Legislator Case Law & Legislation
W19831909325 DK

Invalidepension - bedømmelsesgrundlag - medhjælpende hustru i landbrugsbedrift (* 1) (* 4)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1983 19093 Historic

Invalidepension - bedømmelsesgrundlag - medhjælpende hustru i landbrugsbedrift (* 1) (* 4)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En gift kvinde havde søgt invalidepension som 58-årig på grund af en hjertelidelse. Om ansøgerens erhvervsmæssige forhold var det oplyst, at hun i en længere årrække sammen med ægtefællen havde drevet en landbrugsbedrift på 48 tdr. land. Grundet ansøgerens sygdom var 36 tdr. land blevet udlejet og resten af jorden påtænktes udlejet i 1983. Endvidere var en kvægbesætning blevet solgt og en svinebesætning var under afvikling. Ansøgeren havde i april 1982 oplyst, at hun havde arbejdet ca. 5 timer dagligt i landbruget. Ægtefællen havde gennem ca. 17 år været beskæftiget som tankvognschauffør for et mejeri med en daglig arbejdstid på ca. 8 timer. Om indtægtsforholdene fremgik det at indtægten ved landbruget i årene 1978 -81 for hver af ægtefællerne var opført til 30.121 kr., 27.138 kr., 17.495 kr. og 8.949 kr. Ægtefællens lønindtægt udgjorde i disse år mellem 100.000 - 137.000 kr.

Det sociale udvalg havde indstillet, at ansøgeren skulle bedømmes i fuldt selverhverv, og hun skønnedes herefter berettiget til mellemste invalidepension.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte ansøgeren laveste invalidepension. Nævnet udtalte i sin afgørelse, at er flertal af nævntes medlemmer fandt at måtte lægge til grund, at ansøgeren i en årrække havde passet hjemmet og derudover bistået ved driften af den landbrugsejendom, som tilhørte familien. Dette sidste, der var at sidestille med supplerende selverhverv, skønnedes ansøgeren ikke længere i stand til at udføre på grund af forringet fysisk helbred, og derfor tilkom der ansøgeren laveste invalidepension, men mere kunne ikke tilkendes, da ansøgeren fortsat skulle kunne udføre langt størsteparten af arbejdet i hjemmet. Et mindretal i nævnet havde fundet, at ansøgerens arbejde i landbrugsbedriften havde haft et sådant omfang, at det måtte sidestilles med fuldtids udearbejde, således at der tilkom ansøgeren mellemste invalidepension, men nævnets flertal fandt det ikke godtgjort, at ansøgerens arbejdsindsats i landbruget havde overskredet, hvad der var normalt for medhjælpende hustruer i landbruget.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Ansøgeren ankede med henblik på højere pension. Hun anførte, at hendes arbejdsindsats i landbruget havde overskredet, hvad der var normalt for medhjælpende hustruer, på grund af at ægtefællen havde haft fuldtids udearbejde. Ansøgeren henviste endvidere til, at jorden først var blevet udlejet og besætningen afviklet i forbindelse med hendes sygdom.

ANKESTYRELSENS OVERVEJELSER OG AFGØRELSE

Ankestyrelsen fandt, at ansøgerens erhvervsevne måtte bedømmes i forhold til erhvervsmæssig beskæftigelse i væsentligt omfang tillige med husligt arbejde i hjemmet. Under hensyn til ansøgerens helbredstilstand og erhvervsforhold fandtes erhvervsevnen herefter at være nedsat med omkring 2/3, således at betingelserne for at opnå mellemste invalidepension var opfyldt.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1983 19093 Historic

Erhvervsevnenedsættelsen hos en gift kvinde, der i væsentligt omfang havde deltaget i arbejdet i familiens landbrugsbedrift, fandtes at burde bedømmes i forhold til erhvervsmæssig beskæftigelse i væsentligt omfang tillige med husligt arbejde i hjemmet. Ansøgeren, der havde en hjertelidelse, fandtes under hensyn til lidelsens svæhedsgrad, prognosen og skånemomentet at opfylde betingelserne for at opnå mellemste invalidepension.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →