Legislator Case Law & Legislation
W19791910225 DK

Nedsættelse af erstatning - egen skyld (* 1) (* 2)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1979 19102 Historic

Nedsættelse af erstatning - egen skyld (* 1) (* 2)

En rejsemontør klagede over sikringsstyrelsens afgørelse, hvorefter den erstatning, der eventuelt tilkom ham i anledning af en skade, der var overgået ham under hans arbejde, skulle nedsættes med en fjerdedel, idet han måtte anses for ved handling eller undladelse, der medførte åbenbar risiko for ham samt ved bevidst tilsidesættelse af elementære forsigtighedsregler at have fremkaldt eller væsentlig bidraget til arbejdsskadens indtræden, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens § 14.

Han kom til skade under sit arbejde, da han som fører af en varebil i en jernbaneoverskæring kørte imod et tog.

Der var optaget politirapport i sagen samme dag.

Det fremgik heraf, at rejsemontøren kom kørende mod vest lige ud foran et persontog i en ubevogtet jernbaneoverskæring. Toget kom fra nord med en fart på 70 km i timen. Bilen med fører blev slæbt 165 m foran toget. Ulykken skete kl. ca. 12.30 om dagen i klart vejr.

Ved udtagning af blodprøve fra skadelidte påvistes ingen reaktion på alkohol.

Der var til brug ved sagens behandling indhentet en domsudskrift fra retten, hvorefter skadelidte blev idømt en bøde på 600 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 118. stk. 1, nr. 1 jfr. § 3, stk. 1, og § 5, stk. 1 og 2, samt 3 års betinget frakendelse af førerretten, jfr. færdelslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jfr. § 128.

Ifølge dommen havde han forklaret, at han overhovedet ikke havde nogen erindring om kørslen den pågældende dag, men at han af politiet havde fået fortalt, at han kørte omkring 40 km/t. Den pågældende dag kom han fra øst og kørte mod vest.

Lokomotivføreren havde som vidne forklaret, at han førte toget den pågældende dag. Det skulle ikke standse i nærheden af ulykkesstedet. Han kørte med en hastighed af 70 km/t. Oversigtsforholdene for ham var lige så dårlige som for billisten. Han så lige et glimt af en blå bil på sin venstre side og tænkte, at billisten ikke havde bemærket advarselssignalet. Lokomotivføreren gav et skstra fløjtesignal og slog bremsen i bund. Han tilføjede, at han ca. 200 m forinden havde passeret en privat overkørsel og havde givet reglementeret signal.

Retten fandt det efter de foreliggende forklaringen og oplysninger godtgjort, at lydsignal ved overskæringen havde været i funktion samt at togføreren havde givet fløjtesignal, dels reglementeret ved privat overkørsel kort forinden og dels umiddelbart før påkørslen, og der sås ikke at være grundlag for at betvivle, at også lyssignalet ved omhandlede overkørsel havde været i funktion.

Retten fandt det herefter tilstrækkeligt godtgjort, at skadelidte ikke havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed og hensynsfuldhed og ej heller særlig forsigtighed, ligesom han havde påbegyndt passage over overkørslen, uanset at det kunne ses og høres, at toget nærmede sig. Han fandtes at have gjort sig skyldig overensstemmende med tiltalen for overtrædelse af færdselslovens §§ 3, stk. 1, og 5, stk. 1 og 2, dog at det efter det om kørselshastigheden oplyste nok måtte antages, at han kunne have standset op, såfremt han havde været tilstrækkelig opmærksom.

Skadelidte havde ved sagens indbringelse for ankestyrelsen anført, at han ikke mente bevidst at have tilsidesat almindelige sikkerhedsregler, men på ulykkesstedet svinger vejen sådan, at jernbaneoverskæringen kommer lige efter svinget, og det fremgik af politirapport, at hastigheden i ulykkesøjeblikket var ca. 40 km; han havde prøvet at erindre sig ulykken og mente, at han i forbindelse med sit arbejde som montør havde tænkt på den næste opgave, han skulle igang med, og derfor havde være uopmærksom i de få sekunder.

Ifølge § 14 i lov om arbejdsskadeforsikring kan krav på invaliditetserstatning for tab af erhvervsevne og for varigt men nedsættes eller helt bortfalde, såfremt en person ved handling eller undladelse, som frembyder åbenbar risiko for skadeforvoldelse, eller ved bevidst tilsidesættelse af elementære forsigtighedshensyn eller ved selvforskyldt beruselse har fremkaldt eller væsentlig bidraget til arbejdsskadens indtræden.

I bemærkningerne til forslaget til den nævnte bestemmelse anføres, at bestemmelsen, der træder i stedet for den tidligere bestemmelse i henhold til ulykkesforsikringslovens § 3, stk. 2, fastlægger i hvilket omfang skadelidtes egen skyld kan medføre nedsættelse eller bortfald af krav på erstatning i henhold til loven. Bestemmelsen tilsigter en mere lempelig behandling af skadelidte med egen skyld end efter ulykkeforsikringsloven. De tilfælde af egen skyld, som nævnes i bestemmelsen, dækker stort set det erstatningsretlige begreb »grov uagtsomhed«. Når der foreligger egen skyld som nævnt i bestemmelsen, kan erstatningen nedsættes; efter ulykkesforsikringsloven skulle erstatningen nedsættes.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den udviste uagtsomhed var af så graverende karakter, at der burde ske nedsættelse af den erstatning, der eventuelt tilkom skadelidte i anledning af ulykkestilfældet.

Ankestyrelsen ophævede således sikringsstyrelsens afgørelse.

Endelig adm. afgørelse 1979 19102 Historic

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at nedsætte en eventuel erstatning til en rejsemontør, der var kommet til skade, da han som fører af en bil var kørt ud foran et tog i en ubevogtet jernbaneoverskæring. Han var af retten blevet idømt en bøde på 600 kr. for overtrædelse af færdselsloven samt 3 års betinget frakendelse af førerretten. Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til, at det af forarbejderne til arbejdsskadeforsikringslovens § 14 fremgår, at der er tilsigtet en lempeligere behandling af skadelidte med egen skyld.

Ankestyrelsen fandt, at den udviste uagtsomhed ikke var af så graverende karakter, at den burde medføre nedsættelse af erstatningen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →