Forsørgelsespligtens ophør - hjælp under graviditet til 17-årig (* 1) (* 2)

Forsørgelsespligtens ophør - hjælp under graviditet til 17-årig (* 1) (* 2)

Det sociale udvalg i en kommune indankede en afgørelse, truffet af amtsankenævnet, hvorefter en 17-årig pige var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37 fra ansøgningsdagen den 6. oktober 1977.

Det fremgik af sagen, at ansøgeren sammen med sin moder den 6. oktober 1977 henvendte sig til kommunen om hjælp. Ansøgeren var da gravid i 2. - 3. måned.

Det blev oplyst ved henvendelsen, at ansøgeren senest i tiden 1. februar - 1. juli 1977 havde arbejdet som husassistent til en løn på 800 kr. om måneden samt kost og logi. Efter den 1. juli 1977 boede hun hos forældrene, men det var meningen, at hun igen skulle have udearbejde, hvilket dog ikke blev til noget på grund af graviditeten. Begge forældrene havde udearbejde, og ansøgeren passede sine mindre søskende. Hun fik af forældrene 125 kr. om ugen i lommepenge. Hun var ikke sygemeldt på ansøgningstidspunktet.

Kommunen begrundede sit afslag på underholdshjælp med, at ansøgeren ikke kunne anses for at være arbejdshæmmet af graviditet, og at hun var beskæftiget ved pasning af sine søskende.

I klagen til amtsankenævnet havde ansøgerens moder forklaret, at ansøgeren var dårlig tilpas på grund af graviditet, og at hun passede sin lillebror. Ansøgeren havde i juli og august 1977 forgæves søgt nogle pladser efter avisannoncer. Desuden havde moderen oplyst, at familien havde en stram økonomi, da der blev købt hus i 1976, og da der var 4 andre hjemmeboende børn i familien. Forældrene havde vanskeligt ved at forsørge ansøgeren, og hun fik ikke noget fast ugentligt beløb.

Fra 30. november 1977 havde ansøgeren været til kontrol på arbejdsformidlingen en gang om ugen, men det havde ikke været muligt at anvise hende arbejde.

Ansøgerens læge havde i december 1977 oplyst, at hun ikke var mere generet af sin graviditet end de fleste andre. Hun havde været sygemeldt på grund af lændesmerter i tiden 4. november - 15. november 1977.

Amtsankenævnet henviste i sin afgørelse til, at klagerens graviditet var medbestemmende årsag til, at hun ikke, som tidligere, selv kunne skaffe det fornødne til sit underhold.

Ved indankningen fremhævede socialudvalget, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet ikke ønskede at påtage sig arbejde uden for hjemmet, og at hendes arbejde hos forældrene var af samme karakter som det, hun havde som ung pige i huset. Endvidere påpegede udvalget, at ankenævnet havde lagt vægt på oplysningen fra ansøgerens moder, om at ansøgeren ikke fik betaling for at passe en mindre broder, hvilket var i modstrid med udvalgets oplysning om, at hun fik 125 kr. i lommepenge pr. uge, kost og logi samt beklædning efter behov.

Amtsankenævnet havde i brev af 27. februar 1978 overfor kommunens anke bemærket, at der ikke mellem ansøgeren og forældrene bestod et ansættelsesforhold med en aflønning, som satte klageren i stand til at klare sig selv.

Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til bistandslovens § 6, stk. 1, hvorefter enhver mand og kvinde er forpligtet til at forsørge sine børn under 18 år. Efter paragraffens stk. 3, nr. 2, ophører forsørgelsespligten over for en datter, hvis der må ydes hende hjælp i forbindelse med svangerskab.

Efter det oplyste fandt ankestyrelsen, at ansøgeren ikke på ansøgningstidspunktet var uarbejdsdygtig på grund af graviditeten, og at det ej heller var denne, der var årsag til, at ansøgeren ikke havde eller kunne få arbejde eller iøvrigt havde behov for bistand.

Herefter fandtes forældrenes forsørgelsespligt overfor ansøgeren ikke at have været ophørt på tidspunktet for ansøgningen, og der havde derfor ikke været grundlag for da at yde hende hjælp.

Udtalt, at et amtsankenævn ikke havde haft grundlag for at pålægge en kommune at yde en 17-årig gravid kvinde forbigående hjælp.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren ikke var udearbejdsdygtig på grund af graviditeten, og at det ikke var denne, der var årsag til, at hun ikke havde kunne få arbejde eller havde behov for bistand. Forældrenes forsørgelsespligt fandtes derfor ikke at være ophørt.