Vurderingsgrundlaget, 23-årig gift kvinde - beskeden tilknytning til arbejdsmarkedet (* 1) (* 4)
Statutory Text (2 Articles)
Vurderingsgrundlaget, 23-årig gift kvinde - beskeden tilknytning til arbejdsmarkedet (* 1) (* 4)
MEDDELELSE OM AFGØRELSEN
En 23-årig kvinde ankede over afslag på invalidepension.
Efter afslutning af skolegang (9. klasse - hjælpeskole) havde hun arbejdet i huset i 14 dage. Derefter havde hun i 1/2 år i 1976 haft et barn i dagpleje.
I slutningen af 1978 fik hun et barn. Hun havde samlevet med barnets fader siden 1976 og i april 1979 indgik de ægteskab.
Ægtefællens arbejdsindtægter havde i 1977, 1978 og 1979 været: ca. 53.000 kr., 30.000 kr. og 85.000 kr.
Om ansøgerens helbredstilstand var oplyst, at hun var dårligt begavet, havde svækket syn på venstre øje og desuden var hun overvægtig.
Hun var i 1978 i en 5 måneders periode blevet arbejdsprøvet på en revalideringsvirksomhed, men havde under arbejdsprøvningen haft mange sygedage. Værkstedet, hvor hun havde arbejdet, havde udtalt, at det var gået godt arbejdsmæssigt, men at ansøgeren havde haft et meget lavt tempo. Det var værkstedets overbevisning, at det ville være umuligt at få hende placeret på arbejdsmarkedet.
Hun var i 1980 undersøgt af en psykolog, der udtalte, at ansøgerens intellektuelle funktionsniveau var vurderet til at ligge i den øverste del af området »inferioritas intellektualis« (sinkestadium og åndsvaghed i letteste grad). Psykologen fandt, at ansøgerens svageste side over for praktisk arbejde var hendes langsomhed, mens kvaliteten af hendes arbejde var tilfredsstillende.
Revaliderings- og pensionsnævnet havde på grund af ansøgerens beskedne kontakt med erhvervslivet bedømt hende som husmoder. Da hun skønnedes at kunne klare det huslige arbejde i hjemmet, fandtes hun ikke berettiget til invalidepension.
Ankestyrelsen fandt, at det i denne situation, hvor pågældende dog havde haft en begrænset beskæftigelse og søgt at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet gennem revalideringsforsøg, ikke var rimeligt, at hendes indgåelse af ægteskab skulle medføre, at bedømmelsen skete på baggrund af arbejde i husførelse i eget hjem. Der blev lagt vægt på hendes alder og sociale forhold.
Hun skønnedes dog ikke at opfylde betingelserne for invalidepension, idet man under hensyntagen til hendes unge alder og helbredstilstand ikke fandt, at der forelå en sådan fysisk eller psykisk invaliditet, at invalidepension kunne tilkendes.
Udtalt, at en 23-årig kvinde, der efter afslutningen af sin skolegang havde haft en megen beskeden kontakt med erhvervslivet og som umiddelbart før ansøgning om invalidepension havde indgået ægteskab med faderen til sit barn, ikke burde bedømmes på baggrund af arbejde i husførelse i eget hjem.