Beslutning om indkaldelse til forhandling kan ankes (* 1)

Beslutning om indkaldelse til forhandling kan ankes (* 1)

År 1978 den 18. december, blev i sagen j.nr. 21/77, Advokatrådet, afsagt sålydende

KENDELSE

I skrivelse af 14. oktober 1977 har højesteretssagfører Bent Jacobsen som advokat for Advokatrådet klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 6. oktober 1977 truffet afgørelse om advokaternes annonceringsregler m.v.

Ved skrivelse af 28. oktober 1977 er advokat Jerry Osbak indtrådt i sagen til støtte for monopoltilsynet.

Ved skrivelse af 10. maj 1978 er Liberale Erhvervs Råd (LER) v/højesteretssagfører Mogens Plesner indtrådt i sagen til støtte for Advokatrådet.

Klagerne har nedlagt påstand om, at monopoltilsynets generelle afgørelser om advokaternes adgang til at annoncere med sagsområder og med priser samt om adgangen til at fravige salærtaksterne i nedadgående retning tilsidesættes, og at Advokatrådets udkast til ændrede regler om reklamering og annoncering tillades sat i kraft.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 13. marts 1978 fra klagerne, i indlæg af 15. august 1978 fra biintervenienten LER, i indlæg af 21. november 1977, 1. juni og 11. oktober 1978 fra monopoltilsynet og i indlæg af 21. august 1978 fra biintervenienten Jerry Osbak. Parterne og biintervenienterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 23. og 27. november 1978. På det første møde var parterne og biintervenienterne til stede og udtalte sig.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 6. oktober 1977 fra monopoltilsynet til Advokatrådet

»Idet henvises til monopoltilsynets skrivelse af 14. september 1977 om monopolrådets afgørelse af samme dato vedrørende de af Advokatrådet foreslåede annonceringsregler skal man meddele følgende

Efter rådets afgørelse må de foreslåede annonceringsregler antages at kunne medføre de i monopollovens § 11 nævnte skadelige virkninger, og direktoratet bemyndigedes til at fortsætte forhandlingerne med Advokatrådet med henblik på en yderligere liberalisering af annonceringsreglerne, således at advokaterne har fri adgang til at annoncere - herunder at annoncere med sagsområder også inden for almen praksis og med priser - bortset fra, at det i Advokatrådets kollegiale regler kan fastsættes, at advokater skal overholde markedsføringsloven og afholde sig fra annoncering, der kan bringe standens omdømme i fare.

Rådet bemyndigede endvidere direktoratet til at forhandle med Advokatrådet om ændring i de indledende bemærkninger om salærtaksternes vejledende karakter og i de kollegiale regler, således at det fremgår, at advokaterne frit kan fravige salærtaksterne i nedadgående retning.

Monopolrådets begrundelse for afgørelsen fremgår af det som bilag vedlagte uddrag af protokollatet fra rådsmødet. Det fremgår heraf, at rådet ved afgørelsen lagde vægt på, at Advokatrådets forslag til annonceringsregler ikke imødekommer de mindre erhvervsdrivendes og almindelige forbrugeres interesser med hensyn til bistand inden for advokaternes traditionelle praksis, og på hensynet til nyetablerede advokater, idet udviklingen har medført, at det er vanskeligt at få et klientel uden annoncering. Endvidere fandt rådet, at et totalt forbud mod prisannoncering for alle advokater synes at kunne medføre, at en konkurrence, der fremmer specialisering og rationalisering til fordel for advokaternes klienter, begrænses på urimelig måde.

Ved afgørelsen vedrørende advokaternes adgang til frit at fravige salærtaksterne i nedadgående retning blev der lagt vægt på betydningen af, at der er mulighed for priskonkurrence inden for advokatområdet.

Da Advokatrådet efter det oplyste holder møde den 28. oktober, skal man herved anmode Advokatrådet om at foreslå en dato for et møde med tilsynet i første halvdel af november måned med henblik på en forhandling, jfr. monopollovens § 11, stk. 1, om en yderligere liberalisering af advokaternes annonceringsregler, samt om de ovenfor nævnte ændringer i de kollegiale regler, jfr. disses afsnit V 1 og VII 1 d og i indledningen til salærtaksterne.

Advokat Jerry Osbak har til tilsynet fremsendt en skrivelse af 20. september 1977 vedrørende sagen, hvoraf kopi er vedlagt.«

Om sagens baggrund er det oplyst, at monopoltilsynet i løbet af 1976 modtog en sag fra forbrugerombudsmanden vedrørende advokat Jerry Osbaks annoncering samt en klage fra advokat Jerry Osbak over Advokatrådets kollegiale regler om annoncering. Endvidere modtog tilsynet en anmodning fra forbrugerrådet om at foretage en undersøgelse af de liberale erhverv, herunder advokaternes kollegialt fastsatte regler om annoncering.

Monopolrådets forretningsudvalg tiltrådte, at spørgsmålet om, hvorvidt Advokatrådets annonceringsregler måtte anses for stridende mod monopolloven, først blev forelagt rådet efter, at Advokatrådet havde stillet forslag om nye regler.

I april 1977 afgav en af Advokatsamfundets erhvervsudvalg nedsat arbejdsgruppe - specialistudvalget - en betænkning om advokaters reklamering, herunder annoncering. Udvalgets betænkning indeholdt et forslag til et nyt afsnit II i de kollegiale regler vedrørende reklamering, herunder annoncering m.v.

De for sagen væsentligste bestemmelser er fastsat i udkastets punkt 1, 5 og 6, der er sålydende

1) En advokat må ikke reklamere eller annoncere for sin virksomhed på en måde, der strider mod god advokatskik.

5) En advokat må ikke reklamere med, at han påtager sig opgaver, hvis udførelse henhører under almindelig, traditionel advokatvirksomhed, herunder procedure, inkasso, bobehandling, berigtigelse af ejendomshandler og stiftelse af selskaber. Det er en advokat tilladt at reklamere med angivelse af »almen praksis«, samt at anføre, at han er tilsluttet den offentlige retshjælpsordning.

6) En advokat må ikke reklamere med priser på sine ydelser. Det er dog tilladt i annoncer at informere om vederlaget for retshjælp.

Sagen blev herefter forelagt monopolrådet, der på sit møde den 14. september 1977 besluttede at bemyndige direktoratet til i medfør af monopollovens § 11, stk. 1, at fortsætte forhandlingerne med Advokatrådet med henblik på en yderligere liberalisering af annonceringsreglerne, således at advokaterne har fri adgang til at annoncere - herunder at annoncere med sagsområder også inden for almen praksis og med priser - bortset fra, at det i reglerne kan fastsættes, at advokater skal overholde markedsføringslovens bestemmelser og afholde sig fra annoncering, der kan bringe standens omdømme i fare.

Direktoratet blev endvidere bemyndiget til at forhandle med Advokatrådet om ændring i de indledende bemærkninger om salærtaksternes vejledende karakter og i de kollegiale regler, således at det fremgår, at advokaterne frit kan fravige salærtaksterne i nedadgående retning.

Inden disse forhandlinger blev iværksat indbragte Advokatrådet sagen for nævnet.

Klagerne har til støtte for deres påstand bl. a. anført, at der ikke med hjemmel i monopolloven er grundlag for at gennemtvinge de ændringer af annonceringsreglerne som monopoltilsynet ønsker gennemført. Derimod har klagerne ikke bestridt, at tilsynet med hjemmel i monopolloven kan ændre advokaternes annonceringsregler. Advokaternes aftaler og takster er anmeldt til monopoltilsynet, og tilsynet har flere gange krævet takstsystemet ændret. Dette er der klart hjemmel til i monopolloven, men klagerne gør gældende, at såfremt monopollovens bestemmelser anvendes rigtigt, er der ikke grundlag for den afgørelse som tilsynet nu har truffet.

Efter de nugældende regler har advokater ret til at annoncere med navn, stilling, adresse og telefon samt træffetid, og heri ligger klart forudsætningsvis, at der ikke må reklameres med sagsområder eller med priser. Under hensyn til de indvendinger, der har været fremsat mod denne ordning, har Advokatrådet vedtaget en liberalisering for så vidt angår reklameringen med sagsområder, idet dette ifølge de nye reglers § 5 ikke må ske, for så vidt angår enkeltområder, der henhører under almindelig, traditionel advokatvirksomhed. Dette indebærer, at angivelse af særlige sagsområder uden for almindelig advokatvirksomhed som f. eks. søret, panteret og EF-konkurrenceret er tilladt. Hertil kommer retten til at reklamere med tilknytning til retshjælpsordningen og prisen for retshjælp.

De nye regler tillader ikke, at en advokat reklamerer med, at han er »specialist« på et bestemt område. Dette er en naturlig konsekvens af, at der ikke inden for advokaterhvervet - som f. eks. for læger - findes nogen autoriseret specialistuddannelse.

Ifølge de nye reglers § 14 kan Advokatrådet lade udfærdige fortegnelser over samtlige advokater. I disse fortegnelser kan den enkelte advokat anføre, hvilke virksomhedsområder uden for almen praksis han særligt er interesseret i. Hermed har klienter, der har behov for advokatbistand inden for et specielt område, som ikke alle advokater kan formodes at have erfaring i, mulighed for at finde en egnet advokat. Klagerne er naturligvis klar over, at denne tilkendegivelse vil blive taget som udtryk for, at advokaten er »specialist« på området, men det indebærer ikke så store risici, idet klienter, der har behov for advokatbistand på et specielt område, ofte selv vil være kyndige på området og derfor vil kunne vurdere advokatens indsats.

Inden for almen praksis, som alle advokater må formodes at beskæftige sig med f. eks. bobehandling, berigtigelse af ejendomsoverdragelse, incasso, ægteskabssager o. lign., har Advokatrådet ikke ønsket, at der gives advokaterne adgang til at reklamere med områder som de har særlig ekspertise i (grenavertering). Dette forbud skyldes først og fremmest hensynet til publikum, der kunne blive vildledt gennem en sådan annoncering. publikum vil med rette gå ud fra, at en advokat, der reklamerede med et særligt område, er specialist på området. Da der ikke findes nogen specialistuddannelse for advokater, er der ingen sikkerhed for, at klienten får en særlig kvalificeret rådgivning hos en advokat, der kalder sig »specialist« på et område, og hele advokatstandens omdømme ville lide skade ved en sådan tilkendegivelse. I øvrigt har monopoltilsynet ikke tilkendegivet, hvilke »grene« man finder, at en advokat skal kunne reklamere med. En meget specificeret angivelse af hvad advokaten påtager sig, vil understøtte klienternes opfattelse af, at advokaten er specialist på området.

Også inden for andre liberale erhverv eksisterer tilsvarende reklameringsforbud. For så vidt angår tandlæger er reklameringsforbudet fastsat ved lov. Det hedder i § 16, stk. 1, i lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger: »Reklamering for tandlægevirksomhed må kun ske ved meddelelse af navn, stilling, adresse og træffetid samt om eventuel overenskomst med det offentlige«. Denne bestemmelse er mere restriktiv end de nye regler som advokaterne ønsker iværksat. Bestemmelsen i tandlægeloven er udtryk for, at lovgivningsmagten finder, at der inden for de liberale erhverv er behov for begrænsninger i annonceringsadgangen. Monopoltilsynet har til bestemmelsen anført, at tandlæger kan udmelde sig af Dansk Tandlægeforening, idet der ikke som i Advokatsamfundet er tvungent medlemsskab, men en eventuel udmeldelse af tandlægeforeningen vil ikke ophæve tandlægens pligt til at følge tandlægelovens annonceringsregler.

I oplægget til monopolrådets møde har direktoratet anført, at »en fri adgang til at annoncere med sagsområder og med priser vil svare til den retstilstand, der er gældende i den angelsaksiske verden«. Hermed sigtes der formentlig traditionelt til England og USA.

I England er den virksomhed, der i Danmark udøves af advokater, delt op på to grupper, hvoraf barristers i princippet beskæftiger sig med procedure, medens solicitors i princippet varetager de øvrige advokatopgaver. For begge grupper gælder der et generelt og skarpt annonceringsforbud. Der har været foreslået en lempelse for solicitors - men ikke for barristers. Dette forslag er ikke gennemført, og der synes ikke at være nogen udsigt til, at det vil blive gennemført. Når der over for monopolrådet har været redegjort for »retstilstanden« i England, bygger dette således på et ikke gennemført forslag vedrørende en del af den engelske advokatstand. De gældende regler i England er strengere end de regler, som Advokatsamfundet ønsker gennemført i Danmark.

I USA har der hidtil været et generelt annonceringsforbud. Dette er ved dom lempet, således at der gives adgang til annoncering med priser, for så vidt angår enkle og begrænsede advokatopgaver. Denne lempelse ligger stort set inden for rammerne af den ordning vedrørende »førstegangskonsultationer«, som er gennemført her i landet. Denne begrænsede liberalisering i USA er gennemført på grundlag af en bestemmelse i den amerikanske forfatning. Det er almindeligt kendt, at den konstitutionelle situation i USA i denne henseende aldeles afviger fra forholdene i Danmark.

