Opholdskommunerefusion - hjælpeforanstaltninger - unge - ungdomshjem medvirket ved udskrivning (* 2) (* 3)
Statutory Text (3 Articles)
Opholdskommunerefusion - hjælpeforanstaltninger - unge - ungdomshjem medvirket ved udskrivning (* 2) (* 3)
REDEGØRELSE FOR SAGEN
Socialudvalget i A kommune havde i oktober 1978 i medfør af bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, anbragt en 17-årig pige, NN, på et ungdomshjem i B kommune. I april 1979 flyttede pågældendes forældre til C kommune, og socialudvalget i A kommune gav C kommune refusionstilsagn. I december 1979 besluttede socialudvalget i C kommune i samråd med ungdomshjemmet, at NN skulle foresætte som dagelev på hjemmet og i overensstemmelse med en bistandsplan, der blev udarbejdet i et møde på institutionen, lejede NN et værelse i B kommune. I februar 1980 anmodede ungdomshjemmet socialudvalget i C kommune om at beskikke en personlig rådgiver for NN. Af henvendelsen fremgik, at NN den 1. februar 1980 skulle udskrives fra institutionen og påbegynde et EIC-kursus. En pædagog ved institutionen blev beskikket som personlig rådgiver for NN, og den 19. februar 1980 oplyste den personlige rådgiver til forvaltningen, at NN ønskede at deltage i voksenundervisning med henblik på opnåelse af 10. klasses afgangsprøve. Sagen oversendtes i denne forbindelse fra C kommune til B kommune.
Socialforvaltningen i B kommune anmodede herefter det sociale udvalg i A kommune om refusionstilsagn, idet forvaltningen henviste til, at NN oprindelig var anbragt på ungdomshjemmet af A kommune, og at det derfor måtte følge af bistandslovens § 11, jfr. pkt. 20 i socialministeriets cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser, at B kommune var berettiget til refusion fra A kommune.
Det sociale udvalg i A kommune gav afslag på at yde refusion, idet udvalget henviste til, at NN ikke længere havde nogen kontakt med ungdomshjemmet.
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER
Amtsankenævnet fandt, at det fortsat påhvilede socialudvalget i A kommune at yde refusion af udgifter vedrørende hjælp efter bistandsloven til NN. Nævnet lagde vægt på, at A kommune måtte betragtes som anbringelseskommune, samt at ungdomshjemmet havde været behjælpelig i forbindelse med udflytningen fra institutionen.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN
Socialudvalget i A kommune anførte, at der var tale om en almindelig udflytning fra en institution, og at NN ikke længere havde kontakt med institutionen.
LOVGRUNDLAG
Ifølge bistandslovens § 11, nr. 1, kan en opholdskommune kræve sin del af udgifterne til bistand refunderet af en tidligere opholdskommune, når pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed er anbragt i institution eller pleje i kommunen.
I pkt. 20 i socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser er det anført, at en bopælskommune, hvis et institutionsophold afsluttes med, at pågældende under medvirken fra institutionen får selvstændig bolig, kan kræve refusion af udgiften til bistand fra den kommune, der hæftede for udgifterne under institutionsopholdet.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE
Under hensyn til ungdomshjemmets medvirken ved planlæggelse af uddannelsesforanstaltninger for NN i forbindelse med hendes udskrivning fra institutionen fandtes det at måtte påhvile A kommune, som afholdt udgifterne ved hendes ophold på institutionen, at yde refusion til B kommune af udgifter ved ydelsen af hjælp efter udskrivningen.
Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.
(* 1) Se endvidere SM O-027-84, SM O-028-84 og SM O-029-84.
Socialudvalget i A kommune havde i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, anbragt en 17-årig pige på et ungdomshjem beliggende i B kommune. I forbindelse med pigens udskrivning fra ungdomshjemmet tog hun ophold på et lejet værelse i B kommune, og institutionen medvirkede ved planlæggelse af uddannelsesforanstaltninger for hende.
Det fandtes herefter fortsat at påhvile A kommune at yde refusion til B kommune af udgifter ved ydelsen af hjælp efter udskrivningen. (* 1)