Dagpenge - § 12-aftaler (* 1) (* 2)

Dagpenge - § 12-aftaler (* 1) (* 2)

LOVGRUNDLAG

Efter § 12 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel kan socialministeren fastsætte regler, hvorefter arbejdsgiveren i særlige tilfælde ved aftale med lønmodtageren kan frigøre sig for forpligtelsen til at udbetale dagpenge.

Ifølge socialministeriets bekendtgørelse nr. 21 af 19. januar 1978 § 1, stk. 2, nr. 1, kan en sådan aftale indgås, når lønmodtagerens sysdomsrisiko er væsentlig forøget på grund af en langvarig eller kronisk lidelse. Aftalen kan kun omfatte fravær på grund af denne lidelse, og fritagelse kan gives for et bestemt tidsrum, når der er mulighed for bedring af helbredstilstanden.

I sikringsstyrelsens vejledning af 9. marts 1978 om socialministeriets bekendtgørelse af 19. januar 1978 om aftaler mellem lønmodtagere og arbejdsgivere om arbejdsgiverens fritagelse for at betale dagpenge, er det anført, at ved afgrænsningen af om der foreligger en væsentlig fraværsrisiko, må der lægges vægt på lægens skøn. Hvis den lægelige udtalelse er klar, kan den umiddelbart lægges til grund. Er lægen i tvivl i sin vurdering af fraværsrisikoen, kan det faktiske fravær på grund af lidelsen tillægges betydning ved afgørelsen af, om der er grundlag for at godkende en § 12-aftale. Ved vurderingen af fraværsrisikoen tages der hensyn til arbejdets karakter, således at en aftale vil kunne godkendes i relation til et arbejdsforhold, men må afvises i relation til et andet.

I sikringsstyrelsens cirkulære af 23. december 1982 om ændringer i dagpengeloven er der som eksempler på kroniske eller langvarige sygdomme, der kan begrunde en § 12-aftale nævnt ryg- og hoftelidelser, astma, bronchitis, migræne, sukkersyge, mavesår, epilepsi, underlivslidelser, gigt- og nyre- samt hjertesygdomme. Fravær på grund af menstruation er derimod ikke tilstrækkeligt grundlag for en § 12-aftale, medmindre der er tale om en sygelig tilstand, der kræver lægebehandling, og som medfører fravær jævnligt.

REDEGØRELSE FOR DE ENKELTE SAGER

1.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En 46-årig universitetslektor havde i februar 1983 indgået aftale i henhold til dagpengelovens § 12 med sin arbejdsgiver på grund af lidelsen astma/allergi. Ansøgerens fravær de sidste 12 måneder forud for aftalens indgåelse havde på grund af astma/allergilidelsen været ialt 7 dage fordelt på 2 fraværsperioder.

Det sociale udvalg fandt under henvisning til de foreliggende oplysninger om fraværet på grund af lidelsen ikke grundlag for at godkende aftalen.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Ansøgeren anførte, at han hande haft lidelsen siden sit 3. år, og at den var meget udtalt indtil hans 20. år og var kommet igen efter det fyldte 35. år. I de sidste 5 år havde han gået til behandling på lungeklinik. Han anførte endvidere, at han på grund af lidelsen ikke havde kunnet få fuldt pensionstilsagn. Ansøgeren vedlagde en erklæring af 14. februar 1983 fra en speciallæge i lungesygdomme, hvoraf fremgik, at ansøgeren siden 1978 havde været i konstant behandling med becotide - og ventolinespray, men at han periodisk yderligere måtte behandles med prednisontabletter. Ansøgerens tilstand angaves at være bedret i de senere år under den nævnte behandling, men det måtte forudses, at dårlige perioder kunne indtræffe også i kommende år.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Efter de lægelige oplysninger om astma/allergilidelsen og prognosen for denne sammenholdt med det hidtidige faktiske fravær på grund af denne lidelse fandt ankestyrelsen ikke, at ansøgerens sygdomsrisiko var væsentlig forøget på grund af lidelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor socialudvalgets afgørelse.

2.

REDEGØRELSEN FOR SAGEN

En 47-årig kontorassistent havde i maj 1983 indgået aftale i henhold til dagpengelovens § 12 med sin arbejdsgiver på grund af lidelsen menstruationsgener. Ansøgerens fravær på grund af lidelsen indenfor de sidste 12 måneder forud for aftalens indgåelse var ialt 6 dage fordelt på 4 fraværsperioder.

Ifølge lægeerklæring indhentet af socialforvaltningen ansås lidelsen for langvarig eller kronisk, og det skønnedes, at lidelsen fremover ville forøge ansøgerens normale fraværsrisiko i væsentligt omfang. Den forøgede fraværsrisiko var måske vedvarende. Det oplystes i denne forbindelse, at ansøgeren forsøgtes behandlet med medicin.

Det sociale udvalg havde under henvisning til de foreliggende lægelige oplysniger og oplysningerne om fraværet på grund af lidelsen ikke fundet grundlag for at godkende den indgåede aftale.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Ansøgeren anførte, at hun arbejdede skiftevis 2 eller 3 dage ugentlig, at hun på tidspunktet for indankningen var under hormonbehandling, og at hun ikke fremover kunne forvente, at hendes sygedage ville falde på fridagene. Ansøgeren oplyste endvidere, at hun i 1979/80 og i 1982 havde været henvist til speciallægebehandling på grund af sin lidelse.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Efter de lægelige oplysninger om lidelsen og udsigterne for denne sammenholdt med oplysningerne om det hidtidige fravær på grund af lidelsen fandtes ansøgerens sygdomsrisiko ikke at være væsentlig forøget på grund af lidelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte derfor socialudvalgets afgørelse.

3.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En 59-årig kontorassistent havde i april 1983 indgået aftale i henhold til dagpengelovens § 12 med sin arbejdsgiver på grund af lidelsen diabetes mellitus (sukkersyge). Ansøgeren havde ikke haft fraværsperioder på grund af lidelsen indenfor de sidste 12 måneder før aftalens indgåelse.

Ifølge lægeerklæring indhentet af socialforvaltningen var diagnosen insulinkrævende sukkersyge, som begyndte i 1952. Spørgsmålet om hvorvidt lidelsen skønnedes fremover at ville forøge ansøgerens normale fraværsrisiko i væsentlig omfang, var besvaret med, at ansøgeren gik til ambulant kontrol på hospital hver 3. måned. Den forøgede fraværsrisiko skønnedes at være kronisk.

Det sociale udvalg fandt under henvisning til de lægelige oplysninger og oplysningerne om fraværet på grund af lidelsen ikke grundlag for at godkende den indgåede aftale.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Ansøgeren anførte, at hun 2 gange inden for de seneste år havde været opereret i halsen på grund af bylder/svulster, som angivelig var forårsaget af sukkersyge. Desuden anførte hun, at hun led af progredierende stær på øjnene, og at en speciallæge havde stillet i udsigt, at hun på et tidspunkt måtte gennemgå en øjenoperation. Ansøgeren havde under henvisning hertil anført, at der for fremtiden måtte forventes sygefravær på grund af sukkersyge i et vist omfang.

SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN

Ankestyrelsen indhentede supplerende lægelige oplysninger, hvoraf fremgik, at ansøgeren efter sin sygdoms karakter foruden de ambulante besøg måtte påregne at have noget øget fravær iøvrigt, bl.a. på grund af at sukkersygen medførte en forlængelse af almindelige sygdomme.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Efter en samlet bedømmelse af lidelsens omfang og udsigten for denne sammenholdt med oplysningerne om fraværet på grund af lidelsen fandtes ansøgerens sygdomsrisiko ikke at være væsentligt forøget på grund af lidelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således socialudvalgets afgørelse.

4.

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En 57-årig sygeplejeske havde i marts 1983 indgået aftale i henhold til dagpengelovens § 12 med sin arbejdsgiver på grund af lidelsen migræne. Ansøgerens fravær på grund af lidelsen de sidste 12 måneder før aftalens indgåelse var oplyst at være ialt 8 dage fordelt på 7 fraværsperioder.

Ifølge lægeerklæring indhentet af socialforvaltningen ansås lidelsen for langvarig eller kronisk og skønnedes at ville forøge ansøgerens normale fraværsrisiko i væsentligt omfang. Det var yderligere oplyst, at lidelsen havde bestået siden 1975 og måske ville aftage i årene fremover, da den var klimakterielt provokeret.

Det sociale udvalg havde under henvisning til de foreliggende oplysninger om fraværet på grund af lidelsen ikke fundet grundlag for at godkende aftalen.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Ansøgeren anførte, at migræneanfaldene udover de nævnte sygedage i langt de fleste af tilfældene kom på lørdage/søndage, hvor hun havde været nødt til at tilkalde lægevagt. Desuden havde hun haft mange fridage på grund af afspadsering og havde også her haft migræneanfald, som ikke figurerede som sygedage. Det anførtes endvidere, at hun på grund af migræneanfaldene havde deltidsarbejde. Ansøgeren anførte yderligere, at der var sammenhæng mellem hendes problemer og migræneanfaldene, og at hun var nervøs over sin økonomi, hvis hun skulle undvære løn under første sygedag på grund af indførelsen af karensdagsbestemmelsen pr. 1 april 1983.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

På grundlag af de foreliggende lægelige oplysninger samt oplysningerne i anken om lidelsens omfang og prognose, sammenholdt med det hidtidige faktiske fravær på grund af lidelsen, fandt ankestyrelsen, at godkendelse af § 12-aftalen ikke kunne afslås udelukkende under henvisning til ansøgerens hidtige fravær. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at karakteren af ansøgerens migræne burde belyses nærmere, og at der burde have været indhentet en neurologisk speciallægeerklæring.

Sagen hjemvistes derfor til det sociale udvalg til fornyet behandling og afgørelse efter indhentning af den nævnte speciallægeerklæring.

Ankestyrelsen har behandlet en række sager om godkendelse af aftaler mellem arbejdsgiver og lønmodtager efter dagpengelovens § 12 med henb arbejdsgiverens frigørelse i særlige tilfælde for forpligtelsen til a udbetale dagpenge. De nævnte sager omhandlede følgende lidelser: astm menstruationsgener, sukkersyge og migræne. Det sociale udvalg havde i fundet grundlag for at godkende nogen af de indgåede aftaler. Ankesty fandt i et tilfælde, at socialudvalget burde have indhentet yderliger lægelige oplysninger inden afgørelsen, og hjemviste denne sag til for behandling. I de øvrige sager fandt ankestyrelsen, at ansøgerens sygdomsrisiko ikke var væsentligt forøget på grund af lidelsen og til de trufne afgørelser.