Brancheforeningers optagelsesbetingelser (* 1)

§ 3, stk. 1, i foreningens love er sålydende

»Som medlemmer kan optages grossistfirmaer, aktieselskaber, anpartsselskaber, kommanditselskaber, der har registreret hjemsted i Danmark og opfylder følgende betingelser

a. Sælger VVS-produkter fra lager i Danmark til branchens sædvanlige aftagerkreds såsom VVS-installatører, blikkenslagere, smede, maskinfabrikker, industrivirksomheder og offentlige værker.

b. Ved statsautoriseret revisor dokumenterer et salg inden for 12 på hinanden følgende måneder svarende til en nettoindkøbspris af kr. 2.000.000,- af branchens varer i henhold til en af bestyrelsen udarbejdet liste.

Dette beløb er baseret på engros-pristallet for januar 1972 og kan revideres ved udsving i pristallet.

c. Ved statsautoriseret revisor dokumenterer et til omsætningen svarende velassorteret lager i henhold til den af bestyrelsen udarbejdede liste, som nævnt under pkt. b.

d. Har daglig ledelse med faglig indsigt.

e. Ikke driver installationsvirksomhed.«

Klagerne har til støtte for deres påstand bl. a. anført, at monopoltilsynets pålæg af 25. oktober 1979 om fuldstændig ophævelse af § 3, stk. 1, i foreningens love må være ugyldigt i sin helhed allerede som følge af, at det går langt ud over, hvad tilsynet selv under hele sagens forudgående behandling har fundet nødvendigt og stillet krav om.

Tilsynet krævede § 3, stk. 1, pkt. a, ændret således, at salg til andre - særligt byggemarkeder - skulle være tilladt. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for sådant salg, og klagerne har heller ikke praktiseret den således. Alligevel har man for at imødekomme tilsynet tilbudt, hvis sagen dermed kunne afsluttes, at indsætte en tilføjelse, der udtrykkeligt tillader sådant salg.

Hvad angår bestemmelsens pkt. b og c gik tilsynets krav alene ud på, at betingelserne for medlemsoptagelse skulle lempes i et vist omfang med hensyn til omsætning og varesortiment. Mod pkt. d rettede tilsynet slet ingen indvendinger. Alene pkt. e krævedes ophævet.

Ikke desto mindre har monopoltilsynet nu ophævet § 3, stk. 1, i dens helhed, uagtet monopollovens § 12, stk. 2, alene tillader ophævelse af en aftale i det bestemte omfang, hvori den medfører urimelig konkurrencebegrænsning.

Hvis § 3, stk. 1, helt bortfalder, vil dette endvidere være ensbetydende med, at alle, der har blot en minimal grossistomsætning af VVS-artikler, har ret til at blive medlem af foreningen. Begrænsningen i adgangen til medlemskab fremgår herefter kun af foreningens formålsbestemmelse i lovenes § 2, stk. 1, hvorefter foreningens formål er »at fremme sammenholdet mellem lagerførende VVS-grossister i Danmark«. Da meget vide kredse således vil have adgang til medlemskab af foreningen, er Pålægget i virkeligheden udtryk for en tvungen ophævelse af Rørforeningen.

Rørforeningen er ikke en eksklusiv forening for nogle få VVS-grossister. Næsten alle VVS-grossister i Danmark er medlem af foreningen, og 95% af omsætningen af VVS-artikler sker gennem foreningens medlemmer. Når næsten alle VVS-grossister er medlemmer af foreningen, er der ikke grund til at udvide adgangen til foreningen.

Det er fra monopoltilsynets side anført, at ikke alle foreningens medlemmer opfylder kravene i § 3, stk. 1, og det er rigtigt. Hvis et medlem er optaget i foreningen, afbryder man ikke samarbejdet med den pågældende, fordi han ikke længere opfylder alle optagelsesbetingelserne. Derfor kan der i foreningen være enkelte medlemmer, hvis omsætning og lagerføring ikke længere opfylder kravet i § 3, stk. 1, b og c.

Rørforeningen er af den opfattelse, at distribution fra fabrikant/importør gennem grossist til installatør er den bedste distributionsform og arbejder derfor for at fremme denne form. Salg til autoriserede installatører sikrer, at intallationerne foretages på lovlig og forsvarlig måde. Uanset at Rørforeningen anser salg gennem autoriserede installatører som det rigtige, har foreningen ikke lagt hindringer i vejen for salg gennem byggemarkeder, som er detailforretninger for byggematerialer med leverancer direkte til bygherrer.

Salget i byggemarkeder går i vidt omfang til »gør det selv«-kunder. Det er ikke rimeligt at antage, at ret mange af sådanne kunder efter selv at have indkøbt de fornødne genstande lader disse installere af autoriserede installatører. Installatørerne er interesseret i at have deres sædvanlige avance både på det udførte arbejde og de gennem dem leverede dele. Det meste af, hvad der købes i byggemarkeder, må nødvendigvis forudsættes at blive installeret ulovligt. Monopoltilsynet har hertil anført, at det ikke er tilsynets opgave at påse, at anden lovgivning end monopol- og prislovgivningen overholdes, men monopolloven må formentlig forstås således, at krav eller pålæg fra monopoltilsynet i almindelighed ikke kan gennemføres, når de direkte sigter til etablering eller udvidelse af omsætningsveje, som efter deres karakter nødvendigvis må føre til ulovligheder.

Rørforeningens love indeholder imidlertid ingen bestemmelse, der afskærer medlemmerne fra at sælge til byggemarkeder, og salgs- og leveringsbetingelserne forudsætter, at sådanne salg kan finde sted. Foreningen har som anført tilbudt at præcisere dette i lovene.

Det er af monopoltilsynet anført, at foreningen skulle have truet med eksklusion af medlemmer, der sælger til byggemarkeder. Det er ikke rigtigt. Foreningen har aldrig ekskluderet et medlem, og kun i et tilfælde har eksklusion været drøftet. Det skete efter at et betydeligt antal af Rørforeningens medlemmer havde opfordret Rørforeningens bestyrelse til at ekskludere et bestemt medlem, hvis leder anvendte forretningsmetoder, som alle vendte sig imod. Bestyrelsen havde fuld forståelse for de pågældende medlemmers standpunkt men havde undladt at foretage noget skridt med henblik på eksklusion, alene fordi man forudså reaktioner fra monopoltilsynet, hvis eksklusion blev foretaget.

Spørgsmålet er siden løst ved, at den pågældende leder af en medlemsvirksomhed blev fængslet. Straffesagen er ikke sluttet. Virksomheden har standset betalingerne.

Ved et møde i den tværfaglige organisation VVS-Informations fabrikssektion kom Rørforeningens formand med en udtalelse, der berørte spørgsmålet om eksklusion af medlemmer. Udtalelsen havde imidlertid ikke relation til selve den omstændighed, at visse medlemmer af Rørforeningen sælger til byggemarkeder, men at de foretager disse salg til lavere priser end de sædvanlige salg til installatører.

Det er endvidere fra monopoltilsynets side anført, at Rørforeningen har truet med boykot over for fabrikanter og importører, der sælger til grossister, der ikke er medlemmer af foreningen. Denne påstand bygger på en række bilag, der ikke er stillet til klagernes rådighed, idet monopoltilsynet finder, at de indeholder oplysninger, som må hemmeligholdes for klagerne.

Det er helt uacceptabelt, at klagerne ikke har adgang til hele sagens materiale. Hvis monopol-ankenævnets afgørelse indbringes for domstolene, må materialet fremlægges, og da behandlingen for monopol-ankenævnet har væsentlige lighedspunkter med en domstolsbehandling, finder klagerne, at bilagene må fremlægges. En fremlæggelse i anonymiseret form vil ikke være tilstrækkelig, da det for at opklare de foreliggende misforståelser er nødvendigt, at klagerne kender navnet på de virksomheder, der påstår at have været udsat for boykottrusler fra foreningens side.

Rørforeningen kan kun generelt benægte, at foreningen har truet med bokyot, men da klagerne ikke har nogen mulighed for at kommentere det materiale, monopoltilsynet har fremlagt, må der ved sagens afgørelse helt ses bort fra dette materiale.

Klagerne vil ikke benægte, at det sikkert kan være vanskeligt for en grossist, der står uden for Rørforeningen, at få leverancer fra fabrikanter og importører. Installatørerne er naturligvis interesseret i, at salget ender hos dem, og det er Rørforeningens politik at fremme denne omsætningsform. Fabrikanterne og importørerne ved, at det største salg ligger hos installatørerne og derfor er det naturligt, at de foretrækker at sælge gennem Rørforeningens medlemmer. De vanskeligheder som ikke-medlemmer kan have skyldes altså ikke et aktivt pres fra foreningen, men at fabrikanter/importører og installatører har en sammenfaldende interesse i, at omsætningen går gennem Rørforeningens medlemmer.

