Vejudlæg

Vejudlæg

I skrivelse af september 1980 har fire grundejere ved den private fællesvej L-vej klaget over, at byrådet har udlagt vejen som adgangsvej til ejendommen matr.nr. a, A-by, der tilhører N kommune og anvendes som feriekoloni.

Det fremgår af sagen,

at ejendommen grænser til landevejen S-vej og L-vej,

at ejendommen har adgang til S-vej,

at ejendommens bygninger ligger ca. 65 m fra S-vej, men lige op ad skellet til L-vej, og

at indkørslen fra S-vej kun fører til en parkeringsplads uden kørevejsforbindelse til bygningerne, hvilket især giver problemer for udbringning af forsyninger til feriekolonien.

Ved kendelsen har byrådet lagt vægt på,

at ejendommen ikke uden omfattende og naturforringende terrænarbejder kan få vejadgang til ejendommens bygninger over egen grund,

at ejendommen har facade langs L-vej i hele vejens længde, og

at det vil give et uhensigtsmæssigt vejsystem med 2 parallelle veje med tilhørende udkørsler til S-vej med blot et par meters mellemrum.

Klagerne har heroverfor bl.a. anført, at der ikke i privatvejslovens § 23, stk. 3, er hjemmel for byrådet til at gennemtvinge en forbedring af adgangsforholdene til en ejendoms bygninger på bekostning af nabogrundejernes interesse, når ejendommen i sin helhed har fornøden vejadgang.

Klagerne har endvidere bestridt, at det vil give øgede trafikale problemer, hvis der anlægges en vej fra ejendommens indkørsel fra S-vej til bygningerne, idet trafikken fra indkørslen vil være den samme som den nuværende.

I den anledning skal man meddele, at ministeriet er af den opfattelse, at der efter det oplyste ikke foreligger et sådant særligt tilfælde, at bestemmelsen i privatvejslovens § 23, stk. 3, kan anvendes til at tillægge ejendommen vejadgang ud over den adgang, ejendommen allerede har til den offentlige vej S-vej.

Ministeriet er således af den opfattelse, at de af byrådet omtalte interne færdselsproblemer på N kommunes ejendom ikke har en så almen færdselsmæssig karakter, at de i det foreliggende tilfælde kan begrunde vejudlæg efter bestemmelsen i privatvejlovens § 23, stk. 3.

Man skal derfor anmode byrådet om at ophæve vejudlægget.

Spørgsmålet om, hvorvidt ejendommen på grund af disse interne problemer mangler fornøden adgang til offentlig vej og derfor bør tilkendes vejadgang over fremmed ejendom, vil eventuelt kunne afgøres efter de særlige regler i lov om private vejrettigheder, lov nr. 143 af 13. april 1938, § 2, stk. 2.

Ministeriet har ikke herved taget stilling til N kommunes påstand om, at ejendommen allerede har vejret til vejen. Dette spørgsmål er et privatretligt spørgsmål, der i mangel af enighed mellem parterne henhører under domstolene ved civilt søgsmål.

For så vidt byrådet har oplyst, at S-vej er landevej, skal man henlede opmærksomheden på, at udlæg af den private fællesvej til brug for nye ejendomme, skal godkendes af vejbestyrelsen for den offentlige vej i henhold til vejlovens § 71, jfr. § 68, stk. 1.

Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.

En kommune tillagde en ejendom med adgang til offentlig vej vejret til en privat fællesvej, idet der på grund af terrænforholdene ikke kunne køres frem til ejendommens bygning. Ministeriet fandt, at privatvejslovens § 23, stk. 3, ikke kan bruges til at løse sådanne interne problemer.