Anbringelse af barn uden for hjemmet - livsvigtig blodtransfusion (* 1) (* 2)

Anbringelse af barn uden for hjemmet - livsvigtig blodtransfusion (* 1) (* 2)

En advokat havde for forældrene til et nyfødt barn indanket en af en kommune truffet afgørelse vedrørende midlertidig anbringelse af barnet uden for hjemmet.

Det var oplyst, at barnet 1 1/2 måned gammelt blev indlagt på grund af en formodet lungebetændelse. I forbindelse med indlæggelsen tilkendegav forældrene over for sygehuset, at de som medlemmer af »Jehovas Vidner« ikke ønskede barnet behandlet med blodtransfusioner.

12 dage efter indlæggelsen blev barnet akut overført til Rigshospitalet. Det var oplyst, at der hurtigt indtrådte en sådan forværring af barnets tilstand, at en blodtransfusion skønnedes nødvendig. Hospitalet henvendte sig derfor telefonisk til kommunens socialudvalg, hvis formand samme dag traf en foreløbig beslutning efter bistandslovens § 127, stk. 1, om barnets anbringelse uden for hjemmet efter § 123, stk. 1, nr. 1, for derved at give hospitalet mulighed for give blodtransfusioner. En sådan blev foretaget samme dag. Nogle dage senere blev der givet endnu en blodtransfusion.

Socialudvalget godkendte efterfølgende formandens foreløbige beslutning og traf senere endelig beslutning i henhold til § 123, stk. 1, nr. 1, om barnets midlertidige anbringelse uden for hjemmet med ophold på Rigshospitalet.

Barnet afgik ved døden 3 1/2 måned gammelt.

Fra Rigshospitalets side var det til kommunen anført, at blodtransfusion blev givet på vital indikation på grund af truende kredsløbskollaps. Barnets tilstand bedredes meget, og den livstruende situation blev overvundet umiddelbart. Det var på dette tidspunkt endnu ikke muligt at stille en diagnose, men overvejelserne gik i retning af en blodsygdom.

Ved indankningen anmodede forældrenes advokat ankestyrelsen om at indhente en supplerende erklæring fra Rigshospitalet.

I den pågældende erklæring var det bl.a. anført, at det havde været særdeles vanskeligt at afklare diagnosen, og at en række undersøgelser havde været nødvendige hertil. I undersøgelsesperioden havde barnet udtalt blødningstendens og blodmangel, og dette havde nødvendiggjort flere transfusioner, herunder enkelte gange med frisktappet donorblod. Først ved et operativt indgreb lykkedes det at stille en diagnose. Det viste sig, at der var tale om en sjælden type af en gruppe sygdomme, der benævnes Histiocytosis - X. Disse sygdomme er ondartede, og forløbet er dødeligt.

Advokaten havde efter modtagelsen af den omhandlede erklæring bl.a. gjort gældende, at socialudvalgets afgørelse var truffet på et for spinkelt og et urigtigt grundlag og understreget, at forældrene ikke havde modsat sig en relevant lægebehandling, men var bekendt med, at der blandt nogle læger og hospitalsafdelinger var en stigende uvilje mod den hidtidige meget omfattende anvendelse af blodtransfusioner og en voksende dygtighed til at udføre selv alvorlige indgreb uden sådanne transfusioner. Endvidere havde advokaten anført, at det var urimeligt, at en afgørelse om blodtransfusion blev truffet alene efter en telefonisk anmodning fra hospitalet herom, og at socialudvalgsformandens afgørelse således var truffet alene på hospitalets præmisser, hvilket han fandt i strid med bistandslovens ord og hensigt. Han mente, at hospitalet burde have truffet afgørelse i første omgang med hjemmel i nødretten, og rigtigheden heraf kunne så efterprøves af de sociale myndigheder.

Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til bistandslovens §§ 123, stk. 1, nr. 1, og 127, stk. 1.

På grundlag af de i sagen foreliggende oplysninger, herunder de nævnte udtalelser fra det omtalte hospital, fandt ankestyrelsen, at betingelserne for at træffe beslutning såvel efter lovens § 127, stk. 1, som § 123, stk. 1, nr. 1, var opfyldt.

Tiltrådt dels en foreløbig, dels en endelig beslutning om anbringelse uden for hjemmet af et sygt spædbarn, hvis forældre var medlemmer af »Jehovas Vidner«, og som i forbindelse med barnets indlæggelse på hospital havde meddelt, at de ikke ønskede barnet behandlet med blodtransfusioner. Beslutning om anbringelse var truffet efter en henvendelse til kommunen fra hospitalet for at give hospitalet mulighed for at give barnet blodtransfusion. Der var kort efter indlæggelsen indtrådt en sådan forværring i barnets tilstand, at blodtransfusion skønnedes nødvendig.