Tilbagebetaling - undladelse af at tage arbejde (* 1) (* 2)
Statutory Text (2 Articles)
Tilbagebetaling - undladelse af at tage arbejde (* 1) (* 2)
Det sociale udvalg i en kommune indankede en afgørelse truffet af amtsankenævnet, hvorefter nævnet havde pålagt det sociale udvalg at frafalde krav om tilbagebetalingspligt for ydet underholdshjælp til en 42-årig mand.
Det er oplyst, at ansøgeren, der oppebar underholdshjælp den 24. november 1976 meddelte socialforvaltningen, at han på eget initiativ gennem en avisannonce havde søgt arbejde. Ved en nærmere gennemgang af løn- og skatteforhold, arbejdsbetingelser, transportomstændigheder m.m. kom han dog til det resultat, at det ikke kunne betale sig for ham at påtage sig det omhandlede arbejde, og dette meddelte han inden arbejdets påbegyndelse den pågældende arbejdsgiver. Da dette blev socialforvaltningen bekendt, blev fremtidig hjælp gjort tilbagebetalingspligtig. Den tilbagebetalingspligtige hjælp udbetaltes første gang den 3. december 1976, hvor han fik 316 kr. til underhold for den kommende uge.
Ansøgeren klagede til amtsankenævnet over det sociale udvalgs beslutning om tilbagebetaling. Udvalget havde som begrundelse for afgørelse henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, idet udvalget mente, at ansøgeren ikke havde rimelig grund til at undlade at påtage sig arbejde, uanset at han selv havde fundet arbejde, og at det ikke var anvist af arbejdsformidlingen.
Amtsankenævnet havde i sin afgørelse henvist til, at det arbejdsforhold, som ansøgeren undlod at påbegynde, ikke var anvist arbejde.
Socialudvalget udtalte ved indankningen som sin opfattelse, at et anvist arbejde lige så vel kan være et tilbudt arbejde fra en arbejdsgiver.
Efter de i sagen foreliggende oplysninger fandt ankestyrelsen, at der ikke var anvist arbejde til ansøgeren, men at denne selv havde opsøgt et arbejde, og at der derfor ikke var grundlag for at pålægge ansøgeren nogen tilbagebetalingspligt af den ydede underholdshjælp.
Ankestyrelsen tiltrådte herefter den af amtsankenævnet trufne afgørelse.
En mand, som oppebar underholdshjælp, havde på eget initiativ søgt arbejde gennem en avisannonce, men havde af forskellige grunde alligevel ikke ønsket at tage arbejde. Da kommunen blev bekendt hermed, havde den gjort den fremtidige hjælp tilbagebetalingspligtig.
Ankestyrelsen var enig med amtsankenævnet i, at der ikke var tale om anvist arbejde, og at der derfor ikke havde været grundlag for at gøre hjælpen tilbagebetalingspligtig