Legislator Case Law & Legislation
W19831903625 DK

Kontanthjælp - umyndig - opholdskommune - refusion (* 1) (* 2)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1983 19036 Historic

Kontanthjælp - umyndig - opholdskommune - refusion (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

En 16-årig pige tog i 1978 efter aftale med sin moder ophold hos en ven i K kommune. Moderen, der var indehaver af forældremyndigheden, boede i F kommune. Pigen, der gik i skole, klarede sig for bidrag fra sin fader og beløb fra vennens forældre. I sommeren 1979 afsluttede pigen som 17-årig 10. klasse. Da hun ikke kunne få arbejde, fik hun udbetalt kontanthjælp efter bistandsloven fra socialforvaltningen i K kommune i tiden 10/7 - 13/8 1979. Den 7/9 1979 anmodede socialforvaltningen i K kommune F kommune om refusion af den ydede hjælp. Socialforvaltningen i K kommune begrundede kravet med, at pigen fortsat måtte have opholdskommune, hvor indehaveren af forældremyndigheden boede, da hun ikke havde haft beskæftigelse, hvorved hun havde været i stand til at klare sig selv.

Socialudvalget i F kommune afslog at yde refusion under henvisning til, at pigen havde opnået selvstændig opholdskommune i K kommune. Opholdet i K kommune var ikke af midlertidig karakter, og forældrene havde ikke bidraget til barnets forsørgelse udover det fastsatte bidrag fra faderen. Socialudvalget i F kommune havde endvidere ikke medvirket ved barnets flytning.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet fandt, at pigen havde erhvervet selvstændig opholdskommune i K kommune. Under hensyn hertil og da der ej heller forelå andre forhold, der efter bistandsloven kunne medføre, at opholdskommunen kunne kræve udgifterne refunderet, fandt nævnet ikke hjemmel til at pålægge socialudvalget i F kommune at afholde udgifterne.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

Sagen blev anket af social- og sundhedsforvaltningen i K kommune.

LOVGRUNDLAG

Ifølge bistandslovens § 10, stk. 1, påhviler pligten til at yde bistand det sociale udvalg i opholdskommunen.

Efter § 10, stk. 3, anses et barn, der lever sammen med begge forældre at have opholdskommune, hvor forældrene bor. Et barn, der ikke lever sammen med nogen af forældrene, har selvstændig opholdskommune.

Ifølge § 10, stk. 4, ydes øjeblikkelig bistand til en person, der befinder sig udenfor opholdskommunen af det stedlige sociale udvalg.

I pkt. 19 i socialministeriets cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser, er det bl.a. udtalt, at øjeblikkelig bistand efter § 10, stk. 4, til en ægtefælle, der befinder sig underfor den fælles bopælskommune, skal ydes af det stedlige sociale udvalg (uden adgang til refusion fra bopælskommunen). Også for barnet vil det imidlertid gælde efter § 10, stk. 4, at øjeblikkelig bistand altid må ydes af det stedlige sociale udvalg.

Efter bistandslovens § 11 kan opholdskommunen kræve sin del af udgifterne til bistand refunderet af en tidligere opholdskommune,

1) når pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed er anbragt i institution eller pleje i kommunen,

2) når pågældendes ophold i kommunen skyldes indkaldelse til aftjening af værnepligt eller indlæggelse i sygehus og lignende behandlingsinstitution.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

Under hensyn til at socialforvaltningen i K kommune først havde rettet henvendelse til moderens opholdskommune, F kommune, på et tidspunkt, da hjælpen til pigen var ophørt, og da der ikke forelå en situation som omhandlet i bistandslovens § 11, fandtes der ikke at være grundlag for at kræve refusion fra socialudvalget i F kommune af den hjælp, der var ydet af K kommune i perioden 10/7 - 13/8 1979.

Endelig adm. afgørelse 1983 19036 Historic

K kommune, der havde ydet kontanthjælp i en kortere periode til en 17-årig pige, der opholdt sig i kommunen, fandtes ikke at kunne kræve refusion fra forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, da refusionskravet først var rejst, efter at hjælpen var ophørt, og da der ikke forelå en situation som omhandlet i bistandslovens § 11.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →