og 1000 kr. månedlig. Ankestyrelsen havde i marts 1981 tiltrådt socialforvaltningens afgørelse om tilbagebetaling af det med urette udbetalte beløb.

GENOPTAGELSE AF SAGEN

Pensionisten klagede i april 1981 til Folketingets ombudsmand over ankestyrelsens afgørelse, idet hun bl.a. anførte, at hun, da hun blev separeret i 1976, af socialforvaltningen havde fået at vide, at hun var berettiget til supplerende hjælp efter bistandsloven til laveste invalidepension, og at hun først i 1978 i forbindelse med ansøgning om forhøjelse af invalidepension var blevet bedt om at forevise separationsbevillingen.

Ombudsmanden henstillede til ankestyrelsen at genoptage sagen, idet ombudsmanden bl. a. udtalte, at for så vidt den skete fejl med hensyn til beregningen af hjælp ikke i det væsentlige kunne tilregnes modtagerens forhold, måtte afgørelsen af, om der kunne stilles krav om tilbagebetaling, normalt som udgangspunkt bero på en vurdering af, hvem af parterne der er nærmest til at bære risikoen for den fejl, der førte til, at der med urette var udbetalt for meget. Efter ombudsmandens opfattelse burde socialforvaltningen, da pensionisten i september 1976 var til samtale om bl. a. hjælp efter bistandsloven, have anmodet pensionisten om at fremsende eller forevise sin separationsbevilling, hvorved socialforvaltningen ville have haft mulighed for at konstatere, at der var tillagt pågældende hustrubidrag. Der fandtes derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for ensidigt at placere risikoen for det passerede hos pensionisten.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER GENOPTAGELSEN

Social- og sundhedsforvaltningen udtalte i anledning af ombudsmandens henstilling, at bestemmelsen i bistandslovens § 25 indeholder en tilbagebetalingsforpligtelse, enten når modtageren af kontanthjælp har undladt at give de i § 18 omhandlede oplysninger, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter loven. Bestemmelsen måtte efter sin affattelse i første tilfælde forstås som værende af objektiv karakter, således at der måtte kræves en særlig alvorlig mangel fra forvaltningens side for at statuere fritagelse for tilbagebetaling. Forvaltningen har erklæret sig enig i, at det i sagen er en mangel, at forholdet omkring separationen, herunder bidrag, ikke er søgt belyst, men manglen findes ikke at være så åbenbar, at det kan fritage pensionisten for ansvar.

LOVGRUNDLAG

Efter invalidepensionslovens § 29 påhviler det en person, som oppebærer ydelser efter denne lov, at give det sociale udvalg underretning om enhver forandring i sine økonomiske og personlige forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelserne, ligesom det sociale udvalg selv skal være opmærksom på, om sådan forandring indtræder.

I lovens § 30 bestemmes, at har en person undladt at give oplysninger som krævet i § 29 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget oppebåret ydelser efter denne lov, skal det beløb, der med urette er oppebåret, tilbagebetales af den pågældende.

Lignende bestemmelser om oplysnings- og tilbagebetalingspligt findes i bistandslovens §§ 18 og 25.

Efter invalidepensionslovens § 37 kan krav på for meget udbetalt pension modregnes i ydelser efter denne lov.

ANKESTYRELSENS 2. AFGØRELSE

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at fritage ansøgeren for tilbagebetaling af de for meget udbetalte beløb. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede i kraft af sin status som invalidepensionist var bekendt med oplysningspligten.

Endelig adm. afgørelse 1983 19150 Historic

(* 1) Se endvidere SM P-001-84, SM P-002-84 og SM P-004-84

Endelig adm. afgørelse 1983 19150 Historic

En kvinde, der siden 1971 havde modtaget laveste invalidepension, havde efter separation i 1976 fået udbetalt ca. 18.000 kr. for meget i hjælp efter bistandsloven og 200 kr. for meget i invalidepension.

Fejludbetalingen skyldtes, at socialforvaltningen ikke havde været bekendt med, at pensionisten efter separationen havde fået udbetalt hustrubidrag fra sin fraseparerede mand. Socialforvaltningen havde ikke ved en samtale i september 1976 om bl.a. hjælp efter bistandsloven anmodet ansøgeren om at fremsende eller forevise sin separationsbevilling. Dette var først sket i 1978 i forbindelse med en ansøgning om forhøjelse af invalidepension. Ankestyrelsen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at lade socialforvaltningen bære risikoen for den fejlagtige udbetaling, idet ankestyrelsen henviste til, at pensionisten allerede i kraft af sin status som invalidepensionist var bekendt med oplysningspligten. (* 1)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →