Legislator Case Law & Legislation
W19790402025 DK

Tilbagebetaling af gebyr-Byggetilladelse udnyttes ikke

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1979 4020 Valid

Tilbagebetaling af gebyr-Byggetilladelse udnyttes ikke

Byggestyrelsen har i dag skrevet således til advokat Mogens Philip, Datavej 56, 3460 Birkerød

»I skrivelse af 9. maj 1979 har De som advokat for K. og V. Skrot ApS, Nyvej 6, 3230 Græsted, klaget over en afgørelse, der er truffet af Frederiksborg amtsråd vedrørende tilbagebetaling af gebyr for udstedelse af byggetilladelse vedrørende ejendommen mat.nr. 11 dr, Græsted by og sogn.

Græsted-Gilleleje kommune har som begrundelse for ikke at tilbagebetale det pågældende beløb anført, at gebyret ikke er gebyr for byggetilladelsen, men for behandling af ansøgning om byggetilladelse, jfr. bygningsreglementets kap. 1.8. Byrådet har endvidere anført, at man betragter en ansøgning om byggetilladelse i henhold til byggeloven som færdigbehandlet, når ansøgeren har modtaget sin tilladelse og accepteret denne ved at betale gebyr i overensstemmelse med hidtil gældende bestemmelser i kommunen. Byrådet tilføjer, at man ikke opkræver gebyr for en byggetilladelse, som ansøgeren nægter at modtage.

Frederiksborg amtsråd har meddelt, at man er enig med byrådet i fortolkningen af bestemmelsen i bygningsreglementets kap. 1.8., hvorefter erlagt betaling for behandling af ansøgning om byggetilladelse ikke kan tilbagebetales, uanset at det pågældende byggeri ikke gennemføres.

I Deres nævnte skrivelse har De gjort gældende, at man må ligestille den situation, hvor bygherren har betalt men alligevel opgiver byggeriet, med den situation, hvor bygherren opgiver byggeriet, før byggetilladelse er fremsendt fra kommunen og derfor nægter at modtage opkrævningen.

I den anledning skal man meddele, at byggestyrelsen er af den opfattelse, at en ansøger ikke har krav på tilbagebetaling af gebyret for en byggetilladelse, selv om byggetilladelsen ikke udnyttes. Man er bekendt med, at nogle kommuner undlader at opkræve gebyr hos ansøgere, der nægter at modtage byggetilladelsen. Efter byggestyrelsens opfattelse forfalder gebyret imidlertid ved byggemyndighedens meddelelse til ansøgeren om, at byggesagen er færdigbehandlet, og byggetilladelsen kan udleveres. Man kan i den forbindelse henvise til W.B. von Eyben, Fast ejendoms regulering (3. udgave, 1971), side 258, hvor det anføres, at

»gebyret forfalder ved bygningsmyndighedens udstedelse af byggetilladelse eller meddelelse til ansøgeren om, at byggetilladelse er klar til udstedelse. Selv om byggetilladelsen ikke udnyttes, bliver der ikke tale om refusion af gebyret, med mindre dette undtagelsesvis har særlig hjemmel i vedtægten.«

Man kan endvidere henvise til, at en ansøger, der undlader at udnytte en byggetilladelse, for hvilken han har betalt gebyr, kan afkræves nyt gebyr, hvis han ønsker at opnå en ny byggetilladelse, efter at gyldighedsperioden for den oprindelige byggetilladelse er udløbet.

Byggestyrelsen er således enig med amtsrådet i den trufne afgørelse. Med bemærkning, at spørgsmålets endelige afgørelse henhører under domstolene, skal man oplyse, at byggestyrelsens afgørelser i henhold til byggelovens § 23 kan påklages til boligministeren inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.'

P.D.V.

Johs. Bløcher

Endelig adm. afgørelse 1979 4020 Valid

En ansøger havde ikke krav på tilbagebetaling af gebyret for en byggetilladelse, selv om byggetilladelsen ikke udnyttes.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →