Arbejdsskadeforsikring - antaget til arbejde - EFG-elev - basisuddannelse på teknisk skole (* 2) (* 3)
Statutory Text (3 Articles)
Arbejdsskadeforsikring - antaget til arbejde - EFG-elev - basisuddannelse på teknisk skole (* 2) (* 3)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
NN pådrog sig en luftvejslidelse, da han som 1. års EFG-elev på en teknisk skole var udsat for indånding af flussyredampe i forbindelse med lodning.
AFGØRELSEN DER KLAGES OVER
Sikringsstyrelsen havde udtalt, at den anmeldte lidelse ikke gav ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, da NN som EFG-elev under uddannelsens 1. år ikke kunne anses for at være antaget til arbdjde for den tekniske skole, hvilket, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens § 1, er en betingelse for at henføre en arbejdsskade under loven.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
NN anførte, at da EFG-basisåret var en betingelse for at kunne gå videre og slutte med en svendeprøve, burde en EFG-elev på basisåret i erstatningsmæssig henseende sidestilles med en mesterlærling på 1. år.
LOVGRUNDLAG OG ANKESTYRELSENS OVERVEJELSER
Ifølge arbejdsskadeforsikringslovens § 1, stk. 1, er enhver, der mod løn eller som ulønnet medhjælper antages til i en arbejdsgivers tjeneste varigt, imidlertidigt eller forbigående at udføre arbejde her i landet, forsikret mod følgerne af arbejdsskade efter arbejdsskadeforsikringsloven.
Ankestyrelsen fandt, at NN måtte anses som egentlig uddannelsessøgende og ikke som antaget til arbejde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand (* 1)
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Ankestyrelsen tiltrådte sikringsstyrelsens afgørelse med sikringsstyrelsens begrundelse.
(* 1) jfr. SM U-10-77 om forkursuselever på sygeplejeskoler.
Tiltrådt, at en EFG-elev, der gennemgik basisuddannelse på teknisk skole, ikke kunne anses for at være antaget til arbejde for skolen.
En anmeldt luftvejslidelse kunne herefter ikke henføres under arbejdsskadeforsikringsloven som en arbejdsskade.