Klagerne har med hensyn til monopoltilsynets pålæg af 8. november 1979 om at fastsætte objektive regler for optagelse i foreningens katalog anført, at hvis monopoltilsynets pålæg om ophævelse af lovenes § 3, stk. 1, stadfæstes, så ophører Rørforeningen med at eksistere, og kataloget kan derfor ikke udgives.

Hvis pålægget om foreningens nedlæggelse ophæves, men pålægget om kataloget stadfæstes, er der en risiko for, at kataloget udgår, men foreningen er i så fald indstillet på at vente og se, hvordan udviklingen bliver.

Foreningen udgiver kataloget, der finder anvendelse ikke alene hos VVS-installatøren, men også hos arkitekter, rådgivende ingeniører og industrivirksomheder. I dag kan en vare kun optages i kataloget, hvis den forhandles af en kreds af medlemmer, så brugerne kan regne med at kunne få varen hos en af de nærmestboende grossister. Hvis monopoltilsynets pålæg stadfæstes, vil det medføre, at ethvert produkt, der kan betegnes som et VVS-produkt, kan kræves optaget i kataloget, hvis det er VA-godkendt og har en andel på mindst 5% af det danske marked, uanset om produktet kun forhandles af en enkelt grossist, og uanset om intet medlem af Rørforeningen forhandler produktet.

Klagerne bestrider, at monopolloven indeholder hjemmel til at pålægge en organiseret kreds af erhvervsdrivende i en fælles publikation at optage produkter, der alene forhandles af direkte konkurrenter. Realiteten vil være, at under forudsætning af en markedsandel på mindst 5% kan krav om optagelse i kataloget stilles af fabrikanter, der sælger direkte til installatører eller direkte til forbrugere, at stormagasiner eller detailkæder, der køber direkte fra danske eller udenlandske fabrikker og i det hele taget enhver vil kunne forlange optagelse i Rørforeningens katalog. Hertil kommer, at betalingen for kataloget ikke dækker udgifterne ved udgivelse af kataloget. Differencen betales af medlemmernes kontingent til Rørforeningen.

Et pålæg kan kun udstedes, hvis monopoltilsynet påviser, at der foreligger en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse eller en urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen. En teoretisk mulighed for, at en sådan tilstand kan opstå, er ikke tilstrækkelig, og da monopoltilsynet ikke har påvist skadelige virkninger under de nuværende forhold, må pålægget ophæves.

Monopoltilsynet har til støtte for sine påstande bl. a. anført, at Rørforeningen fastsætter vejledende priser for en række varer for salg til grossisternes aftagere. Omsætningen af prislistevarerne andrager ca. 50% af VVS-grossisternes lagersalg og ca. 40% af det totale salg.

Som følge af den begrænsning i priskonkurrencen, som prislistepriserne medfører, har Rørforeningen siden 1956 været optaget i monopoltilsynets register.

Rørforeningen udøver en meget stærk indflydelse på VVS-branchens distributionsforhold. Rørforeningens indflydelse er baseret på det forhold, at langt den overvejende del af branchens grossister er tilsluttet Rørforeningen og herigennem sikret en fælles optræden på markedet. Dette forstærkes af det forhold, at nogle få, meget store grossistvirksomheder formidler den overvejende del af den samlede engrosomsætning. Hertil kommer foreningens medlemsbetingelser, hvorved foreningen besidder et virksomt middel til sikring af den førte branchepolitik, idet foreningens medlemsbetingelser er stærkt restriktive med hensyn til optagelse af nye medlemmer.

Gennem de sidste 10 år er der sket en væsentlig koncentration af grossisthandelen med VVS-varer. I 1969 havde Rørforeningen således 84 medlemmer med 35 filialer, medens medlemstallet i 1978 er faldet til 73 med 48 filialer, og denne udvikling er siden fortsat.

Siden 1971 er der kun optaget 3 nye medlemmer af Rørforeningen. Det understreger, at i kraft af Rørforeningens restriktive medlemsbetingelser er grossisthandelen inden for VVS-branchen forbeholdt en noget nær lukket kreds, som stadig indsnævres.

De 3 grossister, som siden 1971 er optaget i foreningen, har endvidere givet udtryk for betydningen af medlemskab af Rørforeningen. Firmaerne havde således, medens de stod uden for foreningen, vanskeligheder ved at købe varer direkte hos fabrikker. Efter medlemskab af Rørforeningen har grossisterne ikke længere leveringsvanskeligheder.

Monopoltilsynets pålæg om ophævelse af § 3, stk. 1, i foreningens love er derfor udtryk for, at tilsynet ønsker at bringe en skadelig konkurrencebegrænsning til ophør, ikke udtryk for et ønske om at nedlægge Rørforeningen. Monopolloven giver i øvrigt ikke monopoltilsynet hjemmel til at ophæve en brancheforening. Når det har været nødvendigt for monopoltilsynet helt at ophæve § 3, stk. 1, skyldes det, at foreningen under forhandlingerne om en liberalisering af optagelsesbetingelserne ikke har villet medvirke med den saglige indsigt, som foreningen må være i besiddelse af. Da det ikke lykkedes ved forhandling at opnå en liberalisering af bestemmelserne, måtte monopoltilsynet ophæve § 3, stk. 1.

Hvis monopoltilsynets pålæg stadfæstes, er foreningen ikke afskåret fra at indføre andre mindre konkurrenceindgribende betingelser for medlemskab. Foreningen behøver på ingen måde at blive en for alle erhvervsdrivende åben forening.

Rørforeningens medlemmer indkøber VVS-produkter fra danske producenter eller ved import, og da producent- eller importleddet ikke - på få undtagelser nær - er domineret af store enkeltvirksomheder, har Rørforeningen som det centrale omsætningsled i systemet afgørende betydning for den førte branchepolitik.

I forståelse med VVS-installatørerne søger Rørforeningen at gennemføre en branchepolitik, der indebærer en fastholdelse af det traditionelle distributionsmønster, hvorefter produkterne går fra producent/importør til VVS-grossist og via en VVS-installatør til den endelige forbruger/bygherre.

I kraft af sin stærke markedsstilling og gennem samarbejdet med installatørleddet vil Rørforeningen i vid udstrækning være i stand til at få dette distributionsmønster respekteret af producenten og importøren.

Monopoltilsynet ønsker at åbne så mange distributionsveje som muligt, herunder også mere utraditionelle veje.

Det er af klagerne anført, at salg gennem byggemarkederne vil medføre større risiko for lovovertrædelser, når »gør-det-selv«-kunder selv installerer de købte VVS-varer i stedet for at lade disse installere af autoriserede installatører.

Det er ikke bevist, at der generelt finder en ulovlig anvendelse sted af VVS-produkter indkøbt i byggemarkeder. Tværtimod kan det konstateres, at en række byggemarkeder har faguddannet personale i deres VVS-afdelinger til at vejlede kunderne, og at byggemarkeder har aftale med lokale VVS-installatører, som kunder kan henvende sig til med hensyn til installation af de købte VVS-varer, som forbrugerne i øvrigt ofte kan købe billigere i byggemarkederne end hos VVS-installatørerne.

Dertil kommer, at en lang række af de pågældende produkter rent faktisk lovligt kan installeres af kunderne, idet der kun kræves autorisation til installationer med tilslutning til det offentlige net.

For at hindre salg af VVS-produkter på byggemarkeder har Rørforeningen truet med eksklusion af medlemmer, der sælger til disse forretningstyper.

Under et møde i VVS-Informations fabrikantsektion udtalte Rørforeningens formand: ». . . . . . .

Det første var dette salg af det, både installatørerne og grossisterne kalder branchevarer, som foregår igennem varehuse og lignende til priser, der ofte i installatørkredse og grossistkredse betegnes som dumpingpriser. . . . . . . .

Vi må vel nok sige, at vor konklusion er, at kanalerne i nogen grad er fabrikanterne direkte og i andre tilfælde er det desværre også Rørforeningens medlemmer. Dette har Rørforeningens bestyrelse taget meget alvorligt på. Man kan ikke som grossist konkurrere med sin meget store kundekreds blandt installatørerne. Vi har fået kastet så meget lys over det, at vi ved, at ud af nogle og halvfjerds medlemmer er der 7-8, der driver denne politik.

Vi har på en generalforsamling i maj gjort det ganske klart, at Rørforeningen vil søge med alle mulige kræfter at få renset op i det. Det er rigtigt, at Rørforeningens medlemmer står som leverandører til byggemarkeder; derved har vi en vis kontrol med det, og det har både fabrikanter og installatører, men det er ikke rigtigt, at vore medlemmer sælger til priser, som nævnt før, der gør byggemarkederne i stand til at udkonkurrere vore kunder og de udstillingspriser vi selv kører med.

Det er derfor alvorlige ting, vi har sagt til disse firmaer. Hvis ikke de retter sig efter de retningslinier, som kommer i disse dage, må de imødese, at vi kan blive nødt til at drage installatørerne med til forhandlingsbordet. Man kunne simpelthen ekskludere disse grossister, hvis ikke de forstår, at det er alvor. . . . . .«

Det er rigtigt som anført af klagerne, at der i dette møde kun deltog 2 medlemmer af Rørforeningen, nemlig formanden og næstformanden. Men da udtalelsen blev medtaget i det skriftlige referat af mødet, er der ingen tvivl om, at truslen har nået foreningens medlemmer.

Der foreligger endvidere for monopoltilsynet flere beviser for, at Rørforeningen har truet fabrikanter og importører af VVS-produkter med boykot, hvis de sælger til grossister, der ikke er medlemmer af Rørforeningen.

I et tilfælde har en VVS-grossist uden for Rørforeningen klaget over, at foreningen har truet grossistens leverandør med boykot, såfremt leverandøren ikke ophører med at sælge varer til grossisten. Ud over dette tilfælde har monopoltilsynet gennem inspektørbesøg fået en række udtalelser fra grossister uden for Rørforeningen om boykottrusler fra Rørforeningen over for leverandører til disse grossister. Af hensyn til de pågældende grossister er materialet ikke fremsendt til Rørforeningen.

Det fremgår af det materiale monopoltilsynet har indsamlet, at nogle grossister så vidt muligt forsøger at sprede deres indkøb over flere leverandører for at sikre, at firmaet fortsat kan få leverancer, hvis en leverandør bliver afsløret af Rørforeningen. Et andet firmas leverandør, der er medlem af Rørforeningen, er blevet truet med eksklusion af foreningen, hvis leverancerne til firmaet til priser under Rørforeningens priser ikke blev indstillet. Leverandøren måtte derfor gå over til at fakturere sine leverancer til firmaet til Rørforeningens priser. Firmaet får herefter sine rabatter fra leverandøren i form af månedlige kreditnotaer.

Man håber på denne måde over for Rørforeningen at kunne skjule rabatgivningen til firmaet.

Grossistfirmaerne udtaler i øvrigt samstemmende, at Rørforeningen anvender trusler om boykot over for leverandører, der leverer til grossisterne, eller foreningen truer medlemmer med eksklusion, hvis de leverer varer til lave priser.

På grund af Rørforeningens stærke position inden for VVS-branchen har monopoltilsynet ikke kunnet give klagerne oplysning om, hvilke virksomheder, der har givet udtryk for, at de har været udsat for trusler om eksklusion eller boykottrusler. De pågældende virksomheder ville ikke turde udtale sig til monopoltilsynet, hvis de ikke kunne være sikre på, at deres anonymitet blev opretholdt.

Det fremgår af § 5, stk. 2, i monopolankenævnets forretningsorden, at klagere kun skal gøres bekendt med det for nævnet foreliggende materiale »såfremt dette ikke indeholder fortrolige oplysninger vedrørende andre virksomheders forhold«. Der er således ingen tvivl om, at monopoltilsynet har ret til at hemmeligholde materiale, når det er nødvendigt af hensyn til de virksomheder, der har meddelt tilsynet de omhandlede oplysninger.

Da Rørforeningens medlemsoptagelsesbetingelser medfører de skadelige virkninger, der er omhandlet i monopollovens § 11, må monopoltilsynets pålæg stadfæstes.

For så vidt angår monopoltilsynets pålæg af 8. november 1979 om fastsættelse af objektive kriterier for optagelse i foreningens katalog har tilsynet anført, at 4 af de største VVS-grossister tidligere udsendte deres egne varekataloger, der omfattede en lang række af branchens produkter. For ca. 10 år siden etablerede Rørforeningen et fælles varekatalog for hele branchen, som omfattede størstedelen af de produkter, som indgik i de større VVS-grossisters egne kataloger, som samtidig blev ophævet. Kataloget bygger på et fælles varenummersystem for hele VVS-branchen.

Det skønnes, at der inden for VVS-branchen findes ca. 35.000 enkeltvarer, hvoraf ca. 15.000 er optaget i kataloget.

Det er af afgørende betydning for producenter og importører i VVS-branchen at få deres produkter optaget i kataloget, fordi kataloget er meget udbredt blandt installatører, bygherrer og andre brugere af VVS-materiel. Da det er så afgørende for producenter og importører at blive optaget i kataloget, må der være objektive kriterier for optagelse i kataloget og det kan ikke overlades til Rørforeningens frie skøn at afgøre, hvad der skal medtages i kataloget.

Monopoltilsynets krav til objektive kriterier for varers optagelse i kataloget udelukker ikke indførelsen af andre kriterier, som på lignende måde klart angiver de betingelser, der må være til stede for, at et produkt kan optages i varekataloget. Det er tilsynets opfattelse, at der ved forhandlinger med Rørforeningen burde have været mulighed for at drøfte yderligere optagelsesbetingelser baseret på objektive kriterier, men foreningen har ikke under forhandlingerne vist vilje til at drøfte sådanne optagelsesbetingelser, som kunne have imødegået de af foreningen påståede uheldige virkninger af tilsynets pålæg. Da det ikke var muligt at gennemføre forhandlinger med Rørforeningen kom pålægget alene til at indeholde de kriterier, monopoltilsynet havde foreslået.

En objektivering af betingelserne for varers optagelse i varekataloget vil i højere grad gøre det muligt for fabrikanter/importører at levere varer direkte til grossister uden for Rørforeningen på lige fod med Rørforeningens medlemmer, uden at foreningen derved har mulighed for at skride ind heroverfor, og de objektive kriterier for optagelse i kataloget vil derfor begrænse Rørforeningens muligheder for at anvende varekataloget i sin konkurrencebegrænsende branchepolitik.

Uanset at udgivelsen af kataloget delvis bekostes af Rørforeningen, kan det ikke afskære monopoltilsynet fra at gribe ind, når der foreligger en konkurrencebegrænsning, der medfører eller må antages at ville medføre urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Nævnet finder, at optagelsesbetingelsen i § 3, stk. 1, a, i Rørforeningens love, således som denne efter de af klagerne givne oplysninger forstås og praktiseres, ikke medfører de i monopollovens § 11 omhandlede skadelige virkninger. Det samme gælder betingelsen i § 3, stk. 1, d.

Der kan derimod ikke bortses fra, at betingelserne i § 3, stk. 1, b, c og e, i hvert fald tilsammen kan medføre urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse eller urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen, idet disse betingelser generelt for hele branchen afskærer virksomheder, der udfører installationsarbejder, fra medlemskab i foreningen. Der er imidlertid ikke forelagt nævnet tilstrækkelige oplysninger til at vurdere virkningen af disse optagelsesbetingelser.

Da optagelsesbetingelserne i § 3, stk. 1, a og d, ikke medfører de i monopollovens § 11 omhandlede skadelige virkninger, og da det ikke er godtgjort, om og i bekræftende fald i hvilket omfang betingelserne i § 3, stk. 1, b, c og e, medfører eller må antages at ville medføre sådanne virkninger, findes pålægget at måtte ophæves i sin helhed.

Med hensyn til monopoltilsynets pålæg om Rørforeningens katalog skal nævnet udtale, at der ikke i det nævnet forelagte mateiale er grundlag for at antage, at redaktionen af kataloget skulle ske på en vilkårlig eller usaglig måde. Klagernes påstand om ophævelse af dette pålæg vil derfor ligeledes være at tage til følge.

Herefter bestemmes

Monopoltilsynets pålæg af 25. oktober og 8. november 1979 ophæves.

Brancheforeningers optagelsesbetingelser (* 1)

År 1980, den 17. juni, blev i sagen j.nr. 32/79, Rørforeningen, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 14. november 1979 har højesteretssagfører Bent Jacobsen som advokat for Rørforeningen klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 25. oktober 1979 truffet afgørelse, hvorved det blev pålagt foreningen at ophæve § 3, stk. 1, i foreningens love.

Endvidere har højesteretssagfører Bent Jacobsen i skrivelse af 3. december 1979 klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 8. november 1979 truffet afgørelse, hvorved det blev pålagt Rørforeningen at fastsætte objektive regler for firmaers optagelse i foreningens vare- og priskatalog, således at det sikres, at virksomheder, der producerer eller importerer VVS-produkter, som er VA-godkendt, og som har en andel på mindst 5% af det danske marked, kan få deres produkter optaget i Rørforeningens vare- og priskatalog.

Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynets pålæg af 25. oktober og 8. november 1979 ophæves.

Monopoltilsynet har påstået afgørelserne stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 14. november og 3. december 1979 samt 25. april 1980 fra klagerne og i indlæg af 1. april, 25. april og 8. maj 1980 fra monopoltilsynet. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møde den 21. maj 1980. På mødet var parterne repræsenteret og udtalte sig.

Monopoltilsynets pålæg af 25. oktober 1979 til Rørforeningen er sålydende

»Ved skrivelse af 7. september 1979 meddelte monopoltilsynet, at resultatet af de førte forhandlinger med foreningen om en ændring af bestemmelserne i § 3, stk. 1, i foreningens love vedrørende betingelserne for at blive optaget som medlem af foreningen havde været forelagt på monopolrådets møde den 5. september 1979. Rådet vedtog at bemyndige direktoratet til i medfør af monopollovens § 11, stk. 1, at fortsætte forhandlingerne med Rørforeningen med henblik på, at foreningens loves § 3, stk. 1 a, ændres således, at det klart kommer til at fremgå af bestemmelsen, at medlemmerne ikke er udelukket fra at levere varer til andre aftagere, herunder byggemarkeder, at det i § 3, stk. 1 b, nævnte mindstebeløb nedsættes væsentligt, at det i § 3, stk. I c, nævnte velassorterede lager reduceres svarende til den reducerede omsætning, at alsidighedskravet i § 3, stk. 1 b (omsætning), og § 3, stk. 1 c (velassorteret lager), begrænses til hovedvaregrupper, samt at kravet i § 3, stk. 1 e, om, at medlemmer ikke må drive installationsvirksomhed, udgår.

Såfremt de nævnte forhandlinger endte uden resultat, bemyndigede rådet endvidere direktoratet til i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, at meddele Rørforeningen pålæg om at ophæve § 3, stk. 1, i foreningens love.

Direktoratet blev desuden bemyndiget til at fortsætte forhandlingerne med Rørforeningen med henblik på at få gennemført objektive regler for optagelse i og slettelse af Rørforeningens vare- og priskatalog.

Rådet lagde ved afgørelsen vægt på, at Rørforeningens aktiviteter medfører eller vil kunne medføre den i monopollovens § 11, stk. 1, nævnte urimelige indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse og vil kunne indebære en urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen. Rådet fandt således, at foreningens optagelsesbetingelser gør det urimeligt vanskeligt for udenforstående VVS-grossister at blive optaget i foreningen, hvilket må sammenholdes med det forhold, at medlemsskab af Rørforeningen er af væsentlig betydning for virksomheder, der driver grossistforretning inden for branchen. Endvidere blev der lagt vægt på, at det er af væsentlig betydning for en producent eller importør at få sine varer optaget i Rørforeningens vare- og priskatalog for at kunne hævde sig i konkurrencen på markedet.

Under henvisning til det oven for anførte, har der den 16. oktober 1979 været afholdt møde med Rørforeningen i sagen, hvor foreningen meddelte, at den ikke var indstillet på at imødekomme de af monopoltilsynet fremsatte krav om ændringer i foreningens love.

I fortsættelse af mødet har højesteretssagfører Bent Jacobsen på foreningens vegne ved skrivelse af 16. oktober 1979 meddelt, at Rørforeningen vil kunne acceptere følgende tilføjelse til § 3, stk. 1 a: »Salg til andre - herunder byggemarkeder - udelukker ikke optagelse«. Foreningen har imidlertid ikke kunnet acceptere de andre af tilsynets krav vedrørende ændringer i beløbsgrænsen, kravet til lagerstørrelse, at alsidighedskravet til omsætning og velassorteret lager begrænses til hovedvaregrupper, eller at reglen om, at medlemmer ikke må drive installationsvirksomhed, udgår.

Under henvisning til, at de førte forhandlinger med Rørforeningen således er endt uden resultat, skal tilsynet herved i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, meddele foreningen pålæg om at ophæve § 3, stk. 1, i foreningens love.

Rørforeningen gav under mødet udtryk for ønsket om, at tidspunktet for et pålægs ikrafttræden fastsættes under hensyn til, at foreningen agter at indbringe tilsynets afgørelse for monopol-ankenævnet. Under henvisning hertil skal man meddele, at ovennævnte pålæg fastsættes med virkning fra 1. juli 1980.'

