Udbetaling af særligt børnetilskud og forskudsvis udlægning af børnebidrag til pensionist bosat i Spanien (* 1) (* 4)
Statutory Text (2 Articles)
Udbetaling af særligt børnetilskud og forskudsvis udlægning af børnebidrag til pensionist bosat i Spanien (* 1) (* 4)
MEDDELELSE OM AFGØRELSEN
En dansk statsborger, som siden april 1977 havde boet i Spanien, klagede over, at en kommune havde givet afslag på ansøgning om særligt børnetilskud til barnet B.
Ansøgeren modtog dansk invalidepension, som han havde ret til at få udbetalt i Spanien.
I 1978 blev ansøgeren gift med barnets moder, der ligeledes var dansk statsborger og som i januar 1978 var flyttet til Spanien sammen med barnet.
Ved bevilling af december 1978 adopterede ansøgeren hustruens barn.
Kommunen havde afslået at yde ansøgeren det særlige børnetilskud til barnet og havde begrundet afgørelsen med, at det særlige børnetilskud alene udbetales til pensionister i udlandet, når betingelserne for at modtage børnetilskuddet er opfyldt inden flytningen til udlandet.
Ifølge lov om børnetilskud og andre familieydelser § 4, stk. 3, nr. 4, ydes særligt børnetilskud bl.a., når en eller begge forældre modtager invalidepension.
Ifølge lovens § 11 er retten til at modtage børnetilskud bl.a. betinget af, at den, der skal have udbetalt børnetilskud, har fast bopæl her i landet. Dog har den, der i henhold til lovene om invalidepension og folkepension m.v. har ret til at modtage ydelser efter disse love i udlandet, også ret til at modtage børnetilskud.
Efter socialministeriets cirkulære af 29. november 1978 pkt. 22 kan den, der har fået tilladelse til at få dansk invalidepension eller folkepension udbetalt i udlandet, også få det særlige børnetilskud efter lovens § 4 udbetalt i udlandet.
Om baggrunden for disse bestemmelser, som var medtaget allerede i den første børnetilskudslov fra 1967, § 11, stk. 1, jfr. socialministeriets cirkulære af 8. juli 1969, var oplyst, at det særlige børnetilskud afløste det børnetillæg, der i henhold til pensionslovene ydedes til folke-, invalide- og enkepensionister med børn. De øvrige børnetilskud afløste de i skattelovgivningen omhandlede børnetilskud. Med hensyn til børnetillæggene efter pensionslovene gjaldt, at de ligesom pensionsbeløbene kunne oppebæres under bopæl i udlandet.
Ankestyrelsen fandt på denne baggrund ikke, at der i børnetilskudsloven eller i cirkulæret er holdepunkt for at antage, at retten til at få det særlige børnetilskud udbetalt i udlandet skulle være betinget af, at retten til børnetilskud var erhvervet før flytning til udlandet.
Ankestyrelsen ændrede derfor kommunens afgørelse, således at ansøgeren var berettiget til at få det særlige børnetilskud til barnet B udbetalt under ophold i Spanien.
Den samme ansøger havde tillige klaget over et afslag på anmodning om forskudsvis udbetaling af børnebidrag til barnet C for tiden fra den 1. november 1977 til den 1. maj 1979.
Ansøgeren, der var skilt fra C's moder, havde forældremyndigheden over barnet, og moderen var bidragspligtig.
Fra 1. august 1978 fik barnet ophold i Danmark hos moderen, der pr. 17. november 1978 fik tillagt forældremyndigheden over barnet.
I januar 1979 anmodede ansøgeren kommunen om forskudsvis udbetaling af de i perioden fra 1. november 1977 til 1. maj 1979 halvårligt forfaldne, men ikke betalte bidrag.
Kommunen afslog anmodningen om forskudsvis udbetaling af børnebidrag med henvisning til, at barnet på bidragets forfaldsdag havde ophold uden for landets grænser. Vedrørende bidraget pr. 1 november 1977 henviste kommunen endvidere til, at retten til at kræve bidrag udbetalt forskudsvis ifølge børnetilskudslovens § 27, stk. 1, kun vedvarer til og med årsdagen for bidragets forfaldsdag. Vedrørende bidraget pr. 1. november 1978 henviste kommunen yderligere til, at dette ikke kunne udbetales, da barnet siden 1. august 1978 havde opholdt sig hos moderen og blev forsørget af hende.
Ifølge børnetilskudslovens § 21 kan et bidrag til et barns underhold, fastsat i henhold til lovgivningen om børns retsstilling, når det ikke betales på forfaldsdagen, fordres udbetalt af det offentlige af den person, der er berettiget til at indkræve beløbet.
Ifølge børnetilskudslovens § 22, stk. 2, jfr. lovens § 11, stk. 1, er retten til at få et bidrag udbetalt forskudsvis bl.a. betinget af, at barnet har hjemsted her i landet, og at den, der skal have beløbet udbetalt, har fast bopæl her i landet. Ifølge lovens § 27 vedvarer retten til at kræve et bidrag udbetalt forskudsvis kun til og med årsdagen for bidragets forfaldsdag.
Efter socialministeriets cirkulære af 29. november 1978 pkt. 46 tilkommer retten til at indkræve bidraget den, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse.
Efter socialministeriets cirkulære af 29. november 1978 pkt. 46 tilkommer retten til at indkræve bidraget den, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse.
Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke kunne få det pr. 1. november 1977 forfaldne bidrag udbetalt da anmodning om udbetaling var fremsat mere end et år efter bidragets forfaldsdag. Ansøgeren kunne ej heller få det pr. 1 maj 1978 forfaldne bidrag udbetalt - da barnet siden den 1. august 1978 havde haft ophold hos sin moder og blev forsørget af hende.
Ansøgeren kunne endelig heller ikke få det pr. 1. maj 1978 forfaldne bidrag udbetalt, da barnet ikke havde hjemsted her i landet, og ansøgeren selv ikke havde fast bopæl her i landet.
EN dansk invalidepensionist bosat i Spanien med ret til at få udbetalt sin pension i Spanien, klagede over afslag på en anmodning om udbetaling af særligt børnetilskud til barnet B, som han havde adopteret under opholdet i Spanien. Kommunen havde henvist til, at retten til at få det særlige børnetilskud udbetalt i udlandet var betinget af, at retten til børnetilskuddet var erhvervet før flytning til udlandet. Ankestyrelsen fandt ikke, at der i børnetilskudsloven eller cirkulærerne hertil var holdepunkt for at antage dette, og ændrede kommunens afgørelse, således at ansøgeren berettiget til at få det særlige børnetilskud til B udbetalt under opholdet.
Han havde samtidig klaget over, at kommunen havde nægtet forskudsvis udbetaling af børnebidrag i tiden 1. november 1977 - 1. maj 1979 til barnet C, som var født i ansøgerens tidligere ægteskab, og som han havde forældremyndigheden over indtil 17. november 1978, da den overførtes til barnets moder. Barnet boede hos faderen indtil august 1978. Anmodning om forskudsvis udbetaling var fremsat i januar 1979.
Ankestyrelsen tiltrådte kommunens afslag. For de pr. 1. november 1977 forfaldne bidrag begrundedes afslaget med, at kravet var forældet.
For de pr. 1 november 1978 forfaldne bidrag var begrundelsen, at barnet havde haft ophold hos sin moder og var blevet forsørget af hende, og endelig begrundedes afslaget for de pr. 1. maj 1978 forfaldne bidrag med, at barnet ikke havde hjemsted her i landet, og ansøgeren selv havde ikke fast bopæl her i landet.