Udgifter ved vejsyn

Udgifter ved vejsyn

I skrivelse af 21. december 1982 har De anmodet om en supplerende udtalelse om vedlagte sag, der vedrører en klage fra N.N. over A kommunes kendelse om en privat fællesvej.

De har anmodet om en redegørelse for, efter hvilke kriterier det i praksis afgøres, om en udgift henhører under »udgifterne ved vejsynet«, jfr. § 16, stk. 3, i privatvejsloven. De ønsker dernæst en begrundelse for, at udgifterne til landindspektørassistance har kunnet henregnes til udgifterne i forbindelse med afholdelse af vejsyn, og ønsker en nærmere begrundelse for, at ministeriet har reduceret den refusionsberettigede del af disse udgifter.

Ministeriet kan oplyse, at den pågældende bestemmelse i privatvejsloven hidrører fra en tilsvarende bestemmelse i den nu ophævede lov af 14. april 1865 om istandsættelse og vedligeholdelse af private veje, til hvis afbenyttelse flere er udelukkende berettigede, jfr. specielt lovens § 5, hvorefter der ved kendelsen bl.a. må tages stilling til, hvorledes de forskellige arbejdspræstationer samt udgifterne ved sagens behandling skulle fordeles mellem de vedkommende.

Forarbejderne til denne lov er ganske omfattende, jfr. rigsdagstidende 1862/63, 1863/64 og 1864/65, men omtaler kun i begrænset omfang spørgsmålet om de omkostninger, der kan henføres til begrebet »udgifter ved sagens behandling«. Der er dog visse fortolkningsbidrag til, hvad lovgivningerne havde tænkt på. Der omtales udgifter til tilvejebringelse af kort, udskrifter af retsprotokoller eller deslige, udgifter til indvarsling (Tillæg B 1862/63, sp. 450), udgifter til kendelsens forkyndelse (landstingets forhandlinger 1864/65, sp. 863). En del af drøftelserne angik udgifter til ankeinstansen, hvor man overvejede landvæsenskommissionerne, med deraf følgende udgifter til diæter og kørselsgodtgørelse, eller amtsrådene, hvor man diskuterede, om disses medlemmer burde have diæter og kørselsgodtgørelse. Man fandt på den ene side, at man burde undgå diæter og kørselsgodtgørelse i et sådant omfang, at de som oftest langt ville overstige den værdi, der er genstand for selve vejens istandsættelse. På den anden side fandt man, at udgifterne ved ankebehandling måtte være så store, at de forhindrede temerær anke. Det må erindres, at der i 1865 ikke var generelle regler om diæter og kørselsgodtgørelse for medlemmer af kommunale og antskommunale råd, og at reglen om »kørselsgodtgørelse« til amtsrådets medlemmer var udtryk for en særregel i disse sager.

Ministeriet er i øvrigt ikke bekendt med litteratur, der behandler spørgsmålet om, hvad man forstår ved »udgifter til sagens behandling«, eller retsafgørelser eller tidligere administrativ praksis på området.

Efter 1865-loven var kommunens opgave alene at optræde som voldgiftsinstans mellem de vejberettigede, når disse ikke selv kunne blive enige om spørgsmål vedrørende vejenes vedligeholdelse. Da de nugældende bestemmelser i privatvejlovens afsnit II i princippet er en videreførelse af bestemmelsen i 1865-loven, må kommunens opgave fortsat i det væsentlige være at optræde som voldgiftsinstans, i hvert fald når initiativet til forretningen kommer fra de private. Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at en kommune kan kræve alle udgifter i forbindelse med sin optræden som voldgiftsinstans i henhold til privatvejslovens kapitel 6 dækket af lodsejerne. Der skal dog være en rimelig relation mellem udgifternes størrelse og sagens betydning, ligesom udgifterne må kunne individualiseres og konkret kunne henføres til forretningen.

Kommunen må inden for disse rammer være berettiget til at skønne over, hvorvidt sagen kan gennemføres ved hjælp af eget personale, eller om der er behov for fremmed hjælp, f.eks. landinspektørassistance.

Dette betyder, at ministeriet som klageinstans er indstillet på at acceptere udgifter til fremskaffelse eller udarbejdelse af kortmateriale, udskrifter af dokumenter, udgifter til indvarsling og offentliggørelse af beslutninger (porto, annoncering), mødelokaler, fortæring under mødet, diæter til kommunalbestyrelsesmedlemmer og nødvendig sagkyndig assistance. Hvad det sidstnævnte angår, finder ministeriet ikke, at det kan påhvile mindre kommunale forvaltninger at have medarbejdere med speciel sagkundskab i disse sager, der som nævnt har karakter af voldgift i privatretlige tvister.

Derimod finder ministeriet, at kommunalbestyrelsen ikke kan medregne udgifter fastsat i overensstemmelse med det antal timer, de ansatte i forvaltningen anvender på opgaven.

Det er ikke ualmindeligt, at kommunerne benytter landinspektørassistance ved vejsyn også ved private fællesveje på landet. Landinspektørens opgave er da sædvanligvis ikke blot at oplyse om matrikulære forhold, herunder spørgsmålet om, hvem der har vejret til den pågældende vej, men også at fremskaffe og eventuelt udarbejde kortmateriale m.v. Ministeriet kan bekræfte, at ministeriet efter en telefonisk drøftelse med A kommune har foretaget en skønsmæssig reduktion af honoraret, idet udgifterne vedrørende konflikten om vejbredde og vejbeliggenhed ikke kan anses for at vedrøre vejsynet. Kommunen havde ikke tidligere været ude for at skulle afholde en egentlig vejsynsforretning, og selv om kendelsen var ret ukompliceret, kunne det dog efter ministeriets opfattelse ikke siges at være urimeligt, at et beløb på i alt 1.222 kr. blev anvendt til landinspektørassistance.

De har endelig ønsket en begrundelse for, at udgifterne til forsamlingshus og annoncer har kunnet medtages som vejsynsudgift.

Hertil kan ministeriet henvise til det overanførte om, at det principielt er alle de udgifter, der med rimelighed kan henføres til vejsynet, der kan kræves dækket. Det er da også almindeligt forekommende, at udgifter til kaffebord og leje af lokale kræves refunderet af lodsejerne i forbindelse med disse forretninger.

Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.

I forbindelse med klage over, at en kommune havde pålagt grundejerne at betale udgift til landinspektørassistance ved vejsyn, redegør ministeriet for, hvilket udgifter, der kan medtages.