Klagerne har anmodet forbrugerombudsmanden om en udtalelse om, hvorvidt markedsføringslovens regler er egnede og tilstrækkelige til at regulere advokaternes annoncering. I sit svar anfører forbrugerombudsmanden følgende

»Min konklusion må herefter blive, at markedsføringsloven efter min opfattelse hverken er egnet eller tilstrækkelig til at regulere reklamering om advokatbistand, idet loven på den ene side ikke er formuleret så restriktivt, at visse annonceringsformer, der efter en generel målestok er uacceptable, kan hindres, mens den på den anden side ikke giver fornøden hjemmel til at stille et minimum af krav om visse positive oplysninger, der må antages at være af betydelig interesse for personer, som skal søge om advokatbistand på grundlag af annoncering.

Såfremt der skal udarbejdes forskrifter om advokaters adgang til annoncering, ville jeg anse det for hensigtsmæssigt for såvel advokatstanden som for publikum, at den fornødne hjemmel til regulering blev tilvejebragt ved en bestemmelse i retsplejeloven, der gav justitsministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for dette område, idet man ved en sådan fremgangsmåde ville opnå, at der ved reglernes udformning kunne tages fornødent hensyn til de specielle forhold, der gør sig gældende for annoncering om advokatbistand.«

Om hvorvidt Advokatrådets nye forslag til annonceringsregler er i overensstemmelse med markedsføringsloven anfører forbrugerombudsmanden

»Dette spørgsmål må efter min opfattelse besvares bekræftende, allerede fordi det på en række punkter opstiller strengere fordringer til advokaters annoncering, end der ville være hjemmel til i medfør af markedsføringsloven, og den omstændighed, at der foreligger en kollegialt aftalt begrænsning i retten til annoncering kan ikke antages at medføre, at forslaget derved kommer i strid med god markedsføringsskik, idet en sådan frivillig pålagt indskrænkning af retten til at annoncere har været kendt og accepteret i en årrække inden for andre erhvervsområder.«

I de senere år er udviklingen gået i retning af, at flere advokater slutter sig sammen i større enheder. Dette giver klienterne en større sikkerhed for, at et advokatfirma blandt sine deltagere har en advokat med specielt kendskab til det problem, klienten søger løst. En sådan »specialisering« inden for et advokatkontors rammer er at foretrække fremfor en tilstand, hvor enhver advokat kan kalde sig specialist.

Klagerne finder, at en adgang til at reklamere med honorarer i overensstemmelse med salærtaksten er lidet ønskelig og vil føre til mange konflikter i tilfælde, hvor det er vanskeligt at afgøre, om en arbejdsydelse er omfattet af salærtaksten.

For så vidt angår de advokatopgaver, der ikke er omfattet af taksten, og hvor salæret må fastsættes skønsmæssigt, er det i mange tilfælde umuligt på forhånd at gisne om arbejdets omfang og dermed salærets størrelse.

Sagens baggrund er advokat Jerry Osbaks ønske om at reklamere med salærer, der er lavere end salærtaksten. Taksten er vejledende i den forstand, at den kan fraviges i både opad- og nedadgående retning, hvis sagens konkrete omstændigheder taler herfor, mens den ifølge de kollegiale regler er bindende i den forstand, at den ikke kan fraviges generelt og uden hensyn til sagens konkrete omstændigheder.

Hidtil har advokat Osbak annonceret med, at hans salærer for berigtigelse af ejendomsoverdragelser er 15% lavere end salærtaksten. Efter at lov nr. 252 af 8. juni 1977 om mærkning og skiltning med pris m.v. (prismærkningsloven) er trådt i kraft, er denne form for salærannoncering ikke længere lovlig. Ifølge loven skal prisen på en vare eller tjenesteydelse anføres direkte.

Det er klart, at en advokat med en uudnyttet kapacitet med fordel kan tilbyde advokatbistand under salærtaksten. Det vil her navnlig dreje sig om nyetablerede advokater, der ad denne vej søger at tiltrække klienter. Hvis en større kreds af advokater reklamerer med f. eks. skødesalærer under taksten, vil det medføre, at andre advokater bliver tvunget til at foretage en lignende reduktion af salæret. Dette vil til gengæld medføre, at advokater på områder, der ikke er omfattet af salærtaksten, må tage højere salærer, og det vil igen medføre en yderligere spredning i indtægterne mellem advokater.

Det hensyn, der er til, at publikum kan få advokatbistand for et lavt salær, er tilgodeset ved Advokatsamfundets retshjælp.

Ifølge denne nyetablerede ordning kan klienterne for et på forhånd fastsat salær af 200 kr. få retshjælp i en lang række almindeligt forekommende situationer, der kræver advokatbistand.

Biintervenienten LER har tilsluttet sig det af klagerne anførte og tilføjet, at udøvere af liberale erhverv ikke kan konkurrere på priser men må konkurrere på ydelsens kvalitet. Den ydelse, de liberale erhverv tilbyder, er en rådgivning eller en behandling, der ikke direkte kan prissættes, og en annoncering med priser vil derfor være vildledende for publikum,

Såfremt der skal fastsættes regler for liberale erhvervs prisavertering, må det ske ved gennemførelse af en lov og ikke ved et indgreb efter monopollovens § 11. Monopollovens § 11 kan kun anvendes, såfremt der foreligger en konkurrencebegrænsning, og bestemmelsen kan derfor ikke anvendes med den begrundelse, at et indgreb eventuelt kan lette nyetablering af advokatvirksomheder, eller at et indgreb kan give en udvidet information til publikum.

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl. a. anført, at advokater indtager en monopolstilling, idet de efter retsplejeloven har eneret til at udføre retssager for andre.

Advokatsamfundets kollegiale regler og de dertil knyttede salærbestemmelser og annonceringsregler fremtræder som bindende vedtagelser. Disse bindinger har betydning for konkurrencen advokater imellem. Samtidig med, at konkurrencen mellem advokaterne indbyrdes således er begrænset, er konkurrencen fra andre end advokater i det store og hele udelukket for så vidt angår juridiske forretninger.

Advokater er ifølge retsplejelovens regler tvunget til at være medlemmer af Advokatsamfundet. Tilsvarende tvungent medlemsskab af en erhvervsorganisation kendes ikke inden for andre liberale erhverv. Ligeledes er Advokatrådet det eneste organ inden for de liberale erhverv, som fastsætter principielt bindende salærtakster.

Advokatrådets salærtakster er anmeldt til monopoltilsynets register, men denne anmeldelse indebærer ikke nogen godkendelse af taksterne, jfr. monopollovens § 9, stk. 1.

Efter Advokatrådets forslag til nye annonceringsregler vil der ikke være adgang til at annoncere med juridisk bistand inden for angivne sagsområder, såfremt disse områder falder ind under »traditionel advokatvirksomhed«. Dette gælder også for tilbud om retshjælp. De områder, der omfattes af forbudet, er bl. a. alle de områder, der berører almindelige borgere, og en del områder, der specielt berører erhvervsdrivende.

Med den udvikling i lovgivningen, der har fundet sted i den seneste årrække, er det ikke muligt for en enkelt person at beherske det relevante juridiske stof inden for alle disse områder.

For nyetablerede advokater vil det være næsten umuligt at oparbejde en praksis uden at have adgang til annoncering. Annonceringen må for nyetablerede advokater nødvendigvis angå områder inden for almen praksis, da disse advokater ikke endnu kan formodes at have erfaring inden for de mere specielle områder, som det ifølge Advokatrådets forslag er tilladt at anføre i annoncer.

Det må anses for en normal og acceptabel metode at henvende sig til potentielle »kunder« i form af annoncering, og det ses ikke at kunne stride mod hverken advokatydelsernes beskaffenhed eller reglerne for advokatvirksomhed.

Advokatsamfundets Retshjælp omfatter stort set det område, der henhører under almen praksis. Såfremt en rådgivning og sagsbehandling for det fastsatte beløb på 200 kr. skal blive et virkeligt tilbud til befolkningen, må advokaten være hjemme i det sagsområde, som klientens problem vedrører. Også for dette område vil det derfor være ønskeligt, at advokater kan annoncere med tilbud om juridisk bistand for angivne sagsområder inden for retshjælpsordningen.

Forbudet mod grenavertering inden for almen praksis vil således være til skade for publikum og indebærer en urimelig indskrænkning i unge advokaters erhvervsfrihed.

Om forholdene i udlandet har monopoltilsynet oplyst, at det ikke strider mod de kollegiale regler i Norge og Sverige, at advokater angiver en eller flere grene af advokatvirksomhed ved reklamering. Derimod er det i begge lande forbudt at fremkalde den opfattelse hos publikum, at den reklamerende advokat er hurtigere, billigere eller dygtigere end kolleger. Det er endvidere forbudt at reklamere med, at man er specialist.

Rent faktisk finder grenavertering sted omend i ret begrænset omfang og øjensynligt næsten kun i de større byområder.

I England, Wales og Skotland er forhandlinger om ændringer i advokatorganisationernes vedtagne begrænsninger i adgangen til at reklamere nu afsluttet. Indtil videre er der kun tale om meget begrænsede lempelser. Spørgsmålet om ændringer i reglerne for de engelske advokater er dog ikke afsluttet hermed. Der foregår stadig kommissionsarbejde, og det forventes, at spørgsmålet om den individuelle advokats reklameringsadgang overvejes yderligere, når disse kommissioner er færdige med deres arbejder.

For så vidt angår forholdene i USA har tilsynet oplyst, at USA's højesteret har fastslået, at nogle advokaters annoncering med priser m.v. for visse rutineydelser var beskyttet af den amerikanske forfatning.

I USA synes situationen i dag at være den, at annoncer, der ikke kan anses for vildledende eller usandfærdige, ikke kan forbydes. Det bemærkes imidlertid, at annoncer, der indeholder påstande, der ikke kan verificeres, øjensynlig anses for at være vildledende - f. eks. påstande om ydelsernes kvalitet. Sandfærdig, ikke vildledende annoncering med sagsområder og priser er tilladt.

Med hensyn til forbudet mod prisannoncering anfører monopoltilsynet, at det for publikum er af afgørende betydning på forhånd at kende salærets størrelse. Der kan være områder, hvor advokatens personlige indsats er af en sådan betydning, at det ikke er muligt på forhånd at angive salærets størrelse, men 3/4 af advokaternes omsætning vedrører ydelser, der er omfattet af salærtaksten, så i de alt overvejende tilfælde vil det være muligt på forhånd at anføre prisen for en ydelse.

En adgang til at annoncere med honorarer under den gældende salærtakst vil skabe en gavnlig priskonkurrence mellem advokater. Særligt for nyetablerede advokater vil en sådan annoncering fremme muligheden for at oparbejde en virksomhed.

Udelukkelse af priskonkurrence er ikke som anført af klagerne en forudsætning for, at advokatstandens ydelser er af høj kvalitet. Skulle kvaliteten af ydelserne forringes, vil det være muligt gennem Advokatsamfundets selvjustits at bedre forholdet. Advokatrådet har da også indgået aftaler med Realkreditrådet, der indebærer rabat på inkassosalærer.

Advokaterne har en meget ulige indtægtsfordeling. En undersøgelse har vist, at 30% af advokaterne oppebærer 70% af bruttosalærerne. Særligt blandt unge advokater i København findes en gruppe med meget lave indtægter, og en adgang til priskonkurrence vil antagelig bedre denne gruppes indtjeningsforhold.

Monopoltilsynet finder, at de af advokaterne foreslåede annonceringsregler medfører sådanne konkurrencebegrænsninger, at der med hjemmel i monopollovens § 11 må optages forhandling med klagerne om reglernes ændring.

Biintervenienten Jerry Osbak har tilsluttet sig det af monopoltilsynet anførte og tilføjet, at ændringen af annonceringsreglerne ikke betyder nogen liberalisering, idet de kun tillader advokater at annoncere med »almen praksis« og at anføre, at de er tilsluttet den offentlige retshjælpsordning. Dette giver ikke forbrugerne nogen vejledning i valget af advokat.

Reglerne strider mod bestemmelserne i monopollovens §§ 1 og 11, idet de medfører en konkurrencebegrænsning, som særligt rammer nyetablerede advokater, der forhindres i gennem en rimelig og oplysende annoncering at tiltrække klienter.

