Dagpenge - indtægtstab - erstatning efter funktionærloven (* 1) (* 2)

Dagpenge - indtægtstab - erstatning efter funktionærloven (* 1) (* 2)

REDEGØRELSE FOR SAGEN

F. blev ansat som regnskabschef i et anpartsselskab den 1. juli 1980. Den 21. januar 1981 blev selskabet taget under konkursbehandling, og F. fratrådte sin stilling, idet kurator angav, at selskabet ikke var i stand til at udbetale løn for januar måned ved sædvanlig forfaldstid.

F. tilmeldte sig arbejdsformidlingen som arbejdssøgende den 22. januar 1981 og anmeldte sit tilgodehavende overfor boet og Lønmodtagernes Garantifond.

Den 26. februar 1981 blev F. sygemeldt efter at have sprængt en achillessene under sportudøvelse, og han anmodede dagen efter det sociale udvalg om udbetaling af dagpenge i sygeperioden.

Det sociale udvalg afslog at udbetale dagpenge med henvisning til, at F. ikke led noget indtægtstab, idet han ville få udbetalt en erstatning fra Lønmodtagetnes Garantifond for opsigelsesperioden 1. februar - 30 april 1981.

F.'s faglige organisation anmodede efterfølgende det sociale udvalg om at genoptage sagen under henvisning til, at den erstatning, der var udbetalt F., var en minimalerstatning, der blev udbetalt uden nogen form for begrænsning. Erstatningen var således uafhængig af, om F. umiddelbart efter fratrædelsen måtte få en anden stilling og derved ikke lide noget indtægtstab.

Socialudvalget fastholdt sin afgørelse under henvisning til, at F. havde været dækket ind med fuld løn, samt at intentionerne med dagpengeloven ikke kunne være at yde dobbeltdækning i forbindelse med sygdommen. Udvalget fandt således, at udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond kunne sidestilles med en situation, hvor der blev udbetalt fuld løn under sygdom.

Overfor amtsankenævnet blev det af F.'s faglige organisation anført, at den udbetalte erstatning ikke var et lønbeløb og følgelig ikke måtte betragtes som sådan.

Beløbet var en erstatning beregnet på grundlag af bestemmelserne i funktionærlovens § 3.

AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER

Amtsankenævnet henviste i sin afgørelse til dagpengelovens § 1, stk. 1, og tiltrådte socialudvalgets afgørelse med udvalgets begrundelse.

KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN

I sin anke gentog F.'s faglige organisation de tidligere fremførte synspunkter og anførte, at betingelserne for udbetaling af dagpenge efter dagpengelovens § 1 havde været opfyldt.

SUPPLERENDE UDTALELSE EFTER KLAGEN

Ankestyrelsen indhentede en udtalelse fra sikringstyrelsen, der oplyste, at sikringsstyrelsen ved henvendelse til Lønmodtagernes Garantifond havde fået bekræftet, at den udbetalte erstatning i det foreliggende tilfælde udgjorde minimalerstatning svarende til 3 måneders opsigelsesløn i henhold til funktionærlovens § 3, stk. 1, jfr. stk. 2, 2. punktum. Sikringsstyrelsen udtalte videre, at styrelsen havde indtaget det standpunkt, at en erstatning for en opsigelsesperiode ikke kunne betragtes som løn, der skulle modsvares af en arbejdspræstation. I det konkrete tilfælde fandt sikringsstyrelsen, at F. havde været berettiget til dagpenge, idet han måtte anses for som følge af sygdommen at have lidt et indtægtstab derved, at han havde været afskåret fra at søge arbejde. F.'s ret til dagpenge var efter sikringsstyrelsens opfattelse ikke betinget af, at han til Lønmodtagernes Garantifond tilbagebetalte en til sygeperioden svarende del af den udbetalte erstatning.

ANKESTYRELSENS OVERVEJELSER

Efter dagpengelovens § 1, stk. 1, ydes dagpenge for tab af indtægt ved uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, herunder tilskadekomst eller fødsel.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at F. i sygeperioden ville få dobbelt dækning for sit indtægtstab, medens et medlem af en arbejdsløshedskasse ikke ville være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, hvis han havde fået udbetalt en erstatning fra Lønmodtagernes Garantifond, idet han samtidig hermed ville have overdraget sit krav på arbejdsløshedsdagpenge til Garantifonden. Det kunne derfor synes urimeligt at yde sygedagpenge i en periode, hvor der var udbetalt erstatning fra Lønmodtagernes Garantifond. Imidlertid er spørgsmålet om ret til arbejdsløshedsdagpenge reguleret ved bestemmelser i arbejdsløshedsforsikringsloven og en bekendtgørelse udstedt i henhold hertil, medens tilsvarende bestemmelser ikke findes i dagpengeloven.

ANKESTYRELSENS AFGØRELSE

F. fandtes at have haft en stadig og stabil tilknytning til arbejdsmarkedet og var derfor omfattet af dagpengelovens § 1. Der fandtes ikke i dagpengeloven at være hjemmel til at begrænse F.'s ret til dagpenge under sygeperioden fra den 16. februar 1981 til den 31. marts 1981. Ankestyrelsen var således enig i sikringsstyrelsens opfattelse, at en erstatning svarende til 3 måneders minimalløn fra Lønmodtagernes Garantifond, jfr. funktionærlovens § 3, ikke kunne sidestilles med løn, der skulle modsvares af en arbejdspræstation, idet erstatningen udbetales uafhængig af, om funktionæren har anden indtægt eller har fået en ny stilling.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

En funktionær var fratrådt sin stilling i januar 1981 på grund af arbejdsgiverens konkurs. I forbindelse med arbejdsophøret havde pågældende fået udbetalt erstatning efter funktionærlovnes § 3 svarende til løn i opsigelsesperioden på 3 måneder fra Lønmodtagernes Garantifond. Der fandtes ikke at være hjemmel i dagpengeloven til at begrænse hans ret til dagpenge i forbindelse med en sygeperiode i februar 1981.