Brancheforeningsvedtagelser - udstillingsregler (* 1)

Brancheforeningsvedtagelser - udstillingsregler (* 1)

År 1980, den 8. juli blev i sagen 21/79, Møbelfabrikantforeningen, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 2. juli 1979 har landsretssagfører Mogens Hess-Petersen som advokat for Møbelfabrikantforeningen i Danmark klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 28. juni 1979 truffet afgørelse, hvorved det blev pålagt foreningen i henhold til monopollovens § 12, stk. 2, at ophæve sit krav om medlemskab af foreningen som betingelse for at udstille på den danske sektion af Scandinavian Furniture Fair i Bella Center.

Ved skrivelse af 15. april 1980 er Foreningen Dansk Møbelindustri v/landsretssagfører Erik Jensen indtrådt i sagen til støtte for monopoltilsynet.

Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynets pålæg af 28. juni 1979 ophæves.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 19. december 1979 fra klagerne og i indlæg af 10. marts 1980 fra monopoltilsynet. Parterne og biintervenienten er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møde den 20. juni 1980. På mødet var parterne og biintervenienten repræsenteret og udtalte sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 28. juni 1979 fra monopoltilsynet til Møbelfabrikantforeningen i Danmark

»Ved skrivelse af 29. marts 1979 til foreningen har monopoltilsynet meddelt, at monopolrådet på sit møde den 28. marts 1979 havde fundet, at Møbelfabrikantforeningens krav om medlemskab af foreningen som betingelse for udstilling på Scandinavian Furniture Fair i Bella Center medførte eller måtte antages at ville medføre urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse eller urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen, jfr. monopollovens § 11, stk. 1, og at det blev pålagt direktoratet at søge forholdet bragt til ophør ved forhandling, således at nævnte krav blev ophævet.

Rådets afgørelse indebar, at medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen skulle stilles lige i deres adgang til messen.

Under en forhandling i tilsynet i henhold til monopollovens § 11 har man drøftet, hvorledes vilkårene for ikke-medlemmers adgang til messen skulle udformes, således at ovennævnte krav blev opfyldt.

Sagen har herefter været behandlet på monopolrådets møde den 27. juni 1979.

Rådet har på det foreliggende grundlag fundet, at tilsynet under forudsætning af, at Møbelfabrikantforeningen i Danmark ophæver det gældende krav om medlemskab af foreningen som betingelse for udstilling på den danske sektion af Scandinavian Furniture Fair i Bella Center, således at alle danske møbelfabrikanter har lige adgang til at udstille på messen, ikke vil rette indvending mod, at foreningen for at tilgodese sine medlemmers økonomiske interesser opkræver et gebyr for ikke-medlemmer, der ikke overstiger, hvad ikke-skandinaviske virksomheder, der udstiller på den internationale sektion af messen, skal betale. Man skal herefter i henhold til monopollovens § 12, stk. 2, pålægge Møbelfabrikantforeningen i Danmark at ophæve sit krav om medlemskab af foreningen som betingelse for at udstille på den danske sektion af Scandinavian Furniture Fair i Bella Center, således at alle danske møbelfabrikanter har lige adgang til at udstille på messen, og at Møbelfabrikantforeningen over for ikke-medlemmer af foreningen indtil videre vil kunne opkræve et højere gebyr, dog højst den standleje der fastsættes på den internationale sektion af møbelmessen.

Man vedlægger grundlaget for monopolrådets afgørelse.

Meddelelse om, at ovennævnte pålæg er efterkommet, bedes fremsendt inden 8 dage fra dato.

Det bemærkes, at landsretssagfører Mogens Hess-Petersen samtidig er gjort bekendt med ovenstående.«

I ovennævnte skrivelse af 2. juli 1979 til monopol-ankenævnet har klagerne tilkendegivet, at de anså pålægget udstedt i henhold til monopollovens § 12, stk. 3, om leveringspålæg, og at det derfor er foreningens opfattelse, at sagens indbringelse for monopol-ankenævnet har opsættende virkning. Dette spørgsmål om pålæggets ikrafttrædelsestidspunkt blev behandlet på nævnets møder den 16. og 20. august 1979.

Nævnet udtalte i sin kendelse bl. a.

»Formuleringen af monopollovens § 12, stk. 2, og § 12, stk. 3, indebærer ikke nogen skarp afgrænsning mellem leveringspålæg og pålæg udstedt med hjemmel i § 12, stk. 2. Nævnet finder dog, at hjemmelen for det påklagede pålæg efter dettes umiddelbare indhold og generelle sigte mest naturligt må søges i § 12, stk. 2, fremfor stk. 3. Man kan derfor ikke være enig i klagernes principale synspunkt, at klagen til nævnet i sig selv har opsættende virkning efter lovens § 18, stk. 7.«

Nævnet fandt imidlertid, at der forelå tilstrækkelig begrundelse for administrativt at indrømme en forlænget frist for pålæggets opfyldelse, således at pålægget tidligst kan få virkning for messen i 1981.

Om sagens baggrund er det oplyst, at de danske møbelfabrikanter er organiseret i 2 brancheforeninger - Møbelfabrikantforeningen i Danmark (MF) og Foreningen Dansk Møbelindustri (DMI). Udover de møbelfabrikker, som er medlemmer af disse foreninger, er der en del danske møbelfabrikker, som ikke er medlemmer af disse foreninger. Møbelfabrikantforeningen i Danmark er stiftet i 1933 og har fra og med 1949 arrangeret Den Danske Møbelmesse (DDMM) i Bella Center hvert år i maj måned. Foreningen Dansk Møbelindustri har siden sin oprettelse i 1963 i hvert års august måned afholdt messe i Herning.

Bella-messen er opdelt i sektioner, en for hver af de nordiske lande og en international sektion for ikke-skandinaviske møbelfabrikanter. Messen omfatter ca. 600 udstillere, heraf ca. 56% danske, 30% øvrige nordiske og 14% ikke-nordiske fordelt på et udstillingsareal på 25.000 m2

Messen, der er en lukket fagmesse, blev i 1978 besøgt af 14.795 indkøbere, heraf ca. 60% fra udlandet. I 1978 blev der optaget ordrer på messen på i alt 154 mill. kr. opgjort for den danske sektion, fordelt på ca. 80% til eksport og 20% til hjemmemarked. Salget svarer efter Møbelfabrikantforeningens opfattelse til 10-20 dages ordinært salg for virksomhederne.

Møbelfabrikantforeningen har tegnet 500.000 kr. aktier i Bella Center A/S og har endvidere i de 3 år fra januar 1975 til ultimo 1977 ydet selskabet et rentefrit lån på 1.500.000 kr. Siden 1967 har DDMM været en sektion af »Den Skandinaviske Møbelmesse«, som afholdes i fællesskab af MF og dens søsterforeninger i Finland, Norge og Sverige, hhv. Finlands Møbelexportører, Møbelprodusentenes Landsforening og Sveriges Møbelindustri Førbund.

Herning-messen omfatter udelukkende dansk fremstillede møbler og er i langt mindre udstrækning end Bella-messen besøgt af udenlandske indkøbere. I 1979 blev messen besøgt af ca. 10.000 besøgende, heraf ca. 11% fra udlandet.

Forholdet mellem Møbelfabrikantforeningen og Dansk Møbel Industri var i en årrække ret problemfrit. Dansk Møbel Industris indsats var i det væsentlige koncentreret om at afholde Herning-messen. Mange medlemmer af Møbelfabrikantforeningen var i disse år tillige medlemmer af Dansk Møbel Industri, hvorved de fik en rabat på deltagelse i Herning-messen. I 1970'erne har sidstnævnte forening påtaget sig almindelig brancheforeningsvirksomhed udover messe-arrangementet. Herved er der fremkommet en vis »dobbeltdækning« mellem de to foreninger på en række områder. Blandt andet på denne baggrund blev der i 1976 gennemført en tilføjelse til Møbelfabrikantforeningens vedtægter, der betød, at en møbelfabrikant ikke længere kunne blive eller forblive medlem af Møbelfabrikantforeningen, hvis han også var medlem af Dansk Møbel Industri.

Klagerne har til støtte for deres påstande bl. a. anført det principale anbringende, at monopolloven i henhold til monopollovens § 2 ikke regulerer konkurrencen på de danske eksportmarkeder, og at dens bestemmelser følgelig ikke finder anvendelse i nærværende sag, der drejer sig om Bella Center-messen som eksportmesse.

Det subsidiære anbringende er, at kravet om medlemskab af Møbelfabrikantforeningen for at udstille på Bella Centrets møbelmesse ikke i relation til monopollovens § 2 indebærer en væsentlig konkurrencebegrænsning eller i relation til monopollovens § 11 medfører en urimelig ulighed. Det bestrides, at Bella Center-møbelmessen skulle være så afgørende for møbeleksporten, at danske møbelfabrikker ved ikke at kunne deltage herved skulle være udsat for en urimelig forskelsbehandling.

Adgangen til foreningen er åben og hermed også muligheden for at udstille på Bella Centerets møbelmesse. De virksomheder, som foretrækker at stå uden for Møbelfabrikantforeningen er ikke derimed afskåret fra eksport. Den af Dansk Møbel Industri afholdte Herning-messe anlægges i stigende grad som eksportmesse, som det bl. a. fremgår af Dansk Møbel Industris egne udtalelser til pressen. Udover at deltage i Herning-messen står det de uden for Møbelfabrikantforeningen værende møbelfabrikker frit for enkeltvis eller i samvirke at arrangere møbeludstillinger med henblik på eksport. Af anførte grunde foreligger ikke en situation, som kan karakteriseres som en »væsentlig konkurrencebegrænsning«.

Der foreligger ikke en situation karakteriseret ved »urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen«. Møbelfabrikantforeningen er ikke vidende om, at møbelfabrikanter uden for de 2 foreningers medlemskredse har klaget til monopoltilsynet. For medlemmerne af Dansk Møbel Industri forudsætter ønsket om at måtte udstille på Bella-Centeret udmeldelse heraf, men dette forhold vil næppe medføre noget mærkbart tab af medlemmer af Dansk Møbel Industri.

Bella Centerets møbelmesse er bygget op gennem 31 års arbejde inden for rammerne af Møbelfabrikantforeningen. Foreningen sælger en pakke af aktiviteter til sine medlemmer. Det er urimeligt, om foreningen skal tage en del af pakken ud til salg til ikke-medlemmer.

Møbelfabrikantforeningen og dens nordiske søsterorganisationer giver i et vist omfang ikke-nordiske møbelfabrikanter adgang til Den Skandinaviske Møbelmesse - i dennes internationale sektion. Monopoltilsynet argumenterer for, at på denne baggrund burde danske ikke-medlemmer af Møbelfabrikantforeningen også - eller så meget mere have adgang til messen. Dette ræsonnement overser nogle vigtige momenter.

De nordiske møbelfabrikantforeninger har fra udenlandsk hold været kritiseret for at afholde Den Skandinaviske Møbelmesse som en ren nordisk udstilling, og MF har tydeligt fornemmet en risiko for, at nordiske møbelfabrikanter kunne blive udelukket fra messer i udlandet, hvilket ville volde møbelindustrien i Norden stor skade. For at afværge denne risiko har MF og dens nordiske søsterforeninger fra og med 1974 etableret den internationale sektion på møbelmessen. Eksistensen af den internationale sektion som en afværgeforanstaltning over for fremmed protektionisme kommer ikke blot MF's medlemmer til gode, men er i samme grad til gavn for danske møbelfabrikanter, der står i Dansk Møbel Industri eller ikke er tilknyttet nogen af de to foreninger, idet den også bidrager til at bevare disse fabrikanters muligheder for at udstille på udenlandske messer.