Med hensyn til prismærkningsloven anfører biintervenienten, at hans tidligere annonceringsform, hvor han angav sine honorarer til at være en procentdel under den gældende salærtakst, ikke længere kan anvendes og ikke er anvendt af ham efter lovens ikrafttræden. Derimod er der intet i prismærkningsloven, der forbyder grenavertering eller avertering med et bestemt fastsat honorar, der ligger under salærtaksten.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale

Advokatrådets nye regler om reklamering og annoncering betegner en vis liberalisering i forhold til de tidligere regler. Denne liberalisering er dog ikke meget vidtgående. Det tillades således ikke advokater i reklamer at gøre opmærksom på hidtidig beskæftigelse med eller interesse for sagsområder inden for almen praksis, ligesom reklamering ikke må gøres særligt fremtrædende.

Nævnet finder således - ligesom monopoltilsynet og biintervenienten, advokat Jerry Osbak - at den liberalisering, der er sket, er beskeden. Der er imidlertid inden for liberale erhverv en tradition for tilbageholdenhed i brug af reklamer, og hensynet til at undgå vildledning af publikum taler efter nævnets opfattelse med styrke for at opretholde en betydelig tilbageholdenhed. En almindelig annoncering om sagsområder inden for almen praksis kan for det retssøgende publikum kun have begrænset værdi, og hensynet til at lette nyetablerede advokaters oparbejdning af en praksis kan ikke alene danne grundlag for et indgreb efter monopollovens § 11 over for de af Advokatrådet vedtagne regler om reklamering.

Hvad specielt angår prisavertering er der almindelig tradition for, at de liberale erhverv ikke averterer med priser. Det må antages, at hænge sammen med, at det inden for disse erhverv er vanskeligt at beskrive den ydelse, der opnås for en bestemt averteret pris. Gennemførelse af en mere aktiv priskonkurrence ville således rejse betydningsfulde spørgsmål om beskrivelsen af ydelserne og om sikring af deres lødighed. prissætningen for en betydelig del af advokaternes ydelser ved generelle takster er udtryk for fastsættelsen af priser, som gennemsnitligt udgør et passende vederlag, og vil således vanskeligt kunne forenes med en adgang til frit at avertere enkelte ydelser til lavere priser end de fastsatte takster.

Nævnet finder derfor, at det vil være overvejende betænkeligt at forkaste det eksisterende forbud mod prisavertering, der på den anførte baggrund ikke kan anses for at have de urimelige virkninger, der er anført i monopollovens § 11. Nævnet har herved ikke taget stilling til den gældende bestemmelse om, at taksterne ikke generelt må fraviges i nedadgående retning, der må anses for en del af det samlede takstsystem.

Nævnet finder herefter, at den del af Advokatrådets kollegiale regler, der har været til behandling under denne sag, ikke har urimelige virkninger som anført i monopollovens § 11. Der vil derfor ikke være grundlag for at optage yderligere forhandling mellem monopoltilsynet og Advokatrådet om ændring af reglerne.

Herefter bestemmes

Monopoltilsynets afgørelse af 6. oktober 1977 ophæves. Samtidig tillades det Advokatrådet at sætte det forelagte udkast til kollegiale regler, afsnit II, i kraft.

Blandt de kollegiale regler, der gælder for advokatsamfundets medlemmer, er en række restriktive bestemmelser om annoncering. I 1976 modtog tilsynet bl.a. en klage over disse regler, men et nyt sæt regler var da netop under udarbejdelse, og tilsynet behandlede derfor sagen på grundlag af forslaget til nye regler, som medførte en vis, beskeden liberalisering af bestemmelserne.

Monopolrådet fandt, at annonceringsreglerne - også i den foreslåede nye form - måtte antages at kunne medføre de skadelige virkninger, der omtales i monopollovens § 11. Rådet bestemte derfor, at tilsynets direktorat skulle forhandle videre med Advokatrådet om yderligere liberalisering af reglerne samt om en tydeliggørelse af de gældende salærtaksters vejledende karakter, således at det fremgår, at advokaterne kan fravige taksterne i nedadgående retning.

Inden disse forhandlinger kom igang, indbragte Advokatrådet sagen for monopol-ankenævnet, som i den nedenfor gengivne kendelse har ophævet monopolrådets afgørelse. Nævnet har fundet, at der ikke er grundlag for yderligere forhandlinger om ændring af de vedtagne nye regler på området. Disse kan herefter sættes i kraft.

Ankenævnet bemærker dog, at der ikke er taget stilling til en bestemmelse om, at advokaterne ikke generelt må fravige de gældende takster i nedadgående retning. Denne bestemmelse betragter nævnet som en del af det samlede takstsystem.