Monopoltilsynets pålæg af 8. november 1979 til Rørforeningen er sålydende

»Ved skrivelse af 7. september 1979 meddelte monopoltilsynet, at de førte forhandlinger med Rørforeningen om indførelse af objektive regler for optagelse i Rørforeningens vare- og priskatalog havde været forelagt på monopolrådets møde den 5. september 1979.

Rådet vedtog at bemyndige direktoratet til i medfør af monopollovens § 11, stk. 1, at fortsætte forhandlingerne med Rørforeningen med henblik på at få gennemført objektive regler for optagelse i Rørforeningens vare- og priskatalog. Rådet vedtog endvidere, at efter forhandlingernes afslutning skulle sagen på ny forelægges monopolrådet.

Direktoratet har herefter den 16. oktober 1979 haft et møde med Rørforeningen i sagen. Rørforeningen gav udtryk for, at man ikke var indstillet på en nærmere drøftelse af betingelserne for optagelse i foreningens vare- og priskatalog, idet det var foreningens opfattelse, at såfremt foreningen blev tvunget til at efterkomme et af tilsynet meddelt pålæg om ophævelse af § 3, stk. 1, i foreningens love, ville dette medføre en sprængning af foreningen, som derefter måtte ophøre med sin virksomhed, herunder udsendelsen af et varekatalog.

Under henvisning til, at forhandlingerne med Rørforeningen således endte uden resultat, har sagen på ny været forelagt monopolrådet på dets møde den 7. november 1979. Rådet vedtog at bemyndige direktoratet til i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, at meddele Rørforeningen pålæg om at fastsætte objektive regler for firmaers optagelse i foreningens vare- og priskatalog.

Rådet lagde ved afgørelsen vægt på, at Rørforeningens vare- og priskatalog vil kunne udøve en væsentlig indflydelse på handelen med VVS-produkter fra grossist til detaillist, ligesom det vil kunne medføre urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen. Det kan derfor ikke accepteres, at Rørforeningens vurdering af, hvilke produkter der skal optages i kataloger hviler på et frit skøn.

Endvidere blev der lagt vægt på, at det er af væsentlig betydning for en producent eller importør at få sine varer optaget i Rørforeningens vare- og priskatalog for at kunne hævde sig i konkurrencen på markedet.

Under henvisning til rådets beslutning skal tilsynet herved i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, meddele Rørforeningen pålæg om at fastsætte objektive regler for firmaers optagelse i foreningens vare- og priskatalog, således at det sikres, at virksomheder, der producerer eller importerer VVS-produkter, som er VA-godkendt, og som har en andel på mindst 5% af det danske marked, kan få deres produkter optaget i Rørforeningens vare- og priskatalog.

Under hensyn til, at Rørforeningen eventuelt indbringer monopolrådets afgørelse for monopol-ankenævnet skal man meddele, at ovennævnte pålæg fastsættes med virkning fra 1. juli 1980.

Til foreningens orientering vedlægges som bilag et uddrag af direktoratets referat til monopolrådets møde den 7. november 1979, hvor sagen blev behandlet.«

Af § 1 i Rørforeningens love fremgår det, at foreningens navn er »Foreningen af danske VVS-grossister«. Foreningen virker desuden under navnene: »Rørforeningen« og »VVS-kartoteket«.

Tilsynet fandt efter en undersøgelse af distributionsforholdene i VVS-branchen, at Rørforeningens optagelsesbetingelser og betingelserne for optagelse i foreningens vare- og priskatalog medvirkede til at fastlåse de eksisterende distributionsforhold i branchen. Da det ikke gennem forhandlinger lykkedes at opnå ændringer heri, pålagde tilsynet Rørforeningen at gennemføre sådanne ændringer.

Monopol-ankenævnet har nu ophævet monopoltilsynets pålæg. Nævnet finder ikke, at visse af optagelsesbetingelserne medfører de i monopollovens § 11 omhandlede skadelig virkninger og forsåvidt angår de øvrige betingelser, som tilsynet greb ind over for, finder nævnet det ikke godtgjort om og i bekræftende fald i hvilket omfang betingelserne medfører eller må antages at medføre sådanne virkninger. Endelig finder ankenævnet ikke, at der i det nævnet forelagte materiale er grundlag for at antage, at redaktionen af vare- og priskataloget skulle ske på en vilkårlig eller usaglig måde.