Udlejningen af stande på den internationale sektion sker ikke for de nordiske møbelfabrikantforeningers, men for Bella Centers regning, og det er Bella Center, der selv står for udlejningen. Der er imidlertid mellem de 4 foreninger og Bella Center aftalt nogle retningslinjer for udlejningen

Den internationale sektion optages helt overvejende af udstillere fra de skandinaviske møbelfabrikantforeningers europæiske søsterforeninger. I 1979 besatte disse således ca. 3.600 m2 ud af sektionens i alt ca. 4.100 m2 eller ca. 88%. Når der overhovedet sker udlejning til møbelfabrikker uden for denne kategori, er grunden, at det fra det øvrige messeareal lidt afsides beliggende område, hvor den internationale sektion placeres, har en given størrelse, som af økonomiske grunde må lejes ud i sin helhed. Nordiske fabrikker bryder sig ikke om at udstille her, derfor må man nødvendigvis finde udenlandske standlejere til de sidste rester af arealet, altså i 1979 ca. 12 %.

Standene på messens internationale sektion udlejes ikke vilkårligt, men efter kriterier, der ligger så tæt op ad retningslinjerne for udlejning af stande på de nationale sektioner, som det er muligt at komme, når de pågældende fremmede udstillere nu engang ikke kan blive medlemmer af MF (hhv. dens nordiske søsterorganisationer). Danske møbelfabrikanter kan derimod blive medlemmer af MF, når de betaler kontingent. Heraf følger, at der ikke kan sættes et lighedstegn mellem udstillerne på messens internationale sektion og danske udstillere, der står uden for MF.

Alle 4 nationale sektioner af Bella Centerets møbelmesse lider under pladsmangel. På DDMM 1979 har MF måttet nedskære udstillernes pladsønsker med gennemsnitlig 10%. Fordelingen sker i forhold til revisorattesteret omsætning i det næstsidste år før messen.

Møbelfabrikantforeningen kan ikke skaffe mere plads på DDMM ved at formindske de øvrige nordiske sektioner, da messen ikke tilhører MF alene, men er i fælleseje mellem de 4 nordiske møbelfabrikantorganisationer, som alle har ligeartede rettigheder. Ingen af de nordiske søsterforeninger kan og vil afgive areal til MF, da de selv har rigeligt brug for deres sektioner, og de støtter dette standpunkt bl. a. på den kendsgerning, at de hver for sig har ydet væsentlige økonomiske bidrag til messens etablering i Bella Center.

Hvis MF skal indlade ikke-medlemmer på Bella Centerets møbelmesse, må det altså ske inden for dennes nuværende størrelse, med yderligere pladsmangel til følge. Det kan ikke med rimelighed forlanges af medlemmerne, at de skal acceptere en ekstra nedskæring af deres arealønsker til fordel for ikke-medlemmer. Den forlangte åbning af messen vil blive begyndelsen til enden for medlemmernes sammenhold om MF og dermed for foreningen selv. Der vil ske et frafald af nuværende medlemmer, som ud fra rent økonomiske motiver vil se deres fordel i at melde sig ud af foreningen og fortsætte med at udstille på Bella Centerets møbelmesse som ikke-medlemmer.

En lignende sag er sagen j.nr. 22/78, Den danske Dyrlægeforening. I denne havde monopoltilsynet pålagt Den danske Dyrlægeforening at ændre vedtægterne, således at også dyrlæger, der ikke er medlem af foreningen, kunne annoncere i Dansk Veterinærtidsskrift. Pålægget blev ophævet af monopol-ankenævnet, idet det bl. a. i præmisserne for kendelsen blev anført, at ikke-medlemmer af foreningen havde andre muligheder for at komme til orde.

Der er et meget nært slægtskab mellem monopoltilsynets pålæg i nærværende sag og leveringspålæg, hvilket medfører, at der ved den juridiske bedømmelse af sagen bør lægges ens synspunkter til grund. Blandt leveringspålæggene indtager de pålæg, der går ud på levering til konkurrenterne, en særlig stilling.

I sagen Frejlev Andelsmejeri mod Øernes Konsummælk-Selskab fra 1978 pålagde monopoltilsynet sidstnævnte fortsat at levere visse specialprodukter til konkurrenten Frejlev, da leverancen var af væsentlig betydning for mejeriet, som ikke selv kunne fremstille produkterne og ej heller kunne få dem leveret fra anden side. Monopol-ankenævnet ophævede pålægget bl. a. under henvisning til konkurrenceforholdet mellem de to virksomheder.

Det har hidtil været betragtet som en selvfølge, at foreninger af alle slags har ret til at forbeholde deres aktiviteter for medlemmerne alene. Der er således adskillige danske brancheforeninger, der ligesom MF afholder udstillinger, hvori kun medlemmer kan deltage.

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl. a. anført, at de af fabrikantforeningen fastsatte udstillingsregler ikke vedrører direkte eksportforhold eller konkurrencen på eksportmarkederne, men har væsentlig betydning for adgangen til her i landet at drive erhvervsvirksomhed, herunder eksport, hvorfor monopolloven finder anvendelse i den konkrete sag.

Møbeludstillingen i Bella Center har stadig den største betydning som eksportmesse for de danske møbelfabrikanter. På messen i 1979 var godt 8.000 af de besøgende, ca. 60%, udlændinge, medens kun godt 1.000 udlændinge, ca. 11 %, fandt vej til Herning-messen. Det må derfor anses for at være af tvivlsom eksportmæssig værdi for de uden for møbelfabrikantforeningen værende møbelfabrikker enkeltvis eller i samvirke at arrangere møbeludstillinger med henblik på eksport.

Det anføres af klagerne, at den internationale sektion er etableret som en »afværgeforanstaltning« under nødvendighedens pres for at forhindre fremmed protektionisme. Hertil kan anføres, at en udelukkelse af udenlandske udstillere fra en møbelmesse af en standard, som Scandinavian Furniture Fair i Bella Center, formentlig ville være i strid med EF's konkurrenceregler. Kommissionen har i flere tilfælde taget stilling til udstillingsbetingelsers udformning og den indvirkning, disse betingelser har på konkurrenceforholdene både for så vidt angår konkurrencen mellem messedeltagerne indbyrdes og konkurrencen mellem messearrangørerne.

Der er i Kommissionens afgørelse (EFT nr. L 228 af 29. august 1975) om regler for udstillinger af tandlægeudstyr, jfr. monopoltilsynets meddelelser, nr. 10-75, side 409-412, taget stilling til en række betingelser for deltagelse i »Expo Dental«, en international udstilling af tandlægeudstyr, tilrettelagt af medlemmer af U.N.I.D.I., en sammenslutning af for tiden 77 fabrikanter af tandlægeudstyr etableret i Italien. Bl. a. er der en prisforskel på ca. 20% for standleje for medlemmer og ikke-medlemmer af sammenslutningen. Kommissionen har ikke anset, at en prisdifferentiering på 20% kan betragtes som en »konkurrencebegrænsning«, da en forskel af denne størrelsesorden synes tilstrækkeligt begrundet i de udgifter til udstillingens forberedelse og gennemførelse, som betales af medlemmerne af de arrangerende organisationer. Det kan heraf formentlig sluttes, at Kommissionen vil acceptere en rimelig prisdifferentiering, men ikke en exorbitant høj standleje for ikke-medlemmer, hvilket kan sidestilles med, at ikke-medlemmer rent faktisk ville blive udelukket fra deltagelse i udstillingen. Den af monopoltilsynet fastsatte standleje for ikke-medlemmer på 495 kr./m2 ligger ca. 48% højere end medlemmers standleje på 335 kr./m2.

Det er af klagerne anført, at alle 4 sektioner på møbelmessen lider under pladsmangel. Det viser sig, at antallet af danske udstillere er faldet fra 346 i 1978 til 299 i 1979, d.v.s. ca. 14%, medens det samlede antal udstillere er faldet ca. 12%. Det har således været muligt at tilpasse et skiftende antal udstilleres standareal til det forhåndenværende udstillingsareal. Det forhold, at messen åbnes for ikke-medlemmer af foreningen, vil næppe bevirke en så voldsom stigning i antallet af udstillere, at en tilpasning, som tidligere er foretaget, ikke skulle være mulig. Man må også tage i betragtning den væsentlige merpris, som ikke-medlemmer i forhold til medlemmer skal betale for at udstille på messen. For en gennemsnitsstand på 36 m2 bliver merprisen i alt 5.760 kr. Der er således ikke tale om, at ikke-medlemmer »gratis« nyder godt af foreningens aktiviteter forud for og i forbindelse med messens afholdelse.

Monopoltilsynet har foretaget en beregning af medlemmer og ikke-medlemmers samlede udgifter i forbindelse med udstilling på Bella-messen, idet medlemmer af foreningen er opdelt i fire indtægtsgrupper, og det gennemsnitlige kontingent for de fire grupper er lagt oven i standlejen. Herved er det anskueliggjort, hvorledes de enkelte udstilleres økononiske fordel ved at forblive i foreningen afhænger af standens størrelse sammenholdt med medlemmets kontingent.

Fabrikanter i den laveste indtægtsgruppe, der omfatter 71% af foreningens medlemmer, ville ikke have nogen økonomisk fordel af at udmelde sig af foreningen, idet allerede en stand på 26 m2 vil koste fabrikanten mere i leje som ikke-medlem end som medlem inklusive kontingent til foreningen. For fabrikanter i de øvrige indtægtsgrupper ligger balancepunkterne på henholdsvis 76 m2, 107 m2 og 119 m2, d.v.s. at fabrikanter i disse grupper kunne tænkes at overveje udmeldelse af foreningen i det omfang, fabrikanten kun har interesse i en lille stand og samtidig betaler et højt kontingent, således at standleje + kontingent væsentligt overstiger den af monopoltilsynet fastsatte leje for ikke-medlemmer. I sammenligningen er imidlertid set bort fra foreningens øvrige aktiviteter, hvortil en stor del af medlemmernes kontingent bliver anvendt, og som kun medlemmer af foreningen nyder godt af. Det må antages, således som foreningens kontingentberegning er bygget op, at de medlemmer, der betaler et forholdsvis højt kontingent, også har forholdsvis meget udbytte af at være medlem af foreningen. Der vil typisk være tale om større virksomheder, hvis interesser primært ligger i foreningens eksportfremmende foranstaltninger. Under hensyn hertil er det næppe sandsynligt, at disse virksomheder skulle udmelde sig af foreningen og derved gå glip af disse fordele, blot for eventuelt at kunne spare en mindre del af kontingentet.

Det må anses, at en standleje på 495 kr. (pr. m2) for ikke-medlemmer yder et rimeligt tilskud til foreningens drift i øvrigt.

Der argumenteres af klagerne ud fra den antagelse, at monopoltilsynets pålæg er udstedt i henhold til monopollovens § 12, stk. 3. Monopol-ankenævnet fastslår imidlertid i sin kendelse af 21. august 1979, »at hjemmelen for det påklagede pålæg efter dettes umiddelbare indhold og generelle sigte mest naturligt må søges i § 12, stk. 2, fremfor stk. 3«.

Det har derfor ingen betydning i relation til den aktuelle sag, hvorvidt betingelserne for at meddele pålæg i henhold til monopollovens § 12, stk. 3, er opfyldt eller ej, allerede af den grund at udstedelse af pålæg i henhold til monopollovens § 12, stk. 3, kræver en selvstændig bedømmelse af de konkrete forhold ud fra de særlige urimelighedskriterier, der gælder i relation til § 12, stk. 3, og det uanset, hvad der eventuelt måtte være gået forud, f. eks. et pålæg efter § 12, stk. 2, jfr. monopollovskommentaren, side 224.

På monopolrådets møde den 28. marts 1979 blev det godtgjort, at fabrikantforeningens udstillingsvirksomhed i Bella Center må antages at være omfattet af monopollovens bestemmelser, idet det efter de foreliggende oplysninger må antages at være af væsentlig betydning for en møbelfabrikant at udstille sine varer på den internationale møbelmesse i Bella Center. Herning-messen kan ikke erstatte Bella-messen, primært fordi Bella-messen også er rettet mod eksportmarkedet (60% af de besøgende er udlændinge mod kun 11% på Herning-messen), men også fordi danske forhandlere stadig anser Bella-messen for den egentlige møbelmesse og venter med at disponere, indtil de har besøgt denne. Desuden viser beregninger foretaget af møbelfabrikantforeningen på basis af messerapporter fra de enkelte messedeltagere, at ordreoptagelse på messen har en væsentlig betydning for udstillernes årlige omsætning (ca. 10-20 dages ordinært salg) samtidig med, at kontakten til forhandlerne udvides og forbedres. Monopoltilsynet fastholder på denne baggrund, at det af foreningen stillede krav om medlemskab af foreningen som betingelse for udstilling på møbelmessen i Bella Center medfører en sådan urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse og en urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen, at betingelserne i monopollovens § 12, stk. 1, er opfyldt.

Biintervenienten, Foreningen Dansk Møbel Industri, har tilsluttet sig den af monopoltilsynet trufne afgørelse og det af monopoltilsynet anførte. Bella-messen er meget anerkendt i udlandet, og udover det direkte salg på messen giver denne også adgang til almindelig kontakt med et stort antal potentielle købere. Det er derfor af afgørende betydning for medlemmerne af Foreningen Dansk Møbel Industri at få adgang til at udstille på messen.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Uanset at Den Danske Møbelmesse i Bella Center efter det oplyste har sin største betydning som eksportmesse for de danske møbelfabrikanter, vedrører de af Møbelfabrikantforeningen fastsatte udstillingsregler ikke alene forhold på eksportmarkeder, men har tillige væsentlig betydning for adgangen til her i landet at drive erhvervsvirksomhed. Nævnet er følgelig enig med monopoltilsynet i, at monopolloven finder anvendelse i nærværende sag, jfr. lovens § 2.

Nævnet finder imidlertid ikke, at kravet om medlemskab i Møbelfabrikantforeningen som betingelse for at udstille på den danske sektion af møbelmessen i Bella Center medfører de i monopollovens § 11 omhandlede skadelige virkninger, såfremt adgangen til medlemskab af denne forening står åben for alle, der opfylder rimelige og sagligt begrundede betingelser.

Hvorvidt denne forudsætning er til stede foreligger ikke til påkendelse under denne sag. Klagerens påstand om ophævelse af pålægget vil herefter være at tage til følge.

Herefter bestemmes

Monopoltilsynets pålæg af 28. juni 1979 ophæves.

I juni 1979 pålagde monopoltilsynet Møbelfabrikantforeningen i Danmark at ophæve sit krav om medlemsskab af foreningen som betingelse for at udstille på den danske sektion af møbelmessen i Bella Centret. Tilsynet havde fundet, at kravet om medlemsskab medførte en urimelig indskrænkning i erhvervsudøvelsen som omtalt i monopollovens § 11.

Møbelfabrikantforeningen indbragte pålægget for monopol-ankenævnet, og som omtalt i meddelelser 1979 nr. 9, side 499, besluttede ankenævnet i første omgang at give frist for opfyldelse af pålægget til messen i 1981 uden dermed at tage stilling til, om pålægget var berettiget.

Dette spørgsmål har ankenævnet behandlet nu, og resultatet er blevet en ophævelse af pålægget.

Ankenævnet finder det godtgjort, at deltagelse på Den Danske Møbelmesse i Bella Centret har væsentlig betydning for mulighederne for at drive erhvervsvirksomhed her i landet, og at monopolloven derfor finder anvendelse i sagen. Nævnet finder ikke, at det stillede krav om medlemsskab i fabrikantforeningen medfører de i monopollovens § 11 omtalte skadelige virkninger, såfremt adgangen til medlemskab er åben for alle, der opfylder rimelige og sagligt begrundede betingelser. Nævnet anfører til sidst, at dette spørgsmål ikke foreligger til påkendelse. Nævnet ophæver derfor pålægget.